HVERT år bliver mellem 50 og 60 millioner ufødte børn slået ihjel ved provokeret abort. Kan du forestille dig hvor stort det tal er? Det ville svare til at man hvert år slår lige så mange ihjel som der bor i hele England.

Det er vanskeligt at indsamle nøjagtige tal eftersom de fleste lande ikke fører fuldstændige optegnelser over hvor mange aborter der udføres. Og i de lande hvor det er illegalt at foretage abort, kan eksperterne kun gætte sig til antallet. Men på verdensplan ser det omtrent sådan ud:

I De Forenede Stater er abort det mest udførte indgreb, næst efter fjernelse af mandlerne. Der udføres hvert år mere end 1,5 millioner aborter, og 4 ud af 5 af kvinderne er ugifte. Enlige kvinder vælger abort dobbelt så ofte som de vælger at føde barnet, hvorimod gifte kvinder ti gange så ofte vælger at føde barnet som de vælger en abort.

I Mellem- og Sydamerika, der hovedsagelig er katolsk, har man de mest restriktive abortlove i verden. Ikke desto mindre foretages der mange illegale aborter, hvilket udgør en alvorlig sundhedsfare for kvinderne. For eksempel fik omkring fire millioner brasilianske kvinder i 1992 foretaget abort. Hen ved 400.000 måtte søge lægebehandling på grund af komplikationer. I Latinamerika ender omkring hver fjerde graviditet med en provokeret abort.

Tager man til det afrikanske kontinent, finder man også her meget strenge abortlove. Det er almindeligt at især fattige kvinder får læsioner og dør efter at have fået foretaget en illegal abort.

I hele Mellemøsten har mange lande officielt strenge abortlove, men abort er ikke desto mindre meget udbredt blandt de kvinder der er i stand til at betale de høje honorarer.

I det meste af Vesteuropa er der fri abort, og de skandinaviske lande er de mest liberale. Siden loven om fri adgang til abort i Danmark trådte i kraft 1. oktober 1973, er der foretaget cirka 400.000 abortindgreb i landet. Hvert år foretages der godt 20.000 aborter i Danmark. Lige siden abort blev legaliseret i England i 1967, har den engelske sundhedsstyrelse ført optegnelser over hvor mange der har fået foretaget abort. Man har registreret at der er sket en fordobling i antallet af aborter samt at et stigende antal ugifte mødre får børn, flere får kønssygdomme og sygdomme i kønsorganerne, og prostitutionen er steget.

I Østeuropa sker der i øjeblikket store forandringer, også når det gælder abortlovgivningen. I det tidligere Sovjetunionen foretages der skønsmæssigt omkring 11 millioner aborter om året, hvilket er et af de højeste tal på verdensplan. Eftersom det er sparsomt med svangerskabsforebyggende midler og de økonomiske forhold er dårlige, får kvinder i denne del af verden gennemsnitlig foretaget mellem seks og ni aborter i deres levetid.

I hele Østeuropa er man generelt ved at liberalisere abortlovene. Et dramatisk eksempel herpå er Rumænien, hvor det tidligere regime bandlyste abort og prævention for at øge befolkningstilvæksten. Kvinder blev tvunget til at føde mindst fire børn, og i 1988 var rumænske børnehjem overfyldt med forladte børn. Efter revolutionen i 1989, hvor abortrestriktionerne ophørte, bliver 3 ud af 4 børn fjernet ved abort, hvilket er det største forholdstal i Europa.

Asien tegner sig for det højeste antal aborter. Folkerepublikken Kina, med sin etbarnspolitik og tvungne abort, står øverst på listen med 14 millioner om året. I Japan pynter kvinderne små børnefigurer med hagesmæk og legetøj til  minde om deres aborterede børn. Befolkningen er meget skeptisk over for p-piller, og abort er den mest udbredte form for familieplanlægning.

Overalt i Asien, og især i Indien, har den nye lægeteknologi bragt kvinderettighedsforkæmperne i noget af et dilemma. Nu kan man ved hjælp af en fostervandsprøve og ultralyd bestemme barnets køn på et meget tidligt tidspunkt i graviditeten. Den orientalske kultur har længe foretrukket sønner frem for døtre. Når der er let adgang til både kønsbestemmelse og abort, bliver pigefostre i stort tal aborteret, hvilket bringer ubalance i kønsfordelingen blandt nyfødte. Kvindebevægelsen står nu i den paradoksale situation at den i virkeligheden kræver at kvinden får ret til at abortere sit foster hvis det er en pige.

Ligesom alle andre former for kirurgiske indgreb er abort forbundet med en vis risiko og smerte. Under graviditeten er livmodermunden tæt lukket for at beskytte barnet. Det kan derfor være en traumatisk og smertefuld oplevelse når den udvides så der kan indføres instrumenter. En abort der foregår ved sugemetoden kan vare omkring 30 minutter, og nogle kvinder føler moderat til intens smerte og krampe. Fremkaldes aborten med saltvand sætter man fødselen i gang, undertiden ved hjælp af prostaglandin som er et stof der fremkalder veer. Sammentrækningerne kan vare ved i timer, ja, endog dage, og kan være smertefulde og følelsesmæssigt udmarvende.

