Jagten på „udødelighedsgenet“

I MANGE civilisationer finder man historier og sagn som forsøger at give en forklaring på menneskets dødelighed. Ifølge en afrikansk legende sendte Gud en kamæleon som skulle give menneskeheden udødelighed, men den var så længe om at nå frem at en anden øgle der medbragte dødens budskab, kom først. Den godtroende menneskehed tog imod denne øgles budskab og gik på den måde glip af udødeligheden.

Også filosoffer har i århundredernes løb forsøgt at besvare spørgsmålet: Hvorfor dør vi? I det fjerde århundrede før vor tidsregning lærte den græske filosof Aristoteles at et menneskes liv afhang af kroppens evne til at afbalancere varme og kulde. Aristoteles sagde: „Døden skyldes altid en eller anden mangel på varme.“ Platon lærte at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre efter legemets død.

Trods den moderne videnskabs forbløffende fremskridt er biologernes spørgsmål om hvorfor vi ældes og dør, stort set stadig ubesvaret. Londonavisen The Guardian Weekly skriver: „Et af lægevidenskabens store mysterier har ikke så meget drejet sig om hvorfor folk dør af hjertekarsygdomme eller kræft, men snarere om hvorfor folk dør selv om de ikke fejler noget. Hvis menneskets celler deler sig og på denne måde fornyer sig selv i cirka 70 år, hvorfor skulle de så alle sammen pludselig holde op med at dele sig?“

I deres søgen efter en forklaring på ældningsprocessen har arvelighedsforskere og molekylærbiologer rettet opmærksomheden mod cellen. Mange forskere mener at nøglen til et længere liv findes i disse mikroskopiske enheder. Nogle forudser at genteknologien snart vil gøre det muligt for forskerne at bekæmpe kræft og hjertesygdomme. Men hvor tæt er forskerne på at opfylde menneskets drøm om evigt liv?

Cellens hemmeligheder afdækkes

Tidligere generationers videnskabsmænd forsøgte at afdække cellens hemmeligheder, men manglede det nødvendige værktøj. Kun i det 20. århundrede har det været muligt for forskerne at trænge ind i cellen og iagttage mange af dens grundlæggende bestanddele. Hvad har man fundet? Videnskabsskribenten Rick Gore siger: „Det har vist sig at cellen er et mikrounivers.“

Man får en idé om cellens enorme kompleksitet når man tænker på at hver eneste celle består af billioner af langt mindre enheder kaldet molekyler. Når forskere analyserer cellens opbygning, finder de en orden som bærer præg af en hensigt, af at være udtænkt. Philip Hanawalt, lektor i genetik og molekylærbiologi ved Stanford University i Californien, siger: „Den normale vækst af selv den simpleste levende celle kræver at titusinder af kemiske processer foregår på en koordineret måde.“ Han siger videre: „De programmerede opgaver som disse små kemiske fabrikker udfører, overgår langt hvad forskerne kan udrette i deres laboratorier.“

 På den baggrund kan man forestille sig hvilken uoverkommelig opgave det ville være at forlænge menneskets levetid ad biologisk vej. Det ville ikke alene kræve en dyb forståelse af livets grundlæggende byggesten, men også at man var i stand til at manipulere med disse sten. Lad os kigge indenfor i en menneskecelle for at få et indtryk af hvilken udfordring biologerne står over for.

Det hele ligger i generne

I hver eneste celle findes der en cellekerne, et kompliceret kontrolcenter som også kaldes nucleus. Cellekernen styrer cellens aktivitet ved at følge et sæt indkodede direktiver. Disse direktiver er oplagret i kromosomerne.

Vores kromosomer består hovedsagelig af protein og deoxyribonukleinsyre, forkortet dna. * Selv om forskerne har kendt til dna siden slutningen af 1860’erne, var det først i 1953 at dets molekylære opbygning blev fuldt forstået. Og fra det tidspunkt gik der næsten ti år mere før biologerne begyndte at forstå det „sprog“ dna-molekylerne bruger til at videregive genetiske informationer. — Se rammen på side 22.

I 1930’erne opdagede genforskerne at der for enden af hvert kromosom findes en kort dna-sekvens som er med til at stabilisere kromosomet. Disse små dna-stumper, som kaldes telomerer (af græsk: teʹlos, „ende“, og meʹros, „del“), virker næsten på samme måde som beskyttelseshætten for enden af et snørebånd. Uden telomerer ville vores kromosomer have tendens til at trævle op og blive delt i korte stykker, klæbe til hinanden eller på anden måde blive ustabile.

Nogle forskere opdagede senere at telomererne i de fleste celletyper afkortes en smule for hver gang cellen deler sig. Efter hen ved 50 delinger er cellens telomerer svundet ind til små bitte knopper. Cellen holder op med at dele sig, og til sidst dør den. Opdagelsen af at cellerne tilsyneladende kun kan dele sig et begrænset antal gange før de dør, blev første gang rapporteret i 1960’erne af dr. Leonard Hayflick. Af den grund omtaler mange forskere dette fænomen som Hayflick-grænsen.

