Anakondaer — Har man afsløret flere hemmeligheder?

AF MEDARBEJDER VED VÅGN OP!

JEG ved ikke hvordan du har det med slanger, men på en eller anden måde fascinerer de mig mere end andre dyr. Og taler vi om store slanger, kan vi ikke komme uden om anakondaen, som hører til familien af kvælerslanger. Selv om det er nogle store dyr, har man kendt forbavsende lidt til deres adfærd — lige indtil for nylig.

I 1992 begyndte biologen Jesús A. Rivas og forskere fra Wildlife Conservation Society (WCS), en naturfredningsforening med hovedsæde i New York, som de første at studere anakondaer ude i naturen. * Da jeg læste at det seks år lange studium, der foregik i Venezuelas sumpområder, havde givet ny viden, begyndte jeg at spekulere over hvilke resultater man var nået frem til. Det vil jeg prøve at finde ud af i dag.

Navne og arter

Jeg forlod mit kontor i Brooklyn en varm, solrig eftermiddag og satte kursen mod hovedkvarteret for WCS, som ligger i Bronx Zoo i New York City. Forinden havde jeg skaffet mig en vis baggrundsviden om anakondaer.

Mærkværdigvis er navnet anakonda opstået fjernt fra slangens sydamerikanske hjemland. Ifølge nogle kilder kommer navnet af det tamilske ord anai, som betyder „elefant“, og kolra, som betyder „dræber“. Andre igen siger at det kommer af det singalesiske ord henakandayā (hena, „lynhurtig“, og kanda, „stamme“). Portugisiske handelsfolk har sandsynligvis bragt det singalesiske ord med fra Asien til Sydamerika,  for det blev oprindelig brugt om pytoner på Sri Lanka.

Nu vi taler om misvisende benævnelser, er selve anakondaens officielle navn, Eunectes murinus, ikke helt korrekt. Eunectes betyder „god svømmer“ — og det er den. Men murinus betyder „musefarvet“. Det navn passer ikke ligefrem på en slange med olivengrønt skind, bemærkes det i et opslagsværk.

Der kan nævnes endnu en ting i forbindelse med dyrets videnskabelige betegnelser og artsfællesskab. Man læser ofte at der findes to forskellige arter af anakondaer. Den ene, som vi her beskæftiger os med, er den grønne anakonda, eller vandboaen, der hovedsagelig lever i Amazonflodens sumpområder, langs Orinocofloden og i Guyana. Den anden, den gule anakonda (E. notaeus), er mindre og lever i Paraguay, det sydlige Brasilien og det nordlige Argentina.

Mød en ekspert

Nu er jeg ankommet til Bronx Zoo. I denne dyrepark, som dækker 107 hektarer skov, lever der omkring en halv snes anakondaer foruden de mere end 4000 andre dyr. Ved indgangen til den zoologiske have bliver jeg modtaget af William Holmstrom fra WCS’s afdeling for krybdyr. Holmstrom, en 51-årig smilende kakiklædt newyorker med briller og overskæg, er bestyrer for krybdyrafdelingen i den zoologiske have og har i Venezuela været med til at studere anakondaerne i naturen. William Holmstrom fortæller at forskerne nu har fundet en tredje anakonda-art (E. deschauenseei), som findes i det nordøstlige Brasilien og langs kystområderne ved Fransk Guyana. * I eftermiddag skal denne ekspert give mig en rundvisning.

Jeg finder hurtigt ud af at min guide har et forhold til slanger som ligner det andre har til puddelhunde og parakitter. Han fortæller at han helt fra barnsben fyldte forældrenes hjem med salamandre, frøer og lignende. „Far kunne lide dem. Mor fandt sig i dem.“ Behøver jeg at sige at han slægtede sin far på?

Store og forskellige

Efter at være trådt ind i det 100 år gamle krybdyrhus stopper vi op foran et indelukke med en anakonda. Jeg var indstillet på synet, men bliver alligevel forbavset. Jeg er forundret over dens enorme størrelse og underlige proportioner. Dens afstumpede hoved er større end en menneskehånd, men syner ikke af meget i sammenligning med dens enorme krop. Min guide kan fortælle mig at dette imponerende krybdyr er en 5 meter lang hun som vejer 80 kilo. Dens krop er næsten lige så tyk som en telefonpæl, men jeg finder ud af at den er en letvægter i forhold til verdensrekordindehaveren — en buttet anakondahun der blev fanget i 1960, og som blev vurderet til at veje over 200 kilo.

