Et fornyet ønske om at leve

MARY led af en depression og havde også andre helbredsproblemer. Men hun var ikke følelsesmæssigt isoleret fra sin familie, og hun havde heller ikke problemer med alkohol eller stoffer. Marys eksempel viser at ikke alle risikofaktorer behøver at være til stede før et menneske forsøger at begå selvmord.

For en tid så det ud til at Mary blot ville blive endnu et tal i en statistik der bekræfter den målbevidsthed hvormed ældre mennesker ofte tager sig af dage. I flere dage lå hun i koma på intensivafdelingen på det lokale hospital, og hendes livstegn blev mere og mere uregelmæssige. Hendes fortvivlede mand, John, veg sjældent fra hendes side. Lægerne advarede ham og familien om at Mary muligvis ikke ville overleve, og hvis hun gjorde, måtte de være forberedt på at hendes hjerne havde taget varigt skade.

Mary fik hver dag besøg af en nabo ved navn Sally, som er et af Jehovas vidner. Hun fortæller: „Jeg tilskyndede familien til ikke at opgive håbet. For nogle år siden lå min mor, som har sukkersyge, i koma i flere uger. Lægerne havde sagt til mig og familien at hun ikke ville overleve, men det gjorde hun. Jeg holdt ofte Marys hånd og talte til hende sådan som jeg havde gjort ved min mor, og jeg syntes at jeg kunne mærke en svag reaktion.“ På tredjedagen var reaktionen blevet stærkere, og Mary kunne tilsyneladende genkende folk, men var stadig ikke i stand til at tale.

’Kunne jeg have forhindret det?’

„John var meget skyldbetynget,“ siger Sally. „Han var overbevist om at det alt sammen var hans skyld.“ Det er en almindelig reaktion på en vens eller et familiemedlems selvmord eller selvmordsforsøg. „Jeg mindede ham om at Mary var i behandling for en depression. Hun var syg og kunne ikke gøre for at hun var deprimeret, lige så lidt som han kunne gøre for at han var fysisk syg.“

Pårørende til dem der har begået selvmord, plages ofte af spørgsmålet: ’Hvad kunne jeg have gjort for at forhindre det?’ Ved at være opmærksom på advarselssignaler og risikofaktorer kan man måske afværge et selvmordsforsøg. Men hvis ikke, må man huske at man ikke er ansvarlig for en andens selvdestruktive handling. (Galaterne 6:5) Det gælder især i de tilfælde hvor selvmordskandidaten  bevidst forsøger at give sin familie skyldfølelse. Dr. Hendin, som blev citeret tidligere, siger: „Man bør huske at selvmordsforsøg med dødelig udgang ofte forekommer blandt personer som håber at de kan påvirke eller manipulere med andre menneskers følelser selv om de ikke længere vil være i live og kan opleve resultatet af deres anstrengelser.“

Dr. Hendin påpeger derefter: „I mange tilfælde ønsker ældre mennesker som har selvmordstendenser, at påvirke, styre eller tvinge deres voksne børn, søskende eller ægtefæller til at påtage sig en større beskytterrolle. De krav som patienten stiller, er tit umulige at efterkomme. Alligevel holder vedkommende ofte ubøjeligt fast ved dem, og selvmordsforsøg der ikke er seriøse, efterfølges ofte af forsøg som er alvorligt ment.“

Familiens medlemmer kan under sådanne omstændigheder føle at de er under et pres der langt overstiger deres kræfter. Vi må imidlertid aldrig glemme at Jehova Gud vil oprejse de døde, og at opstandelsen også kan omfatte dem af vore kære som på grund af depression, mentale lidelser eller fortvivlelse har taget deres eget liv. — Se artiklen „Hvad  siger Bibelen? Selvmord — Er der håb om en opstandelse?“ i Vågn op! for 8. september 1990, side 22-23.

Selvmord kan ikke retfærdiggøres, men det er en trøst at tænke på at vore kæres fremtidige udsigt til liv er afhængig af en Gud som fuldt ud forstår at svagheder og skrøbeligheder kan drive nogle til at begå så desperat en handling. Bibelen siger om Jehova: „Så høj som himmelen er over jorden, er hans loyale hengivenhed overvældende mod dem der frygter ham. Så langt som solopgang er fra solnedgang, så langt har han fjernet vore overtrædelser fra os. Som en fader viser barmhjertighed mod sine sønner, har Jehova vist barmhjertighed mod dem der frygter ham. For han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ — Salme 103:11-14.

