Hjælp til torturofre

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I DANMARK

„Det er lettere at helbrede brækkede knogler end en knækket sjæl.“ — dr. Inge Genefke.

EN UNG mand går en tur hen ad en fredelig gade i en europæisk by og stopper op for at se på de udstillede varer i et forretningsvindue. Pludselig begynder hans hænder og knæ at ryste. Han griber sig til struben som om han er ved at kvæles. I vinduet har han netop set spejlbilledet af to uniformerede politimænd. Den unge mand har ikke begået noget kriminelt og har ingen grund til at være bange. Men blot synet af mænd i uniform minder ham om et sted tusinder af kilometer borte og om en tid for mange år siden hvor han blev udsat for tortur.

Denne beretning er ikke enkeltstående. Den kunne fortælles om millioner af mænd, kvinder og børn. Den kunne endda komme fra en du kender — en flygtning eller indvandrer som er flyttet ind i dit nabolag efter at have været offer for grusom mishandling. Hans børn går måske i skole med dine børn. Du kender ham måske som en stille, rolig og høflig nabo der sædvanligvis holder sig for sig selv. Men skinnet kan bedrage. Tit kæmper ofre for tortur med indre konflikter mens de forsøger at komme sig over minder om fysiske og psykiske lidelser. Bestemte scener eller lyde kan få dem til at genopleve tidligere rædsler. Et offer fortæller: „Når jeg hører en baby græde, tænker jeg på folk der græd i fængselet. Når jeg hører en fejende lyd i luften, kan jeg huske lyden af kæppen, der gik tilbage og frem, den lyd den lavede, lige før den ramte mig.“

Tortur er ikke kun et redskab for politiske ekstremister og terrorgrupper. I en række lande anvendes tortur også af militæret og politiet. Hvorfor? Fordi tortur kan være en hurtig og effektiv metode at skaffe sig oplysninger på, fremtvinge tilståelser, indsamle belastende vidneudsagn eller tage hævn. Ifølge den danske læge Inge Genefke, som er en af verdens førende eksperter i behandling af torturofre, har visse regeringer simpelt hen „skaffet sig magten og beholdt magten i kraft af tortur“. Et torturoffer har sagt  det på denne måde: „Jeg skulle knækkes for at andre kunne se hvordan det går dem der kritiserer styret.“

Man forestiller sig måske at dét at nogle udsætter deres medmennesker for tortur, er noget der hører den mørke middelalder til. I 1948 vedtog FN da også Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, hvori det hedder: „Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.“ (Artikel 5) Nogle eksperter mener imidlertid at op mod 35 procent af flygtningene i verden er blevet udsat for tortur. Hvorfor er tortur så udbredt? Hvilken indvirkning har den på ofrene, og hvad kan der gøres for at hjælpe dem?

Eftervirkningerne

Mange torturofre flygter forståeligt nok fra deres hjemland for at begynde på en frisk i et andet land. Men at man bor et andet sted, er ikke ensbetydende med at ens fysiske og psykiske lidelser hører op. Torturofre kan for eksempel have skyldfølelser over at de ikke har kunnet beskytte venner eller slægtninge mod at blive mishandlet. De udvikler måske også en dyb mistillid til andre og er bange for at enhver som de møder, er stikker. „Torturofferet er for evigt henvist til at være en fremmed,“ siger forfatteren Carsten Jensen. „Han har mistet tilliden til omverdenen for tid og evighed.“

Resultatet er en blanding af fysiske og mentale traumer som offeret selv og alle der forsøger at hjælpe vedkommende, har svært ved at forstå. De fysiske skader kan undertiden behandles forholdsvis hurtigt, men sådan er det ikke med de følelsesmæssige. Inge Genefke fortæller: „Til at begynde med tænkte vi: ’Godt, vi lapper dem sammen, sætter de brækkede knogler sammen og sender dem hjem.’ Men vi blev hurtigt klar over at det var smerten i deres hjerte og sind som var ved at ødelægge dem.“ Inge Genefke tilføjer: „Til gengæld er det så en positiv overraskelse at man faktisk kan lindre og hjælpe, selv efter mange års forløb.“

I 1982 oprettede Inge Genefke sammen med andre danske læger en lille afdeling på Rigshospitalet i København for behandling af flygtninge der havde været udsat for tortur. Fra denne spæde begyndelse dannedes der et globalt netværk under navnet Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT). Rådets hovedkontor i København fører tilsyn med mere end 100 behandlingscentre i hele verden. I årenes løb har Rådet fået megen erfaring i at behandle torturofre.

