Til Titus: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. For eksempel indeholder det velkendte håndskrift Codex Sinaiticus fra det fjerde århundrede e.v.t. titlen “Til Titus” i slutningen af brevet. Andre tidlige håndskrifter bruger lignende titler.

Fra Paulus: Paulus’ indledning, som fortsætter til og med vers 4, er skrevet i en stil der var almindelig i breve på den tid. I sådan nogle breve stod der som regel hvem brevet var fra, hvem det var stilet til, og en hilsen. (Tit 1:4) I det her brev er Paulus’ indledning usædvanlig lang (på græsk er det én lang sætning fra vers 1 til vers 4). Paulus nævner sig selv og fortæller at han er udnævnt som apostel og forkynder. Selvom Paulus stiler brevet direkte til sin medarbejder Titus, kan han have brugt en længere, mere formel indledning fordi han tænkte at brevet også skulle læses af andre. – Se studienote til Tit 3:15; se også studienote til Ro 1:1.

en træl for Gud: Udtrykket her er ikke ment i negativ forstand selvom en træl havde den laveste position i samfundet. (Se studienote til 1Ts 1:9). Faktisk betragtede Paulus det som en ære at være træl for den højeste Gud og hans Søn. (Se studienote til Ro 1:1). Jesus’ halvbror Jakob brugte et lignende udtryk da han beskrev sig selv som “en træl for Gud og Herren Jesus Kristus”. (Jak 1:1; se også 1Pe 2:16; Åb 7:3). Og da Maria fik en opgave af Jehovas engel, svarede hun: “Se! Jeg er Jehovas tjener!” – Se studienote til Lu 1:38.

en apostel: Se studienote til Ro 1:1.

den nøjagtige kundskab om sandheden: Paulus kæder her nøjagtig kundskab sammen med gudhengivenhed og håb. – Tit 1:2; 2:11, 12; se studienote til Ef 4:13 for at få en nærmere forklaring af det græske udtryk der er oversat med “nøjagtige kundskab”.

gudhengivenhed: Se studienote til 1Ti 4:7.

håbet om det evige liv som Gud … har givet løfte om for længe siden: Paulus taler her om et løfte som Gud gav “for længe siden”. (Se også studienote til 2Ti 1:9). Måske henviser han til det tidspunkt hvor Jehova besluttede at mennesker skulle leve for evigt på jorden. Eller det kan være at han henviser til det tidspunkt hvor Jehova åbenbarede sin hensigt for mennesker. (1Mo 1:27, 28; 2:17) Da Jehova afsagde sin dom over oprørerne i Paradiset, ændrede han ikke sin oprindelige hensigt. (Sl 37:29) Men han forudsagde at der ville komme et særligt “afkom” der ville knuse Satan, og Bibelen viser at det “afkom” ville omfatte mennesker der skulle leve for evigt i himlen. (1Mo 3:15; se også Da 7:13, 14, 27; Lu 22:28-30). Paulus og andre salvede kristne havde “håbet om det evige liv” i himlen. – Se studienote til Ef 3:11.

Gud, der ikke kan lyve: Det at lyve ville være imod Guds natur, for Jehova er “sandhedens Gud”. (Sl 31:5) Alt hvad Jehova gør, udfører han ved hjælp af sin hellige ånd, som Jesus kalder “sandhedens ånd”. (Joh 15:26; 16:13) Jehova er helt anderledes end ufuldkomne mennesker, for “Gud er ikke som et menneske der fortæller løgne”. (4Mo 23:19) Og han er en fuldstændig modsætning til Satan, som er “en løgner og løgnens far”. (Joh 8:44) Paulus’ pointe: Fordi det er umuligt for Gud at lyve, er hans løfter helt pålidelige. – He 6:18.

han, vores Frelser: Se studienote til 1Ti 1:1.

