Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Rusland nægter registrering af jesuitterne

Justitsministeriet i Rusland har afslået en ansøgning fra Jesu Selskab om registrering som uafhængigt trossamfund, skriver avisen National Catholic Reporter. Jesu Selskab, almindeligvis kendt som jesuitterne, blev grundlagt i 1540. Under Ruslands nye religionslov er de fleste religioner nødt til at lade sig indregistrere på ny for at blive juridisk anerkendt. Religiøse grupper som får afslag, må ikke trykke eller uddele religiøst læsestof, indbyde udenlandske statsborgere til at udføre religiøse aktiviteter eller oprette uddannelsessteder. Jehovas Vidner blev genregistreret på landsplan den 29. april 1999.

Himmelhøj selvmordsrate i Japan

I Japan blev der i 1998 begået flere selvmord end i noget foregående år, oplyser avisen The Daily Yomiuri. Ifølge det japanske politi tog 32.863 mennesker deres eget liv i 1998 — hvilket er mere end tre gange flere end der hvert år dør i trafikuheld i Japan. En stor del af stigningen tilskrives de økonomiske problemer forårsaget af arbejdsløsheden, som har ramt nationen hårdt i kølvandet på den nylige økonomiske lavkonjunktur. Selvmord er den sjettehyppigste dødsårsag i Japan.

Dødbringende luftforurening

„Trafikken på vejene er den hurtigst omsiggribende forureningskilde i Europa, og i nogle lande dør flere på grund af denne luftforurening end af trafikulykkerne,“ skriver Reuters Bureau. Ifølge en undersøgelse foretaget af Verdenssundhedsorganisationen lider 21.000 indbyggere i Frankrig, Schweiz og Østrig hvert år en for tidlig død på grund af hjerte- og luftvejssygdomme som udløses af luftforureningen. I en anden rapport skønner man at der i 36 indiske byer daglig er 110 der lider en for tidlig død som følge af luftforurening.

Digitale data er hastigt ved at forsvinde

I årevis har computereksperter sagt at det var mere sikkert at oplagre information digitalt end på papir. Men nu er bibliotekarer og arkivarer begyndt at sige noget andet. „Enorme mængder af vigtigt videnskabeligt og historisk materiale er ved at gå tabt fordi det nedbrydes eller forældes,“ oplyser tidsskriftet Newsweek. Digitale oplagringssystemer som for eksempel diskettedrev er følsomme over for varme, fugtighed, iltning og kraftige magnetfelter. Og alt afhængigt af opbevaringsbetingelserne holder de magnetbånd der bruges til at opbevare digitale data, måske kun ti år, hævder tidsskriftet. En anden udfordring for dem der prøver at bevare digitalt lagrede informationer, er den rivende udvikling inden for teknologien. Det hardware som bruges til at lagre dataene, er under så hastig forandring at systemerne hurtigt bliver forældede. Abby Smith fra Council on Library and Information Resources siger: „Der er ikke store chancer for at bevare informationerne medmindre man bibeholder et helt museum af båndstationer og pc’er.“

Indiens befolkning passerer én milliard

Ifølge FN’s befolkningskommission passerede Indiens befolkning i august 1999 én milliard. For bare 50 år siden var Indiens befolkning en tredjedel mindre end den er nu. Hvis den fortsætter med at vokse med den nuværende hastighed på 1,6 procent om året, vil Indien om cirka 40 år overhale Kina som verdens tættest befolkede nation. „Tilsammen tegner Indien og Kina sig allerede for over en tredjedel af jordens befolkning,“ skriver The New York Times. På mindre end et halvt århundrede er middellevetiden i Indien steget fra 39 til 63 år.

Færre amerikanere indgår ægteskab

En undersøgelse foretaget af National Marriage Project under Rutgers University i New Jersey, USA, viser at antallet af indgåede ægteskaber i Amerika har nået sit laveste punkt i historien, oplyser The Washington Post på sin hjemmeside. Undersøgelsen viser desuden at 80 procent af nationens børn umiddelbart efter Anden Verdenskrig blev opdraget i en familie med to biologiske forældre. Men i dag er tallet faldet til 60 procent. „Procentdelen af teenagepiger der synes at det var en fuldt ud ’respektabel livsstil’ at få børn uden for ægteskabet, er steget fra 33 procent til 53 procent i de sidste tyve år,“ siger rapporten. Det kan ikke undre at rapporten drager følgende slutning: „Ægteskabet som institution er i alvorlige vanskeligheder“!

