Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

To floder

To floder

To floder

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I INDIEN

To floder på Det Indiske Subkontinent danner livsgrundlag for flere hundrede millioner mennesker. Floderne udspringer i nærheden af hinanden i gletscherområderne i verdens højeste bjergkæde. De har begge et majestætisk løb på omkring 2500 kilometer og snor sig hovedsagelig gennem to lande. De løber ud i hver sit hav. Begge floder har været arnested for en af fortidens civilisationer. De har begge oplevet en ny stor religion blive til. Begge floder bliver værdsat for deres værdier, og den ene tilbedes den dag i dag. Vi taler om Indus og Ganges, eller Ganga, som den kaldes i Indien.

I FORTIDEN opstod der civilisationer omkring floderne fordi mennesker må have vand for at overleve og gøre fremskridt. Da man undertiden personificerede floder som guder og gudinder, kan historiske optegnelser være sløret af mytologi. Det gælder også de beretninger der findes om Indus og Ganges, i Indien også kaldet Ganga Ma (Moder Ganga).

Både hinduer og buddhister regner Kailasbjerget (6714 meter) og den nærliggende sø, Manasarovar, for at være gudernes bolig. Man troede i lang tid at der flød fire store floder ud fra søen af munden på forskellige dyr. Indus var løvefloden, og Ganges var påfuglefloden.

Tibetanerne tog ikke venligt imod fremmede opdagelsesrejsende. I 1811 rejste en engelsk dyrlæge som var ansat af East India Company, imidlertid igennem landet i forskellige forklædninger. Ifølge hans beretning udgår der ingen floder fra søen Manasarovar, selv om den får tilløb fra nogle bjerge. Først i begyndelsen af det 20. århundrede blev det fastslået hvor Indus og Ganges har deres udspring. Indus udspringer i Tibet i det nordlige Himalaya, og Ganges i en gletscherport på Himalayas skråninger i det nordlige Indien.

Fortidige civilisationers vugge

Man mener at de tidligste indbyggere på Det Indiske Subkontinent rejste mod øst ind i Indusdalen. Her har arkæologerne fundet ruiner efter højt udviklede civilisationer som Harappa og Mohenjo-daro. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede havde man ment at de første indvandrere var primitive nomadestammer, men det ændrede man syn på efter at disse fund blev gjort. For mere end 4000 år siden var Induskulturen på højde med den mesopotamiske kultur, hvis ikke den overgik den. Alt peger på at man havde systematisk anlagte byer med et rektangulært gadenet, etagehuse og boligblokke, fortræffelige kloakerings- og afløbssystemer, vældige kornlagre, templer og badeanlæg til rituelle renselsesceremonier. Der er også vidnesbyrd om handelsforbindelser med Mesopotamien og Mellemøsten. Indus udgjorde en vandvej som begyndte flere hundrede kilometer inde i landet og førte til Det Arabiske Hav.

Det ser ud til at naturkatastrofer — måske jordskælv eller store oversvømmelser — i århundredernes løb har svækket by-civilisationen i Indusdalen. Der blev derfor ikke gjort nogen særlig modstand mod nomadestammerne, som normalt kaldes indoeuropæere eller ariere, der i bølger trængte ind fra Centralasien. De drev de fleste byboere væk fra floden så den ældste kultur, som var opstået omkring Indus, nu flyttede til det sydlige Indien, hvor den dravidiske race fortsat er en af de større etniske grupper i Indien.

Nogle af arierne begyndte at slå sig ned på sletterne ved Ganges. Selv om subkontinentet nu delvis bestod af indoariere, udvikledes den enestående kultur i det nordlige Indien først og fremmest ved floden Ganges, hvor den hovedsagelig findes i dag.

To floder og to religioner

Arkæologiske fund viser at der er visse lighedspunkter mellem den religion der blev praktiseret i Indusområdet, og den i Mesopotamien. Man havde længe troet at nogle hinduistiske relikvier der blev fundet i ruinerne af byerne i Indusområdet, stammede fra ariernes religion. Hinduismen opstod ved en sammensmeltning af gudsopfattelser og religiøse forestillinger fra før og efter arierne kom. I begyndelsen var det Indus der blev betragtet som hellig, men efterhånden som arierne flyttede østpå og slog sig ned ved Ganges, blev det den flod de tilbad. I århundredernes løb opstod der byer som Haridwar, Allahabad og Varanasi (Benares) ved Ganges. De var centre for hinduismen. I dag drager millioner af pilgrimme til sådanne centre for at dykke sig i Ganges’ vand, der bliver betragtet som helligt og rensende.

Hinduismen opstod omkring Indus, og buddhismen har sine rødder omkring Ganges. Det var ved Sarnath, nær Varanasi, at Siddhārtha Gautama, også kaldet Buddha, holdt sin første prædiken. Det siges at han i en alder af 79 år svømmede over den brede Gangesflod.

