Man vedgår religiøs intolerance

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I STORBRITANNIEN

„BISKOPPER beklager dronning Marias ’skrækkelige forbrydelser’.“ Sådan stod der at læse i det britiske ugemagasin Catholic Herald for den 11. december 1998. De katolske biskopper i England og Wales har indrømmet at „der er blevet gjort blodig uret i katolicismens navn, for eksempel mod protestanterne under reformationen i Storbritannien“. Hvem var dronning Maria? Hvad forkert foretog hun sig som har givet anledning til en sådan indrømmelse? Og hvorfor har biskopperne i England og Wales valgt netop dette tidspunkt til at udsende deres erklæring?

Maria Tudor blev født i det katolske England i 1516. Maria var det eneste overlevende barn af Katarina af Aragonien, kong Henrik VIII’s første kone, og blev af sin mor opdraget som nidkær katolik. Kongen ønskede en mandlig arving, men Katarina skænkede ham ingen. Eftersom paven nægtede at ophæve Henriks ægteskab med Katarina, tog han sagen i egen hånd og banede således vej for den protestantiske reformation i England. I 1533 ægtede Henrik VIII Anne Boleyn — fire måneder før ærkebiskoppen af Canterbury, Thomas Cranmer, erklærede hans første ægteskab for ugyldigt.

 Det følgende år provokerede Henrik ved at bryde med Rom og lade sig kåre til den engelske kirkes overhoved. Maria blev nu betragtet som et illegitimt barn og så aldrig mere sin mor eftersom Katarina blev tvunget til at tilbringe sine sidste år i afsondrethed.

Protestantisk intolerance

I de næste 13 år blev de der ikke ville anerkende Henrik som kirkens overhoved, eller som stadig godkendte pavens myndighed, dømt til døden. Henrik døde i 1547 og blev efterfulgt af den niårige Edward, hans eneste legitime søn, som han havde fået med den tredje af sine seks koner. Edward og hans rådgivere forsøgte at gøre England protestantisk. Katolikker blev forfulgt for at udøve deres religion, og kirker blev ribbet for billeder og altre.

Restriktioner vedrørende trykningen og læsningen af Bibelen på engelsk blev hurtigt ophævet, og gudstjenester der omfattede oplæsning af Bibelen, skulle foregå på engelsk i stedet for latin. Men i 1553 døde Edward af tuberkulose i en alder af kun 15 år. Maria blev betragtet som den retmæssige tronfølger og blev dronning af England.

Katolsk intolerance

Først tog man godt imod den 37-årige Maria, men snart blev hun upopulær. Hendes undersåtter havde vænnet sig til protestantismen, og nu var Maria besluttet på igen at gøre landet katolsk. På kort tid blev alle Edwards religionslove ophævet, og Maria bad på nationens vegne paven om tilgivelse. England blev atter katolsk.

Forsoningen med Rom førte til en ny bølge af forfølgelse mod protestanterne. De blev sammenlignet med en ondartet byld der skulle fjernes inden den nåede at angribe resten af kroppen. Mange der nægtede at godkende den katolske kirkes lære, blev brændt levende på bålet.

Kættere bliver straffet

Den første der måtte dø under Marias regeringstid, var John Rogers. Han havde samlet den bibel man kalder „Matthew’s Bible“, der dannede grundlag for King James Version. Efter at han havde holdt en antikatolsk prædiken der advarede mod „fordærvelig papisme, afgudsdyrkelse og overtro“, blev han sat i fængsel, og et år senere, i februar 1555, blev han brændt for kætteri.

Biskoppen af Gloucester og Worcester, John Hooper, blev også stemplet som kætter. Han udtalte at gejstlige havde ret til at gifte sig, og at man kunne tillade skilsmisse hvis der forelå ægteskabsbrud. Han benægtede også at Kristus var fysisk til stede ved messen. John Hooper blev derfor kastet levende på bålet; hans død var pinefuld, og han måtte lide næsten tre kvarter inden den indtraf. Da det blev den 70-årige protestantiske prædikant Hugh Latimers tur til at blive brændt, opmuntrede han Nicholas Ridley, der ligesom han var reformator med udsigt til at dø i flammerne, med følgende ord: „Vær ved godt mod, broder Ridley, og vær mandig! Vi vil i dag ved Guds nåde tænde et lys i England som jeg er forvisset om aldrig vil blive slukket.“

Thomas Cranmer, der var den første protestantiske ærkebiskop af Canterbury under Henrik og Edward, blev også dømt som kætter. Først afsværgede han ganske vist sin protestantiske tro, men i sidste øjeblik foretog han en kovending: Han anklagede paven for at være Kristi fjende og stak sin højre hånd i ilden for at den skulle blive brændt først, eftersom det var med den han havde underskrevet afsværgelsen.

