Russerne værdsætter deres religionsfrihed

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 har befolkningen fået større frihed til at tilbede Gud. De der er emigreret til andre lande, har været glade for at opnå samme frihed.

FOR mange af dem som bor i det tidligere Sovjetunionen, er friheden til åbent at tilbede Gud en kilde til stor glæde — en glæde som de har været forholdt i mange årtier.

Efter den bolsjevistiske revolution i 1917 blev det farligt for Ruslands borgere at læse i Bibelen, og kun få satte deres frihed på spil af den grund. Jehovas vidner var en undtagelse. Tidsskriftet Newsweek for 16. april 1956 — altså for næsten 44 år siden — citerede en ung mand i Østtyskland for at have sagt: „De eneste der læser i Bibelen, er Jehovas vidner.“ Som straf for at forkynde Bibelens budskab og holde møder hvor de studerede Bibelen, blev Jehovas vidner sat i fængsel eller arbejdslejr. Men uanset hvor de kom hen, koncentrerede de sig om deres bibelbegrundede håb, sådan som det fremgår af hosstående ramme.

Da Sovjetunionen begyndte at gå i opløsning i 1991, afholdt Jehovas Vidner syv store stævner med bibelundervisning på programmet. Alt i alt var der 74.252 til stede. Blot to år senere, i 1993, var 112.326 forsamlet for at overvære otte sådanne stævner i 4 af de 15 republikker som det tidligere Sovjetunionen bestod af. * Adskillige af disse tusinder havde tilbragt mange år i sovjetiske fængsler og arbejdslejre. Disse trofaste kristne var meget taknemmelige for deres frihed til uhindret at tilbede Gud.

Lige siden 1993 har indbyggere fra de tidligere Sovjetrepublikker glædet sig over at have mulighed for frit at kunne deltage i kristne sammenkomster i deres hjemland. Sidste år var 282.333 Jehovas vidner og deres venner for eksempel glade for at de sammen kunne tilbede Gud ved 80 områdestævner  som blev afholdt i de tidligere sovjetiske republikker. Stævnets tema var: „Guds profetiske ord“, og der blev døbt 13.452 ved disse stævner.

Måske vil det overraske nogle at der sidste år også blev holdt stævner på russisk i andre lande. I alt var der 6336 til stede ved fire arrangementer af den art i lande uden for det tidligere Sovjetunionen. Hvor blev disse stævner holdt? Og hvorfor er så mange russisktalende levende interesseret i Bibelen? Lad os se på det sidste spørgsmål først.

De erkender at de har et åndeligt behov

Ruslands religionshistorie er meget begivenhedsrig. Landets udsmykkede katedraler, som blev bygget for århundreder siden, er blandt kristenhedens mest berømte. Men den russisk-ortodokse kirke har, ligesom den romersk-katolske, holdt folk i uvidenhed om Bibelens lære.

Den nyligt udgivne bog The Russian Tragedy — The Burden of History (Den russiske tragedie — historiens byrde) fortæller: „Bibelen har aldrig spillet nogen større rolle i den russisk-ortodokse tro.“ Ifølge den russiske religionsforsker Sergej Ivanenko har dette haft følgende konsekvenser: „De ortodokse troendes mangel på bibelkundskab har medført at mange af de ortodokse kirkers sognebørn er blevet mere påvirkelige af overtro, okkultisme og magi end de ikketroende.“

Den berømte russiske forfatter Leo Tolstoj gjorde en lignende iagttagelse. Han skrev: „Jeg er overbevist om at kirkens [den russisk-ortodokse kirkes] lære i teorien er et listigt og skadeligt bedrag, og at den i praksis er en samling af de groveste former for overtro og trolddom som fuldstændig skjuler hele meningen med den kristne lære.“

Denne situation viste sig at være frugtbar jord for den sovjetiske kommunismes vækst med dens ateistiske propaganda og velkendte omkvæd: ’Religion er opium for folket.’ Men snart blev kommunismen selv en form for religion, ofte kaldet „den røde religion“. Men den røde religion holdt ikke længe. Den sovjetiske stats sammenbrud i 1991 gjorde millioner af mennesker forvirrede og rådvilde. Tilskyndet af Jehovas vidner begyndte i tusindvis af russere at søge svar i Bibelen.