Der findes ingen hanner blandt anakondaer som tilnærmelsesvis kan nå et så imponerende omfang. Herpetologerne (som studerer krybdyr) var klar over at hannerne er lidt mindre end hunnerne, men ved at studere dem i naturen fandt de ud af at hannerne er væsentlig mindre og kun ligner miniatureformater af hunner. Deres studium afslørede faktisk at hunnerne er næsten fem gange  større end hannerne. Denne store forskel i kønnenes størrelse kan være vildledende, har biologen Jesús Rivas erfaret. Han har haft en anakondaunge som kæledyr, men har altid undret sig over hvorfor hans lille ven blev ved med at bide ham. Først gennem studier af dem i naturen gik det op for ham at han havde haft en fuldvoksen og irriteret han som kæledyr.

Efterlyst — dusør udloves

Det er ikke kun anakondaens omfang der er enestående — det gælder også dens længde. Det skal indrømmes at de ikke er så enorme som Hollywood skildrer dem — i et filmindslag viser de en 12 meter lang anakonda — men deres maksimallængde på omkring 9 meter er også nok til at man ’taber vejret’.

Der findes ikke mange anakondaer på den størrelse. De største hunner man fangede under studiet af dem, vejede 90 kilo og var 5 meter lange. Det er så svært at finde store anakondaer at New York Zoological Society, der senere blev til WCS, for 90 år siden udlovede en dusør på 1000 dollars for en levende slange der er over 9,2 meter lang, men til den dag i dag har ingen fået dusøren udbetalt. „Vi får to eller tre henvendelser om året fra folk i Sydamerika som gør krav på dusøren,“ siger Holmstrom, „men når vi beder dem sende os bevismateriale for deres fangst inden vi tager ned for at få det bekræftet, modtager vi aldrig noget.“ Åh, måske skal jeg lige nævne at dusøren for en 9,2 meter levende slange nu er sat op til 50.000 dollars (cirka 380.000 kroner).

På nært hold

Jeg følger efter min guide til krybdyrhusets anden etage, hvor man har et indelukket område til avl. Stedet er varmt og fugtigt. For at jeg uhindret kan få lov til at iagttage det jeg gerne vil, åbner Holmstrom døren ind til et aflukke hvor der er en velvoksen anakondahun.

Godt to meters afstand — det er alt hvad der er mellem slangen og os. Så løfter anakondaen langsomt hovedet mens den kommer stadig nærmere. Nu er der kun en lille meters afstand mellem anakondaen og os.

„Vi må hellere trække os tilbage,“ siger Holmstrom tørt, „måske er hun sulten.“ Jeg skal ikke overtales. Han lukker døren ind til anakondaen, som trækker sig tilbage og lægger hovedet til hvile midt på sin sammenrullede krop.

Hvis man kan ignorere anakondaens gennemborende blik og i stedet koncentrere sig om dens rødstribede hoved, vil man opdage nogle bemærkelsesværdige træk. Man ser at den har udstående øjne og næsebor som rager op over hovedet. Derved kan slangen holde krop og hoved nedsænket under vand mens kun øjnene og næseborene er over vandoverfladen — ligesom alligatorerne. Det er grunden til at slangen kan nærme sig sit bytte og stadig være camoufleret.

Stærke muskler og løse kæber

Anakondaen er ikke en giftslange. Den dræber byttet ved at sno sig stramt om det. Den knuser det ikke, men hver gang byttet trækker vejret, strammes grebet indtil det hjælpeløse offer bliver kvalt. Den kan finde på at angribe alt lige fra ænder til hjorte. Der er dog sjældent pålidelige vidnesbyrd om at den har spist mennesker.

