En lille ø vi kan lære noget af

RAPA NUI, en 170 kvadratkilometer stor vulkansk ø praktisk talt uden træer, er verdens mest afsidesliggende samfund. * I dag er hele øen nationalpark, blandt andet på grund af nogle stenstatuer der kaldes moai, frembragt af en førhen mægtig kultur.

Moai er hugget ud af vulkansk tuf. Nogle af dem ligger så dybt begravet at kun deres enorme hoveder er synlige. I andre tilfælde rager kroppen frem af jorden, og nogle moai bærer stadig deres stenparyk kaldet pukao. Langt de fleste statuer ligger ufærdige i stenbrud eller rundt omkring på gamle veje, som om håndværkerne blot havde smidt deres værktøj og var gået fra deres bestilling. De der står oprejst, står enten isoleret eller i rækker med op til 15 i hver, alle med ryggen til havet. Forståeligt nok har moai længe vakt forundring hos de besøgende.

I de senere år er forskere begyndt at løse statuernes gåde og forstå hvorfor deres bygmestre, der i fortiden tilhørte en stærk kultur, bukkede under. Det er værd at bemærke at forskningsresultaterne har mere end blot historisk værdi. Ifølge Encyclopædia Britannica afslører de „et budskab som er af stor betydning for vor tid“.

Budskabet handler om hvordan vi forvalter jorden, især dens naturressourcer. Naturligvis er jordkloden langt mere kompleks, og den har langt flere forskellige plante- og dyrearter end en lille ø, men det betyder ikke at vi bør ignorere læren fra Rapa Nui. Lad os tage et hurtigt overblik over hovedbegivenhederne i Rapa Nuis historie. Vores beretning begynder i år 400 efter vor tidsregning da de første familier ankom i deres oceangående kanoer og slog sig ned på øen. De eneste vidner til dette var de hundreder af søfugle der kredsede over dem.

Et øparadis

Heller ikke dengang kunne øen prale med et rigt planteliv, men der fandtes palmeskove, hauhau- og toromirotræer foruden buske, græsser, halvgræsser og bregner. Mindst seks landfuglearter, blandt andet ugler, hejrer, vandhøns og papegøjer, trivedes i dette afsidesliggende område. Rapa Nui var også „Polynesiens, og nok hele Stillehavets, største yngleplads for søfugle,“ hedder det i tidsskriftet Discover.

Nybyggerne har muligvis bragt høns og spiselige rotter, der blev betragtet som delikatesser, til øen. De indførte også planter til dyrkning: taro, yams, søde kartofler, bananer og sukkerrør. Jordbunden var god, så de begyndte straks at rydde land for at dyrke det — en udvikling der fortsatte efterhånden som befolkningen voksede. Men Rapa Nuis område var begrænset, og det var antallet af træer også, selv om øen var godt dækket af skov.

Rapa Nuis historie

Vores viden om Rapa Nui stammer først og fremmest fra pollenanalyser samt fra den arkæologiske og palæontologiske forskning. Pollenanalyse går ud på at udtage pollenprøver fra sø- og moseaflejringer. Disse prøver viser hvor mange forskellige plantesorter  der har eksisteret gennem århundrederne, og hvor udbredt de har været. Jo længere nede i sedimentlaget pollenet befinder sig, des tidligere en periode repræsenterer det.

Arkæologerne og palæontologerne fokuserer på bosteder, brugsgenstande, moai og levninger af de dyr man spiste. Eftersom Rapa Nui-folkets eneste skriftlige optegnelser står på et hieroglyfagtigt skriftsprog, og dermed er vanskelige at tyde, er alle årstal inden europæernes ankomst cirkatidspunkter, og mange af teorierne er vanskelige at bevise. Desuden kan nogle af de nedenstående tidsperioder overlappe hinanden. Alle årstal der er skrevet med fede typer, er efter vor tidsregning.

400 Mellem 20 og 50 polynesiske bosættere ankommer, formodentlig i 15 meter lange dobbeltkanoer der hver kan bære over 8 tons.

