Et lyst livssyn trods et alvorligt handicap

FORTALT AF KONSTANTIN MOROZOV

Jeg blev født den 20. juli 1936. De eneste udviklede skeletdele jeg havde i min krop, var mit kranie og min rygsøjle. Mit skelet bestod hovedsagelig af skrøbeligt brusk, der ikke var stærkere end det brusk en voksen har i sit øre. Jeg vejede under et halvt kilo. Det eneste der viste at jeg var i live, var en svag hjertebanken, et næppe hørligt åndedræt og ganske få bevægelser.

JEG var nummer syv i en børneflok på ni. Vores familie boede i landsbyen Sara i Uljanovsk-distriktet, som ligger i den centrale del af Rusland. Da jeg var tre uger gammel, bar mine forældre mig hen i kirken for at jeg kunne blive døbt. Præsten stænkede i hast noget vand på mig og bad mine forældre om at skynde sig hjem så hurtigt som muligt, da han var overbevist om at jeg ville dø i løbet af nogle få timer.

I januar 1937 tog mine forældre mig med til byen Kazan, der er hovedstaden i den russiske republik Tatarstan. Her skulle nogle russiske specialister se på mig. På det tidspunkt kunne jeg sige „mor“, „far“ og „babushka“ (bedstemor), foruden mine brødres navne. Da lægerne havde undersøgt mig, sagde de til mine forældre at jeg ville dø inden der var gået et år. De foreslog at jeg skulle aflives og opbevares i en glaskolbe som en udstillingsgenstand til brug for medicinstuderende. Hvor er jeg taknemmelig for at mine kære forældre blankt afviste at gå med til det.

En barndom fyldt med lidelser

I al den tid jeg kan huske, har jeg været konstant plaget af smerter i min krop. Selv som barn prøvede jeg dog altid at have et positivt syn på tilværelsen og forsøgte at le og glæde mig over livet. Denne indstilling har jeg bevaret. Min knoglebygning blev efterhånden stærkere, og jeg kunne nu sidde og kravle lidt. Men jeg voksede ikke som børn normalt gør, og min krop var slemt misdannet. Til gengæld var jeg dygtig til at lære og kunne derfor allerede som femårig både læse og skrive.

I maj 1941 tog mor mig med i kirke for anden gang. Der var en del mennesker til stede, og alle lå på knæ og bad. En dame der holdt opsyn, kom hen til min mor for at spørge hende hvorfor hun ikke knælede. Da min mor lod hende se mig, gik damen ud for at tale med præsten. Hun kom tilbage, førte os hen til udgangen og foreslog at jeg blev udenfor, mens min mor gik ind i kirken alene. Damen påstod at mine forældre på grund af deres synder havde fået mig af „den urene“. På hjemvejen havde min mor tårer i øjnene. Mine tanker kredsede længe om episoden, og jeg spekulerede på hvem „den urene“ var.

 I 1948 da jeg var 12 år gammel, rejste min mor og jeg til landsbyen Merenki i Den Russiske Forbundsrepublik Tjuvasjien, cirka 80 kilometer fra vores hjem. Dér var der nogle helbredende kilder, og mor håbede på at vandet kunne gøre mig rask. Et af de krav jeg ifølge præsterne skulle opfylde for at blive helbredt, var at jeg ikke måtte spise i tre dage. Jeg skulle også modtage kommunionen. Jeg besluttede mig for at gå ind på deres betingelser skønt jeg ikke havde særlig stor tiltro til kirken. Turen dertil var lang og anstrengende for mig, men jeg holdt ud og prøvede at koncentrere mig om at nyde det smukke landskab.

Kirken var fyldt med mennesker. Da min mor bar mig gennem folkemængden, rakte en ældre dame mig et bolsje som jeg tog imod og lagde ned i lommen. Da det blev min tur til at modtage kommunionen, råbte den ældre dame: „Fader, lad ham ikke deltage i nadveren! Han har lige spist et bolsje.“ Jeg prøvede at forklare dem at jeg stadig havde bolsjet i lommen, men præsten råbte: „Din uforskammede vanskabning! Skal du også lyve? Fjern ham fra kirken!“ Den næste dag var der imidlertid en anden præst der sørgede for alt det rituelle i forbindelse med nadveren og vaskede mig med „mirakuløst“ vand. Der skete ingen mirakler. Jeg var stadig lige svagelig.

