Hvordan vores familie blev genforenet

FORTALT AF LARS OG JUDITH WESTERGAARD

LARS og Judiths hus adskiller sig ikke meget fra andre hyggelige familieboliger i Danmark — et rummeligt hus i en gammel have midt i en fredelig landsby. Indenfor smiler familiens tre raske og kønne børn fra et stort, indrammet foto på væggen.

Lars, faderen i huset, er ældste i en af Jehovas Vidners menigheder, mens hans kone, Judith, er heltidsforkynder. Når man ser dem, virker de som et glad og lykkeligt par. Det er de også — men de har bestemt ikke altid været det. Ingen kan i dag se at de har været igennem alverdens strid og bitterhed, skilsmisse og total opløsning af deres familie. Nu er sårene helet, og familien er genforenet. Men hvordan er det gået til?

De har ikke noget imod at tage bladet fra munden og fortælle hvad der gik så gruelig galt, og hvad der førte dem sammen igen. De mener at det måske kan hjælpe andre.

Det begyndte så godt

Lars: I april 1973 var vores ægteskab den rene lykke, og hele verden lå åben for os. Vi kendte hverken Bibelen eller Jehovas Vidner, men vi var sikre på at verden sagtens kunne blive mere retfærdig hvis bare man kæmpede hårdt nok for det. Derfor engagerede vi os i politisk arbejde. Livslykken blev bestemt ikke mindre efterhånden som vi fik tre velskabte og livlige drenge: Martin, Thomas og Jonas.

Judith: Jeg havde fået et overordnet arbejde i en af etaterne, og samtidig gik jeg meget op i politik og i fagforeningsarbejde. Her blev jeg efterhånden centralt placeret.

Lars: Jeg arbejdede selv for en stor fagforening, hvor jeg også fik en central post. Jo, karrieremæssigt var vi på den grønne gren, og det hele så lyst og lovende ud.

Vi glider fra hinanden

Lars: Men vi var så engagerede i hver sit arbejde at det efterhånden var begrænset hvor meget tid vi brugte på hinanden. Vi var godt nok i samme parti, men i hver sin sfære af systemet. De tre drenge blev passet af andre, enten privat eller i institutioner. Hver især tænkte mest på sit eget gebet, så familielivet blev planløst. Skænderier blev hverdagskost når vi forældre tilfældigvis var hjemme samtidig. Og så greb jeg til alkohol for at dulme nerverne.

Judith: Vi havde da stadig en vis kærlighed, men kærligheden blev ikke plejet og dyrket sådan som den skal. Derfor blev hele vores forhold negativt, og det gik selvfølgelig ud over børnene.

Lars: Så gjorde jeg et desperat forsøg på at få familien sat på skinner igen. Det var i 1985. Jeg sagde  mit gode arbejde op, og vi flyttede ud på landet. Det hjalp lidt. Men da min kone og jeg var lige så selvoptagne som altid, gik det alligevel ned ad bakke. I februar 1989 endte 16 års ægteskab med skilsmisse, og familien var splittet ad.

Judith: Det var rædsomt at se hvordan det gik ud over børnene. Men Lars og jeg havde trukket fronterne så skarpt op at vi ikke engang kunne enes om fælles forældremyndighed. Jeg fik så alle tre drenge.

Lars: Undervejs havde vi gjort nogle forvildede forsøg på at holde sammen på stumperne. Vi havde endda bedt til Gud om hjælp. Men vores kendskab til Gud var ikke særlig dybt.

Judith: Nej, vi fik nærmest følelsen af at Gud overhovedet ikke lyttede. Langt senere forstod vi at Gud faktisk lytter når vi beder til ham.

Lars: Dengang var vi slet ikke opmærksomme nok på den indsats vi selv burde yde. Derfor blev skilsmissen en sørgelig kendsgerning.

Der sker noget uventet for Lars

Lars: Mens jeg nu boede alene, tog begivenhederne en helt uventet drejning. En dag modtog jeg to blade fra et par af Jehovas Vidner. Indtil da havde Vidnerne bare været nogen man automatisk afviste. Men ud fra de to blade kunne jeg konstatere at Jehovas Vidner tror på både Gud og Jesus Kristus. Det var en stor overraskelse. Jeg anede ikke engang at de var kristne.

Ved den tid flyttede jeg sammen med en anden kvinde, og det viste sig at hun havde været et af Jehovas Vidner. Hun kunne vise mig i Bibelen at „Jehova“ er Guds eget navn. „Jehovas Vidner“ betyder altså „Guds Vidner“!