Hvordan har floderne det i dag?

Flodvandet har større betydning for livsgrundlaget i dag end for 4000 år siden da folk bosatte sig ved Indus og Ganges’ bredder. For at dække behovet hos den store befolkning i Indien, Pakistan og Bangladesh må man omhyggeligt kontrollere vandet. (Se kortet på side 16-17.) Det har været nødvendigt at indgå internationale aftaler, da floderne løber gennem flere lande. I Pakistan har man blandt andet bygget den tre kilometer lange og 143 meter høje Tarbela-dæmning til kunstvanding. Den er en af de største i verden, og der er brugt 148.500.000 kubikmeter opfyldningsmateriale til den. Farakka-dæmningen på Gangesfloden sikrer en tilstrækkelig og stabil mængde vand i floden til Calcuttas voksende skibstrafik.

Ligesom det er tilfældet med mange andre floder, er forureningen af Ganges et alvorligt problem. Derfor iværksatte den indiske regering i 1984 en ambitiøs handlingsplan for Ganges. Hovedvægten blev lagt på at omdanne spildevand til kunstgødning og biogas, bortlede afløbsrør der løber ud i floden, og bygge rensningsanlæg til kemisk affald.

At give jordens floder deres oprindelige skønhed og renhed tilbage overgår menneskers formåen. Men Gud vil snart rette op på situationen. Når hele jorden bliver et paradis under hans riges styre, vil ’floderne klappe i hænderne’. — Salme 98:8.

[Ramme/kort på side 16, 17]

Den mægtige Indus

Indusflodens løb dannes af mange strømme, og det er derfor blevet diskuteret hvor floden har sit egentlige udspring. Men der hersker ingen tvivl om at den store flod fødes højt oppe i Himalayas bjerge. Floden gennemløber 320 kilometer i Tibets højsletter, som kaldes „verdens tag“, og flyder i nordvestlig retning, hvor den mødes med andre vandstrømme på sin vej. Ved grænsen til Indien i Ladakh-regionen arbejder den sig ned i bjergene og skærer sig som en kanal gennem Himalaya og Karakorambjergene. I det indiske landområde falder den hen ved 3700 meter på de næste 560 kilometer. Efter dette fald fortsætter den rejsen mod nord og drejer derefter skarpt mod vest i udkanten af Himalaya og får tilslutning af Gilgit, en stor flod som strømmer fra Hindu Kush-bjergkæden. Derefter løber floden mod syd gennem Pakistan. Indus fortsætter turen imellem bjergene, bugter og svinger sig med voldsom kraft og når endelig sletterne og flyder videre gennem Punjab. Punjab betyder „Femflodslandet“, da fem store bifloder — Beas, Sutlej, Ravi, Jhelum og Chenab — spreder sig som fingre på en gigantisk hånd, mødes med Indus og fortsætter turen med den indtil den slutter sin majestætiske rejse på næsten 3000 kilometer.

Den hellige Ganges

Ganges begynder sin mere end 2500 kilometer lange rejse til Det Bengalske Hav omkring 100 kilometer syd for Indusflodens udspring i Himalaya. I en højde af 3870 meter bruser vandet frem fra et smeltevandsfremspring som ligner munden på en ko, på hindi kaldt Gaumukh, og bliver til et vandløb ved navn Bhagirathi. Omkring 214 kilometer fra udspringet løber den ved Devaprayag sammen med Alaknandafloden. Disse to strømme samt Mandakini, Dhauliganga og Pindar danner nu floden Ganges.

I sit løb sydøst over subkontinentet får Ganges følgeskab af andre store floder som Yamuna ved Allahabad i Indien og senere af den mægtige Brahmaputra i Bangladesh. Udbredt som en vifte vander Ganges og dens bifloder en fjerdedel af Indiens samlede areal, de frugtbare Gangessletter. Flodsystemet afvander et areal på 1.035.000 kvadratkilometer og ernærer en tredjedel af Indiens befolkning, der nu består af mere end en milliard i et af verdens tættest befolkede områder. I Bangladesh bliver floden lige så bred som en indsø, med flodtrafik af enhver art. Derefter deler Ganges sig i adskillige store floder og talrige bække og danner et af de største deltaområder i verden.

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

PAKISTAN

Indus

Jhelum

Chenab

Harappa

Sutlej

Mohenjo-daro

INDIEN

Ganges

Yamuna

Allahabad

Varanasi

Tibet

NEPAL

Patna

BHUTAN

Brahmaputra

BANGLADESH

Calcutta

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer]

Hinduer bader i Ganges

[Kildeangivelse]

Copyright Sean Sprague/Panos Pictures