Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Skovens smukkeste beboer“

„Skovens smukkeste beboer“

„Skovens smukkeste beboer“

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SVERIGE

JEG så den for første gang i juni måned — laplandsuglen, eller, som nogle her har kaldt den, „skovens smukkeste beboer“.

Denne store, fascinerende ugle lever i egne af Finland og i det nordlige Sverige samt længere østpå, i Sibirien, Alaska og Canada. Den holder sig skjult og er vanskelig at finde hvis ikke man kender dens redeplads. Når man først har fundet reden, vil man opdage at uglen ikke er så sky endda.

Tæt på jægeren

Jeg havde lejlighed til at iagttage en laplandsugle på nærmere hold mens den var på udkig efter føde. Det var en han med smukke aftegninger. Pludselig lettede den fra grenen for at fange en mus. Fik den fat på sit bytte? Ja, helt sikkert. Jeg kunne tydeligt se en lille gnaver hænge i fuglens kløer mens den langsomt og stateligt bevægede sig opad på sine store vinger, der udstrakt målte 140 centimeter fra vingespids til vingespids.

Laplandsuglen yngler ikke regelmæssigt hvert år som så mange andre ugler. Denne store ugle lever udelukkende af små gnavere, så de år hvor der ikke er så mange af dem, yngler den slet ikke. Når der andre år er rigeligt med føde, kan der være fire eller flere unger i hver rede.

En mage vælges

Uglerne yngler om foråret, og hunnen vælger sin mage med stor omhu. Det er ikke først og fremmest bejlerens udseende hun er optaget af — som mange hunkønsvæsener blandt mennesker sikkert ville være. Ifølge undersøgelser foretaget af ornitologer må hannen bevise at han er en dygtig jæger. Inden der overhovedet kan blive tale om at stifte familie, må han hente føde til hunnen.

Hvis der er rigeligt med mus og hannen er en god „forsørger“, vil hunnen tage på i vægt. Denne vægtforøgelse vil være et signal til hendes krop om hvor mange æg der skal lægges.

Hannen er nu helt ansvarlig for jagten, som er meget energikrævende. Han holdes i gang af hunnens indtrængende kalden, for hun for sit vedkommende må bruge alle kræfter på at lægge æg og passe på disse ’guldklumper’.

Reden lokaliseres

Gennem min kikkert iagttog jeg den smukke han mens han med jævne mellemrum fløj hen over mig med bytte. Til sidst fandt jeg ud af hvor reden var. Laplandsugler bygger ikke selv deres rede, men overtager ofte andre rovfugles reder i skoven. Hvis uglen ikke kan finde en rede, slår den sig måske ned i et udgået træ.

I reden fandt jeg to små dunede unger som med store, undrende øjne stirrede på alt omkring sig. De tiggede i kor, og sultne vendte de deres øjne mod moderen, som sad i nærheden og passede på. At komme for tæt på ungerne på dette tidspunkt kan være farligt. Hvis hunnen fornemmer at ungerne er i fare, vil hun i lydløs flugt angribe den ubudne gæst med sine sylespidse kløer. Det er derfor vigtigt at være forsigtig og betragte uglerne på respektfuld afstand.

Opfodring og træning

Ved ankomsten til reden tog hannen musen i næbbet og gav den til en af ungerne. Når en unge bliver fodret, lyder der en høj pippen fra den næste unge der venter på en mundfuld.

Efter at en unge har fortæret sit længe ventede måltid, opfører den sig pludselig helt komisk. Ungen, der før var så livlig og opmærksom, mister helt fatningen og begynder at opføre sig som om den er fuld. Den bruger nu al sin energi på at fordøje føden, og inden længe skvatter den sammen og ligner en bunke bløde, dunede fjer. Men den af ungens søskende som ligger nærmest, er så småt begyndt at få klare øjne igen og er ved at komme sig oven på den berusende virkning af det sidste måltid.

Sådan gentager det sig til hen i midten af juni. På det tidspunkt er ungerne fire uger gamle og kan nu, tilskyndet af deres moders kalden, komme ud af reden ved at baske med vingerne. Til at begynde med klatrer de med stor dygtighed omkring i træerne. Deroppe udgør rovdyr ikke så stor en fare som på landjorden.

Med tiden lærer ungerne at bevæge sig fra gren til gren ved at gøre brug af vingerne og øver sig på den måde i at flyve. Efter et stykke tid udvikler de deres evne til at flyve og jage. Deres udseende ændrer sig også og gør dem fortjent til at blive regnet blandt „skovens smukkeste beboere“.

[Kildeangivelser på side 18]

Joe McDonald

Michael S. Quinton

[Kildeangivelser på side 19]

Michael S. Quinton

Michael S. Quinton