Fra vore læsere
Fra vore læsere
Usund livsstil Jeg har i de sidste par måneder haft et meget dårligt helbred, så det var opmuntrende at læse at man kan få det bedre ved at ændre livsstil. Artikelserien „Er din livsstil farlig for dit helbred“ (8. juli 1999) fik mig til at indse nødvendigheden af at nedsætte mit forbrug af visse fødevarer og få en mere fornuftig kost der indeholder mere frugt og grønt.
E.P.M., Brasilien
Når resultaterne lader vente på sig Jeg blev helt oplivet da jeg læste artiklen „Sædekorn der gav frugt efter mange år“. (8. juli 1999) Nu har jeg efterhånden været heltidsforkynder i tre år, og når jeg ikke opnår de resultater jeg forventer, bliver jeg skuffet og mister ønsket om at blive ved. Men artiklen hjalp mig til at yde mit bedste nu og lade det være op til Jehova at sørge for resultaterne.
T. N., Japan
Hån Jeg kunne godt lide artiklen „Unge spørger: Hvad skal jeg gøre hvis jeg bliver hånet?“ i udgaven for 22. juni 1999. Lige siden jeg gik i børnehave, har mine kammerater udspurgt mig om min tro. Jeg bliver nogle gange såret over deres måde at spørge på. Nogle gange er det næsten ikke til at holde ud. Nu kan jeg se at det kun er med til at prøve min tro. Desuden er der andre i skolen jeg har forkyndt for, hvor det udvirkede noget godt.
L. C., USA
Jeg kender også til at blive latterliggjort fordi jeg nægter at fejre visse religiøse helligdage eller deltage i patriotiske ceremonier. Jeg er også blevet chikaneret fordi jeg er ærlig og følger Bibelens moralnormer. Ved at have tilegnet mig nøjagtig kundskab er jeg blevet bedre i stand til at imødegå det. Det har hjulpet mig til at stå frem uden at være forlegen over at indrømme hvad jeg tror på.
H. C., Zambia
Jeg værdsatte artiklen selv om jeg er over 50 og det er længe siden jeg har været teenager. Når man møder modstand i forkyndelsen, kan man nogle gange blive bragt lidt ud af fatning og få lyst til at give igen med samme mønt. Derfor var det godt lige at blive mindet om sætningen: „Hvis du svarer igen med en bidende bemærkning, uanset hvor vittig den er, vil det kun bære ved til bålet og måske endda opmuntre til flere spydigheder.“ Jeg prøver at forsvare mig uden at give det indtryk af at jeg ønsker at svare igen, og den sætning viste mig at det er sådan jeg fortsat må gøre.
A. F., USA
Lev længere Jeg må reagere på den række gode artikler I bragte med emnet „Hvordan man opnår et længere og bedre liv“. (22. juli 1999) Jeg har brudt min hjerne med hvilken forskel der er på middellevetiden og gennemsnitslevealderen, og nu har jeg endelig fået en forklaring. De gode råd om hvordan man kan udsætte aldringsprocessen, vil jeg benytte til taktfuldt at hjælpe min 88-årige bedstefar, der har forfærdelig ondt af sig selv.
T. N., USA
Signalhund Jeg vil gerne takke jer for artiklen „Min hund er min hørelse“. (22. juli 1999) Jeg er blevet mere forstående over for hørehæmmede fordi jeg nu ved hvilke besværligheder de har. Jeg er også meget glad for hunde og glædede mig over at lære noget om hvordan de hjælper mange mennesker.
L. B., Italien
Jeg har selv en servicehund. Jeg sidder for det meste i kørestol, da nogle af mine ryghvirvler er vokset sammen og jeg desuden har fibromyalgi. Der findes ikke ord nok til at beskrive alt det min hund gør for mig. Den hjælper mig når jeg skal handle ind og gøre rent. Den hjælper mig endda i forkyndelsen ved at bære min taske.
K. W., USA