Lukas: Den græske form af navnet er Loukas, der kommer af det latinske navn Lucas. Lukas, som var den der nedskrev dette evangelium og Apostlenes Gerninger, var læge og var en af apostlen Paulus’ trofaste medarbejdere. (Kol 4:14; se også “Introduktion til Lukas”). På grund af hans græske navn og hans skrivestil har nogle hævdet at Lukas ikke var jøde. De baserer også deres antagelse på at Paulus i Kol 4:10-14 først nævner “dem der hører til de omskårne”, og derefter Lukas. Det argument stemmer dog ikke med udtalelsen i Ro 3:1, 2, hvor der står at det var jøderne der ‘fik Guds hellige ord betroet’. Det er muligt at Lukas var en græsktalende jøde med et græsk navn.

fik jøderne ... betroet: Se Ordforklaring: “Jøde”. I 5Mo 29:29 skrev Moses: “Det der er åbenbaret, tilhører os [israelitterne] og vores efterkommere for evigt.” I Sl 147:19, 20 står der at Gud forkyndte “sit ord ... for Israel”, noget han ikke havde “gjort for nogen anden nation”. Jesus hentydede til det at jøderne var blevet betroet den sande tilbedelse og Guds ord, der kunne føre til frelse, da han sagde: “Frelsen begynder med jøderne.” (Joh 4:22; se studienote). Paulus bekræfter her at Jehova havde betroet jøderne at nedskrive De Hebraisk-Aramæiske Skrifter. Desuden blev De Kristne Græske Skrifter nedskrevet af Jesus’ jødiske disciple. Det var altså jøderne der beskyttede sandheden i Guds ord, og dem der havde fået ansvaret for at nedskrive alle bøgerne i Bibelens kanon. – Se studienote til Lu Titel og 24:44.

hellige ord: Dette udtryk forekommer kun fire gange i De Kristne Græske Skrifter og er en oversættelse af flertalsformen af det græske ord logion (der betyder “lille ord”), som er diminutivformen af ordet logos (ord). Oprindeligt brugte man logion om et kort, helligt udsagn, men med tiden kom det til at betegne enhver udtalelse fra Gud. Her henviser Paulus til alle De Hebraiske Skrifter og åbenbart også til den del af De Kristne Græske Skrifter der var tilgængelig på den tid. Nedskrivningen af de inspirerede Skrifter var blevet betroet jøderne, som skrev “mens de blev ledet af hellig ånd”. (2Pe 1:20, 21) I Septuaginta bruges ordet logion ofte for at gengive hebraiske udtryk der henviser til Guds udtalelser, for eksempel i Sl 12:6 (11:7 [6], LXX): “Jehovas ord er rene.”

Bestemt ikke!: Dette udtryk gengiver en græsk vending Paulus bruger ti gange i brevet til romerne. Det er også oversat med “Selvfølgelig ikke!”, “Slet ikke!” og “Sådan er det ikke!” (Ro 3:4, 6, 31; 6:2, 15; 7:7, 13; 9:14; 11:1, 11) En mere bogstavelig gengivelse ville være “Måtte det aldrig ske!” Det er en eftertrykkelig måde at opponere mod et spørgsmål på, ofte et retorisk spørgsmål. Det viser at man tager stærkt afstand fra en idé eller tanke, som om man siger “Væk med den tanke”.

Det vil vise sig at Gud taler sandt: Paulus’ udbrud “Bestemt ikke!” i begyndelsen af dette vers er et svar på det spørgsmål han stillede i det foregående vers: “Men hvordan forholdt det sig så hvis nogle af dem manglede tro? Ville deres troløshed betyde at Gud ikke ville være trofast?” Størstedelen af jøderne på Paulus’ tid viste mangel på tro, særligt ved at afvise de profetier i De Hebraiske Skrifter der tydeligt pegede på Jesus som den lovede Messias. (Ro 3:21) De, dvs. det folk som Gud havde betroet de “hellige ord” (Ro 3:2), fik det derved til at se ud som om Jehova ikke havde opfyldt sine løfter. Men Jehova havde trofast opfyldt disse “hellige ord” gennem Jesus Kristus. For at slå fast at Gud er pålidelig, citerede Paulus kong Davids ord som de stod i Septuaginta: “Så det må blive bevist at du [Gud] er retfærdig når du udtaler dig.” (Sl 51:4 [50:6, LXX]) I det vers indrømmede David sin synd og anerkendte at Gud er retfærdig. Han prøvede ikke at retfærdiggøre sig selv og på den måde stille Gud i et dårligt lys. Paulus brugte Davids ord for at vise at Gud altid er loyal og taler sandt, uanset hvem eller hvor mange der påstår det modsatte.

