Hvordan bliver „dødskulturen“ fremmet?

„Der er flere tusind kilometers afstand mellem Kosovos traumatiserede flygtningebørn og amerikanske børn der udsættes for vold og andre smertelige oplevelser, men den følelsesmæssige afstand mellem dem er måske ikke så stor.“ — Marc Kaufman, The Washington Post.

Uanset om vi kan lide det eller ej, bliver vi alle direkte eller indirekte berørt af døden. Det gælder lige meget hvor vi bor — hvad enten det er et land der er hjemsøgt af voldelige konflikter, eller et land der har relativt stabile forhold.

„DØDSKULTUREN“ kommer til udtryk i den hyppige forekomst af depressioner, angst, stofmisbrug, aborter, selvdestruktiv adfærd, selvmord og massemord vi ser i dag. Professor Michael Kearl fra The Department of Sociology and Anthropology of Trinity University i San Antonio, Texas, har om den måde hvorpå der manipuleres med emnet døden, sagt: „Her i slutningen af det tyvende århundrede [1999] er det tydeligt at . . . man i stigende grad erkender at døden er drivkraften bag samfundsordenens opretholdelse, vitalitet og struktur. Døden er inspirationskilde for kunsten, den lægevidenskabelige teknologi samt vore religioner, livsanskuelser og politiske ideologier. Den fremmer salget af aviser og forsikringspolicer, giver tv-programmer dramatik og . . . sætter endog skub i industrien.“ Lad os betragte nogle eksempler på hvordan „dødskulturen“ kommer til udtryk i vor tid.

 Våbensalg

„Dødskulturen“ ytrer sig daglig ved salget af våben. Våben bruges til at dræbe soldater, men de fleste af ofrene er civile, deriblandt uskyldige kvinder og børn. I enhver form for krig er menneskeliv i lav kurs. Hvad koster en snigmorders eller en snigskyttes projektil?

I nogle lande er der let adgang til våben, og det har resulteret i en skræmmende og konstant stigning i antallet af dræbte, såvel enkeltpersoner som grupper af mennesker. Efter skudepisoden på skolen i Littleton i Colorado lød der protester mod det udbredte salg af våben og mod at mindreårige havde så let adgang til dem. I USA er antallet af børn som lider en voldelig død, alarmerende — gennemsnitlig 40 om ugen ifølge tidsskriftet Newsweek. Af disse bliver næsten 90 procent dræbt ved skyderier. Det svarer til at der hvert år bliver begået 150 massakrer som den der skete i Littleton.

Underholdningsverdenen

Døden bliver også udnyttet som tema i filmbranchen. Film kan for eksempel forherlige umoralitet, vold, narkohandel eller organiseret kriminalitet, og derved kommer menneskeliv og moralprincipper til at stå i lav kurs. Nogle film kaster ligefrem et romantisk skær over døden ved at skildre myten om at man lever videre efter døden, og at nogle vender tilbage for at besøge de levende — hvilket blot er med til at bagatellisere døden.

Det gælder også tv-programmer og visse former for musik. Ifølge nyhedsrapporter var de to unge drabsmænd i Littleton store fans af en rockstjerne, der er kendt for „tvekønnethed, brug af sataniske billeder“ og sange „om oprør og død“.

I USA blev den måde tv-programmer klassificeres på, revideret for at beskytte unge mod at se programmer der kan påvirke dem negativt. Men denne fremgangsmåde har virket stik imod hensigten. Jonathan Alter, som skriver i Newsweek, siger at det „kan give børnene endnu større lyst til den forbudne frugt“. Han tilføjer at præsident Clinton, for at gøre de ansvarlige til skamme og tvinge dem til at reducere tv-volden, ville være nødt til „at offentliggøre navnene på alle de store selskaber (og deres direktører)“ som ikke alene laver film med knivstikkerier og indspilninger af ’gangsta rap’, men også producerer computerspil hvori børn kan „dræbe folk ’virtuelt’“.

Døden i videospil og på Internettet

I sin bog The Deathmatch Manifesto analyserer Robert Waring populariteten af de såkaldte deathmatch-spil blandt de unge. * Han mener at der i forbindelse med dette fænomen er opstået et undergrundssamfund af spillere. Spillene er ikke undervisende; de lærer hvordan man slår ihjel. „At spille med en levende modstander der bor et eller andet sted i verden, og forsøge at demonstrere sin kunnen er en stærk oplevelse. Det er meget let at blive fuldstændig opslugt af det,“ bemærker Waring. Unge bliver fanget af de tredimensionelle billeder der danner rammen om de blodige kampe. Nogle der ikke har adgang til Internettet, køber videospil som kan spilles på fjernsynet. Andre besøger spillesteder hvor man kan leje videospilmaskiner og dræbe andre spillere ’virtuelt’.

„Deathmatch-spil“ klassificeres efter spillernes alder, men sandheden er at der føres meget lidt kontrol med om et sådant mærkningssystem respekteres. Eddie, der er 14 år og bor i USA, siger: „Folk siger som regel at man ikke er gammel nok, men de hindrer ikke én i at købe [spillet].“ Eddie er særlig glad for et spil der indeholder bloddryppende  skuddueller. Hans forældre ved det godt og bryder sig ikke om det, men det er sjældent at de kontrollerer om han spiller det. En teenager er kommet til denne konklusion: „Vores generation er langt mere ufølsom over for vold end nogen anden generation har været. Fjernsynet opdrager børnene mere end deres forældre gør, og appellerer til børnenes voldsfantasier.“ John Leland, der skriver i Newsweek, siger: „Hele 11 millioner teenagere [i USA] er nu online, hvilket betyder at en større og større del af børnenes barndom foregår i et miljø der er utilgængeligt for mange forældre.“

Måder at leve på som fører til døden

Lad os nu betragte den verden der er uden for „deathmatch-spil“ og voldsfilm. I det virkelige liv behøver vi ikke at udkæmpe dueller på liv og død med mærkelige væsener, men mange har en selvdestruktiv livsstil. For eksempel er rygning og stofmisbrug voksende problemer, og det til trods for at familien, sundhedsvæsenet og andre instanser advarer om faren ved sådanne sundhedsskadelige vaner. I mange tilfælde resulterer de i en for tidlig død. Men storindustrien og narkohandlerne bliver ved med at udnytte folks angst, håbløshed og åndelige fattigdom for at skaffe sig uretmæssig vinding.

Hvem står bag alt dette?

Fremholder Bibelen døden som et passende emne til underholdning? Kan en livsstil der fører til døden, retfærdiggøres? Nej. Sande kristne er tværtimod enige med apostelen Paulus om at døden er en fjende. (1 Korinther 15:26) Kristne betragter ikke døden som noget tillokkende og sjovt, men derimod som noget unaturligt, et direkte  resultat af synd og oprør mod Gud. (Romerne 5:12; 6:23) Døden har aldrig været en del af Guds oprindelige hensigt med menneskene.

Bibelen siger at Satan har „magt til at forårsage død“. Han omtales som „en manddraber“, ikke nødvendigvis fordi han direkte dræber nogen, men fordi han bedrager og forleder til synd, tilskynder til en adfærd der fører til fordærv og død, og fremelsker en morderisk indstilling i mænds, kvinders og børns sind og hjerte. (Hebræerne 2:14, 15; Johannes 8:44; 2 Korinther 11:3; Jakob 4:1, 2) Men hvorfor er de unge særlig udsatte for angreb? Hvad kan man gøre for at hjælpe dem?

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

„Vores generation er langt mere ufølsom over for vold end nogen anden generation har været“