Titus: En græsk kristen som arbejdede nært sammen med Paulus. Omkring år 49 e.v.t. tog Paulus Titus med til Jerusalem, hvor spørgsmålet om omskærelsen skulle afgøres. (ApG 15:1, 2; Ga 2:3 og studienote) Nogle få år senere (ca. år 55) sendte Paulus ham til Korinth for at hjælpe med at indsamle nødhjælpen til de kristne i Judæa og måske også for at finde ud af hvordan de kristne i Korinth havde reageret på Paulus’ første brev til dem. Titus’ gode rapport trøstede Paulus, og han skrev sit andet brev til korintherne, som Titus sandsynligvis overbragte. (2Kt 2:13 og studienote; 2Kt 7:6, 7, 13-16; 8:1-6, 16, 17, 23; 12:17, 18) Muligvis mellem år 61 og 64 lod Paulus Titus blive tilbage på Kreta for at han kunne “rette op på de ting der ikke var i orden, og udnævne ældste”. (Tit 1:5) Paulus bad ham senere om at slutte sig til ham i Nikopolis. (Tit 3:12) Under Paulus’ anden fængsling i Rom (ca. år 65) rejste Titus til Dalmatien, sikkert med Paulus’ godkendelse; måske var det endda ham der havde bedt ham om at rejse dertil. (Se studienote til 2Ti 4:10). Det er tydeligt at Titus var en trofast bror der var et stort aktiv i de menigheder hvor han tjente, og en god støtte for Paulus.

mit sande barn: I sine breve brugte Paulus kun det her kærlige udtryk om Titus og Timotheus. (1Ti 1:2 og studienote) Det kan have været Paulus selv der lærte Titus om den gode nyhed. Uanset hvad betragtede Paulus Titus som sit åndelige barn. De fik et nært forhold til hinanden ved at arbejde sammen om at betjene menighederne. (2Kt 8:23) Da Paulus skrev det her brev, havde de to kendt hinanden i mindst 12 år.

Jeg ønsker dig ufortjent godhed og fred: Se studienote til Ro 1:7.

Kristus Jesus, vores Frelser: I det foregående vers bliver Gud kaldt “vores Frelser”. Nogle mener derfor at Jesus og Gud er den samme. Det er dog værd at bemærke at det her vers nævner “Gud, Faren” og “Kristus Jesus, vores Frelser” hver for sig. Det er gennem Jesus at Gud redder mennesker fra synd og død, og derfor kan Jesus også kaldes “vores Frelser”. I He 2:10 kalder Paulus Jesus for “Hovedformidleren af … frelse”. Og bibelskribenten Judas kalder Jehova “den eneste Gud, vores Frelser gennem Jesus Kristus vores Herre”, og det viser at Gud og Kristus samarbejder om at sørge for frelse. (Jud 25) Så tanken om at “Kristus Jesus,” og “Gud, Faren” skulle være samme person, finder ingen støtte i Paulus’ ord. – Se studienote til 1Ti 1:1.

Kreta: En af de større øer i Middelhavet som ligger i den sydlige del af Det Ægæiske Hav, omkring 100 km SØ for det græske fastland. Kreta er omkring 250 km lang og 56 km på sit bredeste punkt. Apostlen Paulus kom forbi øen på vej til sin første retssag i Rom. (ApG 27:7-9, 12, 13, 21) Det ser ud til at Paulus vendte tilbage til Kreta efter sin første fængsling i Rom for at forkynde der. Da han tog derfra, lod han Titus blive der for at fortsætte arbejdet. – Se Tillæg B13; Mediegalleri: “Apostlenes Gerninger – Paulus’ rejse til Rom og hans første fangenskab der”; “Paulus’ rejser efter ca. 61 e.v.t.”

for at du kunne rette op på: Da Paulus forlod Kreta, gav han Titus en udfordrende opgave. Han skulle rette op på de ting der ikke var i orden, eller der var mangelfulde, i menighederne på Kreta. Som brevet viser, var der stadig meget vigtigt arbejde som skulle gøres der. Paulus’ brev indeholder instruktioner om hvordan Titus skulle håndtere dem der nægtede at samarbejde, underminerede hans kærlige vejledning eller endda støttede sekter. – Tit 1:9; 2:15; 3:10, 11.

