Vi bevarede troen under et totalitært styre

FORTALT AF MIKHAIL DASEVITJ

„Derhjemme i Tyskland skyder vi Jehovas Vidner. Kan du se det her gevær?“ spurgte gestapo-officeren mens han pegede på en riffel der stod i et hjørne. „Jeg kunne uden samvittighedsnag stikke dig ned med bajonetten.“

Nazisterne havde besat mit hjemland, og da jeg i 1942 stod over for denne trussel, var jeg kun 15 år.

JEG er født i november 1926 i en lille landsby nær Stanisław (nu kaldet Ivano-Frankivsk), som dengang var en del af Polen. Under den anden verdenskrig, fra september 1939 til maj 1945, var vores område besat, først af Sovjetunionen, så for en tid af Tyskland og til sidst igen af russerne. Efter krigen blev området en del af den socialistiske sovjetrepublik Ukraine, og da Sovjetunionen ophørte med at eksistere i 1991, blev det en del af Ukraine.

Min polske far og min hviderussiske mor var medlemmer af den græsk-katolske kirke. Men i 1939 fik vi besøg af to kvinder som tilhørte en menighed bestående af 30 Jehovas Vidner i den nærliggende landsby Horyhliady, og de gav os brochuren Krig i Universet nær forestaaende. Den beskrev begivenheder som jeg kunne iagttage. Da brochuren stillede spørgsmålet: „Hvad er den virkelige grund til at nationerne fører krig?“, lagde jeg derfor nøje mærke til dens bibelbegrundede svar.

Det var ikke kun krigen der plagede Ukraine; der var også alvorlig hungersnød. Den sovjetiske ministerpræsident Josef Stalins politik førte til tvungne deportationer til Rusland. Den lidelse jeg så, motiverede mig til at undersøge Bibelen grundigt. Jeg bad et af Jehovas Vidner i Horyhliady om at studere Bibelen med mig.

Vores landsby, Odajiv, ligger på den modsatte side af floden Dnestr i forhold til Horyhliady, og adskillige gange om ugen sejlede jeg med en lille båd over floden for at studere Bibelen. I august 1941 blev min søster Anna og jeg døbt i floden sammen med to andre.

Krydsforhørt af Gestapo

Den tyske besættelse begyndte i 1941, men trods vedvarende trusler ophørte vi ikke med vore kristne aktiviteter. Det følgende år begyndte jeg som pioner og kom rundt i distriktet på cykel. Ikke længe efter havde jeg det omtalte sammenstød med det tyske Gestapo. Der skete følgende:

 På min vej hjem fra tjenesten den dag aflagde jeg et besøg hos to af mine trosfæller, en mor og hendes datter. Datterens mand var modstander af vores tro, og han var meget ivrig efter at finde ud af hvor hun fik sit bibelske læsestof fra. Den dag havde jeg ikke blot nogle publikationer på mig, men også nogle af mine medkristnes tjenesterapporter. Ægtemanden så mig forlade huset.

„Stop!“ brølede han. Jeg greb min taske og løb.

„Stop tyven!“ råbte han. Nogle arbejdere på en mark troede at jeg havde stjålet noget og tvang mig til at standse. Ægtemanden tog mig med på politistationen, hvor der også var en gestapo-officer til stede.

Da officeren så publikationerne i min taske, skreg han på tysk: „Rutherford! Rutherford!“ Jeg behøvede ingen tolk for at forstå hvad der hidsede ham op. På titelbladet i de bøger der var udgivet af Jehovas Vidner, stod navnet Joseph F. Rutherford. Han havde været præsident for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab. Ægtemanden beskyldte mig derefter for at være hans kones elsker. Politiet og gestapo-officeren kunne godt se at det var absurd, for hans kone var gammel nok til at være min mor. Så begyndte de at udspørge mig.

De ville vide hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og, ikke mindst, hvor jeg havde fået bøgerne fra. Men det ville jeg ikke fortælle dem. De slog mig nogle gange og gjorde nar af mig, hvorefter de låste mig inde i en kælder. Jeg var i forhør de næste tre dage. Så blev jeg ført ind på gestapo-officerens kontor, hvor han truede med at stikke sin bajonet igennem mig. I et kort øjeblik vidste jeg ikke om han ville føre sin trussel ud i livet. Jeg bøjede hovedet, og det føltes som om der fulgte en meget lang pause. Uventet og pludseligt sagde han så: „Du kan gå.“

Ja, forkyndelsen var en stor udfordring for os på det tidspunkt, men også det at holde møder. Vi fejrede den årlige højtid til minde om Kristi død den 19. april 1943 i to værelser i et hus i Horyhliady. (Lukas 22:19) Da vi skulle til at indlede mødet, lød der et råb om at politiet nærmede sig huset. Nogle af os gemte os i haven, men min søster Anna og tre andre kvinder gik ned i kælderen. Politiet fandt dem og slæbte dem en efter en ud til forhør. De gennemgik flere timers ubarmhjertig behandling, og en af dem blev alvorligt kvæstet.