Hvordan man kan hjælpe

Ofte kan det være en hjælp for ofrene at tale om det de har gennemlevet. I et informationshæfte udgivet af IRCT siges der: „For en snes år siden var torturofrene i mange tilfælde ofre i dobbelt forstand. For det første ved selve den fysisk/psykologiske torturhandling, og for det andet ved ikke at kunne tale om det.“

Det skal indrømmes at tortur ikke er noget behageligt emne at tale om. Men hvis et torturoffer ønsker at betro sig til en ven, og vennen ikke vil lytte, kan offeret synke endnu længere ned i fortvivlelsens afgrund. Det er derfor vigtigt at torturofre forsikres om at der er nogen der bekymrer sig om deres situation. Man bør naturligvis ikke snage i deres privatliv. Det er offeret selv der skal afgøre både hvorvidt, hvornår og med hvem vedkommende vil tale om det han eller  hun har været ude for. — Ordsprogene 17:17; 1 Thessaloniker 5:14.

De fleste eksperter anbefaler at man tager både de fysiske og de følelsesmæssige aspekter ved tortur i betragtning. Rehabiliteringen af nogle af ofrene kræver professionel hjælp. Visse behandlingsmetoder indbefatter øvelser i vejrtrækning og kommunikation. * Skamfølelse er sædvanligvis et af de problemer der først fokuseres på. En terapeut sagde til en kvinde der gentagne gange var blevet voldtaget og slået: „Det er normalt at føle skam, men det er ikke din skam. Skammen tilhører dem der gjorde dette mod dig.“

Overlevende fra koncentrationslejre

Under den anden verdenskrig blev millioner udsat for tortur og nedværdigelser i Hitlers koncentrationslejre. Blandt disse var der tusinder af Jehovas vidner som blev forfulgt fordi de nægtede at afsværge deres religiøse overbevisning. Det er tydeligt at deres tro satte dem i stand til at udholde sådanne prøvende omstændigheder. Hvordan?

Længe før disse kristne blev fængslet, havde de omhyggeligt studeret Guds ord. Det kom derfor ikke bag på dem da der opstod prøvelser, og de gav heller ikke Gud skylden da deres lidelser ikke hørte op med det samme. Gennem deres studium af Bibelen havde disse kristne lært hvorfor Gud tillader ondskab, og hvordan han vil fjerne den når hans tid er inde. De havde også lært at Jehova „elsker ret“, og at han oprøres når nogen mishandler deres medmennesker. — Salme 37:28; Zakarias 2:8, 9.

Mange af disse overlevende fra koncentrationslejre har naturligvis måttet kæmpe med de traumatiske eftervirkninger af deres prøvelser. De har hentet megen styrke ved at følge apostelen Paulus’ vejledning. Mens Paulus sad indespærret i et romersk fængsel, en situation som med god grund kunne have gjort ham bekymret, skrev han til sine medtroende: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 1:13; 4:6, 7.

Gennem deres studium af Bibelen har disse uangribelige mennesker forstået at Gud har lovet at omdanne jorden til et paradis hvor de smertelige følger af ydmygelser, herunder tortur, til sidst vil blive fjernet.

Jehovas vidner deler dette bibelske håb med deres medmennesker i mere end 230 lande. På grund af de urolige verdensforhold kommer de i kontakt med mange som har lidt uret på grund af menneskers grusomhed mod hinanden. Når Jehovas vidner møder torturofre, bestræber de sig for at fortælle dem om Bibelens løfte om en lys fremtid. De er lykkelige for at kunne udbrede den gode nyhed om en fremtid hvor tortur vil være fjernet for evigt. — Esajas 65:17; Åbenbaringen 21:4.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 24]

„INGEN MÅ UNDERKASTES TORTUR ELLER GRUSOM, UMENNESKELIG ELLER VANÆRENDE BEHANDLING ELLER STRAF.“ — Artikel 5, Verdenserklæringen om Menneskerettighederne

[Ramme på side 25]

HVORDAN MAN KAN HJÆLPE

HVIS DU KENDER EN SOM ER VED AT KOMME SIG OVER FØLGERNE AF TORTUR, KAN DU MÅSKE BRUGE FØLGENDE FORSLAG:

● Vis empati. Du kunne sige: „Jeg ved at der er mange problemer i det land du kommer fra. Hvordan går det med dig?“ — Mattæus 7:12; Romerne 15:1.

● Lad være med at insistere for meget på at hjælpe den der har været udsat for tortur, eller at snage i hans fortid. Vær venlig og hensynsfuld. Lad ham blot vide at du er villig til at lytte. — Jakob 1:19.

● Undgå at være alt for hjælpsom. Berøv ikke torturofre deres selvrespekt eller privatliv. Det handler om at hjælpe dem med at bære deres byrde, ikke at overtage den.