De umiddelbare komplikationer i forbindelse med abort er blødninger, skader eller flænger på livmoderhalsen, perforering af livmoderen, blodpropper, narkosereaktioner, kramper, feber, kuldegysninger og opkastninger. Der er især fare for infektion hvis noget af barnet eller moderkagen bliver siddende i livmoderen. Mangelfuldt udførte aborter er almindeligt forekommende, og det kan blive nødvendigt med kirurgiske indgreb for at fjerne efterladt væv der er gået i forrådnelse, eller endog selve livmoderen. Offentlige undersøgelser i De Forenede Stater, England og det tidligere Tjekkoslovakiet synes at antyde at en provokeret abort er stærkt medvirkende til at øge risikoen i forbindelse med en senere ønsket graviditet fordi den kan forårsage en spontan abort, en for tidlig fødsel, eller misdannelser og sterilitet.

De Forenede Staters forhenværende medicinaldirektør, C. Everett Koop, har bemærket at ingen har foretaget „en undersøgelse af den følelsesmæssige reaktion eller skyldfølelse hos kvinder som har fået foretaget abort og som nu desperat ønsker sig et barn som de ikke kan få“.

 Studiet af den provokerede aborts virkninger burde have omfattet kristne unge der af respekt for Guds love og for livet forbliver jomfruer. Det ville have påvist at sådanne unge senere får bedre ægteskaber, større selvagtelse og varig fred i sindet.

Hvordan er det for et ufødt barn der ligger sikkert og godt i det varme moderskød at blive udsat for det dødelige angreb? Vi kan kun gætte os til det, for vi vil aldrig få en førstehåndsberetning.

De fleste aborter udføres i løbet af de første 12 svangerskabsuger. På dette tidspunkt kan det lille foster foretage synkebevægelser, og dets hjerte slår. Det kan krumme sine små tæer, knytte hånden, slå kolbøtter i sin flydende verden — og det kan føle smerte.

Mange fostre suges ved hjælp af undertryk ud af livmoderen og ind i en beholder gennem et rør med en skarp kant. Metoden kaldes vakuumudsugning. Det kraftige sug (29 gange så kraftigt som en støvsuger) river det lille legeme fra hinanden. Andre fostre bliver fjernet ved at man udspiler livmoderhalsen og foretager en udskrabning med en curette, en løkkeformet kniv, hvormed man skraber livmoderens inderside og derved skærer barnet i stykker.

 Fostre der er mere end 16 uger gamle kan blive fjernet ved hjælp af indsprøjtning af saltvand hvorved de bliver saltforgiftet. Med en lang nål punkteres amnionsækken og noget af fostervandet suges ud og erstattes med en koncentreret saltvandsopløsning. Når barnet synker den giftige væske begynder det at stritte imod og få krampetrækninger. Giftens ætsende virkning brænder det øverste hudlag bort ind til det røde kød, og barnet krummer sig sammen. Hjernen kan begynde at bløde. Den smertefulde død indtræffer i løbet af nogle timer. Det er dog nogle gange sket at der cirka en dag senere, når veerne begynder, fødes et levende men døende barn.

Hvis barnet er for udviklet til at man kan slå det ihjel med disse eller lignende metoder, er der en anden mulighed — hysterotomi, et kejsersnit, dog ikke for at redde et liv men for at bringe et liv til ophør. Moderens underliv åbnes kirurgisk, og der tages næsten altid et levende barn ud der måske oven i købet græder. Men det skal dø. Nogle bliver med fuldt overlæg kvalt, druknet eller på anden vis taget af dage.

I århundreder har læger gået ind for de normer der kommer til udtryk i den agtede hippokratiske ed, hvori det blandt andet hedder: „Selv om jeg opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige gifte eller give noget sådant råd, ej heller give nogen kvinde fosterfordrivende midler. Jeg vil bevare mit liv og min kunst rent og fromt.“

Hvilke etiske konflikter rammer de læger der bringer liv i moderskødet til ophør? Dr. George Flesh beskriver det på denne måde: „De første aborter jeg udførte som reservelæge gav mig ingen følelsesmæssige problemer. . . . Utilfredsheden begyndte først efter mange hundrede aborter. . . . Hvorfor denne forandring? I begyndelsen da jeg praktiserede blev jeg opsøgt af et ungt par som ville have udført abort. Men da patientens livmoderhals var uelastisk, var jeg ikke i stand til at udvide den så jeg kunne foretage indgrebet. Jeg bad hende komme igen en uge senere hvor livmoderhalsen ville være blødere. Parret kom igen men fortalte mig nu at de havde skiftet mening. Syv måneder senere hjalp jeg til ved barnets fødsel.

Flere år senere legede jeg med Jeffrey i svømmebasinet i den tennisklub hvor hans forældre og jeg var medlemmer. Han var en køn og glad dreng. Tanken om at kun et teknisk problem havde forhindret mig i at gøre ende på Jeffreys liv forfærdede mig. . . . Jeg mener at det at rive et udviklet foster i stykker, lem for lem, blot fordi moderen ønsker det, er en fordærvet handling som samfundet ikke bør tillade.“

En sygeplejerske som holdt op med at medvirke ved aborter, har fortalt følgende om sit arbejde på en abortklinik: „En af vore opgaver var at tælle kropsdelene. . . . Hvis kvinden går hjem med noget af barnet i livmoderen kan der opstå alvorlige problemer. Jeg skulle undersøge delene for at sikre mig at der var to arme, to ben, en torso, et hoved. . . . Jeg har fire børn. . . . Der var en enorm konflikt mellem mit liv som sygeplejerske og mit privatliv som jeg ikke kunne ignorere. . . . Det er svært at være med til at udføre abort.“