Et veletableret undervisningssystem havde bevirket at det russiske folk var blandt de mennesker i verden der var bedst til at læse og skrive. Mange russere begyndte ikke blot at læse i Bibelen, men kom også til at holde af dens lære. Samtidig emigrerede hundredtusinder af det tidligere Sovjetunionens indbyggere, især i 1990’erne, til lande som Tyskland, Grækenland og USA. Hvad blev resultatet?

 Religionsfrihed i Tyskland

I det attende og nittende århundrede flyttede mange tyskere til Rusland. Den mest berømte af dem var den 15-årige Sofie, senere kendt som Katarina den Store, der i 1762 efterfulgte sin mand som Ruslands regent. I løbet af sin lange regeringstid inviterede hun tyske bønder til at bosætte sig i Rusland. Da Tyskland angreb Sovjetunionen under den anden verdenskrig, blev de fleste russere af tysk afstamning sendt til Sibirien og sovjetrepublikker som Kasakhstan, Kirgisistan og Usbekistan. I den seneste tid er mange russisktalende tyskere og flere andre fra det tidligere Sovjetunionen flyttet til Tyskland for at opnå bedre økonomiske forhold.

I december 1992 blev den første russiske menighed i Tyskland oprettet i Berlin. Sidste år var der 52 menigheder og 43 mindre grupper i Tyskland, opdelt i tre russiske kredse. Ved det russiske områdestævne „Guds profetiske ord“, som blev afholdt fra den 30. juli til den 1. august 1999, nåede antallet af tilhørere op på 4920, og 164 symboliserede deres indvielse til Jehova ved at lade sig døbe. Tidligere på året, den 1. april, havde der været i alt 6175 til stede i de russiske menigheder for at fejre højtiden til minde om Jesu død.

Russere i USA

Også i USA har man oplevet en tilstrømning af russisktalende borgere fra det tidligere Sovjetunionen. The New York Times skrev: „I perioden mellem 1991 og 1996 var russerne den hurtigst voksende gruppe af indvandrere i Brooklyn. I samme periode gav The Immigration and Naturalization Service [USA’s indvandringsmyndigheder] mere end 339.000 indvandrere fra det tidligere Sovjetunionen indrejsetilladelse til USA.“

The New York Times for januar 1999 fortalte at der i det foregående årti var immigreret hen ved 400.000 jøder fra det tidligere Sovjetunionen til New York City og omegn. Desuden har tusindvis af russere i de senere år bosat sig i andre dele af USA. Det nordlige Californien har for eksempel modtaget omkring 35.000 russiske indvandrere, hvilket gør dette område til det tredjestørste center for immigranter fra det tidligere Sovjetunionen, næst efter New York City og Los Angeles. Disse russisktalende indvandrere har reageret positivt på muligheden for at studere  Bibelen, og hundredvis af dem er blevet tilbedere af den sande Gud, Jehova.

Den 1. april 1994 blev der oprettet en russisk menighed af Jehovas vidner i Brooklyn, New York. I nyere tid var det den første russiske menighed af den art i USA. Efterhånden blev der også oprettet russiske menigheder i staterne Pennsylvania, Californien og Washington. I mange andre dele af landet blev der dannet studiegrupper.

For første gang i USA

Den 20.-22. august sidste år nåede man et højdepunkt på 670 stævnedeltagere fra hele USA og Canada som begejstret deltog i det første russiske områdestævne der blev holdt i byen New York. Alle foredragene blev holdt på russisk, og medlemmer af den russiske menighed i Los Angeles opførte et skuespil om Jakob og Esau. Det var et af stævnets højdepunkter.

