Landminer har deres pris

Den 26. december 1993 gik den seksårige Augusto hen over en mark nær Angolas hovedstad, Luanda. Pludselig opdagede han en blank genstand på jorden. Nysgerrig som han var, samlede han den op. Hans næste bevægelse bragte en landmine til eksplosion.

Som følge af eksplosionen fik Augusto sin højre fod amputeret. Nu er han 12 år gammel, og foruden at han er blind, er han tvunget til en stor del af tiden at sidde i en kørestol.

AUGUSTO er blevet lemlæstet af en personelmine, der har fået denne betegnelse fordi den primært har til formål at skade mennesker frem for kampvogne eller andre militærkøretøjer. Man anslår at der til dato er blevet fremstillet over 350 forskellige typer personelminer i mindst 50 lande. Mange af dem er beregnet til at såre, ikke til at dræbe. Hvorfor det? Fordi sårede soldater har brug for hjælp, og soldater der er kvæstet af en landmine, plejer at sinke militæroperationerne — lige netop hvad fjenden er ude på. Desuden kan den sårede soldats fortvivlede skrig slå kammeraterne med frygt. Derfor betragter man normalt landminer som mest effektive når ofrene overlever — selv om det er på et hængende hår.

Som nævnt i den foregående artikel er de fleste ofre for landminer dog civile, ikke soldater. Det er ikke altid tilfældigt. Ifølge bogen Landmines — A Deadly Legacy (Landminer — en dødelig arv) er nogle miner „bevidst rettet mod civile for at rydde territoriet, ødelægge fødevareforsyningen, skabe flygtningestrømme eller simpelt hen sprede terror“.

I forbindelse med stridigheder i Cambodja udlagde man eksempelvis miner i en kreds omkring fjendens landsbyer, hvorpå landsbyerne blev beskudt med artilleri. I et forsøg på at flygte løb de civile lige ind i minefelterne. Samtidig udlagde De Røde Khmerer miner i rismarkerne for at forsøge at tvinge regeringen til forhandlingsbordet. På den måde skabte de frygt blandt risbønderne og satte faktisk en stopper for landbruget.

Det der skete i Somalia i 1988, var måske endnu mere grufuldt. Da Hargeisa blev bombarderet, var indbyggerne tvunget til at flygte,  hvorpå soldaterne udlagde miner i de forladte hjem. Da kampene var slut, vendte flygtningene tilbage, men blev kvæstet eller dræbt af de skjulte miner.

Men landminer er ikke blot en trussel mod liv og lemmer. Lad os betragte nogle andre virkninger som disse uhyggelige våben har.

Økonomiske og sociale omkostninger

FN’s generalsekretær, Kofi Annan, siger: „Tilstedeværelsen — eller blot frygten for tilstedeværelsen — af en enkelt landmine kan hindre at en hel mark bliver dyrket, fratage en hel landsby dens levebrød og lægge yderligere hindringer i vejen for at et land kan genopbygges og udvikles.“ I Afghanistan og Cambodja kunne landmændene således opdyrke 35 procent mere land hvis de turde betræde jorden. Nogle løber risikoen. En cambodjansk landmand siger: „Jeg er skrækslagen for miner, men hvis ikke jeg henter græs og bambus, overlever vi ikke.“

De der overlever mineeksplosioner, står ofte over for en overvældende økonomisk byrde. I et udviklingsland vil et barn der mister et ben i tiårsalderen, få brug for op til 15 kunstige lemmer i sit liv, hvoraf hvert enkelt i gennemsnit vil koste knap 950 kroner. Det lyder måske ikke af særlig meget, men for størstedelen af Angolas befolkning er 950 kroner mere end tre måneders løn.

Dertil kommer de store sociale omkostninger. Indbyggerne i et asiatisk land undgår personer der har mistet en legemsdel, af frygt for at „uheldet“ smitter. Ægteskab er ofte blot en ønskedrøm for mineofre. En mand fra Angola der blev nødt til at få sit ene ben amputeret efter en mineeksplosion, siger klagende: „Jeg regner ikke med at blive gift. En kvinde vil have en mand der kan arbejde.“

Forståeligt nok lider mange ofre af lav selvagtelse. „Jeg kan ikke længere ernære min familie, og det skammer jeg mig over,“ siger en mand fra Cambodja. Sådanne følelser kan være endnu mere nedbrydende end tabet af en legemsdel. „Jeg tror at det var psykisk jeg led størst skade,“ fortæller Artur, et mineoffer fra Mocambique. „Jeg er ofte blevet irriteret blot fordi nogen kiggede efter mig. Jeg troede ikke at nogen havde respekt for mig mere, eller at jeg nogen sinde ville kunne leve et normalt liv.“ *

 Minerydning?

