Den store hvidhaj under angreb

Den største rovfisk i verden, den store hvidhaj, er måske det mest skrækindjagende af alle levende væsener vi kan forestille os. Ikke desto mindre er denne art nu fredet i mange havområder omkring Australien, Brasilien, Namibia, Sydafrika og USA samt i Middelhavet. I flere andre lande overvejer man desuden at skærpe fredningsbestemmelserne. Men hvorfor beskytte en morder? Som vi skal se, er det ikke helt så enkelt. Og folks forestillinger om den hvide haj bygger heller ikke altid på kendsgerninger.

SAMMEN med spækhuggeren og kaskelothvalen befinder den store hvide haj * sig øverst i havets fødekæde. Den er hajernes konge, hajen over alle hajer. Den spiser alt — fisk, delfiner og endda andre hajer. Men efterhånden som den bliver ældre, større og langsommere, udvikler den forkærlighed for sæler, pingviner og ådsler — især døde hvaler.

De fleste hajer benytter sig af alle sanser til at opspore føde, deriblandt et fremragende syn. Hvad lugtesansen angår, så er udtrykket ’den svømmende næse’ særdeles træffende. Men der er heller ikke meget som undgår deres ører — i den henseende kunne man lige så godt kalde hajerne for ’de svømmende ører’.

Hørelsen støttes yderligere af sanseindtryk fra trykfølsomme celler langs siderne af kroppen. Intet lades upåagtet af dette aflytningssystem, der er særlig følsomt for vibrationer der signalerer kamp — som for eksempel når en fisk spræller på spidsen af en harpun. Derfor gør dykkere på harpunfiskeri klogt i at få de blødende, sprællende fisk op af vandet så hurtigt som muligt.

Hajerne har også en sjette sans. Takket være de såkaldte lorenzinske ampuller — der udmunder i nogle små kanaler som er  spredt omkring snuden — kan hajerne spore de svage elektriske felter fra et hjerte der slår, fra gæller der bevæger sig, eller fra svømmemusklerne hos et muligt bytte. Denne sjette sans er så følsom at den måske endda sætter hajerne i stand til at opfatte variationer i Jordens magnetfelt og skelne mellem nord og syd.

Hvidhajens kendetegn

Trods navnet er det kun undersiden der er hvid eller lys. Ryggen er normalt mørkegrå. De to farver forenes langs fiskens sider i en ujævn linje der varierer fra individ til individ. Det forstærker camouflageeffekten, men betyder også at forskerne lettere kan skelne de enkelte hajer fra hinanden.

Hvor stor bliver en hvidhaj? Bogen Great White Shark oplyser: „De største eksemplarer man har opmålt nøjagtigt, havde en længde på mellem 5,8 og 6,4 meter.“ Fisk på denne størrelse kan veje over 2000 kilo. Men takket være de bagudrettede, trekantede finner, der går i ét med den torpedoformede krop, kan disse kæmper glide gennem vandet som et missil. Den kraftige og næsten symmetriske hale er endnu et særkende, idet halen på de fleste andre hajer er tydeligt asymmetrisk.

De mest karakteristiske og frygtindgydende træk ved den hvide haj er det store kegleformede hoved, de kolde sorte øjne og den drabelige mund, der er tæt besat med trekantede, knivskarpe, savtakkede tænder. Efterhånden som disse tveæggede ’knive’ knækker af eller falder ud, bliver de erstattet af nye der føres frem som på et transportbånd.

Varmt blod

Kredsløbet hos hajerne i den gruppe der betegnes Lamniformes, som indbefatter makohajen, tyrehajen og hvidhajen, er helt anderledes end hos de fleste andre hajer. Temperaturen i deres blod er 3 til 5 grader højere end temperaturen i det omgivende vand. Den højere temperatur i blodet sætter fart i fordøjelsen og giver øget styrke og udholdenhed. Makohajen, der lever af hurtigsvømmende fisk, som for eksempel tun, kan i korte sprint nå op på en hastighed af 100 kilometer i timen.

Når hajerne svømmer, giver deres to brystfinner dem opdrift. Hvis de svømmer for langsomt, vil de stalle og synke ligesom et fly, og dét til trods for at deres flydeevne er yderligere forøget i kraft af et oliedepot i leveren, der er så stor at den udgør en fjerdedel af hajens samlede vægt. Mange hajarter er i øvrigt nødt til at bevæge sig hele tiden for at kunne ånde, fordi de på denne måde får iltholdigt vand til at strømme gennem munden og forbi gællerne. Det er grunden til at de altid smiler så stift.

Er den menneskeæder?

Kun 20 af de 368 kendte hajarter må betegnes som farlige. Og kun fire af disse er skyld i hovedparten af de cirka 100 angreb på mennesker der årlig rapporteres i hele verden. Omkring 30 af disse angreb har dødelig udgang. De fire skyldige arter er tyrehajen, der måske har taget flere menneskeliv end nogen anden haj, tigerhajen, hvidspidshajen og hvidhajen.