underlagt synd: Dvs. underlagt syndens magt. Det græske forholdsord hypo, “under”, gengiver her tanken om at være kontrolleret eller styret af nogen eller noget. I Bibelen bliver synd personificeret og beskrevet som en dominerende herre der holder mennesker fanget i slaveri. (Joh 8:34; Ro 6:16-20; 7:14) I lighed med det siger Paulus også at synden hersker “som konge”. – Ro 5:21.

synd: Det græske ord der almindeligvis oversættes med “synd” i Bibelen, er hamartia. Dette er første gang i Romerbrevet at det græske ord forekommer. Det beslægtede udsagnsord hamartano betyder bogstaveligt “at forfejle” i den forstand at man rammer ved siden af eller ikke når et mål. For eksempel har græske forfattere brugt ordet hamartano i forbindelse med at en spydkaster ramte ved siden af sit mål. De tilsvarende hebraiske ord chattath, “synd”, og chata, “at synde”, indeholder samme betydning. Chata bruges sammen med en nægtelse i Dom 20:16, hvor der står om benjaminitterne at de “kunne slynge en sten og ramme på et hår”, og at “ingen af dem ramte ved siden af”. På hebraisk og på græsk blev ordene ikke blot anvendt om at forfejle, eller ikke at ramme, bogstavelige mål, men også moralske eller intellektuelle mål. Men i Bibelen bruges disse udtryk hovedsageligt i forbindelse med de synder mennesker begår – det at nogen ikke lever eller handler i overensstemmelse med de moralnormer Skaberen har opstillet. (1Mo 39:9; 1Sa 7:6; Sl 51:4; Da 9:8; Lu 15:18; Ro 2:12; 5:12) Septuaginta bruger ofte udsagnsordet hamartano for at gengive det hebraiske udsagnsord chata. – Se studienote til Ro 3:23.

som der står skrevet: I vers 10 til 18 citerer Paulus adskillige gange fra De Hebraiske Skrifter for at slå fast “at både jøder og grækere er underlagt synd”. (Ro 3:9) I vers 10 til 12 citerer han fra Sl 14:1-3 og Sl 53:1-3; i Ro 3:13 fra Sl 5:9 og Sl 140:3; i Ro 3:14 fra Sl 10:7; i Ro 3:15-17 fra Ord 1:16 og Esa 59:7, 8; og i Ro 3:18 fra Sl 36:1. – Se studienote til Ro 1:17.

Loven: Se studienote til Ro 2:12.

ingen: Bogst.: “intet kød”. Det græske ord sarx bruges her om et menneske, et levende væsen af kød og blod. Se studienoter til Joh 3:6; 17:2.

alle har syndet: Paulus siger noget lignende i Ro 3:9, 12; 5:12. Det græske udtryk der er oversat med ingen er i stand til at genspejle, kan også gengives med “alle mangler” eller “alle kommer til kort med hensyn til”. Gud skabte mennesker “i sit billede” i den forstand at han gav dem evnen til at genspejle hans personlighed og egenskaber. (1Mo 1:26, 27) Men da de første mennesker, Adam og Eva, overtrådte Guds bud (1Mo 2:15-17; 3:1-6), var de ikke længere i stand til at genspejle Guds herlighed, deriblandt hans smukke egenskaber. Fordi alle Adams efterkommere har arvet synd og død, er der ingen mennesker der fuldt ud kan genspejle Guds ophøjede egenskaber.

