Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kristen kærlighed sejrer efter vulkanudbrud

Kristen kærlighed sejrer efter vulkanudbrud

Kristen kærlighed sejrer efter vulkanudbrud

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I CAMEROUN

SIDSTE år eksploderede vulkanen Mont Cameroun i det vestlige Afrika. Dette vældige bjerg ligger i landet Cameroun og rejser sig 4070 meter over havoverfladen. Det var det femte udbrud i det tyvende århundrede og angiveligt det kraftigste og alvorligste til dato.

Det første udbrud fandt sted lørdag den 27. marts 1999. Øjenvidner som bor i Buea ved foden af vulkanen, fortæller at vægge, huse og træer rystede kraftigt. Ved halvnitiden den følgende aften fulgte den mest voldsomme rystelse. Den kunne mærkes helt i Douala, som ligger 70 kilometer derfra. Tirsdag den 30. marts 1999 havde Le Messager følgende overskrift: „Mont Cameroun i udbrud — 250.000 mennesker trues af ilden.“ Artiklen fortsatte: „Jorden har rystet 50 gange på to dage; der har allerede vist sig 4 kratere; i hundredvis af huse er tilintetgjort; præsidentpaladset i Buea er delvis ødelagt.“

Der bor omkring 80 Jehovas Vidner i Buea. Mange huse, blandt andet det som man havde brugt som rigssal, var blevet så ødelagte at de ikke kunne repareres, men heldigvis havde ingen mistet livet.

Kristen kærlighed i gerning

Den kristne kærlighed kom straks til udtryk da vulkanens hærgende ødelæggelse skulle afhjælpes. Der blev oprettet en nødhjælpskomité, Jehovas Vidners Styrende Råd sørgede for at de stærkt tiltrængte midler blev tilvejebragt, og i hundredvis af Jehovas Vidner gav villigt af deres tid, kræfter og penge.

Jehovas Vidners menigheder sendte fødevareforsyninger. En broder skænkede 1000 cementblokke. En anden fik fat i nogle aluminiumstagplader til en fordelagtig pris. En tredje broder gik 16 kilometer for at skaffe tømmer. En ung mand der havde opsparet penge til brudekøbesummen for sin vordende hustru, udskød brylluppet og brugte pengene til at reparere sin kædesav. Han tog ud i skoven i tre uger og fældede træer nok til et helt hus. Nogle unge og stærke kristne brødre gik fem kilometer med tømmeret på nakken for at lægge det et sted hvor en lastbil kunne hente det.

Genopbygningsarbejdet blev påbegyndt den 24. april, hvor 60 frivillige ankom til ulykkesstedet. I de følgende weekender kom der helt op mod 200 hjælpere. Tre brødre med fuldtidsjob kom efter fyraften og byggede til langt over midnat. En forkynder fra Douala brugte først hele formiddagen på sit arbejde, kørte derefter 70 kilometer på motorcykel og arbejdede indtil midnat før han igen tog tilbage. Man færdiggjorde seks huse på mindre end to måneder. Menigheden i Buea holdt i mellemtiden møder i private hjem selv om der kom dobbelt så mange som der var tilsluttet menigheden.

Nødhjælpskomitéen uddelte i samme periode mere end 40.000 vandrensningstabletter og sørgede for hospitalsbehandling til en halv snes mennesker der havde fået åndedrætsbesvær som følge af giftige gasser og aske fra vulkanen. Hvordan reagerede andre der iagttog den kristne kærlighed udtrykt i gerning?

Den kristne kærlighed udmærker sig

En mand fra de regionale landbrugsmyndigheder sagde efter at have set et af de huse brødrene havde opført: „Huset er i sig selv et stort vidnesbyrd . . ., et tegn på kærlighed.“ En lærer bemærkede: „Jeg har aldrig oplevet noget lignende. . . . Det er virkelig et bevis på sand kristendom.“

Lignende udtalelser kommer fra nogle som personligt fik gavn af arbejdet. Den 65-årige Timothy, som er syg, skriver: „Hver gang vi ser på vores nye hus, får vi glædestårer i øjnene. Vi takker hele tiden Jehova for det han har gjort for os.“ En enke med fire børn som ikke er et af Jehovas Vidner, stod tilbage uden noget som helst da hendes hus blev ødelagt. Desuden fik hun stjålet sit tagdækningsmateriale af dem som var lejet til at hjælpe hende. Den frivillige medarbejderstab blandt Jehovas Vidner kom hende til hjælp. Hun siger: „Jeg ved ikke hvordan jeg kan takke jer. Mit hjerte strømmer over af glæde.“ Elizabeth, der er gift med en ældste, bemærker: „Jeg er lykkelig over at Jehovas organisation er kendetegnet af kærlighed. Det viser at vi tjener en levende Gud.“

Vulkanens udbrud var voldsomt, men det kunne ikke udslette dette brodersamfunds kristne kærlighed. For som apostelen Paulus skrev under inspiration: „Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Korinther 13:8.

[Illustrationer på side 16]

Strømme af smeltet lava forårsagede megen ødelæggelse

[Illustration på side 17]

Frivillige arbejdede hårdt med at genopbygge ødelagte hjem

[Illustration på side 16, 17]

Mont Cameroun