Jehova: Paulus citerer her fra 1Kg 19:10, 14, hvor profeten Elias taler til Jehova Gud. I den originale hebraiske tekst er Guds navn gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH). Paulus forkorter citatet og ændrer rækkefølgen af nogle af sætningerne. Han tilføjer også navnet “Jehova” i begyndelsen af citatet for at vise at ordene var henvendt direkte til Gud. Eksisterende græske håndskrifter bruger en form af ordet Kyrios (Herre), men her bruges “Jehova” i hovedteksten fordi Elias i den passage Paulus citerer fra, samt i mange andre sammenhænge, konsekvent bruger navnet Jehova når han taler til Gud. (1Kg 17:20, 21; 18:36, 37; 19:4) Så når man tager den hebraiske tekst i betragtning, tyder det på at Kyrios må være sat ind her i stedet for Guds navn. Desuden bruger flere oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk Guds navn her. – Se Tillæg C3 introduktion; Ro 11:3.

mig: Eller “min sjæl”. Her henviser det græske ord psyche, der i nogle bibeloversættelser er gengivet med “sjæl”, til en persons liv. Udtrykket slå mig ihjel (bogst.: “søge min sjæl”) kan også oversættes med “prøve [ønske] at tage mit liv”. Dette udtryk afspejler den ordlyd der bruges i De Hebraiske Skrifter, som for eksempel i 1Kg 19:10, 14, som Paulus citerer fra. – 2Mo 4:19, fdn.; 1Sa 20:1; se Ordforklaring: “Sjæl”.

svarede Gud ham: Eller “siger det guddommelige udsagn til ham”. Det græske navneord chrematismos betegner en udtalelse der kommer fra Gud. Her beskriver det hvad Gud sagde til sin profet Elias i 1Kg 19:18. I nogle opslagsværker og bibeloversættelser findes gengivelser som “det guddommelige udsagn; guddomssvaret; det guddommelige svar”. Udtrykket er beslægtet med udsagnsordet chrematizo, der bruges flere steder i De Kristne Græske Skrifter. For eksempel står der i ApG 11:26 at Jesus’ disciple “ved Guds ledelse for første gang blev kaldt kristne”. – Se studienoter til ApG 10:22; 11:26.

Baal: En kanaanæisk gud der blev betragtet som himlens ejer, og som man mente kunne give regn og frugtbarhed. Dette er den eneste gang Baal nævnes i De Kristne Græske Skrifter. Paulus citerer her fra 1Kg 19:18. I De Hebraiske Skrifter bliver denne gud omtalt med det hebraiske udtryk habBaal, der bogstaveligt betyder “Baalen”. (Dom 2:13; 1Kg 16:31; 18:25) Udtrykket findes også i flertalsformen (baalerne) og sigter åbenbart til forskellige lokale guder som ansås for at eje eller have magt over bestemte steder. (Dom 2:11; 8:33; 10:6) Det hebraiske ord baal (uden den bestemte artikel) betyder “ejer; herre”. – 2Mo 21:28; 22:8.

Gud: I dette vers citerer Paulus ordlyden fra 5Mo 29:4 og Esa 29:10. I den hebraiske tekst står der ikke “Gud” i disse vers, men Paulus har måske citeret fra Septuaginta, hvor 5Mo 29:4 (29:3, LXX) ifølge de fleste håndskrifter lyder: “Har Herren Gud ikke givet ...” Af grunde der er nævnt i Tillæg C1, har der sandsynligvis stået følgende i de udgaver af Septuaginta der fandtes på Paulus’ tid: “Har Jehova Gud ikke givet ...” Der findes et fragment (Papyrus Fouad Inv. 266) der indeholder 5Mo 29:4, hvor tetragrammet bruges i den græske tekst efterfulgt af det græske ord for “Gud”. Paulus kan altså have forkortet citatet fra Septuaginta en smule og bare brugt “Gud”, hvilket stemmer med de eksisterende græske håndskrifter man har af Ro 11:8. (Se også et lignende forkortet citat i ApG 7:37; se studienote). I den hebraiske tekst bruges Guds navn både i 5Mo 29:4 og Esa 29:10, hvilket afspejles i nogle hebraiske oversættelser af Ro 11:8 (benævnt som J^{7, 8, 10, 14, 15, 20} i Tillæg C4) hvor tetragrammet forekommer.

bord: Dvs. offerbord. Henviser muligvis til et offerbord eller et festmåltid. Paulus citerer her fra Sl 69:22, hvor “bord” bliver sidestillet med “medgang” og åbenbart sigter til velsignelser. Paulus anvender denne salme på jøderne, hvoraf størstedelen ville afvise Jesus og snuble. Det at de snublede, skyldtes til dels at de stædigt holdt fast ved at deres fysiske afstamning fra Abraham var nok til at de fortsat ville blive velsignet af Gud. (Mt 3:9; Joh 8:39) Denne fejlagtige holdning ville føre til “straf” for dem.