Verdens scene skifter

I sommeren 1944 trak tyskerne sig tilbage, og russerne besatte igen vores område. Som  tjenere for Jehova holdt vi fast ved de samme bibelske principper som vi havde fulgt da området var besat af nazisterne. Vi nægtede at have noget at gøre med militære eller politiske aktiviteter. Vores loyalitet mod disse bibelske principper blev snart sat på prøve. — Esajas 2:4; Mattæus 26:52; Johannes 17:14.

I løbet af nogle få dage begyndte russerne at indkalde alle unge mænd til militærtjeneste. Noget der yderligere forværrede situationen, var at russerne ikke var de eneste der søgte rekrutter. Ukrainske partisaner finkæmmede området for unge mænd og tog dem med ind i skoven for at træne dem som soldater. Jehovas Vidner stod i en vanskelig situation, for vi skulle bevise vores neutralitet over for to modstridende grupper — russerne og partisanerne.

Der opstod kamphandlinger mellem de to grupper lige midt i vores landsby, og to dræbte partisaner blev efterladt uden for vores hus. De russiske myndigheder henvendte sig til os for at finde ud af om vi kendte de døde. På grund af min polske herkomst besluttede officererne sig for at tage mig med og indrullere mig i deres hær, som var ved at opstille et regiment polske soldater.

Jeg og fire andre Jehovas Vidner nægtede at lade os hverve til hæren og blev derfor sat på et tog til Dnepropetrovsk, en by der lå cirka 700 kilometer mod øst. Da vi dér havde forklaret at vi på grund af vores bibeloplærte samvittighed ikke kunne tjene i hæren, blev vi holdt i forvaring mens der blev rejst sigtelse mod os. Da vi blev fremstillet i retten, fandt vi ud af at den civile forhørsleder var jøde. Idet vi fremlagde vores forsvar, forklarede vi hvad vores tro gik ud på, og denne forhørsleder lyttede yderst opmærksomt. Vi nævnte forhold som vi vidste ville interessere ham, deriblandt undertrykkelsen af israelitterne og deres udfrielse fra Ægypten ved Moses.

I de måneder det tog for retten at afsige dommen, var vi anbragt i en celle med omkring 25 andre indsatte. Da de hørte at vi havde nægtet at lade os hverve til hæren, udbrød de: „I er vores brødre!“ Der gik dog ikke lang tid før vi opdagede at de ikke var Jehovas Vidner, men baptister. De havde været villige til at gå ind i hæren, men var blevet arresteret da de havde nægtet at bære våben.

I maj 1945 mens vi stadig var under arrest i Dnepropetrovsk, blev vi midt om natten vækket af skud og råben fra kasernen og gaderne udenfor. Vi spekulerede på om det var optøjer, kamphandlinger, eller om man fejrede et eller andet. Ved morgenbordet næste dag hørte vi nyheden fra barbersalonen: Krigen var slut! Kort efter afsagde retten dommen over os. Både vi og baptisterne fik ti års tvangsarbejde.

Fangelejr i Rusland

Vi fem Jehovas Vidner blev sendt til en fangelejr i Rusland. Efter en to uger lang togrejse kunne vi endelig stige ud i Sukhobezvodnoje, omkring 400 kilometer øst for Moskva. Sukhobezvodnoje var administrationscenter for 32 fangelejre som lå spredt langs jernbanelinjen. I hver enkelt lejr var der tusinder af fanger. Efter et halvt år i Sukhobezvodnoje blev jeg sendt til lejr nummer 18, hvor de fleste af fangerne var kriminelle eller politiske fanger.

Myndighederne satte os til at fælde træer, hvilket var et hårdt slid. Nogle gange måtte vi  vade i sne til midt på livet, fælde træer med en håndsav og derefter trække stammerne efter os gennem sneen. Én gang om ugen, søndag efter morgenmaden, havde jeg lejlighed til at drøfte nogle tanker fra Bibelen med de fire andre Jehovas Vidner i lejren. Det var vores møder. Vi fejrede også mindehøjtiden, og et af årene foregik det i badehuset. Vi havde ingen vin, så vi brugte brombærsaft som symbol på Jesu blod.

Ensomhedsfølelsen var overvældende. Jeg udøste mit hjerte for Jehova, der styrkede mig som han havde styrket profeten Elias da han var tynget af lignende følelser. (1 Kongebog 19:14, 18) Gud hjalp mig til at se at vi ikke var alene. Han var en stabil og fast støtte i mit liv, selv under disse vanskelige forhold.

