Den sorte død — en svøbe i middelalderens Europa

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I FRANKRIG

Det var i år 1347. Pesten havde allerede hærget Fjernøsten. Nu havde den bredt sig til Europas østlige udkant.

MONGOLERNE belejrede den genuesiske handelsstation på Krim, Kaffa, som nu kaldes Feodosija. Eftersom sygdommen også havde tyndet ud i mongolernes rækker, afblæste de angrebet. Men inden de trak sig tilbage, affyrede de en dødbringende afskedssalut; ved hjælp af store kastemaskiner slyngede de nogle endnu varme lig af pestofre over bymurene. Da nogle fra den genuesiske forsvarsstyrke senere tog af sted i deres galejer for at flygte fra den i mellemtiden pestramte by, spredte de sygdommen til hver eneste havn de kom til.

I løbet af nogle måneder var døden trængt ind i hele Europa. Den bredte sig hurtigt til Nordafrika, Italien, Spanien, England, Frankrig, Østrig, Ungarn, Schweiz, Tyskland, Skandinavien og de baltiske lande. På lidt over et år blev cirka 25 millioner mennesker, det vil sige over en fjerdedel af Europas befolkning, ofre for det der er blevet kaldt „den mest brutale demografiske katastrofe menneskeheden nogen sinde har oplevet“ — den sorte død. *

Noget der beredte vejen for katastrofen

Det tragiske ved den sorte død var ikke kun selve sygdommen. Der var en del faktorer som medvirkede til at forværre ulykken, og én af dem var den stærke religiøsitet. Læren om skærsilden er et godt eksempel. „Mod slutningen af 1200-tallet var skærsilden over det hele,“ siger den franske historiker Jacques le Goff. I begyndelsen af 1300-tallet frembragte Dante sit betydningsfulde værk Den Guddommelige Komedie, som indeholdt en malende beskrivelse af helvede og skærsilden. På denne måde opstod der et religiøst klima som gjorde at folk mange gange mødte pesten med overraskende apati og resignation fordi de opfattede den som Guds straf. Som vi skal se, var det denne pessimistiske tankegang der reelt fremmede sygdommens udbredelse. „Intet kunne have givet pesten en bedre grobund,“ påpeger Philip Ziegler i sin bog The Black Death.

Desuden var høsten gentagne gange slået fejl i Europa. Følgen var at kontinentets voksende befolkning var underernæret og dårligt rustet til at modstå sygdommen.

 Pesten breder sig

Ifølge pave Clemens VI’s livlæge, Guy de Chauliac, var der tale om to pesttyper som var trængt ind i Europa: lungepesten og byldepesten. Han giver en malende beskrivelse af sygdommene: „Den første varede to måneder, og dens ofre havde vedvarende feber og spyttede blod i tre dage indtil de døde. Den anden stod på i resten af tiden, og den gav ligeledes konstant feber, men i stedet for at spytte blod fik man bylder — abscesser og karbunkler — på kroppens ydre dele, især i armhulerne og i lysken. Denne pestform døde man af efter fem dage.“ Lægerne var ude af stand til at sætte en stopper for pestens udbredelse.

Mange flygtede i panik og lod i tusindvis af smittede blive tilbage. Blandt de første som flygtede, var de rige: adelen og det højere borgerskab. Der var også nogle gejstlige som flygtede, men mange religiøse ordener gemte sig i deres abbedier og håbede på den måde at undslippe smitten.

Midt i denne panik udråbte paven året 1350 til et helligt år. Pilgrimme der valfartede til Rom, ville få direkte adgang til paradis uden at skulle gå igennem skærsilden! Hundredtusinder af pilgrimme fulgte opfordringen og spredte pesten på deres rejse.

Forgæves forsøg

Forsøgene på at få kontrol med den sorte død var forgæves fordi ingen rigtig vidste hvordan den blev overført. De fleste var klar over at det var farligt at komme i berøring med en pestramt, ja selv med hans tøj. Nogle frygtede endog blikket af en syg. Men i den italienske by Firenze gav man hunde og katte skylden for pesten. Indbyggerne nedslagtede disse dyr uden at vide at de samtidig gav frit spil til det kræ som egentlig medvirkede til at sprede smitten, nemlig rotten.

Som dødstallene steg, bad nogle Gud om hjælp. Mænd og kvinder gav kirken alt hvad de ejede, i håb om at Gud ville skåne dem for sygdom — eller i det mindste belønne dem med himmelsk liv hvis de døde. Sådan kom en vældig formue i kirkens besiddelse. Talismaner, billeder af Kristus og amuletter blev også tit brugt som beskyttelse. Andre søgte helbredelse gennem overtro, trolddom og kvaksalveri. Man mente at parfume, eddike og specielle drikke kunne afværge sygdommen. Åreladning var også et yndet middel. Ved Paris’ universitet mente lægefakultetets kyndige lærerstab at det var planeternes gruppering på himmelen der forårsagede pesten. Men uduelige forklaringer og „helbredelsesmetoder“ kunne ikke afholde denne dødbringende pest fra at brede sig.

