Et „ådsel“ der bliver levende
Et „ådsel“ der bliver levende
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I INDONESIEN
DEN 17. juli 1997 blev der i Indonesien bragt en usædvanlig meddelelse i aftenens nyhedsudsendelse. En af de største blomstrende planter i verden var sprunget ud. Hvorfor var denne nyhed så interessant at den fortjente at blive omtalt i nyhederne? Fordi denne plante er noget specielt. Den blomstrer kun i to eller tre dage og kun tre eller fire gange i sin 40 år lange levetid. Antallet af besøgende i den botaniske have Bogor steg med 50 procent efter at meddelelsen var blevet bragt. På blot en dag kom der godt og vel 20.000 besøgende.
Plantens botaniske navn er Amorphophallus titanum, men nogle kalder den kort og godt for titan arum. De fleste indonesere kalder den dog for ligblomsten eller ådselsblomsten fordi den udsender en stank når den blomstrer som minder dem om lugten af rådne fisk eller døde mus. Den modbydelige lugt er et signal til bierne om at den blomstrer, så de kan komme og bestøve den.
Titan arum er ikke kun speciel på grund af sin karakteristiske lugt, men også på grund af sin størrelse. Den voksne plante bliver højere end de fleste mennesker. En plante i den botaniske have Bogor voksede sig 2,5 meter høj og brød gennem et stort kræmmerhusformet og takket hylsterblad som var 2,6 meter i diameter. Rodknolden til den enorme blomst vejede næsten 100 kilo.
Selv om blomsten er meget stor, kan den ikke kaldes verdens største blomst, for i virkeligheden består den ikke kun af én, men af talrige små blomster.
Titan arum er endnu et eksempel på sandheden i salmistens ord: „Mange ting har du gjort, Jehova, min Gud: dine undere og hvad du har udtænkt til os; ingen kan sidestilles med dig.“ — Salme 40:5.