Et besøg i „Ruslands ældste by“

MIN kone, Linda, og jeg kom til Moskva i juli 1998 i forbindelse med vores arbejde. Ingen af os havde været i Rusland før, og vi var meget opsatte på at lære noget om landet, dets sprog og befolkning.

Kort efter vores ankomst lagde jeg mærke til en grøn femrubelseddel med en interessant gravering på bagsiden. Den viste en murstensfæstning som så ud til at være fra det 14. eller 15. århundrede. Herfra kunne man holde udkig med en flod, og i baggrunden sås en ø og en sø. I hjørnet var navnet på stedet graveret. Der stod Novgorod.

Jeg spurgte nogle moskovitter om de kendte byen. Alle vidste noget om Novgorod, men kun én af dem havde været der. Jeg fik oplyst at byen lå cirka 550 kilometer fra Moskva i retning mod Sankt Petersborg, og man kunne komme dertil med et nattog. Min kone og jeg besluttede at tage dertil.

Vores tur til Novgorod

Jeg havde før købt billetter til Sankt Petersborg, så jeg vidste hvor de solgte dem. Nummeret på togvognen og vores kupé stod på billetterne. En septemberaften sidste år indfandt vi os på stationen lidt over ni og satte os til rette i vores private kupé i vogn nummer fem.

Med en knagende lyd og et modvilligt ryk satte toget langsomt i gang mens det slingrede fra side til side. Vi rejste med et lokaltog der standsede ved alle stationer, så dette gentog sig hele natten. Indimellem måtte vi stoppe for et andet tog der buldrede forbi. Der gik nogle minutter mens vi holdt på et sidespor i nattens stilhed. Omsider blev bremserne slået fra, og vores vogn begyndte igen at knirke og knage — som om den ikke ville rokke sig af stedet — for til sidst at følge med resten af toget. Nu kunne jeg endelig falde i søvn.

Lige før vi nåede Novgorod, bankede den kvindelige togbetjent på vores dør. Der var travlhed på stationen selv om klokken kun var syv om morgenen. Ved en aviskiosk fandt vi et kort over byen og spurgte samtidig ekspedienten hvad det ville koste at tage en taxa til vores hotel. For 20 rubler (cirka 5 kroner) kørte chaufføren os til vores hotel i sin russiske Lada, tværs over den flod der var graveret på sedlen — Volkhovfloden.

Chaufføren fortalte os at han ikke selv var russer, men hans kone var, og derfor havde han bosat sig i Rusland. Da vi kom til hotellet, blev vi budt velkommen af receptionisten, som gav os lov til at checke ind med det samme skønt klokken kun var halv otte om morgenen. Hun  gav os nogle tips om hvor man kunne gå hen, så vi benyttede lejligheden til at gå en tur langs floden, og bagefter spiste vi morgenmad.

I området var der en park med velholdt græs og veltrimmede træer. Promenaden langs floden var prydet med farvestrålende, dekorative blomsterbede. Novgorod er dog ikke en udpræget turistby, men der kommer nu og da en gruppe turister med bus. Vi så næsten ikke andet end russere.

De lokale beboere fortalte os at Novgorod er Ruslands ældste by. Man mener den er over 1100 år gammel. Snesevis af gamle kirker rundt om i byen bekræfter dens religiøse arv. På et kort talte Linda 25 kirker bare i nærheden af hotellet.

Vi fik øje på et tårn inde i „kreml“ — som ikke må forveksles med Kreml i Moskva, men blot er det russiske ord for fæstning. Det var muligt at komme helt op i tårnet. Det kostede fem rubler (cirka 1,50 krone) at gå op ad en vindeltrappe til tårnets top. Herfra sammenlignede jeg udsigten med billedet på min femrubelseddel. Træerne var vokset, og man havde overdækket gangstien på fæstningsmuren. Men her var Volkhovfloden — den samme flod og den samme ø og sø i baggrunden. Kun kranen der var i gang med at oprense floden, var ikke med på graveringen.

 På vores anden dag i Novgorod lagde vi mærke til noget der overraskede os. Efter russiske forhold er byen lille — selv om den har en befolkning på 250.000 — men folk kunne huske hvem vi var, endda detaljer om os. Servitricen på hotellet huskede os fra den foregående dag. Hun vidste at vi kunne lide kaffe, og blev ved med at komme med mere. Hun vidste også at vi ikke ønskede juice, derfor tilbød hun os ikke noget. Da jeg bad om regningen, smilede Olga — jeg kan stadig huske hendes navn — mens hun så direkte på mig, og sagde: „Det er værelse nummer 356, ikke?“

Om søndagen vrimlede det med mennesker ved fæstningen og på gangbroen over Volkhovfloden, i gaderne og på promenaden. Linda gik hen for at købe popcorn hos en gadesælger nær gangbroen, der — som I nok kan gætte — kunne huske hende fra dagen før.

Vi vendte tilbage for at gå op i tårnet og nyde udsigten endnu en gang. Pigen der tog imod penge ved indgangen, smilede til os og sagde: „Var I her ikke i går? Så har I allerede betalt, I behøver ikke betale igen.“

Vi skulle mødes med David, en ven som vi havde kendt for mange år siden i New York. Han havde giftet sig med en russisk pige der hed Alyona, og de boede nu i Novgorod, hvor de var forkyndere i en af Jehovas Vidners menigheder. Vi mødtes foran restaurant Detinets, som er bygget sammen med fæstningsmuren. Her fik vi serveret den bedste russiske mad vi nogen sinde har smagt. Det kostede os ikke meget at købe en menu som bestod af tre retter (salat, suppe, hovedret, kaffe og dessert).

Novgorod var en by med venlige mennesker som huskede os, lækker mad, interessant historie og afvekslende muligheder som gjorde den spændende at besøge. Vi vil gerne besøge den igen en anden gang. — Indsendt.

[Illustrationer på side 22, 23]

Den russiske femrubelseddel og et fotografi af den samme udsigt over Novgorod

[Illustration på side 23]

Fæstningen set fra Volkhovfloden

[Illustration på side 24]

Gangbro over Volkhovfloden

[Illustration på side 24]

I århundreder var religionen fremherskende i Novgorod