Det blev aftalt at jeg kunne komme til et offentligt foredrag i Jehovas Vidners stævnehal i Silkeborg. Det gav mig lyst til at lære mere. Jeg besøgte den lokale rigssal, hvor man sørgede for at jeg fik et bibelstudium. Hurtigt opdagede jeg at min måde at leve på var forkert, så jeg flyttede fra min veninde og slog mig ned i min hjemby. Her tøvede jeg lidt, men så kontaktede jeg Jehovas Vidner og bad dem om at give mig bibelundervisning.

Der var dog stadig en nagende tvivl. Var det nu virkelig Guds folk? Jeg var opdraget som syvendedagsadventist. Hvad nu med alt det jeg havde lært som barn? Det blev til at jeg kontaktede adventisterne. En præst lovede at studere med mig om onsdagen, mens Jehovas Vidner studerede med mig om mandagen. Nu skulle det afklares ud fra Bibelen hvordan de hver for sig så på fire væsentlige områder: Jesu genkomst, opstandelsen, treenighedslæren og menighedens organisering. Efter få måneders intenst studium var der ikke mere nogen tvivl. På hvert af de fire områder — og på alle andre områder — kunne det slås fast at kun Jehovas Vidner baserer alt hvad de lærer, på et bibelsk grundlag. Så det var med glæde jeg nu engagerede mig i menigheden. Det førte til at jeg indviede mit liv til Gud, og i maj 1990 blev jeg døbt.

Hvordan gik det Judith?

Judith: Da vores ægteskabelige krise var på sit højeste, var jeg blevet en meget aktiv kirkegænger. Det huede mig  bestemt ikke da jeg nu hørte at Lars var ved at blive et af Jehovas Vidner. Vores yngste, Jonas på 10 år, besøgte somme tider sin far, men jeg nedlagde forbud mod at drengen kom med til Vidnernes møder. Dét appellerede Lars til statsamtet, men han blev afvist.

Nu havde jeg mødt en anden mand, og jeg havde involveret mig i en hel masse lokalpolitik; så hvis nogen på det tidspunkt havde talt om en genforening af vores familie, ville det have lydt lige så umuligt som at sende mennesker til Mars.

For at skaffe ammunition mod Jehovas Vidner gik jeg så til den lokale præst. Han sagde rent ud at han intet kendte til Jehovas Vidner og ikke havde nogen litteratur om dem, men han kunne da fortælle at det var nogen man skulle holde sig langt væk fra. Det hjalp selvfølgelig ikke på min afvisende holdning over for dem. Men så blev jeg tvunget til at møde Vidnerne på en måde jeg aldrig havde drømt om.

Sagen var at min bror, som bor i Sverige, var blevet et af Jehovas Vidner. Nu skulle han giftes, og jeg blev indbudt til bryllup i rigssalen! Det bryllup blev en oplevelse som gav alle mine fordomme et skud for boven. Til min forbløffelse var Jehovas Vidner ikke ’sorte’, som jeg altid havde forestillet mig, men utrolig glade og humørfyldte.

I mellemtiden var der sket en hel kovending med Lars. Nu var han ansvarsbevidst, han brugte tid på børnene, han var hensynsfuld og behersket, og hans drikkevaner var under kontrol. Han var faktisk blevet rimelig tiltalende! Han var blevet sådan som jeg altid havde ønsket han skulle være. Nu kunne jeg bare ærgre mig over at jeg ikke længere var gift med ham, og at der nok en dag var en anden der løb af med ham.

Nå, så planlagde jeg en lille offensiv. Mens Jonas engang var på besøg hos sin far, aftalte jeg med to af mine søstre at vi skulle tage over og kontakte Lars under påskud af at de to mostre ville hilse på deres lille nevø. Vi mødtes i en tivoli-park, og mens mostrene drog af med drengen, kunne Lars og jeg sætte os på en bænk og tale sammen.

Men så snart jeg begyndte at bringe vores fremtid på bane, tog Lars en lille bog op af lommen. Den hed Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv. * Han rakte den til mig og foreslog at jeg læste nogle kapitler om mandens og hustruens ansvar for lykken i en familie. Især skulle jeg slå bibelstederne efter, sagde han.

