Et samvittighedsspørgsmål

I DEN klassiske film fra 1944 Arsenik og gamle kniplinger led adskillige ældre mænd en hurtig død efter at have drukket hyldebærvin der var tilsat arsenik. Filmen afspejler den almindelige opfattelse at arsenik altid er en hurtigvirkende og dødelig gift. De pludselige dødsfald i filmen skyldtes faktisk ikke arsenik, men den stryknin og cyanid som også var blevet tilsat vinen.

„Symptomerne på arsenikforgiftning er som regel ikke akutte,“ skriver dr. Robert E. Gallagher i tidsskriftet The New England Journal of Medicine. Han tilføjer dog at „arsenikforgiftning som følge af forurenet drikkevand og industriforurening er et alvorligt sundhedsproblem i mange dele af verden, hvor den disponerer folk for en række sygdomme, deriblandt hud-, blære-, lunge- og leverkræft“.

Set på den baggrund er det forståeligt at mange læger normalt ikke vil benytte arsenik som behandlingsmiddel. Men lyt engang til følgende erfaring fra Canada. Læg mærke til hvordan der opstod en samvittighedskonflikt mellem en patient ved navn Darlene og hendes behandlere, nogle læger og sygeplejersker samt en farmaceut da blodtransfusion og derefter arsenik blev foreslået som behandling. Darlene fortæller:

„I maj 1996 havde jeg problemer med hyppige blå mærker og blødninger, inklusive usædvanlige blødninger fra tandkødet. Min hæmatolog, dr. John Matthews i Kingston, Ontario, stillede diagnosen akut promyelocytær leukæmi, en sjælden form for kræft. Efter en række undersøgelser, deriblandt en knoglemarvsprøve, forklarede dr. Matthews mig venligt hvad akut promyelocytær leukæmi er, og hvordan sygdommen behandles. Den normale behandling omfatter en udskiftning af blodet samtidig med at der gives kemoterapi, men min bibeloplærte samvittighed forbød mig at modtage blodtransfusion.

Frem for at bruge kostbar tid på at forsøge at få mig til at skifte mening fandt lægerne frem til en anden behandling. Den modificerede behandling bestod blandt andet i brugen af et A-vitamin-derivat kombineret med moderat kemoterapi. I tre måneder var leukæmien i remission, men så vendte den tilbage med fornyet styrke. Smerterne i mit hoved, der skyldtes en opsvulmning af hjernen, var ikke til at holde ud. Jeg havde desuden udviklet resistens over for behandlingen. Det var på det tidspunkt at lægen sagde at han ikke længere kunne behandle mig uden blodtransfusion. Vi fik at vide at jeg havde mindre end to uger tilbage at leve i.

De næste par dage var hektiske med flere blodprøver, begravelsesforberedelser og besøg hos min advokat angående mit testamente. I løbet af denne periode fortalte dr. Matthews os om en usædvanlig medicinsk behandling som læger i Kina med godt resultat havde anvendt mod akut promyelocytær leukæmi, og som var blevet beskrevet i ansete videnskabelige tidsskrifter som Blood og Proceedings of the National Academy of Sciences. I deres søgen efter oplysninger om  sygdommen havde lægen og en kollega læst i et lægevidenskabeligt tidsskrift at ’det sikkert vil komme som en overraskelse for mange at man med godt resultat havde brugt arsentrioxid intravenøst og med begrænset giftighed til behandling af akut promyelocytær leukæmi’.

Nu havde jeg to muligheder: At gå imod min samvittighed og modtage blodtransfusion eller at sige ja til den ikke særlig kendte behandling med arsenik. Jeg valgte det sidstnævnte. * Lidet anede jeg hvilke samvittighedskonflikter min beslutning ville forårsage hos lægerne, sygeplejerskerne, farmaceuten og hospitalspersonalet.

Hospitalet kontaktede dernæst sundhedsmyndighederne for at få bekræftet at man måtte ordinere arsenik. Først da kunne de give tilladelse til behandlingen. I begyndelsen var farmaceuten ikke indstillet på at samarbejde da han i al oprigtighed havde sine tvivl i forbindelse med sikkerheden ved brug af arsenik. Mine to behandlende læger, dr. Matthews og dr. Galbraith, måtte fremlægge overbevisende og positive oplysninger om denne behandling. Først efter at hospitalsmyndighederne og farmaceuten var blevet præsenteret for fyldestgørende medicinske beviser på behandlingens virkning, var de villige til at samarbejde.

Farmaceuten indvilligede i at forberede arsenikken og sterilisere den til øjeblikkelig brug. Men nu stred det mod sygeplejerskernes samvittighed at hænge posen med det kontroversielle stof op på dropstativet. De stod og så til mens lægerne selv hængte adskillige poser op. Sygeplejerskerne bønfaldt mig om at modtage blod. De var overbeviste om at jeg ville dø, og jeg appellerede derfor til deres professionalisme og bad dem respektere det når jeg af samvittighedsmæssige grunde nægtede blodtransfusion. Jeg gav udtryk for min taknemmelighed, lagde armen om dem og bad dem sætte deres personlige følelser til side. Vi bevarede et godt forhold til hinanden. Jeg blev behandlet med arsenik i seks måneder og fik det meget bedre. Lægerne blev da enige om at jeg kunne fuldføre behandlingen hjemme.

Det blev ordnet sådan at jeg kunne få besøg af hjemmesygeplejersker. Endnu en gang gav min behandling anledning til samvittighedskvaler, idet sygeplejerskerne kviede sig ved at give mig arsenik. Møder, breve og artikler fra ansete lægevidenskabelige tidsskrifter ændrede dog situationen, og sygeplejerskerne indvilligede i at samarbejde. I september 1997 var jeg færdig med behandlingen.

Den form for kræft jeg har, kan desværre bryde ud igen. Lægen siger at den er som en tidsindstillet bombe. Men jeg har lært at glæde mig over livet hver eneste dag. Jeg svigter aldrig de kristne møder, og jeg er travlt optaget af at gøre andre bekendt med det bibelske håb om en tid da ’ingen indbygger siger: „Jeg er syg.“’“ — Esajas 33:24.

Der påhviler lægerne et stort ansvar med hensyn til at give deres patienter den bedst mulige behandling. Generelt tager de dette ansvar alvorligt og yder samvittighedsfuldt behandling inden for grænserne af deres ekspertise og den aktuelle medicinske viden. Som denne erfaring bekræfter, kan læger, sygeplejersker og andre inden for sundhedssektoren udrette meget ved at være fleksible og tage hensyn til den informerede voksne patient.

[Fodnote]

[Illustration på side 20]

Darlene Sheppard