Fandt Leonard Hayflick nøglen til cellernes ældningsproces? Det mente nogle. I 1975 stod der i årbogen Nature/Science Annual at når det gælder ældningsprocessen, mente de banebrydende forskere at „alle levende skabninger bærer rundt på en nøjagtig, tidsindstillet, selvdestruktiv mekanisme som lidt efter lidt reducerer vitaliteten“. Håbet om at forskerne endelig var ved at få afdækket selve ældningsprocessen, begyndte at vokse.

I 1990’erne fandt forskere som undersøgte kræftceller hos mennesker, et andet vigtigt spor i forbindelse med dette „celleur“. De opdagede at ondartede celler på en eller anden måde lærer at udkonkurrere deres „celleur“ så de kan dele sig i det uendelige. Denne opdagelse førte biologerne tilbage til et meget usædvanligt enzym som man første gang fandt frem til i 1980’erne, og som senere viste  sig at være til stede i de fleste typer af kræftceller. Enzymet kaldes telomerase. Hvordan virker det? Enkelt sagt kan telomerase sammenlignes med en nøgle der nulstiller en celles „ur“ ved at forlænge dens telomerer.

Kan ældningsprocessen standses?

Forskningen vedrørende telomerase blev snart et af de mest eftertragtede områder inden for molekylærbiologien. Idéen var at hvis biologerne ved hjælp af telomerase kunne modvirke afkortningen af telomererne ved delingen af normale celler, kunne man måske standse eller i det mindste forsinke ældningsprocessen betydeligt. Geron Corporation News rapporterer at forskere under forsøg med telomerase i laboratoriet allerede har påvist at det kan lade sig gøre at ændre normale menneskeceller så de får „kapacitet til at dele sig uendeligt“.

Trods dette fremskridt er der ikke stor sandsynlighed for at biologerne i nær fremtid vil kunne forlænge vores levetid væsentligt ved hjælp af telomerase. Hvorfor ikke? En af grundene er at ældningsprocessen omfatter langt mere end nedbrydningen af telomererne. Dr. Michael Fossel, forfatter af bogen Reversing Human Aging, siger: „Hvis vi får bekæmpet den ældningsproces vi kender i dag, vil vi stadig ældes på en eller anden ny, mindre velkendt måde. Hvis vi kan få vores telomerer til at bestå i det uendelige, vil vi måske undgå de sygdomme som vi nu forbinder med alderdom, men vi vil stadig blive slidt op og til sidst dø.“

Der er sandsynligvis flere biologiske faktorer som bidrager til ældningsprocessen. Men opklaringen af dette spørgsmål ligger stadig uden for forskernes rækkevidde. Leonard Guarente fra Massachusetts Institute of Technology siger: „På nuværende tidspunkt er ældningsprocessen stadig i høj grad et mysterium.“ — Scientific American, efterår 1999.

Biologer og arvelighedsforskere fortsætter deres undersøgelser af cellen for at finde ud af hvorfor mennesket ældes og dør, men Guds ord åbenbarer den virkelige grund med ordene: ’Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.’ (Romerne 5:12) Når mennesket dør, skyldes det altså en faktor som videnskaben aldrig vil kunne fjerne — den nedarvede synd. — 1 Korinther 15:22.

Skaberen har imidlertid lovet at fjerne virkningerne af den nedarvede synd ved hjælp af Kristi genløsningsoffer. (Romerne 6:23) Og vi kan være forvissede om at han ved hvordan ældningsprocessen og døden kan fjernes. I Salme 139:16 står der: „Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“ Jehova Gud var den der skabte den genetiske kode. Det var ham der så at sige ’skrev den ned’. Når hans tid er inde, vil han sørge for at der ikke er noget i generne som hindrer at alle som opfylder hans krav, kan leve evigt. — Salme 37:29; Åbenbaringen 21:3, 4.

[Fodnote]

[Ramme på side 22]

DNA’ETS „SPROG“

De grundlæggende enheder eller „bogstaver“ i dna’ets sprog er nogle kemiske forbindelser der kaldes baser. Der findes fire typer af disse baser: thyamin, adenin, guanin og cytosin, som regel forkortet til T, A, G og C. „Forestil dig at disse fire baser er bogstaverne i et alfabet med kun fire bogstaver,“ siger tidsskriftet National Geographic. „På samme måde som vi sammensætter bogstaverne i vores alfabet til ord som har mening, sammensættes baserne T, A, G og C i ord på tre ’bogstaver’ som forstås af cellens maskineri.“ De genetiske „ord“ danner så igen „sætninger“ som fortæller cellen hvordan den skal fremstille et bestemt protein. Den rækkefølge dna-bogstaverne sammensættes i, er afgørende for om proteinet kommer til at fungere som et enzym der hjælper os med at fordøje maden, et antistof som afværger en infektion, eller som et af de tusinder af andre proteiner der findes i vores legeme. Intet under at bogen The Cell omtaler dna’et som „livets grundlæggende arbejdstegning“.

[Illustration på side 21]

Enderne på kromosomerne (her vist som små lysende områder) er en forudsætning for at cellerne kan blive ved med at dele sig

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Geron Corporation