Da vi rejste os fra bænken, ville jeg tage ham under armen, men det afviste han venligt. Lars ville ikke gå ind i en ny alliance med mig før han vidste hvordan jeg stillede mig til hans nye tro. Det blev jeg lidt fortørnet over, men jeg indså hurtigt at det trods alt var meget rimeligt, og at den holdning også ville blive til min egen fordel hvis vi engang fandt sammen igen.

Nu var jeg imidlertid blevet mere nysgerrig end nogen sinde angående Jehovas Vidner. Straks dagen efter opsøgte jeg en dame som jeg vidste var et af Jehovas Vidner; vi aftalte så at hun og hendes mand skulle give mig de informationer om deres tro som jeg ønskede. Det viste sig at de kunne besvare alle mine spørgsmål med Bibelen i hånden. På det ene punkt efter det andet måtte jeg overgive mig.

I løbet af den periode meldte jeg mig ud af folkekirken og holdt inde med mine politiske aktiviteter. Jeg holdt endda op med at ryge — det var faktisk det sværeste af det hele. Mit bibelstudium begyndte i august 1990, og i april 1991 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

 Deres bryllup nummer to

Judith: Nu var vi så begge to døbte Jehovas Vidner. Vi var gået hver sin vej, men havde begge lært Bibelen at kende. Takket være den sunde og livsbekræftende vejledning den indeholder, var vi blevet helt andre mennesker. Vi holdt stadig af hinanden, ja, måske på en dybere måde end før. Nu var vi frit stillet til at gifte os igen — og det gjorde vi. Med hinanden. Nu, anden gang, foregik det ikke på Københavns Rådhus, men i Jehovas Vidners rigssal.

Lars: Det ufattelige var sket — vores familie var blevet genforenet. Du kan ikke forestille dig hvilken jubel vi følte!

Judith: Brylluppet blev overværet af vores tre drenge, en hel del slægtninge og en masse venner, både nye og gamle. Det var en ubeskrivelig oplevelse. Jonas sad og strålede som en hel lille sol. Nogle af gæsterne havde kendt os mens vi var gift første gang; nu var de glade for at se os sammen igen — og forbavsede over den livsglæde de så blandt Jehovas Vidner.

Drengene

Lars: Siden vi blev døbt, har vi haft den glæde at to af vores sønner har truffet en personlig beslutning om at indvi deres liv til Jehova.

Judith: Lige siden Jonas begyndte at besøge sin far, har han været glad for det han lærte fra Bibelen. Han var kun 10 år da han erklærede at han ville flytte over til sin far. „Far lever efter Bibelen,“ forklarede han. Da han var 14, ønskede han at blive døbt. Nu er han færdig med sin uddannelse og begyndt som heltidsforkynder.

Lars: Vores ældste søn, Martin, er 27 år nu. Alle de forandringer han så hos os, gav ham meget at tænke over. Han flyttede hjemmefra og slog sig ned i en anden landsdel. Så for to år siden begyndte han at studere Bibelen sammen med den lokale menighed. Der gik fem måneder, så var han parat til at blive døbt. Og han har gode fremtidsplaner for sin kristne tilværelse.

Vores mellemste søn, Thomas, er ikke et af Jehovas Vidner. Selvfølgelig elsker vi ham højt alligevel, og vores forhold til ham er tiptop. Han er meget tilfreds med de forandringer der er sket med vores familie. Og vi er alle fem enige om at genforeningen af vores familie er sket takket være de skønne leveregler vi har lært ud fra Bibelen. Jeg synes det er en sand velsignelse at vi nu kan samle vores familie så tit vi vil, under samme tag — tre skønne drenge og en far og mor!

I dag

Lars: Jeg vil ikke påstå at vi er blevet fuldkomne. Men der er noget vi har lært: Kærlighed og gensidig respekt er nøglefaktorer i et levende ægteskab. Det grundlag vores ægteskab hviler på i dag, er noget helt andet end det var før. Vi har accepteret Jehova Gud som en autoritet der er højere end os begge to. Det er et godt fundament at bygge på. Det giver Judith og mig en særlig samhørighed, og vi ser vores fælles fremtid i møde med glæde.

Judith: Man kan vist sige at vi er et levende bevis på at Jehova er den bedste familierådgiver der findes.

[Fodnote]

[Illustration på side 20]

Lars og Judith ved deres første bryllup i 1973

[Illustration på side 21]

Tre drenge mistede deres familie — og fik den tilbage igen

[Illustration på side 23]

Lars og Judith i dag, genforenet takket være Bibelens råd