Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hjælp unge til at undgå „dødskulturen“

Hjælp unge til at undgå „dødskulturen“

Hjælp unge til at undgå „dødskulturen“

Hvad skyldes de unges fascination af døden? Henry Hyde, der er medlem af Repræsentanternes Hus i Illinois i USA, siger: „Disse unge har et åndeligt tomrum som bliver udfyldt med døds- og voldskulturen.“

EN AF bladet Times’ læsere har skrevet: „Det er dovne forældre, voldspræget underholdning og mangelen på et moralsk og åndeligt fundament som er skyld i den dødsorienterede subkultur blandt vore unge i dag.“

Et andet stort problem som plager unge, er ensomhed. Nogle vokser op i hjem hvor begge forældre er udearbejdende og væk det meste af dagen. Andre bor kun sammen med den ene af forældrene. Ifølge en kilde er unge i USA hver dag alene i cirka 3 1/2 time, og de tilbringer hver uge 11 timer mindre sammen med deres forældre end de unge gjorde i 1960’erne. Nogle unge får faktisk slet ingen følelsesmæssig støtte fra deres forældre og er så godt som aldrig sammen med dem.

Hvad forældrene kan gøre

Hvor vigtig en rolle spiller forældrene i betragtning af det „åndelige tomrum“ som mange unge befinder sig i? Kloge forældre erkender at deres børn ikke alene har behov for sund underholdning, men også for regelmæssigt at få personlig støtte. Motiveret af kærlig omsorg bør forældrene tale med deres børn om hvad de kan lide af musik, tv-programmer, film, bøger og videospil. Selv om de måske ikke giver udtryk for det, hungrer mange unge efter at deres forældre viser dem hengivenhed og giver dem kærlig vejledning. De har brug for klare og direkte svar fordi de lever i en verden der er præget af stor usikkerhed. De voksne må forstå at den verden deres børn lever i, er meget mere kompliceret end den verden de selv befandt sig i da de var børn.

Forældre som ønsker at beskytte deres børn, må tale regelmæssigt med dem, lytte opmærksomt til dem og advare dem mod farerne i det moderne samfund. Når forældrene sætter faste grænser, er konsekvente, rimelige og kærlige over for deres børn, vil det almindeligvis medføre gode resultater. — Mattæus 5:37.

Forældre der er Jehovas Vidner, bestræber sig for at have regelmæssige drøftelser med deres børn hvor de bruger Bibelen og bibelske publikationer og videofilm som udgangspunkt. * De benytter ikke sådanne lejligheder til at skænde på børnene, men til at tale om noget åndeligt opbyggende. Under disse familiedrøftelser viser forældrene børnene personlig opmærksomhed ved at lytte til de problemer hvert enkelt barn måtte have.

Unge som ikke får åndelig vejledning fra deres forældre, kan blive styrket af ordene i Salme 27:10: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ Hvordan hjælper Jehova, den inderlige barmhjertigheds Fader, de unge? Jehovas Vidners menigheder har været et fristed hvor mange har mødt kærlighed og fået svar på deres tvivlsspørgsmål. En ung mand ved navn Josías der erfarede dette, siger: „Jehovas organisation spiller en betydningsfuld rolle. Jeg følte ikke at livet var værd at leve. Mit liv syntes meningsløst og håbløst. Da jeg blev klar over at jeg ikke var alene, blev mit liv fuldstændig forandret. Brødrene i menigheden gjorde det ud for den familie jeg havde mistet. De ældste og familierne i menigheden er i følelsesmæssig forstand som et anker.“

Faktisk har mange unge og voksne forbedret deres mentale og åndelige sundhed ved planmæssigt at overvære Jehovas Vidners møder. Antropologen Patricia Fortuny har i sit essay Los Testigos de Jehová: una alternativa religiosa para enfrentar el fin del milenio (Jehovas Vidner: Et religiøst alternativ ved årtusindets slutning) sagt følgende om denne positive virkning: „Jehovas Vidner tilbyder klare og tydelige anvisninger som man kan bruge i hverdagen, en pålidelig moralkodeks der tjener som en rettesnor for tankegang og handling.“ De „tydelige anvisninger“ og den „moralkodeks“ der her henvises til, bygger på Bibelen. Jehovas Vidner har, som alle andre, problemer og bekymringer, men de henter styrke i den enestående visdom der ligger i denne gamle bog. Ja, Jehovas Vidner støtter sig til Bibelens klare lære og principper.

Når ’døden ikke skal være mere’

Den undervisning der gives i Jehovas Vidners rigssale, fokuserer igen og igen på Guds løfte om en ny verden som snart vil blive indført. Det vil være en verden „hvori retfærdighed skal bo“, og hvor „ingen får dem til at skælve“. (2 Peter 3:13; Mika 4:4) Profeten Esajas skriver at Gud til den tid „vil opsluge døden for bestandig“, og at „den suveræne Herre, Jehova, vil tørre tårerne af alle ansigter“. På grund af det første menneskes, Adams, synd blev menneskeheden underlagt døden, men Gud lover at ’døden ikke skal være mere’. — Esajas 25:8; Åbenbaringen 21:3, 4; Romerne 5:12.

Hvis du er ung og gerne vil have hjælp, vil vi tilskynde dig til at være fortrøstningsfuld og finde noget at leve for ved hjælp af Bibelen. Med Jehovas Vidners hjælp kan du få håb om at opleve den storslåede tid der venter forude — den nye verden som Gud har lovet.

[Fodnote]

^ par. 8 Videofilmen Young People Ask — How Can I Make Real Friends? (Unge spørger: Hvordan kan jeg få virkelige venner?) der er udkommet på engelsk, giver unge praktiske råd. Videoen er udgivet af Jehovas Vidner.

[Tekstcitat på side 10]

„Jehovas Vidner tilbyder klare og tydelige anvisninger som man kan bruge i hverdagen“

[Illustration på side 9]

Forældre bør tage sig tid til at lytte opmærksomt til deres børn og prøve at forstå deres problemer