Petra — en by udhugget i klippen

MANGE byer i oldtiden var gennemskåret af vigtige floder der beskyttede indbyggerne og forsynede dem med føde. Ved Den Arabiske Ørkens nordvestlige grænse lå der imidlertid en by som blev betydningsfuld på grund af mangelen på vand. Byens navn var Petra.

I ørkenområderne ved Middelhavet forbandt karavaneruter fjerntliggende byer med hinanden omtrent som motorveje i dag gennemkrydser kontinenter. Men ligesom biler har brug for at blive tanket op ved en tankstation, sådan må kameler, på trods af deres legendariske udholdenhed, gøre ophold for at drikke vand. For to tusind år siden var Petra et af de bedst kendte steder i Mellemøsten hvor man gjorde ophold for at få vand.

Petra lå ved en korsvej hvor to vigtige handelsruter krydsede hinanden. Den ene rute forbandt Det Røde Hav med Damaskus, og den anden Den Persiske Bugt med Gaza ved Middelhavets kyst. Inden karavanerne fra Den Persiske Bugt ankom til Petra med deres værdifulde ladninger af krydderier, måtte de i flere uger trodse de barske forhold i Den Arabiske Ørken før de omsider nåede frem til den kølige og snævre slugt, el Siq, som hilste dem velkommen og gav dem adgang til Petra. I byen kunne man få mad og husly og, vigtigst af alt, køligt og forfriskende vand.

 Indbyggerne i Petra tog sig naturligvis godt betalt for disse goder. Ifølge den romerske historiker Plinius skulle man ikke alene give vagterne, portvagterne, præsterne og kongens tjenere gaver, men man skulle også betale for et sted at overnatte og for foder til dyrene. Men de skyhøje beløb som krydderier og parfume kunne indbringe i Europas velstående byer, opretholdt trafikken til Petra og øgede byens velstand.

Opbevaring af vand og udnyttelse af klipperne

I Petra falder der årligt kun cirka femten centimeter regn, og vandløb findes der så godt som ingen af. Hvordan opsamlede indbyggerne da det dyrebare vand? De udhuggede kanaler, reservoirer og cisterner i den massive klippe. Efterhånden blev så godt som hver eneste regndråbe der faldt omkring Petra, opfanget og bevaret. Denne måde at lede vandet på gjorde det muligt for indbyggerne at dyrke afgrøder, opdrætte kameler og opbygge et handelscenter hvor byttehandel med virak og myrra gjorde de handlende rige. Selv i dag ledes regnvand gennem en rende der er hugget ind i klippesiderne og bugter sig langs hele Siq’en.

Var indbyggerne i Petra gode til at udnytte vandet, var de endnu dygtigere til at udnytte stenene. Navnet Petra, der betyder „en massiv klippe“, får én til at tænke på noget med sten. Og Petra var en by i klipperne, unik i den romerske verden. Nabatæerne, der byggede byen, udhuggede tålmodigt deres huse, grave og templer i klipperne. De røde sandstensbjerge som Petra lå trygt og sikkert imellem, var velegnede til dette formål, og hen imod det første århundrede efter vor tidsregning var en storslået by blevet til midt ude i ørkenen.

Fra handel til turisme

For to tusind år siden var det handelen der gjorde Petra til en velstående by. Men da romerne opdagede søvejene mod øst, standsede handelen med krydderier over land, og Petra blev efterhånden ørkenens bytte. Men stenhuggernes bygningsværker i ørkenen forsvandt ikke. I dag besøger cirka en halv million turister hvert år Jordan for at se denne rosenrøde by, hvis bygninger stadig vidner om dens prægtige fortid.

Efter at gæsten er gået cirka en kilometer gennem den kølige Siq, slår kløften et sving, og med ét åbenbares ’Skatkammeret’. Facaden på denne imponerende konstruktion er hugget ud i selve klippevæggen. Bygningsværket er et af de bedst bevarede fra det første århundrede. Det fik navn efter den kolossale stenurne på dets top, hvor der skulle være gemt guld og ædelsten.

Efterhånden som kløften bliver bredere, træder man ind i et stort, naturskabt amfiteater bestående af sandstensklipper med mange hulrum. Men det er gravkamrene som er hugget ud i klippevæggen der fanger ens opmærksomhed. De er så høje at de besøgende der vover sig indenfor i mørket, tager sig meget små ud. En søjlegade og et teater vidner om romernes tilstedeværelse i byen i det første og andet århundrede.

Nutidens beduiner, som er efterkommere af nabatæerne, tilbyder de mindre energiske turister en tur på kamelryg, sælger souvenirs og lader deres gedehjorde drikke vand ved Petras reservoirer. De gamle, brolagte veje er stadig forbeholdt kameler, heste og æsler. Derfor genlyder byen i dag af de samme lyde som dengang i svundne tider hvor kamelen havde sin storhedstid og Petra var ørkenens behersker.

Efterhånden som solen går ned over byen og de massive facaders rødlige farver forstærkes, vil en tænksom gæst måske spekulere over hvad vi kan lære af Petras historie. Byen er et vidnesbyrd om menneskets evne til at udnytte begrænsede ressourcer i ugæstfri omgivelser — en magtfuld påmindelse om at materiel velstand hurtigt kan „flyve mod himmelen“. — Ordsprogene 23:4, 5.

[Kildeangivelse på side 18]

Indsat: Med tilladelse af Garo Nalbandian