udnævne ældste: Ordene viser at Paulus havde givet Titus til opgave at udnævne mænd der skulle føre an i hver menighed. (He 13:7, 17) Hvis kristne mænd skulle kunne blive udnævnt som ældste, måtte de leve op til de kvalifikationskrav Jehova havde inspireret Paulus til at nedskrive i de efterfølgende vers. (Tit 1:6-9; se også 1Ti 3:1-7). Titus og andre rejsende tilsynsmænd – for eksempel Paulus, Barnabas og åbenbart også Timotheus – havde myndighed til at udnævne ældste i de forskellige menigheder. – Se studienote til ApG 14:23.

i by efter by: I oldtiden var Kreta kendt for sine mange byer. Flere hundrede år før Paulus’ tid skrev den græske forfatter Homer poetisk om “Kreta med alle dets hundrede stæder”. (Iliaden, II, 649) Det vides ikke hvor mange byer og landsbyer der var på øen i det første århundrede e.v.t. Med udtrykket “i by efter by” siger Paulus at Titus skal rejse øen rundt og udnævne ældste i menighederne som skulle undervise og være hyrder for de kristne. – Tit 1:6-9.

en der ikke kan kritiseres: Lignende udtryk findes i Paulus’ første brev til Timotheus. – 1Ti 3:10; se studienote til 1Ti 3:2.

én kvindes mand: Se studienote til 1Ti 3:2.

have troende børn: En kristen mand må føre an i sin familie på en god måde hvis han skal kunne tjene som ældste. Paulus sagde noget lignende i 1Ti 3:4. (Se studienote). Men her tilføjer han at en ældstes børn skal være “troende”. Paulus mener ikke at en kristen far skal tvinge sine børn til at blive troende; det ville være i modstrid med Bibelens principper om friheden til at vælge. (5Mo 30:15, 16, 19) Nej, for at kvalificere sig som ældste må det være tydeligt at en kristen far har gjort alt hvad han kunne, for at hjælpe sine børn til at få tro. Han må nøje følge Jehovas vejledning til fædre om hvordan man opdrager børn. – 5Mo 6:6, 7; se studienotes til Ef 6:4; Kol 3:21.

at leve et vildt liv: Eller “at skeje ud”. Det henviser ofte til en ekstravagant, ødsel og umoralsk måde at leve på. (1Pe 4:4) Jesus bruger et beslægtet græsk ord i lignelsen om sønnen der forlod sit hjem for at leve “vildt og hæmningsløst”, hvor han blandt andet spildte sin arv på prostituerede. – Lu 15:13 og studienote, 30.

være oprørske: Et opslagsværk definerer det græske ord Paulus bruger her, som det at “nægte at underordne sig myndighed, at være udisciplineret, at være ulydig”. En kristen mand der tillader at hans børn er oprørske og ustyrlige, er ikke kvalificeret til at være tilsynsmand.

en forvalter der er udnævnt af Gud: Her beskriver Paulus en tilsynsmand i menigheden som en “forvalter”, eller husholder. Udtrykket “forvalter” henviser til en der står for, eller bestyrer, sin herres ejendom og tager sig af dem der er en del af husstanden. Paulus kaldte den kristne menighed for “Guds husstand” i sit første brev til Timotheus, hvor kvalifikationskravene til tilsynsmænd også bliver opremset. (1Ti 3:15) Ved at omtale en tilsynsmand som “en forvalter der er udnævnt af Gud”, fremhæver Paulus den opgave en ældste har med at betjene dem der er en del af Guds husstand. Hans opgave indbefatter undervisning både inden for og uden for menigheden. Forvaltere må stå til ansvar over for deres herre, Gud, for hvordan de håndterer den opgave de har fået betroet. – Se studienoter til Lu 12:42; 1Kt 4:1.

være en der ikke er noget at udsætte på: Se studienote til 1Ti 3:2.