Langtidsvirkninger

Efter fem år lod det til at den sorte død endelig havde raset ud. Men inden århundredet var omme, dukkede den op igen mindst fire gange. Man har sammenlignet den sorte døds eftervirkninger med dem man senere oplevede i forbindelse med Første Verdenskrig. „Moderne historikere er praktisk talt enige om at epidemiens fremkomst havde dybtgående følger for økonomien og for samfundet efter 1348,“ forklarer bogen The Black Death in England fra 1996. Pesten udslettede en stor del af befolkningen, nogle områder brugte flere hundrede år på at komme på fode igen. Eftersom det var tyndet ud i arbejdsstyrken, steg prisen på arbejdskraft naturligvis. Godsejere som engang havde været meget velhavende, gik fallit, og det betød sammenbruddet for feudalsystemet — noget der kendetegnede middelalderen.

 Den sorte død satte derfor fart i politiske, religiøse og sociale forandringer. Før pestårene var det i England almindeligt at dannede mennesker talte fransk. Men det at utallige fransklærere døde, bidrog til at det engelske sprog fik overtaget over det franske i Storbritannien. Forandringerne nåede også de religiøse kredse eftersom kirken, grundet mangelen på kandidater til præsteembedet, „alt for ofte ansatte uvidende og uengagerede personer,“ som den franske historiker Jacqueline Brossollet udtrykker det. Jacqueline Brossollet hævder at „det forfald der prægede [kirkens] lærdomscentre og troen, var en af årsagerne til reformationen“.

Den sorte død har afgjort sat sit præg på kunsten, hvor den er blevet et almindeligt motiv. Den berømte dødedans-genre, som ofte skildrer skeletter og lig, blev en udbredt allegori på dødens magt. Eftersom fremtiden syntes uvis for mange af dem der havde overlevet pesten, slap de alle hæmninger. Derfor fik folk generelt en chokerende lav moral. Da det ikke var lykkedes kirken at afværge den sorte død, mente „middelalderens mennesker at kirken havde svigtet dem“. (The Black Death) Nogle  historikere hævder ligeledes at de sociale forandringer der fulgte i kølvandet på den sorte død, fremmede individualismen og virketrangen og dermed øgede den sociale og økonomiske mobilitet — alt sammen forløbere for kapitalismen.

Den sorte død ansporede også regeringerne til at foretage sanitære forbedringer. Da pesten var ebbet ud, tog man i Venedig skridt til at gøre rent i byens gader. Kong Johan II af Frankrig, også kaldet Johan den Gode, beordrede ligeledes en rengøring af gaderne som et middel i kampen mod epidemitruslen. Kongen tog dette skridt efter at han havde hørt om en græsk læge der havde reddet Athen fra en epidemi ved at få ryddet op og gjort rent i gaderne. Mange af middelalderens gader, som havde været åbne kloakker, blev omsider rene og ryddelige.

Er det blot noget som hører fortiden til?

Først i 1894 isolerede den franske bakteriolog Alexandre Yersin pestbacillen. Efter ham blev den opkaldt Yersinia pestis. Fire år senere opdagede en anden franskmand, Paul-Louis Simond, den rolle loppen (som sidder på gnavere) spiller i overførelsen af sygdommen. Kort efter udviklede man et pestserum som havde en begrænset succes.

Er pesten blot noget som hører fortiden til? Næppe. I vinteren 1910 var der i Manchuriet omkring 50.000 der døde af pest. Desuden registrerer Verdenssundhedsorganisationen hvert år tusinder af nye tilfælde — og tallet er stigende. Man har også opdaget nye pestbakteriestammer — resistente stammer som er umulige at behandle. Ja, medmindre man holder fast ved en god basishygiejne, vil pesten forblive en trussel mod menneskeheden. „Pest er langtfra kun en sygdom der hører middelalderens Europa til, . . . desværre er pesten måske fremtidens sygdom,“ konkluderer Jacqueline Brossollet og Henri Mollaret, som har redigeret bogen Pourquoi la peste? Le rat, la puce et le bubon (Hvorfor får man pest? Rotten, loppen og pestbylden).

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 23]

Mænd og kvinder gav kirken alt hvad de ejede, i håb om at Gud ville skåne dem for sygdom

[Ramme/illustration på side 24]

Flagellanternes sekt

Da mange mente at pesten var en straf fra Gud, prøvede nogle at dæmpe Guds vrede ved selvpiskning, også kaldt flagellation. Broderskabet af Flagellanter, en bevægelse som angiveligt havde helt op til 800.000 tilhængere, nåede højdepunktet af sin popularitet under den sorte døds hærgen. Sekten havde regler der forbød at tale med kvinder, at vaske sig og skifte tøj, og den praktiserede offentlig selvpiskning to gange om dagen.

Bogen Medieval Heresy (Middelalderens vranglære) gør opmærksom på at „flagellation var en af de få muligheder som den frygtsomme befolkning havde for at få afløb for sine følelser“. Flagellanterne stod også frem og fordømte kirkens hierarki og dens indbringende afladsordning. Det er derfor ikke så mærkeligt at paven i 1349 fordømte sekten. Efter den sorte død gik bevægelsen dog til sidst i sig selv.

[Illustration]

Flagellanterne forsøgte at formilde Gud

[Kildeangivelse]

© Bibliothèque Royale de Belgique, Bruxelles

[Illustration på side 25]

Pesten i Marseilles, Frankrig

[Kildeangivelse]

© Cliché Bibliothèque Nationale de France, Paris

[Illustration på side 25]

Alexandre Yersin isolerede pestbacillen

[Kildeangivelse]

Culver Pictures