Jeg søgte at træffe kloge valg

FORTALT AF GUSTAVO SISSON

Jeg var 12 år da jeg besluttede mig for at blive læge, og dét til trods for at jeg var meget engageret i svømning. Men på omtrent samme tidspunkt begyndte jeg at undersøge Bibelen og ønskede derfor også at blive en ordets tjener. Hvordan gik det med mine forskellige ambitioner og interesser? Kunne de forenes?

I 1961 begyndte Olive Springate, som var missionær i Brasilien, at læse Bibelen sammen med min mor og mig. Men på grund af modstand fra min far, der var en respekteret læge i Pôrto Alegre, måtte vi holde op. Olive slap imidlertid ikke kontakten med os, og efterhånden forstod jeg at det jeg lærte, var sandt. På det tidspunkt var jeg imidlertid så optaget af svømning at det åndelige blev skubbet i baggrunden.

Da jeg var 19 år, mødte jeg en ung og charmerende pige ved navn Vera Lúcia i svømmeklubben, og vi begyndte at komme sammen. Min mor talte med hende om vores tro, og det interesserede hende. Jeg kontaktede Olive, og hun begyndte så at læse Bibelen sammen med os, selv om Vera Lúcias far var imod det.

Vera Lúcia fortsatte dog sit bibelstudium og fik mere og mere kundskab. Hun begyndte endda at lede bibelstudier med nogle der arbejdede i svømmeklubben. På det tidspunkt var jeg optaget af træningen til det kommende landsmesterskab i svømning.

Vi havde studeret og overværet kristne møder i over et år da Vera Lúcias far begyndte at få mistanke om at der var noget i gære. En dag vi kom hjem fra møde, stod han og ventede på os og forlangte at få en forklaring på hvor vi havde været. Jeg svarede at vi havde været til et kristent møde, og at religion muligvis ikke betød noget for ham, men at det for os var et spørgsmål om liv og død. Med et suk sagde han: „Hvis det er et spørgsmål om liv og død, kan jeg jo blive nødt til at acceptere det.“ Fra da af ændrede han holdning, og skønt han aldrig selv blev et af Jehovas Vidner, blev han en nær ven som altid var parat til at hjælpe.

Måtte vælge

Jeg havde bestemt mig for at opgive konkurrencesvømning efter det brasilianske mesterskab, men efter at jeg havde vundet to sejre og  sat brasiliansk rekord i 400 meter crawl og 1500 meter fristil, var vejen åben til de panamerikanske lege i Cali, Colombia, i 1970. Jeg begyndte at træne til legene selv om Vera Lúcia ikke syntes om at jeg tog af sted.

Det gik godt i Cali, og trænerne spurgte derfor om jeg ville deltage i olympiaden. Jeg tænkte på mit ufærdige lægestudium og de vidunderlige sandheder om Jehovas hensigter jeg havde lært at kende, og opgav enhver tanke om at fortsætte min svømmekarriere. Fra da af gjorde jeg hurtigt åndelige fremskridt. I 1972, året for De Olympiske Lege i München i Tyskland, blev Vera Lúcia og jeg døbt som symbol på vores indvielse til Jehova. Det fik mor til at genoptage sit bibelstudium for til sidst også at blive døbt.

Da mor lod sig døbe, voksede fars modstand. Det endte med at familien gik i opløsning; og da jeg stadig gik på universitetet, måtte vi klare os med mors beskedne pension og det vi fik fra salget af huset. Det medførte at Vera og jeg måtte udsætte vores bryllup. Min far havde faktisk lært mig mange gode leveregler som hjalp mig når jeg skulle træffe beslutninger. Han plejede at sige: „Vær ikke bange for at være anderledes,“ og: „Flertallet har ikke altid ret.“ En af hans kæpheste lød: „Ens værd kan måles efter hvad man giver andre.“

Som et af Jehovas Vidner har jeg kunnet følge fars udmærkede råd. Da han døde i 1986, sad jeg ved hans side. Vi var blevet venner igen og respekterede hinanden. Jeg tror han var stolt af mig fordi jeg blev læge ligesom han.