Et andet højdepunkt ved dette stævne var dåben. De fjorten der lod sig døbe, kan alle ses på hosstående billede. Mange rejste omkring 4000 kilometer fra Portland i Oregon og fra Los Angeles og San Francisco i Californien for at blive døbt ved stævnet i New York. Førhen havde de 14 dåbskandidater boet i sovjetrepublikkerne Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland (Belarus), Moldova, Rusland og Ukraine. Deres erfaringer viser hvor højt de værdsætter kundskaben om Gud og friheden til at tilbede ham.

Svetlana (forreste række, nummer tre fra venstre) er opvokset i Moskva. Da hun var sytten, giftede hun sig med en berømt sanger som var mange år ældre end hende selv, og i 1989 kom de til USA med deres lille dreng. Hendes mand var altid ude at rejse, og fem år senere blev de skilt.

Da Svetlana traf en kollega der var et af Jehovas vidner, advarede hendes venner hende mod at blive involveret i hvad de kaldte „en sekt som ville styre hendes liv og tage alle hendes penge“. Men Svetlana ville gerne vide hvad Bibelen lærte. Om sin reaktion da hun så Guds navn i Bibelen, fortæller hun: „Det gjorde et stort indtryk på mig at Jehovas Vidner var de eneste der gjorde navnet kendt.“

Som ung forlod Andrej (bagerste række, nummer tre fra venstre) sit hjem i Sibirien og tog til den by der i dag hedder Sankt Petersborg, for at blive toptrænet som atlet. Kort efter blev Sovjetunionen opløst, og i 1993, da Andrej var 22 år, immigrerede han til USA. Andrej fortæller: „Jeg begyndte at tænke på Gud og kom i den russisk-ortodokse kirke.  Under fejringen af den russiske påske blev jeg i kirken en hel nat i et forsøg på at komme nærmere til Gud.“

Omkring dette tidspunkt traf Svetlana Andrej, og hun fortalte ham hvad hun lærte ved sit bibelstudium. Andrej indvilligede i at gå med til et af Jehovas Vidners møder, og bagefter sagde han ja til et bibelstudium. Svetlana og Andrej blev gift i januar 1999. De strålede af lykke efter deres dåb ved stævnet.

Pavel (bagerste række, nummer fire fra venstre) blev født nær byen Karaganda i Kasakhstan, men flyttede senere til Naltjik i Rusland. Denne store by ligger tæt ved Tjetjenien og Dagestan, hvor der har været mange krigshandlinger. Det var her Pavel første gang traf Jehovas vidner i august 1996, men han emigrerede til San Francisco måneden efter. Han var involveret i stofmisbrug og var desuden blevet far til en pige, som han efterlod hos pigens mor i Rusland.

Kort efter sin ankomst til USA kontaktede Pavel Jehovas vidner og tog imod et bibelstudium. Han fik rettet op på sit liv og skrev til sin datters mor om sin nyfundne tro. Nu studerer hun med Jehovas vidner, og der er planer om at hun skal komme til USA og gifte sig med Pavel så de sammen med deres datter kan tjene Jehova i Californien.

Georgij (bagerste række, nummer to fra venstre) er født og opvokset i Moskva. Han kom til USA i 1996 og giftede sig året efter med Flora, som oprindelig kommer fra Aserbajdsjan. Georgij kom i den russisk-ortodokse kirke, men efter at have læst et nummer af bladet Vagttårnet havde han nogle spørgsmål angående treenighedslæren. Han skrev til Vagttårnsselskabet og fik tilsendt brochuren Skal man tro på treenigheden? I 1998 begyndte både han og Flora at studere Bibelen. Flora har planer om at lade sig døbe.

Et andet af stævnets højdepunkter var hilsenerne fra Moskva, hvor 15.108 var forsamlet til stævne i den samme weekend. De delegerede i New York var begejstrede for at høre meddelelsen om at 600 var blevet døbt ved stævnet i Moskva, især i betragtning af de ildevarslende rapporter i aviser og tv som  man ugen før stævnet var begyndt at modtage i USA og andre steder.