Et lykkeligt udfald

I to dage svævede Mary mellem liv og død, men hun overlevede. Hun blev mere og mere klar i hovedet, og John tog hende med hjem til et hus hvor al medicin var sat bag lås og slå. Mary går nu regelmæssigt til efterbehandling hos specialister i mentalhygiejne og siger at hun hverken kan forklare eller huske de dystre tvangstanker som nær havde kostet hende livet.

Nu kommer Sally, John og Marys nabo, en gang om ugen og læser Bibelen sammen med dem. De har lært ud fra Bibelen at Gud meget snart vil løse de problemer som, især for de ældre, kan virke uløselige. „Men Bibelen i sig selv er naturligvis ikke et universalmiddel,“ siger Sally. „Man må selv ved hjælp af Bibelen forvisse sig om at disse løfter er pålidelige, og så må man anvende det man lærer. Men jeg tror at John og Mary er ved at få et solidt håb for fremtiden.“

Hvis din fremtid ser mørk ud og du kunne tænke dig at få et sandt håb, hvorfor så ikke kontakte Jehovas vidner? Lad dem, sådan som de gjorde det i John og Mary’s tilfælde, vise dig at Gud både kan og vil løse alle vore problemer i nær fremtid. Uanset hvor håbløs situationen ser ud lige nu, er der en løsning. Du kan gøre dig selv en tjeneste ved sammen med Jehovas vidner at undersøge det sikre håb for fremtiden som har givet mange et fornyet ønske om at leve.

[Ramme på side 6]

Risikofaktorer og advarselssignaler

„Risikofaktorerne i forbindelse med selvmord blandt ældre adskiller sig fra dem der er karakteristiske for yngre personer,“ skriver Den Amerikanske Lægeforenings blad JAMA. Blandt disse risikofaktorer kan nævnes „en øget forekomst af alkoholmisbrug og depression, anvendelse af mere effektive selvmordsmetoder og social isolation. Ældre mennesker er desuden ramt . . . af flere fysiske sygdomme og psykiske lidelser.“ Bogen Suicide af Stephen Flanders opregner følgende risikofaktorer som man bør være opmærksom på.

Kronisk depression:

„Forskere rapporterer at 50 procent eller flere af dem der begår selvmord, har alvorlige depressioner bag sig.“

Håbløshed:

Ifølge visse undersøgelser var selv personer der ikke virkede nedtrykte, mere tilbøjelige til at begå selvmord når de ikke havde et fremtidshåb.

Alkoholisme og stofmisbrug:

„Det skønnes at mellem 7 og 21 procent [af alkoholikere] begår selvmord, sammenlignet med mindre end 1 procent af befolkningen i al almindelighed.“

Selvmord i familien:

„Undersøgelser viser at selvmord i familien øger risikoen for at andre familiemedlemmer begår selvmord.“

Sygdom:

„For nogle ældre kan frygten for fysisk svækkelse og dét at blive anbragt på plejehjem være nok til at de begår selvmord.“

Tab:

„Tabet kan være håndgribeligt. Vedkommende har måske mistet sin ægtefælle eller en ven, sit job eller sit gode helbred. Men det kan også være noget uhåndgribeligt. Eksempler på dette er tab af selvagtelse, status eller tryghedsfølelsen.“

Foruden disse risikofaktorer indeholder Stephen Flanders bog en liste over følgende advarselssignaler, som ikke må ignoreres.

Tidligere selvmordsforsøg:

„Dette er den vigtigste indikator for at en person vil gentage forsøget.“

Personen taler om selvmord:

„Udtalelser som ’Familien behøver snart ikke at bekymre sig om mig mere’, eller ’De ville være bedre stillet uden mig’ er eksempler på tydelige faresignaler.“

Personen træffer endelige foranstaltninger:

„Det kan indbefatte at vedkommende skriver et testamente, forærer højt skattede ejendele væk eller arrangerer pasning af kæledyr.“

Ændringer i personlighed eller adfærd:

Når dette „ledsages af udtalelser om mindreværdsfølelse og håbløshed“, kan det være „tegn på en depression der er så alvorlig at den kan føre til en selvdestruktiv adfærd“.

[Illustration på side 7]

Efterladte har ofte brug for hjælp til at komme over deres ægtefælles selvmord