Intellektuelle præstationer

På trods af mine alvorlige fysiske handicap stræbte jeg i teenageårene efter at dygtiggøre mig på det boglige område, og jeg nåede langt rent intellektuelt. I 1956 var jeg tilknyttet Komsomol (Ungkommunisterne), og med tiden kom jeg til at undervise unge i Komsomols historie. Jeg var medlem af kulturkomitéen på et hjem for handicappede hvor jeg også var oplæser i lokalradioen, som jeg stod for.

Jeg var desuden bibliotekar i et mobilt bibliotek med lydbøger for blinde, og jeg blev valgt til at være medlem af Dommerkomitéen for Kampen mod Alkoholmisbrug. Derforuden var jeg med i en kunstnerforening for amatører, og jeg sang og spillede på forskellige musikinstrumenter.

På et hjem for handicappede

Da jeg i 1957 var fyldt 21 år, var mit helbred blevet så dårligt at jeg var nødt til at flytte hen på et hjem for handicappede. Det fik mig dog ikke til at give op. I oktober 1963 tog jeg til Moskvas Videnskabelige Forskningsinstitut for Proteser, og her gennemgik jeg med tiden 18 operationer for at få rettet mine ben ud.

Det første de gjorde, var at lægge mine ben i stræk, og efter otte dages forløb blev jeg opereret. Da det var overstået, blev mine ben lagt i gips for at de kunne holdes på plads indtil næste operation. Sygeplejersken græd da hun så hvor meget jeg led.

I løbet af de næste fire måneder lærte jeg at gå med krykker. Ved hjælp af dem kan jeg rette mig så meget op at jeg næsten er en meter og ti høj. Jeg vejer cirka 25 kilo. Da jeg i 1964 havde lært at gå med krykkerne, tog jeg tilbage til hjemmet for handicappede. Desværre kunne mine svage ben ikke holde til vægten af min krop, så jeg var nødt til igen at kravle eller bruge en kørestol når jeg skulle bevæge mig omkring. I dag benytter jeg for det meste kørestolen for at komme rundt.

Jeg gik aldrig mere i kirke. Påstanden om at jeg var født af „den urene“, blev ved med at pine mig. Jeg elskede mine forældre højt og kunne slet ikke acceptere tanken om at det skulle være deres og Guds skyld at jeg led. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at holde humøret oppe. Jeg ønskede at gøre godt mod andre, mest af alt for at bevise over for mig selv at jeg kunne.

Et liv uden at være afhængig af andre

I 1970 blev jeg gift med Lidia, der havde været delvis lammet siden hun var barn. Vi anskaffede os et lille hus, hvor vi boede i 15 år. I den periode var det nødvendigt at vi begge to arbejdede for at få det hele til at løbe rundt. Jeg lærte derfor at reparere ure og anden finmekanik.

I en periode fik jeg en trænet hund, der var en uvurderlig hjælp for mig i mine daglige gøremål. Faktisk opfandt jeg, sammen med en hundetræner, et specielt konstrueret seletøj.  Jeg havde to hunde — den ene hed Vulkan og den anden Palma. I mange år var Palma min trofaste følgesvend. Når vi ’gik i butikker’, var det hendes opgave at hente madvarer til mig. Det eneste hun ikke kunne lide, var at stå i kø når vi skulle betale. Hun bar min tegnebog mellem tænderne, og i en lille krog på halsbåndet hang min indkøbstaske.

I 1973 blev min mor alvorligt syg. Min kone og jeg besluttede os for at hun skulle bo hos os, da jeg altid var hjemme. På det tidspunkt var min far og fem af mine brødre døde, og mine tre andre søskende boede i andre områder af Rusland. I den tid mor boede hos os, gjorde jeg alt hvad jeg kunne, for hende. Til sidst døde hun i en alder af 85 år.

I 1978 besluttede jeg at bygge mig et køretøj. Efter at have eksperimenteret med forskellige modeller fik jeg til sidst lavet en vogn der dækkede mit behov. Den lokale afdeling af Statens Bilinspektion gav mig lov til at tage kørekort og indregistrere min vogn. Jeg kaldte den Osa (hveps). Min kone og jeg lavede en lille anhænger til den der kunne bære en vægt på 300 kilo. Den hjalp os til at komme mere omkring og samtidig transportere det vi havde brug for. Vi havde dette motorkøretøj indtil 1985, og det var en stor hjælp for os.