verden: I denne sammenhæng sidestiller Paulus det græske ord kosmos med folk fra nationerne, dvs. ikkejøder. Her bliver “verden” stillet op som kontrast til Israels folk, som Gud havde indgået en pagt med. De kristne bibelskribenter brugte desuden ofte kosmos for at skelne mellem menneskehedens verden og Kristus’ sande disciple. Det er kun i Bibelen at det græske udtryk for “verden” bruges på denne måde. – Se studienote til Joh 15:19.

apostel for nationerne: Dvs. for ikkejøderne. Da Paulus blev omvendt til kristendommen, sikkert omkring år 34 e.v.t., sagde den opstandne Jesus: “Den mand er det redskab jeg har udvalgt til at bringe mit navn ud til nationerne og til konger og til Israels sønner.” (ApG 9:15) Paulus blev altså udvalgt af Herren Jesus Kristus til at være “apostel [der betyder: “en der er sendt ud”] for nationerne”. (ApG 26:14-18; Ro 1:5; Ga 1:15, 16; 1Ti 2:7) Paulus var helt overbevist om og havde beviser for sin stilling som apostel, men Bibelen siger ingen steder at han erstattede en af “de tolv”; han omtalte heller aldrig sig selv som en af “de tolv”. – 1Kt 15:5-8; se også studienote til ApG 1:23.

tjeneste: Da Jesus var på jorden, befalede han dem der fulgte ham, at gøre folk fra alle nationer til disciple. (Mt 28:19, 20) Paulus omtalte dette arbejde som “den tjeneste at hjælpe andre til at blive forsonet med [Gud]”. Sagt med Paulus’ ord “beder vi” den verden der er fremmed for Gud, om at blive “forsonet med Gud”. (2Kt 5:18-20) Paulus fokuserede på at forkynde for folk fra nationerne, men samtidig havde han et inderligt ønske om at nogle jøder ville blive motiveret til at gøre noget for at opnå frelse. (Ro 11:14) Grundbetydningen af det græske ord diakonia er “tjeneste”, og det beslægtede udsagnsord bruges nogle gange i Bibelen om det at betjene nogen, for eksempel ved at servere mad. (Lu 4:39; 17:8; Joh 2:5) Her sigter det til den kristne tjeneste. Det er en ophøjet form for tjeneste fordi man hjælper andre til at få dækket deres åndelige behov.

sætter højt: Eller “ærer”. Det græske udsagnsord doxazo (at ære; at give ære til), der er beslægtet med ordet doxa (ære; herlighed), bliver ofte brugt om det at ære, ophøje eller lovprise Gud. (Mt 5:16; 9:8; Mr 2:12; Lu 2:20; 5:25, 26; ApG 4:21; 11:18; Ro 15:6, 9) I denne sammenhæng kan udsagnsordet have forskellige betydningsnuancer, deriblandt “være stolt af; tage seriøst; få det bedste ud af”. Paulus viser at han sætter sin “tjeneste” meget højt, og han betragter det som den største ære at få lov at udføre den.

mit eget folk: Bogst.: “mit kød”. Paulus henviser her til sine landsmænd, israelitterne. – Se også 1Mo 37:27.

en rod ... grenene: Her sammenligner Paulus gennemførelsen af Guds hensigt i forbindelse med Abrahamspagten med et oliventræ. Jehova, træets rod, giver liv til det åndelige Israel. (Esa 10:20) Jesus, træets stamme, er den primære del af Abrahams afkom. (Ga 3:16) Paulus siger at grenene samlet set er “det fulde antal” af den sekundære del af Abrahams afkom. – Ro 11:25; Ga 3:29.

nogle af grenene blev brækket af: Dvs. de kødelige jøder der forkastede Jesus, og som derfor selv blev forkastet.

du, selvom du var en gren fra et vildt oliventræ, blev podet på: Paulus taler stadig til kristne med ikkejødisk baggrund. (Ro 11:13) Han fortsætter illustrationen med et ædelt oliventræ for at vise hvordan Guds hensigt i forbindelse med Abrahamspagten blev opfyldt. (Se studienote til Ro 11:16). Til at begynde med var det kun jøder der havde mulighed for at være en del af den pagt. Ikkejøder, eller folk fra nationerne, blev sammenlignet med grene fra et andet træ, et vildt oliventræ. Jehova gjorde det muligt for ikkejøder at blive en del af Abrahams afkom som åndelige jøder ved i overført betydning at pode dem på det ædle oliventræ. Menigheden i Rom bestod både af jøder og ikkejøder, og de skulle alle bære frugt i åndelig forstand. – Ro 2:28, 29.

