Sukkerrør — græsset over alle græsser!

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

HVAD ville vi stille op uden sukker? Det ville være overdrevet at sige at verden ville gå i stå — men mange ville blive nødt til at ændre deres kostvaner drastisk hvis sukkeret forsvandt. Ja, i de fleste egne af verden får man sukker hver dag, hvilket har gjort sukkerproduktionen til en verdensomspændende industri.

Millioner af mennesker, fra Cuba til Indien og fra Brasilien til Afrika, dyrker sukkerrør. Engang indtog sukkerproduktionen førerstillingen som verdens største og mest indbringende industri. Man kan sige at sukkerrøret mere end nogen anden plante har været med til at præge verden.

Kunne du tænke dig at vide mere om denne bemærkelsesværdige plante? Så tag med os til en egn i Queensland i Australien hvor man dyrker sukkerrør. Skønt dette område kun producerer sukkerrør i beskedent omfang, har den effektive drift og forarbejdning gjort det til en af verdens førende eksportører af råsukker.

Vi besøger en sukkerrørsdyrkende egn

Luften er varm og fugtig. Den tropiske sol bager en plantage med høstmodne sukkerrør. En stor maskine der ligner en mejetærsker, bevæger sig langsomt gennem de høje sukkerrørsplanter idet den kapper stænglerne af og placerer de afskårne sukkerrør i en vogn ved siden af. Snart drypper der sukkersaft fra disse stængler, og en sød, skimlet duft breder sig. Den kostbare saft fra dette ejendommelige græs har påbegyndt sin rejse fra plantagen til din sukkerskål.

For ikke så længe siden huggede man her i Australien møjsommeligt sukkerrørene af med håndkraft, sådan som man stadig høster sukkerrør i mange lande. Forestil dig situationen. Arbejderne skærer stænglerne af. En linje af svedende sukkerrørsarbejdere skrider langsomt frem gennem plantagen. Med næsten militær præcision samler arbejderne knipper af opretstående sukkerrør i armen og trækker dem med et fast greb til side for at afdække deres rodstok. Som arbejderne skiftevis håndterer macheterne og mejer stænglerne med deres stærke armbevægelser, hører man en susen og en huggen. De kaster stænglerne til side i lige rækker og går videre til de næste planter. Men i hele verden er billedet ved at ændre sig, og stadig flere lande er på vej til at mekanisere processen.

Australiens sukkerrørsområde udgøres hovedsagelig af en cirka 2100 kilometer lang  kyststrækning, hvoraf størstedelen går langs med Det Store Koralrev. (Se artiklen „Et besøg ved Det Store Koralrev“ i Vågn op! for 8. juni 1991.) Det varme og fugtige klima året rundt skaber her gode vækstbetingelser for sukkerrør, og omkring 6500 sukkerrørsdyrkere lever hovedsagelig på små familiegårde der ligger spredt langs med kysten som drueklaser på en vinranke.

Efter en lang køretur ser vi i det fjerne sukkerbyen Bundaberg midt på Queenslands kyst. Efterhånden som vi går ned ad en lille bakke, mødes vi af et betagende panorama — et bølgende hav af sukkerrør så langt øjet skuer! Og sikken farverigdom! De forskellige sukkerrørsmarker har nået forskellige modningsfaser sådan at de danner et rudemønstret kludetæppe i stærke grønne og gyldne nuancer, med små chokoladebrune lapper dér hvor jorden ligger brak eller lige er blevet høstet.

Juli er årets køligste måned, så høsten og valsningen er lige begyndt og fortsætter til december, hvor det sidste hold sukkerrør er modent. Nu vil vi gerne besøge en sukkerfabrik for at se hvad der sker med de høstede sukkerrør. Men vi får at vide at det forinden er en god idé at høre noget om selve sukkerrøret. Derfor beslutter vi at gøre vores første stop ved en sukkerforskningsstation i området. Her udvikler forskere nye sukkerrørsarter og forsker i at forbedre dyrkningen og forarbejdningen af planten.

Oprindelse og dyrkning

Ved forskningsstationen vil en imødekommende agronom gerne fortælle os noget om selve sukkerrøret og forklare os hvordan det dyrkes. Planten, der er en kæmpe i græsfamilien, fandtes oprindelig i Sydøstasiens og Ny Guineas regnskove. Den tæller så forskelligartede medlemmer som plænegræsset, kornsorterne og de træagtige bambus. I alle disse planter dannes der ved fotosyntesen sukker i bladene. Og dog skiller sukkerrøret sig ud ved at producere helt enorme mængder, der samles i form af en sød saft i de trævlede stængler.

Dyrkningen af sukkerrør var almindeligt udbredt i oldtidens Indien. I 327 før vor tidsregning lagde sekretærer i Alexander den Stores angrebshære mærke til at indbyggerne tyggede på et forunderligt rør, „der gav honning uden brug af bier“. Efterhånden som opdagelsesrejserne og de tekniske fremskridt tog fart i det 15. århundrede, greb sukkerrørsproduktionen hastigt om sig. I dag findes der mange tusind sorter, og mere end 80 lande bidrager til en årlig høst på omkring en milliard tons.