Da slanger ikke kan tygge eller flænse føden, har anakondaen ingen anden mulighed  end at sluge sit døde bytte helt — selv hvis byttet er betydeligt større end slangen selv. Hvis du kunne gøre det samme med den føde du indtager, ville du kunne gabe over en kokosnød og synke den hel så let som var det en jordnød. Hvad er grunden til at anakondaer er i stand til det?

„Den krænger sit hoved over byttet,“ siger Holmstrom. Han forklarer at det kan lade sig gøre på grund af en særlig tilhæftning af underkæben på selve kraniet. Inden den griber fat i et større bytte med tænderne, sænker og forskubber den sin underkæbe. Så skyder den den ene halvdel af underkæben frem, sætter de bagudvendte tænder i byttet og trækker den side af kæben og byttet ind i munden. Dernæst gentages fremgangsmåden med den anden halvdel af underkæben. Den kan i nogen grad gøre det samme med overkæben. De vekslende og fremskydende bevægelser får det til at se ud som om slangens kæber vandrer hen over byttet. Der kan gå flere timer inden det er nedsvælget, og derefter gaber slangen et par gange, hvorved de forskellige dele af dens fleksible hoved falder på plads igen.

Hvordan undgår anakondaen at blive kvalt? Dens luftrør, som sidder i undermunden, kan skubbes frem. Mens den arbejder på at nedsvælge føden, skyder den luftrøret frem over tungen så det kommer helt frem i munden. På den måde kan luftrøret virke som snorkel og give anakondaen mulighed for at trække vejret mens den spiser.

Hvordan kender man forskel?

Min guide løfter nu låget på et terrarium, og vi ser ned på to anakondaunger. De forekommer mig nøjagtig ens og får mig til at spekulere på hvordan forskerne under deres studier i Venezuela har kunnet kende forskel på flere hundrede anakondaer i naturen.

Holmstrom forklarer at de har prøvet at løse identifikationsproblemet ved at lave tynde brændemærkningsjern af papirclips. De varmede „jernene“ op og brændte små numre på anakondaernes hoveder. Det var en udmærket metode lige indtil slangerne skiftede ham — og smed nummeret. Men så opdagede forskerne at anakondaerne allerede bar et kendetegn. Hver enkelt slange har et mønster af sorte pletter på halens gule underside der er lige så unikt for hver slange som et menneskes fingeraftryk. „Vi behøvede blot at lave et mønsterdiagram over skindene på et område af 15 skæl i længden for at have så mange variationer at vi kunne skelne mellem de 800 slanger vi studerede.“

Den hurtigste, sundeste eller stærkeste?

Da vi afslutter interviewet på Holmstroms kontor, viser han mig et billede han har taget i Venezuela af nogle anakondahanner som er snoet rundt om hinanden. Det ser meget fængslende ud. (Se billedet på side 26.) Han forklarer: „Et sted inden i denne sammenfiltrede klynge af parringslystne hanner er der en hun. Engang fandt vi 13 hanner som havde viklet sig om en hun — det var rekorden.“

Kæmper hannerne indbyrdes? Det minder snarere om en brydekamp i slowmotion. Hver deltager prøver at presse de andre ud og manøvrere sig ind til hunnen så han kan parre sig med hende. Kampen kan vare fra to til fire uger. Hvem vinder? Den hurtigste (den han som først finder hunnen), den sundeste (den han der producerer mest sæd) eller den stærkeste (den han der vinder brydekampen)? Forskerne håber snart at kende svaret.

Det er sidst på eftermiddagen, og jeg takker min guide for en utrolig spændende rundvisning. På vej tilbage til kontoret tænker jeg over det jeg har lært i dag. Jeg deler afgjort stadig ikke biologen Jesús Rivas mening om at „anakondaer er nogle herlige kæledyr“, men jeg tilstår at jeg er dybt fascineret af dem. I takt med at forskerne følger anakondaernes spor i naturen, bliver det interessant at høre om der afsløres flere fascinerende hemmeligheder om disse enorme slanger.

[Fodnoter]

[Illustration på side 24]

Studiet af anakondaer i naturen foregår i Venezuela

[Illustration på side 25]

William Holmstrom

[Illustration på side 26]

En sammenfiltret klynge af parringslystne hanner