Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Farerne ved at blaffe

Farerne ved at blaffe

Farerne ved at blaffe

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

Det var en varm sommerdag i 1990. Paul Onions, en 24-årig engelsk rygsækrejsende, stod og blaffede ved Hume-landevejen, syd for Sydney. Paul var glad da en fremmed standsede for at give ham et lift. Han havde ingen anelse om at det nær havde kostet ham livet at tage imod tilbudet. *

PAUL var slet ikke opmærksom på faren og satte sig ind på forsædet og begyndte at snakke med chaufføren. Efter nogle få minutter blev den tilsyneladende venlige chauffør aggressiv og diskussionslysten. Pludselig kørte han ind til siden og sagde at han skulle have fat i nogle musikbånd under sædet. I stedet for bånd hev han en pistol frem, som han satte for Pauls bryst.

Paul overhørte chaufførens ordre om at blive siddende og rev sikkerhedsbæltet op, kastede sig ud af bilen og løb alt hvad kan kunne, hen langs vejen. Chaufføren satte efter ham — for øjnene af de forbipasserende bilister. Til sidst indhentede han ham, greb fat i hans T-shirt og kastede ham til jorden. Paul gjorde sig fri, løb ud foran en bil og tvang den skræmte bilist, en mor med børn, til at stoppe. Han bønfaldt hende om at få lov til at køre med, og hun lod ham komme ind, lavede en U-vending og kørte bort i en fart. Man fandt senere ud af at Pauls overfaldsmand var en seriemorder der havde slået syv rygsækturister ihjel, hvoraf nogle havde tomlet parvis.

Hvorfor havde drabsmanden lige netop udset sig disse ofre? Under retssagen mod morderen sagde dommeren: „Ofrene var unge mellem 19 og 22 år. De var alle på rejse langt fra deres hjem, og det var derfor nærliggende at konkludere at der ville gå lang tid inden nogen ville savne dem hvis der skete dem noget.“

Friheden til at strejfe omkring

I dag har flere mulighed for at rejse udenlands end for blot få år siden. For eksempel er antallet af australiere som tager til Asien, mere end fordoblet på fem år. En stadig strøm af teenagere og unge voksne rejser med fly til fjerne destinationer fordi de vil ud og opleve noget. Mange af dem planlægger at tomle for at holde udgifterne så langt nede som muligt. De fleste steder i verden er det ikke længere så interessant og sikkert at blaffe som det var engang — hverken for blafferne eller for dem der giver dem et lift.

Det er ikke nok at man er en positiv type der elsker at rejse. Man skal også kunne holde hovedet koldt og bruge sin sunde fornuft. „Unge er så forhippede på at komme af sted at de ikke gør sig klart hvilke farer og forpligtelser turen indebærer, og deres rejseforberedelser er ofte mangelfulde,“ nævner en pjece som er skrevet til familier der søger efter deres forsvundne børn.

Pjecen tilføjer: „Folk der rejser med et rejseselskab, tager på forretningsrejse eller som følger en tilrettelagt rejserute, bliver sjældent meldt savnede. Hvad enten man er i Australien eller et hvilket som helst andet land, er flertallet af dem der ender i kategorien af savnede, nogle der rejser ud i det blå på et lavbudget.“

Ligegyldig om man blaffer eller ej, er man mindre udsat for at komme noget til hvis man følger en rejserute — selv om det ikke er så tiltalende for dem der vil føle sig frie. Når familie og venner ingen anelse har om hvor den rejsende opholder sig, kan de ikke yde megen hjælp i en nødsituation, som for eksempel hvis den rejsende ender bevidstløs på et hospital, og ingen derhjemme ved hvor han er.

Hold kontakt med familie og venner

I sin bog Highway to Nowhere skriver den engelske journalist Richard Shears om syv rygsækrejsende der forsvandt. De var „pludselig holdt op med at kommunikere med deres familie og venner“. I begyndelsen kan familier naturligvis ikke vide om deres slægtninge er forsvundet, eller om de bare har forsømt at holde kontakten ved lige. Derfor holder nogle sig tilbage fra at alarmere myndighederne.

En af de syv der havde blaffet, talte ofte med sine forældre i telefonen, men da hun på et tidspunkt ikke havde flere småpenge, holdt hun op med at ringe. Med dette i tanke opfordrer forældrene stærkt andre familier til at give deres børn et telefonkort eller en anden mulighed for at ringe hjem. Dette ville måske ikke have reddet den unge kvindes liv, men mange gange vil den rejsende gennem regelmæssig kontakt kunne undgå småproblemer — eller i det mindste finde en løsning på dem.

De syv rygsækrejsende som mistede livet, havde måske læst de rejsehåndbøger der betragter Australien som et af de sikreste lande i verden at blaffe i. Ikke desto mindre viste det sig endnu en gang at være dumdristigt at rejse på tommelfingeren — til trods for at de gjorde det parvis i det „sikreste“ land i verden.

[Fodnote]

^ par. 3 Det bør nævnes at det i nogle lande er ulovligt at blaffe.

[Illustration på side 27]

Forældre kan undgå unødig bekymring ved at give deres børn et telefonkort eller en anden mulighed for at ringe hjem