selvrådig: Eller “selvgod; arrogant”. En der er selvrådig, vil have at tingene bliver gjort på hans måde. Han holder stædigt fast i sin egen mening og nægter at lytte til andres synspunkter. Derfor er han sandsynligvis svær at samarbejde med, og han tager ikke hensyn til andres følelser. Hvis sådan en mand blev ældste, kunne han gøre stor skade i menigheden. – Se også studienote til 1Ti 3:3.

opfarende: Eller “tilbøjelig til vrede; irritabel”. En der er opfarende, lader sig let provokere. Han er ikke i stand til at styre sit temperament, og fordi han ofte reagerer vredt, skaber han et fjendtligt miljø som er til stor skade. (Ord 15:18; 22:24; 25:28; 29:22) En der er kvalificeret til at være ældste, er derimod “rimelig, ikke diskussionslysten”. (1Ti 3:3) Han efterligner Jehova, “der ikke hurtigt bliver vred”. – 2Mo 34:6; Sl 86:15.

ikke voldelig: Se studienote til 1Ti 3:3.

en der grådigt og uærligt prøver at skaffe sig fordele: Se studienote til 1Ti 3:8, hvor Paulus bruger samme græske ord; se også studienote til 1Ti 3:3.

men gæstfri: Ved at bruge ordet “men” skifter Paulus nu fra de negative karaktertræk der ville gøre en mand uegnet til at tjene som ældste, til de positive egenskaber en ældste har brug for. Paulus viser på den måde at det ikke er nok bare at undgå dårlige karaktertræk hvis man skal kvalificere sig til at blive ældste; man må også være et godt eksempel ved at arbejde på gode egenskaber som gæstfrihed. – Se studienote til 1Ti 3:2.

en der har kærlighed til det gode: En der har det, elsker alt hvad Jehova betragter som godt. Han lægger mærke til, sætter pris på og roser andre for deres gode sider. Han er også glad for at gøre godt mod andre, og han gør endda mere end man kan forvente af ham. – Mt 20:4, 13-15; ApG 9:36; 1Ti 6:18; se studienote til Ga 5:22.

sund i sindet: Se studienote til 1Ti 3:2.

loyal: En tilsynsmand der er loyal, er nært knyttet til Jehova og følger altid nøje de principper der er i Guds ord. Han støtter resolut sine trosfæller når de kommer ud for prøvelser og forfølgelse. Selvom det græske ord der er brugt her, kan indeholde tanken om at være “hellig” eller “from” (som nogle oversættelser gengiver det), finder gengivelsen “loyal” god støtte. For eksempel bliver det græske ord ofte brugt i Septuaginta for at gengive et hebraisk ord der betyder “loyal”. (2Sa 22:26; Sl 18:25; 97:10) Og et opslagsværk siger at det græske ord beskriver “en mand der er loyal mod Gud”. – Se studienote til 1Ti 2:8.

en der kan beherske sig: Se studienote til Ga 5:23.

en der holder fast ved det pålidelige ord: En ældste følger det der står i Guds ord, i sin undervisning og sin måde at leve på. Han støtter sig ikke til sine egne idéer, erfaringer eller evner som taler når han underviser i menigheden, men til “det pålidelige ord”, eller “troværdige budskab”, der er i Bibelen. (1Kt 4:6 og studienote) På den måde når han sine tilhøreres hjerte og motiverer dem til at elske og tjene Jehova. (He 4:12) Og han undgår hykleri ved selv at leve efter de principper han underviser i. En ældste der lever op til det her krav, hjælper menigheden til at være forenet og er “en søjle og støtte for sandheden”. – Se studienoter til 1Ti 3:2, 15.

sin undervisning: Se studienote til 2Ti 4:2.

opmuntre: Eller “tilskynde”. – Se studienote til Ro 12:8.

oprørske: Her henviser Paulus primært til nogle jøder på Kreta der var blevet kristne. De holdt sig stædigt til jødiske traditioner og love angående omskærelsen, som ikke var et krav for kristne. Disse oprørske mænd havde ingen respekt for myndighed, og de nægtede at acceptere vejledningen fra apostlene og de ældste i Jerusalem.