Mindst 800 velhavende protestanter flygtede til udlandet i de tre år og ni måneder der  gik inden Marias død. I den periode blev der i England brændt mindst 277 mennesker på bålet. Mange af ofrene var almindelige mennesker der var bragt helt i vildrede med hensyn til hvad de skulle tro. De unge havde under deres opvækst hørt paven blive fordømt, og nu blev de straffet for at tale imod ham. Andre havde lært at læse Bibelen på egen hånd, og de havde dannet sig deres personlige mening i religiøse spørgsmål.

Mange var forfærdede over den langsomme og pinefulde død som mænd, kvinder og børn måtte lide på bålet. Historieskriversken Carolly Erickson skildrer en typisk scene: „Alt for ofte var træet fugtigt eller sivene for våde til at brænde godt. Poserne med krudt som man havde bundet om ofrene for at afkorte deres lidelser, blev enten ikke antændt eller kvæstede dem uden at slå dem ihjel.“ Ofrene var ikke kneblede, og derfor „kunne deres skrig og bønner høres lige til deres død“.

Stadig flere begyndte at stille sig tvivlende over for en religion der måtte brænde folk på bålet for at gennemtvinge sine læresætninger. En bølge af medfølelse med ofrene fik visedigtere til at skrive folkeviser om protestantiske martyrer. John Foxe gav sig til at samle sin Book of Martyrs, der næsten fik lige så stor betydning for de protestantiske reformatorer som Bibelen. Mange der havde været katolikker da Maria kom til magten, blev protestanter inden hendes regeringstid var omme.

Marias arv

Efter at Maria var blevet dronning, erklærede hun at hun ville ægte sin fætter Filip, arvingen til den spanske trone. Han var ikke alene udlænding, men også glødende katolik — den sidste alliance mange englændere ønskede. I protest mod brylluppet blev der organiseret en protestantisk opstand, men den slog fejl, og 100 oprørere blev henrettet. Filip og Maria blev gift den 25. juli 1554, men Filip blev aldrig kronet. Deres barnløse ægteskab gav Maria mange kvaler, for hun ønskede en katolsk tronarving.

Marias helbred svigtede, og hun døde som 42-årig efter en regeringstid på kun fem år. Hun døde som en ulykkelig kvinde. Hendes mand var træt af hende, og hendes undersåtter hadede hende. Ved hendes død holdt mange af Londons indbyggere fest i gaderne. Med sin fanatiske holdning havde hun fremmet protestantismen snarere end genopbygget den katolske tro. Det man husker hende for, er meget betegnende sammenfattet i det navn hun er kendt under: Maria den Blodige.

Forkerte motiver

Hvorfor dømte Maria så mange til døden på bålet? Hun havde lært at kættere var nogle der forrådte Gud, og hun anså det for sin pligt at gøre en ende på deres påvirkning inden de besmittede hele nationen. Hun fulgte sin samvittighed, men tilsidesatte de rettigheder der tilkom andre hvis samvittighed bød dem at handle anderledes.

Protestanterne var dog lige så intolerante. Under Henrik og Edward var folk også blevet brændt på grund af deres religiøse overbevisning. Under Marias protestantiske efterfølger, Elizabeth I, blev praktiserende katolikker ligestillet med højforrædere, og over 180 blev henrettet i hendes regeringstid. I det følgende århundrede døde folk fortsat i hundredvis for deres religiøse anskuelser.

Hvorfor sige undskyld nu?

Den 10. december 1998 markeredes 50-årsdagen for FN’s erklæring om Menneskerettighederne. Artikel 18 anerkender „retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed“, der indbefatter retten til at skifte religion, undervise i den og udøve den. De katolske biskopper i England og Wales valgte 50-årsdagen som „en passende anledning for katolikkerne til at granske deres samvittighed i denne forbindelse“ og til at vedgå de „forfærdelige overtrædelser“ der blev begået, især på Maria Tudors tid.

Man beklager den religiøse intolerance der blev udvist for næsten 450 år siden. Men er forholdene meget anderledes i dag? Man brænder ganske vist ikke længere folk på bålet, men såkaldte kristne voldtager og nedslagter fortsat dem der har en anden religion. En sådan intolerance behager ikke Gud. Nej, Jesus Kristus, der til fuldkommenhed afspejler Guds personlighed, udtalte: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.

[Illustration på side 12]

Dronning Maria

[Kildeangivelse]

Fra bogen A Short History of the English People

[Illustration på side 13]

Latimer og Ridley blev brændt på bålet

[Kildeangivelse]

Fra bogen Foxe’s Book of Martyrs

[Illustration på side 13]

Cranmer sikrer sig at hans højre hånd brænder først

[Kildeangivelse]

Fra bogen The History of England (Bind 1)

[Kildeangivelse på side 12]

Indramning: 200 Decorative Title-Pages/Alexander Nesbitt/Dover Publications, Inc.