Uddannelsesproblemer i Afrika

Over 40 millioner afrikanske børn syd for Sahara som er i den skolesøgende alder, går ikke i skole, oplyser Internetavisen All Africa News Agency. Skolesystemerne i området har været plaget af forskellige problemer. Eksempelvis har mange skoler som følge af økonomiske vanskeligheder ikke noget vand og kun få eller slet ingen toiletter. Der er mangel på lærebøger, og lærerne er dårligt uddannede. Ud over de økonomiske problemer er der en høj forekomst af teenagegraviditeter, hvilket er en af hovedårsagerne til at et stort antal af pigerne forlader skolen før tiden. Aids har også resulteret i en forhøjet fraværsprocent. „Tidlig seksuel aktivitet blandt teenagere har ført til at et større antal teenagere er blevet smittet med aids,“ skriver Internetavisen. I nogle tilfælde er piger som ikke selv er smittet med aids, nødt til at blive hjemme for at tage sig af slægtninge som er ramt af sygdommen. UNESCO’s specialist i grundlæggende skoleuddannelse, dr. Edward Fiske, siger: „Uden skolegang til befolkningen er fremtiden uvis for de fleste lande syd for Sahara.“

Mumie med tåprotese

„Fastgjort til en mumie har man fundet en tåprotese som lader til at være blevet brugt af ejermanden inden han blev begravet med den for 2500 år siden,“ oplyser Londonavisen The Sunday Times. Den falske tå, som er lavet af linned præpareret med animalsk lim og gips, beskrives af dr. Nicholas Reeves som „en avanceret frembringelse, der er smukt formet og dygtigt og solidt udført og tydeligvis en særordre“. Tåen var ved leveringen udstyret med en tånegl og overtrukket med en farvetone der minder om hudens. Der var boret en række på otte huller i tåen for at den kunne fastgøres. Hullerne følger nøjagtig faconen på en Y-formet sandalrem, sådan at de blev skjult af remmen når ejeren havde sandalen på.

Hovedpine af hovedpinepiller!

De der tager medikamenter mod hovedpine tre eller flere gange om ugen, lider muligvis af hovedpine forårsaget af overforbrug. Denne form for hovedpine rammer skønsvis 1 ud af 50 og forårsages både af så enkle lægemidler som aspirin og receptpligtige smertestillende midler. Når den smertestillende effekt aftager, kan behandlingen forårsage en type hovedpine som den smerteramte måske fejlagtigt tror er almindelig hovedpine eller migræne. Så tager han flere smertestillende tabletter og fortsætter således den onde cirkel. Dr. Tim Steiner fra Imperial College i London udtaler at „man må gå ud fra at enhver der daglig beklager sig over kronisk hovedpine, lider af overforbrug“. Han peger også på at de fleste familielæger er dårligt orienterede om denne tilstand selv om den har været kendt i en årrække. De ordinerer simpelt hen stærkere medicin, skriver Londonavisen The Sunday Telegraph, selv om en afbrydelse af behandlingen er alt hvad der skal til.

Pas på din tunge!

Bakterier som holder til på den bagerste del af tungen, kan danne svovlgasser som giver dårlig ånde, oplyser en artikel i avisen Prince George Citizen. „Bakterier trives i et tørt, iltfrit miljø, og derfor finder man dem i sprækker og huller der ikke kommer i kontakt med den luft vi sender ned i lungerne,“ hedder det i rapporten. Det hjælper at børste tænder og bruge tandtråd, men kun cirka 25 procent af bakterierne bliver fjernet ved tandbørstning. Tandlægen Allan Grove mener at „det først og fremmest er ved tungeskrabning, som er en gammel tradition i Europa, at man kan forebygge dårlig ånde“. En plasticskraber „er langt bedre end en tandbørste når det gælder om at holde tungen ren og rosa,“ oplyser avisen.

Nyt øje rettet mod universet

Teleskopet Gemini North på Mauna Kea, Hawaii, kastede sit første blik på universet i juni 1999. Teleskopets hovedspejl på godt 8 meter i diameter vil sætte astronomerne i stand til at se selv de svagest lysende genstande i det udstrakte rum, skriver Londonavisen The Independent. Både Gemini North og Hubble-teleskopet ude i rummet vil hjælpe astronomerne til at blive vidne til begivenheder som fandt sted for mange år siden, og således „se tilbage i fortiden“. Fordelen ved Hubble-teleskopet er at det er placeret i rummet. Gemini er afhængig af computerudstyr som eliminerer den forvrængning der skyldes atmosfæriske forstyrrelser, og det kan frembringe billeder som er lige så skarpe som dem fra Hubble — om ikke endnu skarpere.