kommer med tom snak: Ifølge et opslagsværk antyder det her udtryk at disse mænd “brugte imponerende ord som havde meget lidt eller slet intet pålideligt indhold”. Paulus siger at de bedrager andre – de lykkedes med at narre de svage og godtroende i menighederne.

dem der holder fast ved omskærelsen: Dvs. nogle af de jødekristne på Kreta. I hvert fald fra det første århundrede f.v.t. var der et jødisk samfund på Kreta. Der var også nogle jøder fra Kreta blandt dem der hørte “om Guds storslåede gerninger” på pinsedagen i år 33. (ApG 2:11) Nu var der nogle jødekristne på Kreta der insisterede på at kristne skulle omskæres, selvom den hellige ånd havde hjulpet det styrende råd i Jerusalem til at afgøre det spørgsmål omkring 12 til 15 år tidligere (ca. år 49). (Se studienote til Ga 2:12). Titus havde været med Paulus i Jerusalem ved det historiske møde. – ApG 10:45; 15:1, 2, 7, 22-29; Ga 2:1, 3.

at lukke munden på: Paulus bruger her et græsk udsagnsord der ifølge et opslagsværk betyder at “‘sætte noget på munden’ og således kontrollere den som med en mundkurv, et bidsel eller lignende”. Nogle i menigheden spredte falsk lære og nedbrød endda “troen hos hele familier”. De ældste måtte beskytte Jehovas hjord mod sådanne mennesker og måtte i overført betydning “lukke munden på” dem ved at forhindre dem i at sprede deres oprørske snak i menigheden. De ældste kunne lukke munden på dem ved kraftigt at irettesætte dem og ved om nødvendigt at fjerne dem fra menigheden hvis de blev ved med at ignorere vejledningen og sprede falsk lære. – Tit 1:9, 10, 13; 3:10, 11.

deres egen profet: Paulus citerer sandsynligvis Epimenides, en kretisk digter fra det 6. århundrede f.v.t. Det græske udtryk der her er oversat med “profet”, havde en bred betydning og blev nogle gange brugt om en talsmand eller tolk. Nogle græske skribenter omtalte Epimenides som en profet, og andre brugte samme ord om digteren Homer og filosoffen Diogenes. Paulus siger bestemt ikke at Epimenides var en af Guds inspirerede profeter. (2Pe 1:21) Nej, han citerer bare en mand som kreterne havde respekt for og sandsynligvis ville anerkende som en der talte på deres vegne.

“Kreterne lyver altid, de er vilde rovdyr, dovne og grådige”: I oldtiden havde kreterne ry for at være uærlige. Faktisk var der et græsk udtryk der bogstaveligt betød “at opføre sig [eller “tale”] som en kreter”, og det blev brugt om det at lyve eller snyde. Men Paulus anvender ikke denne generaliserende udtalelse om de trofaste kristne på Kreta. (ApG 2:5, 11, 33) Nej, han taler om nogle bestemte der udgjorde en trussel mod menighederne. Han nævner nogle “som er oprørske, kommer med tom snak og bedrager andre”, “holder fast ved omskærelsen” og nedbryder troen hos hele familier. (Se studienoter til Tit 1:10). Så Paulus citerer den her kendte udtalelse for at komme med en stærk pointe: Visse falske kristne levede faktisk op til den.

dovne og grådige: Det græske ord for “grådige” betyder bogstaveligt “maver”, så det henviser til en person der kun fokuserer på sin appetit. Det var selvfølgelig ikke kun på Kreta sådan nogle mennesker fandtes. (Se studienoter til Ro 16:18; Flp 3:19). Ved at citere den her del af udtrykket henviser Paulus åbenbart til dovne, inaktive mennesker der kun går op i at tilfredsstille deres egen glubende appetit uden at bestille noget som helst.