Hvad skete der i Moskva?

Den 21. juli 1999 underskrev Jehovas Vidner en lejekontrakt vedrørende leje af Det Olympiske Stadion der ligger nær Moskvas centrum, lige ved siden af en stor russisk-ortodoks kirke. Men en uge før stævnet skulle begynde, var det tydeligt at nogle modsatte sig at stævnet blev afholdt. Onsdag den 18. august var tilladelsen til at bruge stadion endnu ikke kommet, selv om lejen allerede var betalt. Man understregede over for embedsmændene at Jehovas Vidner, sådan som det fremgår af rammen på side 28, er et juridisk anerkendt trossamfund i Rusland.

Eftersom 15.000 stævnedeltagere var indstillet på at ankomme til stævnet fredag morgen, begyndte Jehovas Vidners repræsentanter at blive bekymrede. Mange af de delegerede rejste til Moskva fra byer og landsbyer der lå mange kilometer borte. Endelig, efter nogle timers diskussion, kunne stadions ledelse torsdag aften klokken tyve med glæde fortælle Vidnernes repræsentanter at stævnet kunne afholdes som planlagt. Bystyret havde meddelt at man ikke havde nogen indvendinger imod stævnet.

Næste morgen strømmede tusinder ind på stadion. Frivillige blandt Jehovas vidner havde arbejdet hele natten for at forberede deres ankomst. Der var også pressefolk til stede om morgenen på denne første stævnedag. De var tidligere blevet orienteret om den modstand der var mod afholdelsen af stævnet. „Til lykke!“ udbrød en af dem. „Vi er glade for at høre at jeres stævne vil blive afholdt.“

Et eksempel i god opførsel

Stadions ledelse mente at det ville være klogt at tage nogle sikkerhedsmæssige forholdsregler. Ved alle indgange blev der derfor udstationeret sikkerhedsfolk med metaldetektorer magen til dem der bruges til at undersøge passagerer i lufthavne. Inde på stadions område var der politifolk overalt.  Stævnet forløb roligt og fredeligt trods den alvorlige trussel.

Lørdag eftermiddag var der en som ringede og sagde at der var blevet anbragt en bombe på stadions område. Bombetruslen indløb kort før afslutningen på dagens næstsidste foredrag. Efter anmodning fra stadions ledelse blev der givet en kort meddelelse om at stadion øjeblikkelig skulle evakueres. Stadions personale og politifolkene var forbløffede over at se at alle fulgte henstillingen i ro og orden. De havde aldrig set noget lignende og spurgte om evakueringen var blevet indøvet.

Der blev ikke fundet nogen bombe, og dagen efter blev programmet udvidet med det man var gået glip af om lørdagen. Stadions ledelse var tilfreds med stævnets forløb.

I Grækenland og andre steder

I den sidste weekend i august og den første weekend i september blev der også afholdt russiske områdestævner i Grækenland — først i Athen og derefter i Thessaloniki. Der var i alt 746 til stede, og 34 blev døbt. I Grækenland er der 8 russiske menigheder og 17 mindre grupper bestående af indvandrere fra de sydlige republikker i det tidligere Sovjetunionen. Deres møder foregår på russisk og andre af de sprog som disse indvandrere taler.

Victor var en af dem der blev døbt i Athen. Han havde været ateist, men i august 1998 overværede han Jehovas Vidners internationale stævne i Athen, hvor hans kone blev døbt. Victor fortalte at det var stævnedeltagernes kærlige indstilling der havde fået ham til at studere Bibelen.

En mand ved navn Igor modtog et eksemplar af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Da han havde læst den, smed han sine ikoner væk. Han begyndte endda at præsentere sig selv som et af Jehovas vidner. Efter at han havde skrevet til afdelingskontoret i Athen og var blevet besøgt af Jehovas vidner i november 1998, begyndte han straks at overvære menighedens møder, og siden er han ikke gået glip af et eneste møde. Nu, efter at være blevet døbt, er det Igors mål at blive en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere.

