Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor man bør undgå spiritisme

Hvorfor man bør undgå spiritisme

Hvorfor man bør undgå spiritisme

HVIS du har lært at man gennem visse former for spiritisme kan komme i kontakt med gode ånder, vil det måske overraske dig at høre hvad Bibelen fortæller om emnet. Den siger for eksempel: „Vend jer ikke til åndemedierne, og rådspørg ikke de spåkyndige, så I bliver urene ved dem.“ — 3 Mosebog 19:31; 20:6, 27.

Bibelen siger at enhver der øver spiritisme, er „en vederstyggelighed for Jehova“. (5 Mosebog 18:11, 12) Hvorfor forholder det sig sådan? En undersøgelse af hvad Bibelen siger om et fremtrædende træk ved spiritisme — den påståede kommunikation med de døde — kan besvare dette spørgsmål.

Lever de døde?

I modsætning til hvad mange tror, lærer Guds ord, Bibelen, at det ikke er muligt at komme i forbindelse med de døde. Hvorfor ikke? Hvis man skal kunne tale med døde, må de være i live. Der må i hvert fald være noget af dem som lever videre efter døden. Nogle hævder at sjælen lever videre efter legemets død. Er det rigtigt?

Bibelens beretning om menneskets skabelse siger: „Jehova Gud [dannede] mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mosebog 2:7) Viser dette ikke at selve mennesket er en sjæl, og at det ikke har en udødelig sjæl der lever videre efter at legemet er dødt? Faktisk siger Bibelen: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting . . . Der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol“, menneskehedens fælles grav. — Prædikeren 9:5, 10.

Så ifølge Bibelen er sjælen ikke noget der lever videre efter legemets død, og som de levende kan kommunikere med. Her er to eksempler på ansete bibelforskere som er nået til den slutning at sjælen dør. Den canadiske teolog Clark H. Pinnock har gjort følgende iagttagelse: „Denne opfattelse [at menneskesjælen er udødelig] har i lang, lang tid haft indflydelse på teologien, men den er ikke bibelsk. Bibelen lærer ikke at sjælen er udødelig.“ Den britiske bibelforsker John R. W. Stott siger: „Sjælens udødelighed — og følgelig uforgængelighed — er et græsk begreb, ikke et bibelsk.“

Ikke desto mindre er der mennesker som får budskaber og hører stemmer der synes at komme fra de døde. Hvem er det i så fald de kommer i forbindelse med?

Hvem kommunikerer man med?

Bibelen fortæller at ligesom en bugtaler benytter en dukke, sådan brugte en usynlig åndeskabning en slange til at tale til den første kvinde, Eva, og forlede hende til at gøre oprør mod Gud. (1 Mosebog 3:1-5) Bibelen omtaler denne åndeskabning, eller engel, som „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) Det lykkedes Satan Djævelen at få andre engle med i sit oprør. (Judas 6) Disse onde engle kaldes dæmoner og er fjender af Gud.

Bibelen viser at dæmoner har magt til at påvirke mennesker. (Lukas 8:26-34) Det er derfor ikke så mærkeligt at Guds lov siger: „Der må ingen findes hos dig . . . som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ (5 Mosebog 18:10-12) Hvilke farer indebærer det at ignorere denne lov?

En virkelig beretning om fortidens kong Saul af Israel besvarer det spørgsmål. I frygt for sine fjender opsøgte kong Saul et åndemedium og bad hende om at fremmane den afdøde profet Samuel. Da Saul hørte åndemediets beskrivelse af en gammel mand, troede han at dette genfærd var Samuel. Hvilket budskab fik han? Israel ville blive givet i fjendens hånd, og Saul og hans sønner ville være hos „Samuel“, hvilket antydede at de ville dø. (1 Samuel 28:4-19) Hvordan reagerede Gud på Sauls beslutning om at opsøge et åndemedium? Bibelen fortæller: „[Saul døde] for den troløshed som han havde vist . . . og også fordi han havde bedt et åndemedium om at rådspørge ånderne.“ (1 Krønikebog 10:13) Det var en høj pris at betale.

Også i dag udsætter de der beskæftiger sig med spiritisme, sig selv for stor fare. Bibelen siger advarende at de „som øver spiritisme“, vil lide „den anden [eller evige] død“. (Åbenbaringen 21:8; 22:15) Derfor er det tydeligvis klogt og til frelse for os selv at undgå enhver form for spiritisme.

Hvordan man modstår onde ånder

Hvad nu hvis man allerede er involveret i spiritisme? Da bør man straks tage skridt til at beskytte sig selv og sin familie mod at blive skadet af onde ånder. Hvilke skridt? Det kan illustreres med et eksempel. Hvordan beskytter man sit hus og sin familie mod skadedyr? Efter at man har fjernet skadedyrene fra sit hus, skaffer man sig af med alt hvad der kunne tiltrække dem. Man tætner sprækkerne og forstærker murene, og hvis skadedyrsangrebet fortsætter, beder man måske de lokale myndigheder om hjælp.

En lignende fremgangsmåde kan hjælpe os til at modstå onde ånder og gøre os fri af deres greb. Lad os betragte eksemplet med de kristne i Efesus som havde øvet spiritisme før de blev kristne. Efter at de havde besluttet sig til at frigøre sig fra spiritisme, tog de tre skridt for at beskytte sig mod de onde ånders angreb. Hvilke?