bliver erklæret retfærdige: I De Kristne Græske Skrifter indeholder det græske udsagnsord dikaioo og de beslægtede navneord dikaioma og dikaiosis, der ofte gengives med “at retfærdiggøre” og “retfærdiggørelse”, tanken om at blive renset for enhver anklage, kendt uskyldig og dermed erklæret og behandlet som retfærdig. For eksempel skrev apostlen Paulus at en person der er død, bliver “frikendt [en form af dikaioo] for sin synd” fordi han ved sin død har betalt straffen. (Ro 6:7, 23) Men de græske ord bliver også brugt på en særlig måde i Bibelen, nemlig om det at Gud betragter et ufuldkomment menneske der viser tro, som skyldfrit. – ApG 13:38, 39; Ro 8:33.

ved at udfri os med den løsesum der er betalt af Kristus Jesus: Eller “gennem løskøbelsen der er i (ved) Kristus Jesus”. Det græske ord apolytrosis er beslægtet med adskillige andre ord der har med løsesummen at gøre. – Se studienote til Mt 20:28.

et forsoningsoffer: Det græske ord hilasterion, der her er gengivet med “et forsoningsoffer”, og det beslægtede ord hilasmos, der er gengivet med “et sonoffer” i 1Jo 2:2 og 4:10, kan hentyde til en måde at formilde, eller tilfredsstille, på. I Bibelen bruges disse udtryk om genoprettelsen af et godt forhold mellem Gud og mennesker. Da Adam blev skabt som en jordisk “søn af Gud”, havde han et fredeligt forhold til sin Skaber. (Lu 3:38) Men da han gjorde oprør mod Gud og syndede, gav han afkald på det gode forhold og sit fuldkomne liv. Han solgte også sine efterkommere til slaveri under synd og død. (Ro 5:12) Guds fuldkomne retfærdighed krævede et fuldstændigt tilsvarende offer for at menneskers forhold til Gud igen kunne blive godt. (2Mo 21:23-25; 5Mo 19:21) Da Jesus ofrede sit fuldkomne liv som menneske, tilfredsstillede hans offer Jehovas krav til retfærdighed fordi hans offer udgjorde et retfærdigt grundlag for tilgivelse af synder. Som følge af det kunne Gud være “retfærdig ... når han erklærer den [der har arvet synden] som tror på Jesus, retfærdig”. (Ro 3:26) Jesus’ offer gjorde det muligt for mennesker at søge og igen få et fredeligt forhold til Jehova. (Ef 1:7) I He 9:4, 5 bliver det græske ord hilasterion brugt om låget på den kiste der blev kaldt “pagtens ark”, og er oversat med “sonedækket”, eller som der står i fodnoten: “forsoningens hus”.

overbærenhed: Eller “tolerance”. Se studienote til Ro 2:4.

tilgav synder der var blevet begået i fortiden: Jehova begyndte at tilgive synder allerede før Jesus gav sit liv som en løsesum for at købe Adams efterkommere fri fra ufuldkommenhed, synd og død. Det blev muligt fra det øjeblik hvor Jehova begyndte at åbenbare sin hensigt om at sørge for et “afkom” der skulle redde troende mennesker. (1Mo 3:15; 22:18; Esa 53:5, 6, 10-12; Mt 20:28; Ga 3:19) I Gud den Almægtiges øjne var løsesummen så godt som betalt; han havde fuldstændig tillid til at hans Søn ville være villig til at ofre sit liv. (Sl 40:6-8; He 10:7-10) Intet ville nogensinde kunne hindre Gud i at gennemføre sin hensigt. (4Mo 23:19; Esa 46:10; Tit 1:2) Gud kunne altså tilgive angrende syndere samtidig med at hans retfærdighed forblev intakt. (5Mo 32:4; Sl 32:1, 2, 5; Esa 1:18) Han kunne også erklære trofaste mennesker retfærdige i relativ forstand uden at gå på kompromis med sine normer for retfærdighed. (1Mo 15:1, 6; Eze 14:14; Mt 23:35; Jak 2:23-25) Desuden havde Jesus mens han var på jorden som Guds repræsentant, myndighed til at tilgive synder før løsesummen var betalt, ved at bruge værdien af sit fremtidige offer til gavn for mennesker der havde tro. – Mt 9:2-6; Lu 7:36-50; He 2:9; se Ordforklaring: “Løsesum”, “Retfærdighed”.