Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Verdens største tobaksbruger

Kina er „verdens største tobaksproducent og -bruger,“ oplyser tidsskriftet The Journal of the American Medical Association. „Kinas indbyggertal er på 1,2 milliarder, og heraf ryger mere end 300 millioner mænd og 20 millioner kvinder.“ Læger fra Kinas Akademi for Forebyggende Medicin og Den Kinesiske Forening til Forskning i Rygning og Helbred i Beijing har sammen med læger fra Vesten offentliggjort resultaterne af en landsdækkende undersøgelse med over 120.000 adspurgte. Deres konklusion er at Kina „befinder sig på et tidligt stadium af en ’tobaksepidemi’“, og at „mindst 50 millioner nulevende kinesere forventes at lide en for tidlig død“. I Kina er gennemsnitsalderen hos førstegangsrygere siden 1984 faldet med cirka tre år, fra 28 til 25, meddeler rapporten. Kun et mindretal erkender at rygning kan forårsage lungekræft og hjertesygdomme.

Forældres interesse

„Nu siger forskere at hemmeligheden bag et barns succes er forældre der interesserer sig for barnets indlæring — og viser det,“ skriver avisen The Toronto Star. Canadas Statistik og Canadas Sekretariat for Udvikling af Menneskelige Ressourcer har siden 1994 fulgt udviklingen og helbredet hos 23.000 canadiske børn mellem 4 og 11 år. Øjensynlig følger de fleste canadiske forældre med i deres børns skolegang, især i de små klasser. Rapporten oplyser at „95 procent af børnene i ti-elleveårsalderen siger at deres forældre næsten hele tiden opmuntrer dem til at være flittige i skolen“, og at 87 procent af forældrene „fra 1. til 3. klasse hver dag læser med deres børn“. Mary Gordon, der er leder af forældrerådgivningen ved Torontos skolekommission, udtaler: „Nu ved vi at forældre ikke behøver at være rige eller veluddannede for at være gode forældre, men at de bør stå til rådighed og vise opmærksomhed og interesse.“ Hun tilføjer: „Det er opdragelsen der udvikler børnenes hjerne, og den foregår i første omgang i hjemmet.“

Teenagere og telefoner

Teenagere er kendt for at tale i telefon. „De griber røret for hyggens skyld og af kedsomhed,“ skriver det polske tidsskrift Przyjaciółka. Men mange af dem tænker ikke over hvor længe de ringer, og er ikke klar over hvor meget en opringning koster. For at afhjælpe dette problem foreslår bladet at man lader de unge betale i det mindste noget af telefonregningen, og at man minder dem om at „de ikke har telefonen for sig selv, og at andre også ønsker at bruge den fra tid til anden“.

Bevæbnet bille

„Billeder taget med et højhastighedskamera har givet forskere indblik i hvad der gør bombardérbillen til den bedste skytte med insektverdenens mest effektive våbenarsenal,“ oplyser Londonavisen The Independent. Billen har ved bagkropsspidsen en forsvarsmekanisme i form af et par kirtler hvormed den kan tage nøjagtigt sigte på sin potentielle fjende og på en brøkdel af et sekund kvæle den med en sky af varme syrer. Eftersom billen selv er immun over for denne væske, kan den også forsvare sig ved at besprøjte visse dele af sin egen krop, blandt andet sin ryg, når den bliver angrebet af en insektsværm, som for eksempel myrer. Forskere ved Cornell University i Ithaca, New York, har fotograferet billen i kamp og bemærker: „Det er en kendt sag at bombardérbiller kan rette deres stråle mod et objekt ved at dreje deres bagkropsspids, men hvor præcist de kan affyre deres skud, har undgået forskernes opmærksomhed.“

Raseriudbrud i køkkenet

„Højteknologiske husholdningsmaskiner, der bliver mere og mere komplicerede, fører til ’raseriudbrud i køkkenet’,“ skriver Londonavisen The Independent. Frustrerede husmødre og -fædre „opdager at de ikke kan varme en kop suppe i mikrobølgeovnen, vaske et par sokker i vaskemaskinen eller bruge en håndmikser uden at studere brugsanvisningen i timevis“. Psykologer påpeger at moderne teknologi let medfører at designere giver apparaterne for mange funktioner og gør dem for komplicerede, og de nævner en almindelig videobåndoptager som et godt eksempel. Cary Cooper, der er psykologiprofessor ved Manchester University, forklarer: „Folk møder ny teknologi overalt på deres arbejdsplads, og når de kommer hjem, ønsker de et mere enkelt liv der ikke minder dem om arbejdet.“