Det han har sagt, er rigtigt: I det foregående vers citerer Paulus sandsynligvis Epimenides, der gav udtryk for en almindelig holdning i samfundet. Paulus mener ikke at denne udtalelse gælder alle kretere, men han gør Titus opmærksom på nogle urostiftere i menighederne der åbenbart opførte sig som Epimenides beskrev. – Se studienote til Tit 1:12.

skal du blive ved med at retlede dem strengt: Nogle i menighederne på Kreta modarbejdede den sande kristne lære. De fremmede deres egne synspunkter og nedbrød troen hos hele familier. (Tit 1:9-11) Paulus opfordrer derfor Titus til at “blive ved med at retlede” enhver der var begyndt at tro på den falske lære og havde udviklet dårlige karaktertræk. Ved at sige at han skulle retlede dem “strengt”, mener Paulus ikke at Titus skulle være taktløs eller alt for hård. (Se også 2Ti 2:24). Nej, Titus skulle være direkte, frygtløs og beslutsom når han tog hånd om problemet. (Tit 2:15) Paulus siger hvad der var formålet med den retledning Titus skulle give: “Så de kan blive sunde i troen.” Han skulle beskytte menigheden og forhindre frafaldet i at sprede sig. – Se studienoter til 1Ti 5:20; 2Ti 3:16.

fabler: Det græske ord mythos, der kan defineres “legende, fabel … fiktion, myte”, bliver her brugt om jødiske historier. Jøderne havde mange sande historier som fandtes i de inspirerede Hebraiske Skrifter, men alligevel havde de vendt sig “væk fra sandheden” og fandt på og spredte deres egne opdigtede historier. – Se studienoter til 1Ti 1:4; 4:7.

bud fra mennesker: Det her udtryk minder om ordene i Esa 29:13. Jesus brugte Esajas’ ord om de jødiske religiøse ledere på sin tid og sagde: “De lærer andre at følge menneskers bud.” (Mt 15:9; Mr 7:7) Paulus har måske tænkt på nogle af de menneskeskabte regler der var almindelige blandt jøderne. Falske lærere var fortalere for sådan nogle regler og hævdede at de hjalp folk til at leve et gudhengivent liv. Men i virkeligheden var reglerne i modstrid med “den sunde lære”, som var det der hjalp kristne til at være “sunde i troen”. – Tit 1:9, 13; se også Kol 2:20-22; 1Ti 4:3-5.

sandheden: Paulus taler her om hele den kristne lære som var blevet åbenbaret indtil det tidspunkt. – Se studienote til Ga 2:5.

Alt er rent for dem der er rene: Alt er rent for kristne der tænker og handler i harmoni med Guds normer. De ved hvad Gud betragter som moralsk og åndeligt rent, og hvad han fordømmer i sit ord. (Mr 7:21-23; Ga 5:19-21) De kan tjene Gud med “et rent hjerte” og “en ren samvittighed”. (1Ti 1:5; 3:9; 2Ti 1:3; Mr 7:15) Paulus henviser med ordet “alt” til de ting som Gud ikke fordømmer. Paulus nævner “dem der er rene” som en kontrast til dem der er “troløse”. De er “blevet urene i både sind og samvittighed”, og for dem “er ingenting rent”.

De siger offentligt at de kender Gud: De falske lærere i menighederne på Kreta påstod at de kendte og tilbad Gud. Men det at kende Gud vil sige at man holder hans bud og går på hans veje. (Sl 25:4, 5; 1Jo 2:3, 4) Paulus siger at det de gør, eller den måde de lever på, tydeligt viser at de i virkeligheden er ulydige mod Gud og ikke kender ham. I Guds øjne er den form for hykleri forkastelig. – Se også Ord 17:15.

ikke egnede til at gøre noget som helst godt: Det græske ord der er oversat med “ikke egnede”, kan også betyde “ikke kvalificerede; ikke godkendte”. (Ro 1:28; 2Ti 3:8) Bogstaveligt indeholder det tanken om “ikke at bestå en prøve”. I de efterfølgende kapitler (Tit 2:1 – 3:8) forklarer Paulus hvilke gode gerninger de der oprigtigt søger Gud, må gøre.