I de senere år har man gjort ihærdige bestræbelser for at opfordre nationerne til at forbyde brugen af landminer. Desuden har nogle lande påbegyndt den farlige opgave at fjerne de landminer der er blevet udlagt. Men der er flere hindringer. Det er for eksempel utrolig tidskrævende at fjerne miner. Faktisk anslår mineryddere at det i gennemsnit tager hundrede gange så lang tid at fjerne en mine som at udlægge en. En anden hindring er omkostningerne. En enkelt mine koster mellem 25 og 115 kroner, men at fjerne den kan koste op til 7500 kroner.

Derfor synes det praktisk talt umuligt at fjerne alle miner. Hvis man for eksempel ville rydde Cambodja for hver eneste mine, ville det kræve at hver indbygger i landet brugte hele sin indtægt på dette arbejde i de kommende mange år. Man anslår at det, selv hvis man havde pengene, ville tage et helt århundrede at fjerne alle minerne i landet. På verdensplan ser det endnu mere dystert ud. Det anslås at det med den nuværende teknologi ville koste 250 milliarder kroner og tage tusind år at fjerne alle landminer i verden.

Naturligvis har man foreslået nye teknikker — lige fra bananfluer der ved hjælp af genmanipulation kan spore sprængladninger, til kæmpestore radiostyrede fartøjer der kan rydde to hektarer i timen. Men det kommer måske til at vare lidt inden sådanne teknikker kan bruges i stor målestok, og de vil sandsynligvis kun være tilgængelige for de rigeste lande.

De fleste steder fjernes minerne derfor på gammeldags manér. En mand kryber på maven med en stikstav i hånden og undersøger, centimeter for centimeter, jorden foran sig, hvorved han rydder 20 til 50 kvadratmeter om dagen. Og det er afgjort en farlig opgave. For hver 5000 miner der fjernes, dør der én minerydder, og to bliver kvæstet.

Bestræbelser for at fjerne landminer

I december 1997 underskrev repræsentanter for en række lande en konvention kendt som Ottawatraktaten, der forbød brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt vedtog at de skulle destrueres. „Dette er en bedrift uden fortilfælde eller sidestykke inden for international afrustning eller humanitær lovgivning,“ udtaler den canadiske premierminister, Jean Chrétien. * Og dog har næsten 60 lande — deriblandt nogle af verdens største producenter af landminer — endnu ikke underskrevet konventionen.

Vil Ottawatraktaten kunne fjerne landminernes svøbe? Måske i nogen grad. Men mange er skeptiske. „Selv hvis alle verdens lande rettede sig efter Ottawatraktatens bestemmelser, ville det kun være et lille skridt hen imod at befri vores klode for minefaren,“  påpeger Claude Simonnot, der er en af lederne for Handicap International i Frankrig. Hvorfor? „Der ligger stadig millioner af miner begravet i jorden og venter på fremtidige ofre,“ siger Simonnot.

Militærhistorikeren John Keegan bringer et andet aspekt på bane. Han siger at krigslysten „findes i menneskehjertets mest hemmelighedsfulde afkroge, . . . hvor stoltheden regerer, hvor følelserne er herre, og hvor instinktet er konge“. Traktater kan ikke ændre så dybt rodfæstede menneskelige træk som had og begærlighed. Men betyder det at menneskene for altid vil være hjælpeløse ofre for landminer?

[Fodnoter]

[Ramme på side 6]

Indkasserer de pengene to gange?

Et grundlæggende forretningsprincip er at virksomheder er erstatningspligtige når deres produkter forvolder skade. Derfor mener Lou McGrath fra organisationen Mines Advisory Group at de firmaer som har tjent penge på at producere landminer, burde tvinges til at betale skadeserstatning. Men ironisk nok er det ofte minefabrikanterne der har tjent penge på minerydning. For eksempel forlyder det at et tysk firma der tidligere producerede miner, fik en minerydningskontrakt på 750 millioner kroner i Kuwait. I Mocambique fik et konsortium af tre firmaer en aftale om at rydde de vigtigste veje for miner. Pris: 60 millioner kroner. To af firmaerne havde udviklet landminer.

Nogle føler at det er groft umoralsk at de firmaer der fremstiller landminer, også tjener penge på at fjerne dem. De hævder at minefabrikanterne på en måde indkasserer pengene to gange. Hvorom alting er: Både fremstillingen og desarmeringen af landminer er fortsat en blomstrende forretning.

[Diagram på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det gennemsnitlige antal landminer pr. kvadratkilometer i de ni tættest minerede lande

BOSNIEN og HERCEGOVINA: 61

CAMBODJA: 57

KROATIEN: 55

EGYPTEN: 24

IRAK: 24

AFGHANISTAN: 16

ANGOLA: 12

IRAN: 10

RWANDA: 10

[Kildeangivelse]

Kilde: FN’s Humanitære Kontor, 1996

[Illustrationer på side 7]

I Cambodja advarer plakater og skilte mod landminer

[Kildeangivelse]

© ICRC/Till Mayer

For hver 5000 miner der fjernes, dør der én minerydder, og to bliver kvæstet.

[Kildeangivelse]

© ICRC/Philippe Dutoit

[Kildeangivelse på side 7]

Baggrund: © ICRC/Paul Grabhorn