I de fleste dele af verden er udplantningen en arbejdskrævende proces. Modne sukkerrørsstængler hugges af i stykker på cirka  40 centimeters længde og lægges i render i jorden med cirka halvanden meters afstand. Fra hvert stængelstykke gror der et rodskud med omkring 8 til 12 stængler, der bliver modne på 12 til 16 måneder. Det kan være lidt uhyggeligt at gå igennem en plantage der er tæt bevokset med modne sukkerrør. Stængler og blade rager indtil 4 meter op. Mon den raslen derovre blot skyldes vinden, eller er det måske en slange eller gnaver? Lad os for en sikkerheds skyld søge tilbage til åbent land!

Der forskes i hvordan man kan komme sukkerrørenes sygdomme og skadedyr til livs, og nogle af bestræbelserne, om end ikke alle, har da også båret frugt. I et forsøg på at udslette den plagsomme sukkerrørsbille indførte myndighederne for eksempel i 1935 hawaiianske agatudser til det nordlige Queensland. Desværre foretrak agatudsen nogle af de mange andre forhåndenværende retter frem for sukkerrørsbillen, ynglede stærkt og er nu selv blevet en af de største plager i det nordøstlige Australien.

Afbrænding før høst?

Senere, efter mørkets frembrud, iagttager vi med stor undren en lokal sukkerrørsdyrker der sætter ild til sin modne afgrøde. Inden for få sekunder forvandles plantagen til et flammehav med ildtunger der rækker langt op i nattehimmelen. Ved at afbrænde sukkerrørsplanterne fjerner man uønskede blade og andet der kan besværliggøre høsten og forarbejdningen. Men i nyere tid er man gået mere og mere over til at høste uden den bemærkelsesværdige afbrænding. Man taler om grøn sukkerrørshøst. Den metode giver ikke blot et større sukkerudbytte, men efterlader også et skærmende tæppe af dækningsmateriale på jordbunden, som samtidig forebygger jorderosion og ukrudt.

Selv om man i mange sukkerrørsdyrkende nationer stadig høster ved håndkraft, bruger man nu i flere lande enorme høstmaskiner til sukkerrørene. Disse monstrummer hugger sig vej gennem den høje bevoksning, kapper toppen og rodenden af stænglerne og snitter dem automatisk i korte stave eller tynde skiver så de er klar til forarbejdning i fabrikken. Mens en sukkerrørsarbejder ved møjsommeligt at hugge rørene  manuelt gennemsnitlig kan høste 5 tons rør om dagen, kan høstmaskinerne med lethed behandle indtil 300 tons om dagen. Sukkerplanterne kan høstes i flere år inden sukkerudbyttet falder og de må fornys.

Sukkerindholdet i stænglerne daler hastigt efter indhøstningen, så det er vigtigt at den videre forarbejdning sker hurtigt. En smalsporet jernbane på omkring 4100 kilometer sørger for hurtig transport i de områder af Queensland hvor man dyrker sukkerrør. De små lokomotiver der kører på sporene, er et farvestrålende syn når de kører gennem landskabet med snesevis af vogne bag sig der er fyldt til randen med sukkerrør.

Gennem valseværket

En rundtur i en sukkerfabrik er en interessant oplevelse. Det første syn der møder en, er i rækkevis af vogne med sukkerrør der er klar til at blive læsset af. Store skære- og valsemaskiner findeler sukkerrørene og presser sukkersaften ud af plantefibrene. De pressede fibre, kaldet bagasse, tørres og bruges som brændsel i fabrikken. Den overskydende mængde bliver solgt som råmateriale til fremstilling af papir og byggematerialer.

Urenhederne i sukkersaften fjernes, og tilbage er en klaret væske. De urenheder der er blevet udvundet, bruges i gødningsmidler. Et andet biprodukt, melasse, anvendes til kvægfoder eller som råmateriale til destillation af rom og industrisprit. Sukkerrørets mange anvendelsesmuligheder og den effektive måde man forarbejder det på, er imponerende.

Nu koges sukkersaften ind så vandet fordamper, og den rå sirup koger videre til den begynder at krystallisere. Når krystallerne har nået den rigtige størrelse, udskilles de fra massen og tørres. Resultatet er brunt råsukker. Når man raffinerer råsukkeret yderligere, får man det fine hvide sukker mange har stående i sukkerskålen.

Måske vil din kaffe eller te smage lidt sødere efter vores fascinerende og lærerige tur i denne sukkerrørsdyrkende egn. Hvis du har sukkersyge, må du selvfølgelig give afkald på sukker og måske bruge sødestof i stedet.

Det har helt klart gjort indtryk på os at se den alsidighed og opfindsomhed skaberen af denne bemærkelsesværdige plante har udvist da han udtænkte den og lod den gro i overflod. Ja, sukkerrøret er virkelig græsset over alle græsser!

[Ramme på side 22]

Roe eller rør?

Sukker fremstilles af to af verdens største afgrøder. Sukkerrør dyrkes fortrinsvis i tropiske egne og tegner sig for mindst 65 procent af verdens sukkerproduktion. De resterende 35 procent udvindes af sukkerroen, der dyrkes under køligere himmelstrøg, for eksempel i Øst- og Vesteuropa samt Nordamerika. Sukkerarterne har den samme kemiske formel.

[Illustration på side 23]

Sukkerrørene brændes af inden der høstes

[Illustration på side 23]

Mekanisk sukkerrørshøst. Traktor med vogn

[Kildeangivelse på side 21]

Alle billeder på side 21-24: Queensland Sugar Corporation