Patmos — øen hvor Apokalypsen blev skrevet

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I GRÆKENLAND

FRA tid til anden kan beboerne på Patmos i Det Ægæiske Hav iagttage et blafrende lys over en bjergskråning på den nærliggende ø Samos. Nogle mener at det sælsomme lys skyldes statisk elektricitet, men de religiøse indbyggere på Patmos påstår noget andet. De skynder sig hen til deres naboer for at fortælle at de igen har modtaget et tegn fra øens mest berømte beboer, som for cirka 1900 år siden blev forvist til denne lille græske ø ud for Lilleasiens kyst.

Denne beboer var Jesu apostel Johannes, der — sandsynligvis på foranledning af den romerske kejser Domitian — blev forvist til Patmos fordi han „havde talt om Gud og vidnet om Jesus“. Her hørte han Guds stemme, „som lyden af en trompet“, der sagde: „Jeg er Alfa og Omega. . . . Hvad du ser skal du skrive i en skriftrulle.“ — Åbenbaringen 1:8-11.

Denne skriftrulle, eller bog, danner afslutningen på en uovertruffen bestseller. Nogle har betegnet den som et af de mindst forståede værker der nogen sinde er skrevet — dens navn er Åbenbaringen eller Apokalypsen, Bibelens sidste bog. De syner som Johannes fik angående den onde verdens endelige tilintetgørelse, har interesseret læsere i århundreder. *

Patmos i dag

Mange som gæster øen Patmos — den nordligste i øgruppen Dodekaneserne — finder at den danner en ideel baggrund for bogen. Stejle forbjerge skabt af vulkansk aktivitet og dybe mørke kløfter veksler med terrasseformede grønne bakker og blomstrende enge som bager i den brændende sol.

For at få et indtryk af hvordan Patmos ser ud i dag, tog jeg en færge fra Grækenlands vigtigste havneby, Piræus. Da færgen efter midnat sejlede ind til Patmos’ største by, Skala, der ligger i bunden af en smal bugt, spredtes skyerne og åbenbarede øen i fuldmånens skær.

Næste morgen mens jeg nippede til en kop bitter græsk kaffe, indstillede jeg mig på at udforske øen. I den tidlige morgenstund kunne man iagttage de sortklædte bedstemødre, som forsøgte at holde styr på småbørnene. En skægget fisker sad i nærheden og slog en nyfanget blæksprutte ned mod cementen på kajen for at gøre den mør til frokosten.

 I stedet for at tage med en båd besluttede jeg at klatre op ad en bjergside bag Skala for at betragte hele øen. Det var et enestående syn. Øen ligger udfoldet som et stort reliefkort midt i havet. Patmos består faktisk af tre småøer, forbjerge, som er forbundet med lave landtanger. Den ene af disse smalle landtanger ligger ved Skala. Den anden ligger ved Diakofti, som meget passende betyder „afskåret“, ved den ubeboede sydlige del af øen. Patmos er blot knap 13 kilometer lang og på et sted kun et stenkast i bredden.

Stormfuld historie

Øen er blevet betragtet som hellig næsten siden de første indvandrere for omkring 4000 år siden kom dertil fra Lilleasien. Nybyggerne valgte at lægge deres tempel for jagtgudinden Artemis på det næsthøjeste sted på øen.

Omkring år 96, hvor apostelen Johannes menes at være blevet forvist til Patmos, var øen underlagt Romerriget. I det fjerde århundrede blev den en del af det „kristnede“ Byzantinske Rige. Senere, mellem det syvende og det tiende århundrede, blev den underlagt islam.

Med tiden blev Patmos øde og forladt. Men sidst i det ellevte århundrede begyndte en græsk-ortodoks munk at bygge et befæstet kloster — Johannesklosteret — på det sted hvor Artemistemplet havde ligget. Langsomt blev øen igen beboet, og der blev bygget adskillige hvide kubistiske huse ved Chora, byen som stadig ligger klynget op mod klosterets beskyttende mure.

I sidste del af 1800-tallet oplevede øen en kort glansperiode, idet nogle af dens beboere ejede en af de rigeste handelsflåder i Middelhavet. Flåden var indirekte årsag til en ny invasion. I 1970’erne fik mange rigmænd i verden øjnene op for skønheden og de lave ejendomspriser på denne så godt som glemte ø. De ombyggede mange af de gamle købmandsboliger og udbyggede havnefaciliteterne, hvilket har medvirket til at Patmos er blevet en turistattraktion.