800 Mængden af træpollen i aflejringerne er aftagende og vidner om en fremadskridende skovhugst. Græspollen bliver hyppigere efterhånden som græsset breder sig til nogle af de ryddede områder.

900-1300 Omkring en tredjedel af knoglerne fra de dyr man har fanget og spist i denne periode, er delfinknogler. For at transportere delfinerne fra det åbne hav til øen bruger øboerne rummelige kanoer bygget af store palmetræstammer. Træerne bruges også som råmateriale til det udstyr øboerne bruger når de skal flytte og rejse stenstatuerne, som man nu er kommet godt i gang med at producere. Opdyrkningen af ny landbrugsjord og behovet for brænde gør fortsat indhug i skovene.

1200-1500 Fremstillingen af statuer er på sit højeste. Rapa Nui-folket bruger massevis af ressourcer på at lave moai og de ceremonielle platforme de står på. Arkæologen Jo Anne Van Tilburg skriver: „Rapa Nui-folkets sociale struktur ansporede dem til at bygge stadig flere og større statuer.“ Hun tilføjer: „Der blev fremstillet omkring 1000 statuer i en periode på 800 til 1300 år . . ., én for hver syvende eller niende indbygger på det tidspunkt hvor man skønner at indbyggertallet var højest.“

Statuerne blev ikke tilbedt, men de sættes i forbindelse med begravelses- og jordbrugsriter. Man har muligvis betragtet dem som tilholdssteder for ånder. De har tilsyneladende også været symbol på bygmestrenes magt, status og herkomst.

 1400-1600 Befolkningen topper et sted mellem 7000 og 9000. De sidste skovbevoksede pletter forsvinder, blandt andet fordi de naturligt hjemmehørende fugle, der plejede at bestøve træerne og sprede frøene, uddør. „Alle øens landfuglearter forsvandt uden undtagelse,“ hedder det i Discover. Rotterne bidrog også til at ødelægge skoven; fund viser at de åd palmetræernes frugter.

Erosionen gør hurtigt sin virkning, og bække og åer begynder at tørre ind så det bliver knapt med vand. Omkring år 1500 ophører forekomsterne af delfinknogler, sandsynligvis fordi der ikke mere findes træer der er store nok til at man kan bygge oceangående kanoer. Nu er enhver mulighed for at forlade øen udelukket. Søfuglene udryddes efterhånden som de indfødte fortvivlet søger føde. Der bliver spist flere høns.

1600-1722 Mangelen på træer, de mere intensive dyrkningsmetoder og udpiningen af jorden bidrager til at høsten oftere slår fejl. Folk sulter. Rapa Nui-folket deler sig i to rivaliserende forbund. Man oplever de første tegn på socialt kaos og måske endda kannibalisme. Det er kriseår præget af uro, vold og død. Øboerne søger sikkerhed i huleboliger. Omkring år 1700 falder befolkningstallet brat til 2000.

1722 Den hollandske opdagelsesrejsende Jacob Roggeveen er den første europæer der sætter sin fod på øen. Han ankommer påskedag og kalder derfor øen Påskeøen. Sådan beskriver han sit første indtryk: „[Påskeøen] forekommer øde og giver indtryk af at være ualmindelig gold og bar.“

1770 Omkring dette tidspunkt begynder rivaliserende klaner blandt den resterende Rapa Nui-befolkning at vælte hinandens statuer. Da den britiske opdagelsesrejsende kaptajn James Cook besøger øen i 1774, ser han mange væltede statuer.

1804-63 Øget kontakt med andre civilisationer. Slaveri er nu almindeligt i Stillehavsområdet, og sygdom tynder stærkt ud i befolkningen. Den traditionelle Rapa Nui-kultur møder sit endeligt.

1864 På nuværende tidspunkt er alle statuerne væltet, og flere af dem er med forsæt blevet halshugget.

1872 Der er kun 111 indfødte tilbage på Rapa Nui.

I 1888 annekterer Chile Rapa Nui. I de senere år har øen været beboet af en sammensat befolkning på omkring 2100. Chile har erklæret hele øen for nationalpark. For at bevare Rapa Nui-folkets unikke særpræg og historie har man genrejst mange statuer.