Forbavsende nok har mindst 55 procent — og i visse dele af verden omkring 80 procent — af dem der er blevet angrebet af hvidhajen, overlevet og har kunnet berette om hvad der skete. Hvordan kan det gå til at så mange har overlevet et angreb af et så frygtet rovdyr?

Bid og spyt ud

Hvidhajen er kendt for at spytte sit sårede bytte ud efter det første kraftige bid. Derefter  venter den på at byttet skal dø før den æder det. Denne adfærd gør det muligt at komme et menneske til undsætning. Og det er faktisk lykkedes modige ledsagere at redde en kammerat, hvilket understreger det fornuftige i rådet om aldrig at svømme alene.

Men uden et andet særtræk i hvidhajens adfærd ville sådanne redningsforsøg være det rene selvmord. Hvidhajen går nemlig ikke amok ved lugten af blod, sådan som visse andre hajer gør. Men hvorfor benytter hvidhajen sig af denne bid-og-spyt-ud-taktik?

Det gør den af hensyn til sine øjne, mener en forsker. Hvidhajen har, til forskel fra andre hajer, ingen blinkhinde, en øjenlågslignende membran der kan beskytte øjnene. Dens øjne ruller i stedet tilbage i hulerne når den angriber. I anslagsøjeblikket kan øjet nemt blive ramt af for eksempel en sæls skarpe kløer. Derfor giver hvidhajen ofte sit bytte et hurtigt, dødbringende bid, hvorefter den slipper det.

Hvidhajen opfører sig næsten ligesom et spædbarn der kommer alt i munden for at undersøge det. „Det kan desværre få katastrofale følger når en stor hvidhaj tager en smagsprøve,“ siger marinbiologen John West fra Sydney.

Selv om hvidhajen er farlig, er den ikke et dæmonisk uhyre der hungrer efter menneskekød. En dykker der har tilbragt 6000 timer i havet, har kun set to hvidhajer, og ingen af dem angreb ham. I virkeligheden flygter hvidhajen som regel fra mennesker.

Ved en lejlighed da havforskeren Jacques-Yves Cousteau dykkede sammen med en ledsager ved Kap Verde, kom de tæt på en kæmpemæssig hvidhaj. „Den reagerede på en måde vi mindst af alt havde ventet,“ skriver Costeau. „I bare forskrækkelse udtømte uhyret en sky af afføring og forsvandt med en utrolig fart.“ Costeau slutter: „I betragtning af alle vores erfaringer med hvidhajen tænker jeg hele tiden på hvor stor forskel der er på de forestillinger folk i almindelighed gør sig om dette væsen, og på det indtryk vi fik af det.“

Hvidhajen som bytte

Den folkelige forestilling om den store hvide haj er stærkt farvet af romanen Dødens Gab, der blev filmatiseret i 1970’erne. Pludselig blev hvidhajen opfattet som den skinbarlige djævel. Og „hele horder af trofæjægere skyndte sig af sted for at se hvem af dem der først kunne udstille hovedet eller kæberne af denne menneskeæder over kaminen,“ hedder det i bogen Great White Shark. Efter nogen tid kunne en indfattet hajtand indbringe 1000 dollars i Australien, og et komplet sæt kæber over 20.000 dollars.

Det største antal hvidhajer omkommer dog i erhvervsfiskernes garn. Desuden fanges der årlig millioner af andre hajer for at tilfredsstille det blomstrende marked for hajprodukter, hvor især finnerne er interessante. Efterhånden som fangsten i de senere år er dalet, er alarmklokkerne begyndt at ringe, især når det gælder hvidhajen.

Større forståelse undervejs

Man ved at hajerne gennemsøger havene for syge, døende og døde fisk. En sund hajbestand er altså ensbetydende med sunde og rene have.

I erkendelse af at hajernes eksistens er truet, har Species Survival Commission under Den Internationale Naturbevarelsesunion (IUCN) nedsat en gruppe af hajspecialister der skal undersøge hele hajproblematikken. Det er imidlertid ikke nogen let opgave at studere hvidhajen — den formerer sig langsomt og kan ikke overleve i fangenskab. Derfor må hvidhajen studeres i naturlige omgivelser.

Efterhånden som mennesker har fået større forståelse for hajerne, har deres indstilling til disse fascinerende væsener ændret sig. Det ændrer dog intet ved den store hvide haj. Selv om den ikke er en fjende, er den afgjort et farligt dyr der skal behandles med forsigtighed og respekt — stor respekt!

[Fodnote]

[Illustration på side 11]

Disse hajer har et stort og frygtindgydende gab

[Kildeangivelser på side 10]

Fotos: Rodney Fox Reflections

South African White Shark Research Institute