Inden da havde jeg i 1974 gjort mit lægestudium færdigt. Det var min mening at blive praktiserende læge, men efter nøjere overvejelse fandt jeg ud af at jeg bedre kunne hjælpe mine kristne brødre ved at blive kirurg. (Apostelgerninger 15:28, 29) Derfor tog jeg udfordringen op og brugte de næste tre år på at blive kirurg.

En udfordrende kamp i retten

Jeg blev involveret i en meget sørgelig sag med et af Jehovas Vidner på 15 år som havde indre blødninger. Hun var bleg, og hendes blodtryk var lavt, men hun var klar og stod fast på sin beslutning om ikke at få blod. Da jeg havde øget hendes blodvolumen, foretog jeg en endoskopi og vaskede det involverede område med en kølig saltvandsopløsning for at stoppe blødningen. Det forbedrede i begyndelsen hendes tilstand, men 36 timer senere, mens hun endnu var i intensiv behandling, begyndte blødningerne pludselig igen. Den vagthavende læge bestræbte sig ihærdigt på at stoppe blødningen og opretholde pigens blodvolumen, men det lykkedes ikke, og hun døde.

Denne hændelse fik det etiske råd til at frakende mig min kandidatstilling, og sagen blev indberettet til distriktslægerådet. Jeg blev anklaget for at have overtrådt tre paragraffer i lægelovens etiske kodeks, og derved var min autorisation som læge samt mit levebrød i fare.

En komité gav mig 30 dage til at aflevere et skriftligt forsvar. Mine advokater forberedte juridiske og forfatningsmæssige argumenter, og jeg forberedte et lægefagligt forsvar med hjælp fra det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH), en gruppe Jehovas Vidner som fremmer samarbejdet mellem hospital og patient. Ved høringen stillede underretningskomitéen overvejende spørgsmål om hvordan det var at være læge og samtidig et af Jehovas Vidner. Mit forsvar var dog især baseret på lægelige og videnskabelige argumenter og på materiale fra agtede kirurger.

Det fremlagte bevismateriale slog fast at patienten havde nægtet at tage imod en blodtransfusion, og at jeg intet havde gjort for at påvirke hende til at træffe denne afgørelse. Ved høringen blev det også fastslået at jeg var den eneste ud af de fire behandlende læger som havde påbegyndt en behandling der  var i overensstemmelse med patientens ønsker og hendes helbredstilstand.

Min sag kom så for en komité der skulle afgive deres stemme ved et plenarmøde. Jeg fremførte et ti minutters mundtligt forsvar hvori jeg, som i mit skriftlige forsvar, udelukkende fokuserede på de lægelige aspekter. Efter at have lyttet til mig sagde to medlemmer i komitéen at selv om jeg ikke havde brugt blodtransfusioner, hvilede den behandling jeg havde ordineret, på et solidt videnskabeligt grundlag. En anden læge påpegede at blodløs behandling er effektiv og resulterer i en lavere dødelighedsprocent. Det sidste komitémedlem fremhævede at sagen ikke drejede sig om hvorvidt blodtransfusion er en god behandlingsform eller ej. Spørgsmålet var om en læge kan påtvinge en patient en behandling som vedkommende ikke ønsker — og komitémedlemmet mente ikke at en læge har den beføjelse. Med et flertal på 12 mod 2 besluttede komitémedlemmerne derfor at frafalde alle anklager mod mig og således frifinde mig.

Forsvarer en patients rettigheder

Nogle læger har fået en retskendelse for at kunne påtvinge patienter som er Jehovas Vidner, en blodtransfusion, og jeg har en gang imellem fremlagt beviser ved retslige høringer der har medvirket til at omstøde sådanne retskendelser. I ét tilfælde drejede det sig om et Vidne med udvidede blodkar i spiserøret, en tilstand som kan forårsage alvorlige blødninger i maven. Da han kom på hospitalet, led han allerede af blodmangel — hans hæmoglobintal var 2,9 millimol pr. liter. * I begyndelsen pressede man ham ikke til at modtage blod, og han fik kun en behandling der lindrede hans symptomer.

