Et pungdyr der hopper som en fjeder

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

„HVER dag når jeg kom hjem fra skole, sad mit kæledyr, kænguruen Joey, og ventede på mig,“ fortæller John. „Så snart jeg åbnede lågen, sprang den op og omfavnede mig med sine forlemmer, og jeg gav også den et klem. Det betød, på vores indbyrdes sprog, ’det er dejligt at se dig’. Så sprang Joey nogle få meter op ad indkørselen, men hoppede straks tilbage som en begejstret hund, og sådan blev den ved indtil vi nåede op til huset.“

Hvis man bor i den australske bush, som Johns familie gjorde, er det tilladt at holde kænguruer som kæledyr. Disse kænguruer er for det meste forældreløse og er blevet reddet som unger, måske efter at moderen er blevet påkørt af en bil. „Joey,“ det navn John gav sit kæledyr, er også den almindelige betegnelse for en kænguru-unge.

De familier der har overtaget pasningen af en joey, ønsker naturligvis at den hurtigt skal føle sig hjemme. Som noget af det første laver de derfor en pung til den. De udvælger sig et trygt sted som ikke er for langt fra ildstedet, og dér hænger de en stor, solid lærredspose op hvori der er skåret en sprække, så den ligner kængurumoderens pung.  Her lægger de kænguru-ungen, som de giver en flaske varm, specielt tillavet mælk. På denne måde er mange kænguru-unger blevet hjulpet til at overleve. De føler sig hurtigt hjemme i deres nye pung og springer op i den med hovedet først, som var det i deres moders.

Hvordan beskriver man en kænguru?

Dyr der opfostrer deres unger i en pung, kaldes pungdyr. De omfatter omkring 260 arter kænguruer, koalaer, vombatter, punggrævlinger og possummer, der er det eneste pungdyr som også findes i Nordamerika. Det er forståeligt at tidligere tiders opdagelsesrejsende havde svært ved at beskrive disse usædvanlige dyr, specielt kænguruen, for folk derhjemme. Den første der brugte det engelske ord for „kænguru“ på skrift, var den britiske opdagelsesrejsende kaptajn James Cook. Han sammenlignede den med ’en mynde der sprang af sted ligesom en hare eller en hjort’. Da en levende kænguru senere blev fremvist i London, vakte den stor opsigt.

Kænguruer har et hjorteagtigt hoved med store ører som de kan bevæge i alle retninger. Deres små, men stærke forlemmer, ligner menneskearme, især når kænguruen står oprejst. Kænguruer har også store, muskuløse hofter, en lang, tyk og bugtet hale og enorme fødder — som har givet dem betegnelsen „Macropodidae“, hvilket netop betyder „store fødder“.

De omkring 55 arter af macropodidae varierer i størrelse fra en rotte til et menneske. De har alle korte forlemmer og hopper på de lange bagben. De største blandt arterne er rød kæmpekænguru, grå kæmpekænguru og bjergkænguru eller wallaroo. En rød kæmpekænguruhan målte over to meter fra snude til halespids og vejede 77 kilo. Wallabyer er en betegnelse for de mindre kænguruarter.

Har du nogen sinde set eller hørt om en kænguru som lever i træerne? Ikke desto mindre har kænguruerne en abe i familien — trækænguruen. Disse adrætte og relativt kortbenede dyr, der lever i de tropiske regnskove i Ny Guinea og i det nordøstlige Australien, færdes så hjemmevant i træerne at de kan springe cirka 9 meter fra ét træ til et andet. Om natten søger de deres føde i skovbunden, hvor de hovedsagelig spiser planter og larver.

Hurtig, yndefuld og effektiv

Når kænguruer bevæger sig langsomt, virker de uskønne og klodsede. Deres hale og de korte forlemmer bliver en trefod som støtter deres vægt mens de løfter bagbenene fremad. Men de løber yndefuldt. Og når de hopper omkring med cirka 50 kilometer i timen, fungerer den store hale som balanceorgan. Ifølge The World Book Encyclopedia „kan de nå op over 60 kilometer i timen“. En stor kænguru kan tage et hop på omkring 9 til 14 meter når den har fart på — et spring der næsten svarer til at kunne flyve!

Kænguruerne er ikke kun hurtige, de har også en effektiv energiudnyttelse. Ifølge  professor Uwe Proske fra Monash University i Melbourne, Australien, har kænguruen et større iltforbrug når den hopper langsomt, end den har ved større fart. Uwe Proske har også regnet ud at „en hoppende kænguru ved 20 kilometer i timen eller derover bruger mindre energi end et firbenet pattedyr med en tilsvarende vægt [for eksempel en voksen hund eller en hjort] der løber med samme fart“. På grund af kænguruens energibesparende springteknik kan den tilbagelægge lange afstande uden at blive træt. Men hvorfor bruger kænguruen så lidt energi når den løber?

Hemmeligheden ligger i dens lange akillessener. „Det er som om kænguruerne hopper som en spændt fjeder med begge ben samtidig,“ siger Proske. Ligesom vores lægmuskler strækker kænguruens akillessener sig ud når den lander, og trækker sig sammen når den sætter af. Kænguruerne foretager det samme antal hop i sekundet uanset farten (en rød kæmpekænguru hopper cirka to gange i sekundet). De sætter farten op ved simpelt hen at forlænge skridtene. Det gælder dog ikke når kænguruen bliver forskrækket. Så sætter den af med nogle små, hurtige hop for at forøge accelerationen.