Det var omkring det tidspunkt jeg blev blind på mit venstre øje samtidig med at synet på det højre blev dårligere. Midt i det hele fik Lidia problemer med hjertet. I maj 1985 følte vi os nødsaget til at flytte på et hjem for handicappede i byen Dimitrovgrad på grund af de begrænsninger vores helbred satte for os.

Hvorfor mit liv er så lykkeligt nu

I sommeren 1990 fik vores hjem for handicappede besøg af Jehovas vidner. Jeg syntes det de lærte mig, lød meget interessant. De viste mig det sted i Johannesevangeliet der omtaler en mand som var født blind. Om ham sagde Jesus: „Hverken denne mand eller hans forældre har syndet.“ (Johannes 9:1-3) Jeg fik den forklaring at vi havde arvet synden — og altså også vore sygdomme — fra vores forfader Adam. — Romerne 5:12.

Det der mest af alt greb mig om hjertet, var dog tanken om at Gud når tiden er inde til det, vil helbrede alle som opnår evigt liv under hans søns, Jesu Kristi, herredømme når Paradiset bliver genoprettet her på jorden. (Salme 37:11, 29; Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:3, 4) Glædestårer løb ned ad mine kinder mens jeg hviskede: „Jeg har fundet sandheden, sandheden, sandheden!“ I et år studerede jeg Bibelen sammen med Jehovas vidner, hvorefter jeg blev døbt i 1991 som et symbol på min indvielse til Jehova.

Selv om jeg havde opdyrket et stærkt ønske om at tjene Jehova og følte stor trang til at fortælle andre om alle de forunderlige ting han ville gøre i fremtiden, opstod der en del vanskeligheder. Tidligere havde jeg ikke haft særlig  meget behov for at bevæge mig omkring, men det havde jeg nu — jeg ønskede nemlig at fortælle andre om min tro. Mit første forkynderdistrikt blev vores hjem for handicappede, hvor der var 300 beboere. For at komme i kontakt med så mange som muligt bad jeg om lov til at hjælpe til i rummet med husholdningsartikler.

Hver morgen tog jeg plads der hvor jeg skulle arbejde, og gik i gang med dagens opgave. Gennem mit arbejde har jeg fået mange gode venner som jeg har haft interessante samtaler med om forskellige bibelske emner. Flere af dem har fået bøger og blade som har hjulpet dem til at forstå Bibelen bedre. Folk der kommer på besøg, er blevet vant til at jeg læser højt for dem fra Bibelen og bibelske publikationer. Ved frokosttid er der ofte så mange mennesker i det værelse hvor min kone og jeg bor, at der ikke er plads til så meget som én mere.

Mine kristne brødre og søstre fra den menighed af Jehovas Vidner jeg er tilsluttet, har hjulpet mig meget i forkyndelsen. De kommer med bibelsk læsestof til mig og benytter lejligheden til at hygge sig lidt med min kone og mig. Jeg får også hjælp til at komme i rigssalen så jeg kan overvære menighedens møder. En broder købte en motorcykel med sidevogn blot for at kunne transportere mig fra sted til sted. I de kolde vintermåneder er der andre som gladeligt henter mig i deres bil.

På grund af den kærlige omsorg jeg har modtaget, har det været muligt for mig at overvære omkring tolv af Jehovas Vidners stævner, der er en slags seminarer. Det første jeg overværede, var det store internationale stævne der blev afholdt i Moskva i juli 1993; antallet af tilhørere nåede et højdepunkt på 23.743, med delegerede fra over 30 lande. For at være med til stævnet måtte jeg rejse cirka 1000 kilometer. Jeg er ikke gået glip af et eneste af Jehovas folks stævner siden.

Plejehjemsledelsen viser mig stor respekt, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Jeg har haft 30 gode år sammen med min ægtefælle Lidia. Vi har ikke den samme tro, men hun støtter og hjælper mig alt det hun kan. Det der betyder mest, er dog den hjælp jeg får fra Jehova; han holder mig oppe og skænker mig mange storslåede velsignelser. For ikke så længe siden, nemlig den 1. september 1997, blev jeg udnævnt til at være pioner, som heltidsforkyndere inden for Jehovas Vidner bliver kaldt.

Trods de mange gange jeg har været døden nær, kan jeg stadig glæde mig over at være i live, og over at jeg er kommet til at kende og elske Jehova Gud, der er livets kilde. Så længe mit hjerte slår, vil jeg fortsat tjene ham sammen med mine brødre og søstre i hele verden.

[Illustration på side 20]

Sammen med min kone, Lidia

[Illustration på side 21]

Jeg underviser en elev i vores hjem