Patmos har hidtil undgået den massetilstrømning af turister som næsten har spoleret andre græske øer. Den væsentligste årsag er at Patmos ikke har nogen flyveplads, og at munkene fastholder deres krav om at øen i det store og hele forbliver et helligt område.

En blanding af historie og overlevering

En tjener i restauranten hjalp mig i min udforskning af øen ved at vise mig hen til den 400 år gamle brostensvej bag ved Skala. Den fører gennem en duftende fyrreskov op til det man mener er Johannes’ grotte, og til Johannesklosteret. I udkanten af byen så jeg på en stenvæg friskmalet rød graffiti med det ildevarslende budskab: „Ohi sto 666“ (Pas på 666), et af de misforståede symboler i Åbenbaringens Bog.

I 1090 blev Apokalypseklosteret, med det ganske lille kapel for „Sankt Anna“, bygget for at indhegne indgangen til den grotte hvor Johannes ifølge overleveringen modtog sine  syner. Jeg så en enlig kvinde knæle ned og lægge et tama (offer) ved Sankt Johannes-ikonen. Tilhængerne af den ortodokse kirke, som tror at ikonen kan udrette mirakler, ofrer tamata — små metalfigurer af mennesker, legemsdele, huse, biler og både. Jeg huskede at jeg i nærheden af Korinth havde set nogle lignende ofre, lavet af ler, i templet for Asklepios (Æskulap), lægekunstens gud i antikkens Grækenland. Mon denne lighed blot skyldtes en tilfældighed?

Kulturelle relikvier og manuskripter

Da jeg trådte ind på gårdspladsen i Johannesklosteret, kom en venlig mand frem fra den mørke labyrint af korridorer. „Papa Nikos“ (fader Nick) satte en ære i at fremvise klosterets skatte for mig og adskillige andre turister. Klosteret ejer det meste af Patmos og er et af de mest velhavende og indflydelsesrige i Grækenland.

Vi gik gennem et svalt kapel der var røgsværtet af årtiers brændende vokslys, og hvor resterne af klosterets stifter ligger, og dernæst gennem Jomfruens Kapel, som til dels er bygget af sten fra Artemistemplet. I museet så vi en umådelig værdifuld samling af guld og juveler som zarerne havde skænket, desuden det dokument fra det ellevte århundrede der stadfæstede munkenes ret til øen, og som var underskrevet af den byzantinske kejser Alexios I Komnenos, og et fragment af Markusevangeliet fra 500-tallet, skrevet, ikke med blæk, men med sølv på purpurfarvet pergament. Ud over dette fragment ejer klosteret en betydelig samling af bibelske og teologiske håndskrifter.

Øens seværdigheder

Øen har også sine naturskønne steder. Nogle få kilometer syd for Skala ligger en uberørt strand langs en fredet bugt. Stranden er flad og ret ensartet, bortset fra en fem-seks etagers høj klippeblok midt på stranden der kaldes Kalikatsou (Skarven), og som er gennemhullet af huler så den ligner en enorm schweizerost.

Den bedste måde at opleve Patmos på er ganske enkelt at vandre omkring på øen. Man vil måske gerne sidde i den varme sol midt i de endnu ikke udgravede ruiner af det gamle akropolis ved Kastelli og lytte til fårenes bjælder i det fjerne og fårehyrdens skingre fløjte. Eller måske sidde ved stranden en eftermiddag hvor Ægæerhavet spreder sit slør af tågedis hen over himmelen, og se på bådene der sejler ud og forsvinder i disen som om de sejlede ind i selve himmelen.

Den sidste dag på Patmos oplevede jeg en smuk rød solnedgang som fik byen der lå under mig, til at syne større. Ude i bugten klargjorde lygtefiskerne deres små både, som de kalder gri-gri (ællinger) fordi de trækkes i en line efter et moderskib.

Det var som om hele øen glødede. En kølig vind og høje bølger fik deres gri-gri til at vippe faretruende. Da jeg få timer senere stod på dækket af færgen på vej tilbage til Piræus, så jeg bådene igen idet vi hurtigt passerede forbi fiskepladserne få kilometer fra land. Mændene havde tændt deres kraftigt lysende lygter for at tiltrække fiskene. Lige til fiskerne og øen bag dem var ude af syne, blev jeg ved med for mit indre øje at se billedet af en landsforvist Johannes der sad og nedskrev sine syner på Patmos.

[Fodnote]

[Illustration på side 27]

Johannesklosteret

[Kildeangivelse på side 26]

© Miranda 2000