Kænguruer er også fremragende svømmere. De bruger ikke kun deres stærke ben, men får ekstra fremdrift ved at svinge halen fra side til side. Når kænguruer bliver jaget af hunde, er de kendt for at springe ned i et vandhul eller en flod og gøre brug af deres svømmefærdigheder. Enhver hund der er modig nok til at følge efter kænguruen, bliver omgående skubbet ned under vandet af kænguruens muskuløse forlemmer, der har fem tæer med kløer. John, som blev omtalt i indledningen, havde to hunde som var lige ved at drukne da de kæmpede med en vild kænguruhan i et lille bassin på familiens gård.

Pungdyrfødsler — et underværk

Kænguruer er meget lidt udviklede og ret skrøbelige når de bliver født, skønt de som voksne er  stærke og robuste. Ungen fødes uden hårdannelse, er blind og døv, cirka 2 centimeter lang, vejer ikke mange gram og ligner nærmest en lyserød orm. Men takket være sine tidligt udviklede forlemmer, der er forsynet med kløer, og sin lugtesans kravler den lillebitte „orm“ instinktivt gennem sin moders pels op i pungen. Når den er kommet dertil, fæstner den sig til en af de fire dievorter, der øjeblikkelig svulmer op i ungens mund og låser den forsvarligt fast i adskillige uger. I betragtning af moderens måde at bevæge sig på er det en klar fordel at hænge godt fast. Denne forankring er faktisk så god at man før i tiden troede at ungen voksede ud af dievorten.

Med tiden vil ungen selvfølgelig vokse sig stor og forlade pungen — selv om det i begyndelsen kun er for kortere perioder. Efter syv til ti måneder, når den er helt vænnet fra, vil den imidlertid forlade pungen for stedse. Men lad os vende tilbage til det tidspunkt hvor ungen fæstnede sig til dievorten, og se på et andet under i forbindelse med kænguruernes forplantningsevne.

Nogle få dage efter at den nyfødte har hæftet sig fast til dievorten, parrer moderen sig igen. Det foster som er et resultat af parringen, udvikler sig i omkring en uge mens den ældre unge stadig vokser i pungen, for dernæst at indgå i en hviletilstand af ubestemt varighed. Når den ældre unge forlader pungen, endnu før den er vænnet helt fra, begynder fosteret i livmoderen atter at vokse. Efter en drægtighedsperiode på 30 dage fæstner også den sig til en dievorte, men ikke den samme som den ældre unge dier ved.

Her er der tale om endnu et under i kænguruens biologiske system. Moderen giver den yngste unge én slags mælk og den ældste en anden. Herom siger Scientific American: „De to slags mælk fra adskilte mælkekirtler er forskellige i mængde og sammensætning. Hvordan det kan lade sig gøre under de samme hormonale forhold, er stadig en gåde.“

Hvor man kan se kænguruer

Hvis man gerne vil se kænguruer i deres naturlige miljø, må man forberede sig på at skulle forlade sit opholdssted og rejse ud i den australske bush eller til det indre Australien. Når kænguruer søger efter føde, som består af græs eller småplanter, færdes de enten alene eller i flokke der er anført af store hanner som kaldes boomers. Det bedste tidspunkt at se kænguruer på er tidligt om morgenen eller i skumringen, for de spiser hovedsagelig om natten og hviler i skyggen (hvor de er godt camoufleret) når dagen er varm. Men når det er køligere i vejret, kan de være aktive hele dagen. Man skal under alle omstændigheder sørge for at medbringe et teleobjektiv eller en kikkert, for vilde kænguruer er meget sky.

Man kan selvfølgelig også opleve kænguruer i de fleste zoologiske haver, vildtreservater og nationalparker i Australien og i visse andre lande. Disse kænguruer er mindre frygtsomme fordi de regelmæssigt ser mennesker, og derved kan man bedre komme til at se dem på nært hold, og måske endda få øje på en mor med en joey der kigger ud af pungen. Man kan ikke lade være med at smile når en halvvoksen kænguru styrtdykker ned i moderens pung og får hende til at ligne en overfyldt indkøbspose ved at lade sine lange, ranglede ben hænge ubehjælpsomt udenfor. (Kænguru-unger ser ud som om det hele er ben.) Muligvis er du også så heldig at se en statelig han stående i fuld positur. Hvem ved? Måske kommer du endda til at opleve en flok store boomers der står oprejst på strakte bagben og træner lidt boksning — helt ægte kænguruboksning.

Men det bedste syn er for mange at se en stor rød eller grå han hoppe af sted i fuld fart. Der er sikkert andre dyr som kan løbe hurtigere eller hoppe højere, men der findes ingen andre skabninger der fremviser en så enestående kombination af ynde, kraft og spring udelukkende ved hjælp af to vældige ben.

[Illustrationer på side 16, 17]

Hemmeligheden ved dens fjedrende hop ligger i dens lange akillessener