Et budskab for os i dag

Hvorfor indså Rapa Nui-folket ikke at de styrede mod en katastrofe så de kunne afvende den? Læg mærke til forskellige forskeres kommentarer til situationen:

„Skoven . . . forsvandt ikke bare fra den ene dag til den anden — den forsvandt lidt efter lidt, over flere årtier. . . . Enhver øboers advarsel om den fremadskridende skovhugst ville være blevet tilsidesat på grund af billedhuggernes og høvdingernes økonomiske interesser.“ — Discover.

„Den pris de betalte for at udtrykke deres religiøse og politiske idéer, var et ømiljø der på mange måder endte med at være en skygge af den oprindelige, uberørte ø.“ — Easter Island — Archaeology, Ecology, and Culture.

„Det der er sket for Rapa Nui-folket, tyder på at ukontrolleret vækst og tilbøjeligheden til at udnytte miljøet til bristepunktet ikke kun hører til i den industrialiserede verden, men er noget der ligger til mennesket.“ — National Geographic.

Hvad nu hvis menneskene ikke ændrer sig? Hvis vi fortsætter med at overbelaste vores planet — vores ø midt i rummet — med vores økologisk uholdbare livsstil? En forfatter hævder at vi har én stor fordel frem for Rapa Nui-folket, nemlig det advarende eksempel i  „beretningerne om andre civilisationers undergang“.

Alligevel er det et spørgsmål om menneskene tager det til efterretning. Omfattende skovrydning og det faktum at livsformerne på jorden fortsætter med at uddø i et foruroligende tempo, tyder på at det ikke er tilfældet. I bogen Zoo Book skriver Linda Koebner: „Når en, to eller halvtreds arter uddør, har det følger som vi ikke kan forudse. Når en art uddør, er forandringer i gang allerede inden vi bliver klar over konsekvenserne.“

En vandal der fjerner nitterne på en flyvemaskine én efter én, ved ikke ved hvilken nitte flyet vil styrte, men når den afgørende nitte er fjernet, er flyets skæbne beseglet — selv om det ikke nødvendigvis styrter på den førstkommende tur. På samme måde er menneskene i færd med at fjerne jordens levende „nitter“. Hvert år uddør 20.000 arter, og intet tyder på at det vil ophøre. Hvem ved hvornår det er for sent? Og ville det gøre en forskel om nogen vidste det?

Bogen Easter Island — Earth Island kommer med følgende bemærkelsesværdige betragtning: „Den der fældede det sidste træ [på Rapa Nui], kunne se at det var det sidste træ. Alligevel fældede han det.“

„Vi må skifte religion“

Bogen tilføjer: „Hvis der er noget håb, består det sikkert i at vi skifter religion. Lige nu er vore guder økonomisk vækst, videnskab og teknologi samt en stadig stigende levestandard, og vores dyd er konkurrenceevnen. Disse guddomme, som vi anser for almægtige, kan sammenlignes med kæmpestatuerne på Påskeøen. Hver landsby konkurrerede med nabobyerne om hvem der kunne rejse den største statue. . . . Der blev brugt flere og flere kræfter på noget så ressourcekrævende og meningsløst som at udhugge, transportere og rejse statuer.“

En vismand har engang sagt: ’Menneskets vej står ikke til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.’ (Jeremias 10:23) Menneskets Skaber er den eneste der kan vise os hvordan vi skal ’styre vore skridt’. Han er også den eneste der kan ændre vore triste vilkår. Det er hvad han lover at gøre i sit ord, Bibelen — en bog der indeholder både gode og dårlige eksempler fra tidligere kulturer. Denne bog kan være ’et lys på vor sti’ i disse dystre tider. — Salme 119:105.

Med tiden vil denne sti føre lydige mennesker ind i et paradis med fred og overflod — en ny verden hvor man også vil kunne finde den lille plet i Stillehavet kaldet Rapa Nui. — 2 Peter 3:13.

[Fodnote]

[Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Påskeøen

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 23]

„Der blev fremstillet cirka 1000 statuer“

[Illustrationer på side 25]

Hele jorden, også fjerntliggende øer, vil blive et paradis