podet på: Podning vil sige at man sætter en gren eller en kvist fra et træ der bærer god frugt, på et træ der ikke bærer god frugt. Når grenen er vokset sammen med det nye træ, vil den bære frugt af samme gode kvalitet som det træ den blev taget fra. Paulus taler om at det var “mod naturens orden” at grene fra et vildt oliventræ blev podet på et ædelt oliventræ – en praksis som nogle landmænd åbenbart gjorde brug af i det første århundrede. (Se studienote til Ro 11:24). Det græske ord for “at pode” bliver kun brugt i Romerne, kapitel 11.

mod naturens orden blev podet på det ædle oliventræ: Normalt podede landmænd grene fra et ædelt oliventræ på et vildt oliventræ. Det fik det vilde oliventræ til at frembære bedre frugt – svarende til frugten på det træ grenene var taget fra. Hvis man gjorde det modsatte – altså tog grene fra et vildt træ og podede dem på et ædelt træ – ville det være i modstrid med den fremgangsmåde man normalt brugte, og det ville som regel ikke medføre gode resultater. Men det at pode grene fra et vildt oliventræ på et ædelt oliventræ var en metode som nogle landmænd til tider benyttede sig af i det første århundrede. (Se Mediegalleri: “Podning af et oliventræ”). Ved at tale om en sådan metode der ville virke usædvanlig, ja, ligefrem unaturlig eller mod naturens orden, får Paulus sin pointe til at stå endnu tydeligere frem. Han bruger det ædle oliventræ til at illustrere hvordan Guds hensigt i forbindelse med Abrahamspagten blev opfyldt. Han sammenligner dem der bliver en del af Abrahams afkom, med grene på dette symbolske oliventræ. (Ro 11:21) De ikkejødiske kristne sammenlignes med grene fra et vildt oliventræ fordi de tidligere havde været udelukket fra Guds folk, Israel, som var Abrahams kødelige afkom og arvinger til den pagt der var indgået med Abraham. (Ef 2:12) Men da nogle jøder, de naturlige grene, viste mangel på tro, blev de forkastet af Gud og “brækket af”. (Ro 11:20) Jehova sørgede for at ikkejøderne kunne blive podet på for at erstatte de grene der ikke bar frugt. (Ga 3:28, 29) Ligesom grenene fra et vildt oliventræ ville trives og vokse når de blev podet på et ædelt oliventræ, ville ikkejøderne have stor gavn af “næringen [bogst.: “fedmen”]” fra det ædle oliventræs rod. Dette understregede Guds ufortjente godhed over for ikkejødiske kristne og gjorde det klart at de ikke skulle have for høje tanker om sig selv. – Ro 11:17; se også Mt 3:10; Joh 15:1-10.

det ædle oliventræ: Det græske udtryk der bruges her, kallielaios, er sammensat af ordet for “oliventræ” og et præfiks der kommer af ordet kalos, der betyder “fint; godt; fortræffeligt” og betegner noget som opfylder sit formål – ligesom et oliventræ der bliver dyrket for at det skal bære frugt og være produktivt. Her bliver det ædle, eller dyrkede, oliventræ stillet op som en modsætning til det vilde oliventræ (agrielaios).

og på den måde vil hele Israel blive frelst: Dvs. hele det åndelige Israel, “Guds Israel”. (Ga 6:16; Ro 2:29) Guds hensigt er at 144.000 åndelige israelitter skal frelses og regere sammen med hans Søn i himlen. Den hensigt vil blive opfyldt “på den måde”, dvs. ved at grenene fra et “vildt oliventræ” i overført betydning bliver podet på så Guds hensigt med “det ædle oliventræ” kan blive gennemført – at det skal være fyldt med grene der bærer frugt. (Ro 11:17-25; Åb 7:4; 14:1, 3) Det betød at ikkejødiske kristne fik lov til at blive en del af det åndelige Israel. Nogle mener at det græske udtryk i begyndelsen af verset skal oversættes med “og så” eller “og til sidst”, men udtrykket “og på den måde” støttes af mange opslagsværker og andre bibeloversættelser.

Befrieren: Eller “Frelseren”. Paulus citerer her Esa 59:20 fra Septuaginta og anvender profetien på de kristne der er medlemmer af “Guds Israel”. (Ga 6:16) Han viser at profetien vil være fuldstændigt opfyldt når det fulde antal åndelige israelitter er nået.

Jehovas: I dette citat fra Esa 40:13 forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. De græske udtryk der er oversat med “lært ... sind at kende” og “blevet hans rådgiver”, stemmer med ordlyden i Esa 40:13 fra Septuaginta.

Amen: Se studienote til Ro 1:25.