Hvad siger Bibelen?

Kan løgn retfærdiggøres?

„En smule unøjagtighed kan nogle gange spare én for lange forklaringer.“

DENNE udtalelse beskriver hvordan mange har det med at lyve. Deres ræsonnement er at det ikke er forkert at lyve hvis det ikke skader nogen. Denne tanke har endda fået en akademisk betegnelse, nemlig situationsetik, som går ud på at man kun behøver at følge den såkaldte kærlighedens lov. Eller som forfatteren Diane Komp beskriver det: „Hvis dit motiv er ret og dit hjerte er ret, (så er) det at du har løjet . . . ikke værd at tale om.“

Denne holdning er meget udbredt i vore dages verden. Folk er blevet rystet over skandaler hvor fremtrædende politikere eller verdensledere har løjet. Påvirket af denne tendens har mange tillagt sig en mere afslappet holdning til det at sige sandheden. Inden for visse fagområder er det blevet almindeligt at lyve. „Jeg får penge for at lyve. Jeg vinder salgskonkurrencer og får hvert år strålende udtalelser med på vejen hvis jeg lyver. . . . Det lader til at være grundstenen i al oplæring i detailhandel,“ klager en ekspedient. Mange mener at der ikke kan være noget skadeligt ved de såkaldte små hvide løgne. Er det sandt? Er der tilfælde hvor det kan retfærdiggøres at en kristen lyver?

Bibelens ophøjede norm

Bibelen fordømmer meget direkte enhver form for løgn. „[Gud] vil udrydde dem der taler løgn,“ siger salmisten. (Salme 5:6; se Åbenbaringen 22:15.) I Ordsprogene 6:16-19 nævner Bibelen syv ting som Jehova afskyr. „Løgnetunge“ og „et falsk vidne som udspyr løgn“ har en fremtrædende plads på denne liste. Hvorfor? Fordi Jehova hader den skade som løgn forvolder. Det er en af grundene til at Jesus kaldte Satan en løgner og en manddraber. Hans løgne kastede menneskeheden ud i elendighed og død. — 1 Mosebog 3:4, 5; Johannes 8:44; Romerne 5:12.

At Jehova ser med strenge øjne på det at lyve, understreges af det der skete med Ananias og Safira. De løj bevidst for apostlene i et forsøg på at virke mere gavmilde end  de var. Det var en gennemtænkt og bevidst handling. Apostelen Peter sagde derfor til Ananias: „Det er ikke mennesker men Gud du har bedraget.“ De mistede begge livet for Guds hånd. — Apostelgerninger 5:1-10.

Nogle år senere tilskyndede apostelen Paulus de kristne til ikke at lyve for hinanden. (Kolossenserne 3:9) Det er af særlig stor betydning at vi følger denne vejledning i den kristne menighed. Jesus sagde at den principbetonede kærlighed skulle være et kendetegn på hans sande disciple. (Johannes 13:34, 35) En sådan kærlighed uden hykleri kan kun vokse og trives hvor der er fuldstændig ærlighed og tillid. Det er vanskeligt at elske et menneske hvis man ikke kan stole på at vedkommende altid siger sandheden.

Det er altid forkasteligt at lyve, men nogle løgne er mere alvorlige end andre. For eksempel lyver en måske på grund af forlegenhed eller frygt, mens en anden måske i ondskab gør det til en vane at lyve for at skade andre. På grund af hans onde motiv er en sådan løgner til fare for andre og vil blive udstødt af den kristne menighed hvis han ikke ændrer sind. Ikke alle løgne udspringer af ondskab, så man må ikke være hastig til at dømme, men sikre sig at man kender alle relevante omstændigheder når nogen har løjet. Motivet og formildende omstændigheder bør tages i betragtning. — Jakob 2:13.

„Forsigtige som slanger“

At vi taler sandhed, betyder selvfølgelig ikke at vi er forpligtede til at fortælle alt hvad vi ved, til enhver der spørger os. „Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal . . . vende sig om og sønderrive jer,“ advarede Jesus i Mattæus 7:6. Der kan være situationer hvor personer med ondt i tanke ikke har krav på at få visse oplysninger. Kristne er klar over at de lever i en fjendtligsindet verden. Jesus rådede af samme grund sine disciple til at være „forsigtige som slanger“ og samtidig „uskyldige som duer“. (Mattæus 10:16; Johannes 15:19) Jesus fortalte ikke altid hele sandheden, især ikke når det kunne have voldt ham eller hans disciple unødig skade at gøre det. Men selv i disse situationer løj han ikke. Nej, han valgte enten at tie eller at lede samtalen i en anden retning. — Mattæus 15:1-6; 21:23-27; Johannes 7:3-10.

Troende mænd og kvinder som er nævnt i Bibelen, såsom Abraham, Isak, Rahab og David, var på samme måde skarpsindige og forsigtige når de stod over for potentielle fjender. (1 Mosebog 20:11-13; 26:9; Josua 2:1-6; 1 Samuel 21:10-14) Bibelen benævner disse mænd og kvinder som trofaste tilbedere hvis liv var kendetegnet af lydighed. De er derfor værd at efterligne. — Romerne 15:4; Hebræerne 11:8-10, 20, 31-39.

Der kan være tilfælde hvor det tilsyneladende vil være lettest at lyve. Men kristne i dag bør efterligne Jesu handlemåde og følge deres bibeloplærte samvittighed når de står over for særlig vanskelige situationer. — Hebræerne 5:14.

Bibelen tilskynder os til at være sandfærdige og ærlige. Det er forkert at lyve, og vi bør følge den bibelske vejledning: „Tal sandhed hver med sin næste.“ (Efeserne 4:25) Ved at gøre dette vil vi kunne bevare en ren samvittighed, fremme freden og kærligheden i menigheden og fortsat ære „sandhedens Gud“. — Salme 31:5; Hebræerne 13:18.

[Illustration på side 20]

Ananias og Safira mistede livet fordi de løj