Det første skridt

Bibelen fortæller: „En hel del af dem der havde øvet magi, samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne.“ (Apostelgerninger 19:19) Ved at tilintetgøre deres bøger om spådomskunst satte disse nyomvendte kristne et godt eksempel for enhver der i dag ønsker at modstå de onde ånder. Man må skille sig af med alle genstande som har forbindelse med spiritisme. Det gælder bøger, blade, tegneseriehæfter, videofilm, plakater, materiale fra elektroniske kilder og musik som måtte have det mindste med spiritisme at gøre. Det indbefatter også amuletter eller andre genstande der bæres som „beskyttelse“. — 5 Mosebog 7:25, 26; 1 Korinther 10:21.

En mand i Sydamerika som i mange årtier havde været dybt involveret i spiritisme, fulgte dette bibelske råd. Han fortæller: „En dag samlede jeg alle mine spiritistiske genstande sammen og lagde dem foran mit hus, tog en økse og huggede dem i småstykker.“ Derefter brændte han det hele, så der ikke var noget tilbage. Han gjorde gode åndelige fremskridt og blev inden længe en nidkær forkynder i en af Jehovas Vidners menigheder.

Men det er ikke nok at tage det første skridt. Det fremgår af det Paulus skrev til de kristne i Efesus nogle år efter at de havde tilintetgjort deres bøger om magi: „For os er kampen . . . imod ondskabens åndemagter.“ (Efeserne 6:11, 12) Dæmonerne havde ikke givet op. De prøvede stadig at udnytte mennesker til deres egen fordel. Hvad mere måtte disse kristne gøre?

Det andet skridt

Paulus gav efeserne denne tilskyndelse: „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag.“ (Efeserne 6:11) Det er stadig klogt at følge dette råd. På samme måde som man prøver at holde skadedyr ude af sit hjem, må kristne styrke deres forsvar for at holde sig fri af de onde ånders magt. Hvad indbefatter det?

„Frem for alt,“ sagde Paulus, „grib til troens store skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile.“ (Efeserne 6:16) Dette skjold er absolut nødvendigt. Jo stærkere ens tro er, des bedre vil man kunne modstå de onde åndemagter. — Mattæus 17:20.

Hvordan kan man styrke sit forsvar? Ved fortsat at studere Bibelen. På hvilken måde er studium af Bibelen forbundet med tro? Ligesom styrken af en mur afhænger af hvor fast fundamentet er, afhænger styrken af ens tro for en stor del af hvor fast grundvolden er. Hvilken grundvold er der tale om?

Nøjagtig kundskab om Guds ord. Apostelen Paulus forklarer: „Troen kommer . . . af det man hører. Og det man hører, kommer gennem ordet om Kristus.“ (Romerne 10:17) Du er velkommen til at tage imod Jehovas Vidners tilbud om et gratis bibelstudium, der kan holdes hvor og når som helst det er belejligt for dig. Et sådant studium vil styrke din tro. (Romerne 1:11, 12; Kolossenserne 2:6, 7) Som følge heraf vil din tro inden længe være et kraftigt bolværk mod de onde ånders indflydelse. — Salme 91:4; 1 Johannes 5:5.

Hvilket tredje skridt måtte de kristne i Efesus tage?

Det tredje skridt

De nyomvendte kristne i Efesus havde taget skridt til at modstå de onde ånder, men de boede i en by fyldt med dæmonisme. De havde brug for yderligere beskyttelse. Da apostelen Paulus skrev til sine trosfæller, fortalte han dem hvad de skulle gøre: ’Bed fortsat i ånd med enhver form for bøn og anråbelse ved enhver lejlighed. Og med det for øje skal I våge med al vedholdenhed og med anråbelse for alle de hellige.’ — Efeserne 6:18.

At bede indtrængende og ofte om Jehovas beskyttelse var, og er stadig, nødvendigt for at kunne beskytte sig mod de onde ånder. Det er en trøst at vide at Jehova vil besvare vore oprigtige anråbelser ved at tilbyde os sin beskyttelse, herunder sine engles støtte. (Salme 34:7; 91:2, 3, 11, 14; 145:19) Det er derfor vigtigt at vi vedholdende beder Gud om at „befri os fra den onde“. — Mattæus 6:13; 1 Johannes 5:18, 19.

Antônio, et tidligere åndemedium i Brasilien, erfarede hvor stor betydning bønnen har. Efter at han havde taget imod et bibelstudium og lært Guds navn, Jehova, at kende, bad han Jehova Gud om hjælp til at frigøre sig fra spiritisme. Antônio ser tilbage og siger: „At bede til Jehova har været en tilflugt for mig og mange andre som engang har været trælbundet af onde ånder.“ — Ordsprogene 18:10.

Det kan lade sig gøre

Det er meget vigtigt at man efter at have lært Jehova at kende sætter hele sin lid til ham, underordner sig hans myndighed og adlyder hans bud. Gør man det, vil han beskytte en når man råber til ham om hjælp og bruger hans navn. Det erfarede Antônio. I dag tjener han som kristen ældste i en af Jehovas Vidners menigheder i São Paulo og er taknemmelig for at have fundet sandheden som har frigjort ham. — Johannes 8:32.

Ligesom Antônio og tusinder af andre tidligere spiritister som nu tjener Jehova Gud, kan du også frigøre dig fra spiritisme. Skil dig derfor af med genstande der har tilknytning til spiritisme, styrk din tro gennem studium af Bibelen, og bed om Jehovas beskyttelse. Tag disse tre skridt — det gælder dit liv.

[Tekstcitat på side 5]

Ifølge Bibelen kan de levende ikke kommunikere med de døde

[Illustration på side 6]

1. Skil dig af med alle genstande som har forbindelse med spiritisme

[Illustration på side 7]

2. Fortsæt med at studere Bibelen

[Illustration på side 8]

3. Bed indtrængende og ofte