Efter at have ligget en uge på hospitalet fik patienten til sin store overraskelse besøg af en betjent med en retskendelse til at gennemtvinge en blodtransfusion. På det tidspunkt var hæmoglobintallet steget til 3,9 millimol pr. liter, og hans tilstand var klinisk stabil. Det virkede som om dommeren havde truffet sin afgørelse ud fra det første hæmoglobintal og ikke ud fra det aktuelle, som var højere.

KUH tilbød sin hjælp. Patienten bad mig undersøge ham. Det gjorde jeg, og derefter fik jeg ham overflyttet til et hospital hvor han kunne blive behandlet uden brug af blod. Samtidig gjorde hans advokater indsigelse mod den retskendelse der skulle muliggøre gennemførelsen af en blodtransfusion.

Dommeren indkaldte mig til høring og udspurgte mig om patientens helbredstilstand. Under høringen bemyndigede hun mig til at fortsætte behandlingen af patienten mens grundlaget for retskendelsen blev drøftet. Da den nye høring skulle finde sted, var patienten kommet sig, og han var blevet udskrevet fra hospitalet. Jeg blev indkaldt for at afgive vidneudsagn igen, og hospitalets advokat krævede beviser for at den behandling jeg havde anbefalet, var videnskabeligt forsvarlig. Han blev pinligt berørt da jeg fremviste en artikel i et lægetidsskrift som var udgivet af det selv samme hospital han repræsenterede, og som anbefalede en sådan behandling.

Da dommen blev afsagt, var vi glade for at høre at vort valg af lægebehandling uden blodtransfusion var blevet retfærdiggjort. Hospitalet blev dømt til at betale alle udgifter, inklusive sagsomkostningerne. Hospitalet appellerede dommen, men tabte igen.

Familieforpligtelser

Lige siden jeg blev et af Jehovas Vidner, har Vera Lúcia været mig en hengiven livsledsager, en dygtig hustru og en god mor for vores børn. En hjælp til at klare de udfordringer der er forbundet med at holde hjemmet og sørge for børnene — som nu er to unge mennesker fulde af gåpåmod — har  været hendes dybe kærlighed til Jehova og den kristne tjeneste.

Lige fra børnene var små, har vi undervist dem i de bibelske læresætninger og principper. Selv om vi lever et travlt liv, bestræber vi os for at deltage i heltidstjenesten nogle få måneder hvert år. Og vi gør hvad vi kan for at følge den plan vi har lagt for regelmæssig bibellæsning, drøftelse af dagens tekst og deltagelse i den kristne forkyndelse. I de senere år har vi i familien ofte ledet 12 bibelstudier om ugen med folk som ikke er Jehovas Vidner.

Vera Lúcia og jeg forsøger at inddrage vore sønner i alt hvad vi foretager os, alt imens vi respekterer at de har deres egne interesser. Der er tre grundlæggende ting som efter vores mening er vigtige hvis familien skal fungere rigtigt. For det første: At forældrene sørger for den rette undervisning ud fra Guds ord, Bibelen. For det andet: At de sætter det rette eksempel med hensyn til gudsfrygt. Og for det tredje: At de lægger vægt på samvær og fællesskab med kristne fra alle aldersgrupper og med forskellig social baggrund — hvorved alle i familien kan tilegne sig forskellige evner og færdigheder. Min kone og jeg har sat os det mål at sørge for vores familie på disse tre områder.

Når vi ser tilbage på næsten 30 år i Jehovas tjeneste, kan Vera Lúcia og jeg uden tøven sige at Han har givet os det bedste man kan få i livet, samt mange glæder og velsignelser. Selv om jeg ikke kom med til olympiaden, svømmer jeg stadig flere kilometer hver uge. Mit virke som læge og som et af Jehovas Vidner har givet mig et ekstra travlt liv, men det har været meget tilfredsstillende for mig at hjælpe mine kristne brødre og søstre til at holde ud i tjenesten for Gud når de rammes af modgang.

Jeg bliver ofte spurgt om ikke jeg er ked af at jeg vil miste mit arbejde i Guds nye verden, hvor der jo ikke skal være sygdom. Jeg svarer at jeg vil være den første til at juble når ’den halte springer som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde’, og „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Esajas 33:24; 35:6.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

I færd med at operere

[Illustration på side 15]

Vera Lúcia og mig og vores familiestudium