Risikable spirer

USA’s sundhedsstyrelse har modtaget et stigende antal indberetninger om madforgiftning og giver nu forbrugerne det råd at undgå rå spirer hvis de vil mindske risikoen, oplyser tidsskriftet FDA Consumer. Mange mennesker spiser rå lucerne-, bønne- eller kløverspirer, men i adskillige lande er de blevet sat i forbindelse med bakterieinfektioner, meddeler The New York Times. Småbørn, ældre og folk med et svækket immunforsvar er særlig modtagelige. Forskere har undersøgt flere muligheder for at holde bakterierne nede, blandt andet skylning i klor eller alkoholopløsninger, men ingen har været helt effektiv. Deres forklaring er at „fugtigheden og de lune temperaturer som spiringen foregår under, er ideelle for bakteriernes vækst,“ skriver avisen.

Londons sprog

Der tales mindst 307 sprog blandt skolebørn i London, skriver byens avis The Times. Dr. Philip Baker er en af ophavsmændene til den første undersøgelse af de sprog man taler i London i dag, og han er overrasket over mangfoldigheden. Han siger: „Nu er vi så godt som sikre på at London er den by i verden hvor der tales flest sprog, endda flere end i New York.“ Tallet 307 indbefatter ikke de hundreder af dialekter og kan meget vel være i underkanten. Kun to tredjedele af byens 850.000 skolebørn taler engelsk derhjemme. De største fremmedsprogede grupper kommer fra det indiske subkontinent, mens der tales mindst 100 afrikanske sprog. På blot én skole taler eleverne 58 sprog.

Svampeangreb

Fodsvamp, der er en smertefuld svampeinfektion ved tæerne og fodsålen, er i tiltagende i Tyskland, meddeler det tyske tidsskrift Der Spiegel. Hver femte tysker har fodsvamp, og i andre europæiske lande forekommer infektionen endog hyppigere. Risikoen for at blive smittet er høj hvor folk går barfodet på mindre, afgrænsede områder som i saunaer, svømmehaller eller i visse religiøse bygninger. Maskiner og bassiner til desinfektion af fødderne spreder ofte fodsvamp i stedet for at forebygge den, for kemikalierne har blot nogle få sekunder at virke i, og svampesporer er meget hårdføre. Hvordan kan man beskytte sine fødder? Svampespecialist dr. Hans-Jürgen Tietz anbefaler at man bruger badesko på steder hvor andre går barfodet. Det vigtigste er at holde fødderne tørre. Når man tørrer dem grundigt, især mellem tæerne, giver man svampene dårlige betingelser og hindrer dem i at florere.

Man fjerner salt fra havvand

På en lille ø ud for den sydaustralske kyst bliver saltvand omdannet til drikkevand i et afsaltningsanlæg, oplyser avisen The Australian. Afsaltning er ikke noget nyt, men „denne teknik er blevet hilst velkommen som et gennembrud inden for afsaltning fordi den er kemikaliefri,“ oplyser rapporten. For at forsyne befolkningen på 400 personer i Penneshaw på Kangaroo Island „bruger man havvand som under højt tryk presses gennem en membran så saltet fjernes. Saltopløsningen kan uden videre slippes ud i havet igen.“ Man knytter store forventninger til en øget anvendelse af det nye system, der dog fortsat er dyrt selv om det er mindre bekosteligt end de traditionelle vandrensningsmetoder, skriver avisen.

„Han sidder i møde“

I en undersøgelse foretaget blandt 148 sekretærer der arbejder for ledere af større firmaer, siger 47 procent at deres chef lejlighedsvis har bedt dem om at lyve, oplyser The Wall Street Journal. En sekretær og markedsføringsassistent i Texas siger at hun for at beholde sit job gennem 30 år har måttet fortælle de opringende at hendes chef ’sad i møde’, selv når han var alene på sit kontor. Nogle usandheder er særlig farlige. Det gælder for eksempel når man fortæller chefens kone at man ikke ved hvor hendes fraværende ægtefælle er. En sekretær blev fyret da hun over for den der ringede, indrømmede at en check der for længst skulle have været sendt, ikke var kommet af sted.