Flere andre lande som vi ikke har omtalt, har modtaget russisktalende indvandrere. Mange af dem glæder sig også over at de frit kan studere Bibelen og åbenlyst komme sammen for at tilbede Gud. For dem er dette privilegium en stor glæde.

[Fodnote]

[Ramme på side 22]

Russere der værdsætter Bibelen

Professor Sergej Ivanenko, en respekteret russisk teolog, har beskrevet Jehovas vidner som nogle der med stor værdsættelse læser Bibelen meget omhyggeligt. I sin nyligt udkomne russiske bog, O ljudjakh, nikogda ne rasstajusjtjikhsja c bibliej (Et folk der altid har deres bibel ved hånden), har Ivanenko skrevet følgende om Jehovas Vidners tidlige historie i Sovjetunionen: „Selv når de blev sat i fængsel fordi de loyalt holdt fast ved deres religiøse overbevisning, lykkedes det dem fortsat at bruge Bibelen.“ Sergej Ivanenko belyste dette med følgende eksempel:

„Det var forbudt fangerne at have en bibel. Når der blev foretaget ransagninger, blev bibler konfiskeret. I en af de nordlige fangelejre var der et af Jehovas vidner som var uddannet elektriker. Han opbevarede Bibelens bøger i en transformator med højspænding. De forskellige dele af Bibelen var bundet fast til en bestemt ledning, og kun han vidste hvilken ledning man skulle trække ud for at kunne få eksempelvis Mattæusevangeliet ud, uden at få et dødbringende elektrisk stød. Selvfølgelig gav ingen af ransagningerne resultat uanset hvor grundigt vagterne gik til værks, og denne unikke Bibel blev ikke opdaget.“

[Ramme på side 28]

Jehovas Vidner igen juridisk anerkendt i Rusland

I Rusland har Jehovas Vidner aktivt forkyndt Guds rige i mere end hundrede år. Men på grund af restriktioner som regeringen havde pålagt dem, blev deres trossamfund først juridisk anerkendt den 27. marts 1991. På dette tidspunkt blev Jehovas Vidner registreret under navnet „Administrationscentret for Trossamfundet Jehovas Vidner i USSR“.

Den 26. september 1997 trådte en ny „Lov om trosfrihed og trossamfund“ i kraft. Den vakte stor opmærksomhed i hele verden. Af hvilken grund? Fordi mange mente at vedtagelsen af denne lov om trosfrihed i virkeligheden var et forsøg på at begrænse religiøse minoriteters handlefrihed i Rusland.

Trods den juridiske anerkendelse Jehovas Vidner havde tilkæmpet sig i 1991, krævede Ruslands nye lov om trosfrihed at deres trossamfund, i lighed med alle andre religiøse organisationer, blev registreret igen. Den omstændighed rejste nogle spørgsmål. Var det et tegn på at de russiske myndigheder var ved at vende tilbage til en politik som indebar undertrykkelse af Jehovas Vidner? Eller ville man opretholde den religiøse tolerance og trosfrihed som Den Russiske Føderations forfatning garanterer?

Endelig kom svaret. Det vakte stor glæde blandt Jehovas Vidner da Ruslands justitsministerium den 29. april 1999 udstedte et dokument hvoraf det fremgik at deres trossamfund var blevet registreret under navnet „Administrationscentret for Jehovas Vidner i Rusland“.

[Illustration på side 23]

Det første russiske områdestævne i USA

[Illustration på side 24]

Den russiske menighed i Los Angeles opførte et bibelsk skuespil i New York

[Illustration på side 25]

Disse 14 dåbskandidater kommer fra seks republikker i det tidligere Sovjetunionen

[Illustration på side 26, 27]

Over 15.000 var forsamlet på Moskvas Olympiske Stadion