I hver af de andre lejre i nærheden af Sukhobezvodnoje var der en håndfuld Jehovas Vidner, og det var muligt for os at opretholde kontakten med dem gennem en af vore brødre hvis arbejde fra tid til anden tillod ham at besøge alle lejrene. Han virkede som forbindelsesled og smuglede publikationer ind og ud af lejrene. Derved var vi i stand til at dele den smule læsestof vi havde. Det var til stor opmuntring for os.

Tilbage til Ukraine

Et amnesti som staten udstedte, forkortede min dom fra ti til fem år. I april 1950 kunne jeg derfor vende hjem til menigheden i Horyhliady. Vores arbejde i Ukraine var stadig underlagt forbud, og der var stor risiko forbundet med at forkynde. Men velsignelserne ved det var også store.

Kort tid efter at jeg var vendt tilbage, talte jeg med en mand der hed Kozak, som boede i landsbyen Zhabokruky, cirka 20 kilometer fra mit hjem. Jeg spurgte til hvordan han og hans familie klarede sig. Jeg vidste at arbejderne på kollektivbrugene var bekymrede for hvordan de skulle få det til at løbe rundt økonomisk, og at et sådant spørgsmål derfor var en god måde at indlede en samtale på. Jeg forklarede at Bibelen havde forudsagt at vor tid skulle være kendetegnet af hungersnød og krige. (Mattæus 24:3-14) Han ville gerne vide mere, så jeg besøgte ham igen. Uge efter uge gik jeg til Zhabokruky og hjem igen, en tur på godt og vel 40 kilometer, for at studere Bibelen med familien Kozak. De farer der havde været forbundet med dette, for slet ikke at tale om den tid der måtte bruges, blev glemt da Kozak-familien blev døbt i august 1950.

Ikke så snart var familien Kozak blevet døbt, før de blev sendt i eksil sammen med tusinder af andre Jehovas Vidner. I begyndelsen af april 1951 var de pludselig blevet opsøgt og arresteret af bevæbnede soldater og — uden rettergang eller forhør — deporteret til Sibirien. Her blev familien Kozak og mange andre af mine venner tvunget til at slå sig ned. *

Af de 15 familier i Horyhliady der var Jehovas Vidner, blev kun de fire deporteret. I andre menigheder var forholdet dog et andet, idet langt flere Jehovas Vidner blev deporteret. Hvordan blev disse massedeportationer planlagt? Jo, myndighederne havde lister over Jehovas Vidner og var derved i stand til efter deres eget forgodtbefindende at opsøge en stor del af dem. Det ser ud til at listerne var blevet udarbejdet i 1950 mens jeg stadig sad fængslet i Rusland, og derfor var  mit navn ikke på. En måned tidligere, før deportationen fandt sted, i marts 1951, havde jeg giftet mig med Fenia, som var en loyal tjener for Jehova. Hele Fenias familie blev sendt i eksil, men hun undgik at dele skæbne med dem da hun havde giftet sig med mig og nu bar mit navn, som ikke var på listen.

Svære trosprøver

Efter deportationerne måtte vi der stadig var tilbage, reorganisere arbejdet. Jeg blev bedt om at føre tilsyn med menighederne i den nærliggende region Ivano-Frankivsk, hvor der, selv efter deportationerne, stadig var omkring 30 forkyndere tilbage i hver af de 15 menigheder. Som selvstændig tømrer havde jeg en fleksibel arbejdstid, så en gang om måneden kunne jeg hemmeligt mødes med brødrene.

Vi mødtes ofte om natten på en kirkegård hvor vi var sikre på at være alene. Et af de væsentligste emner vi drøftede, var hvordan vi kunne sikre os at alle menighederne havde bibelske publikationer. En gang imellem modtog vi et nyt nummer af Vagttårnet på polsk eller rumænsk og oversatte det til ukrainsk. Myndighederne var dog konstant i hælene på os og prøvede at finde og ødelægge vores primitive duplikatorudstyr.

Vores største problem var dog at vi var isoleret fra vore kristne brødre i andre lande, deriblandt dem i Brooklyn, New York, som førte an i vort kristne arbejde. Følgen var at vore menigheder ofte blev plaget af splittelser, rygter og intriger. Nogle Jehovas Vidner forlod organisationen og dannede oppositionsgrupper. Der cirkulerede endog falske og negative historier om de ledende brødre i Brooklyn.

Mange af os følte således at de sværeste prøvelser ikke skyldtes modstandernes forfølgelse, men konflikterne i menighederne. Selv om nogle valgte at holde op med at tjene Gud sammen med os, lærte vi at det er livsvigtigt at holde sig til organisationen og vente på at Jehova løser problemerne. Lykkeligvis var det også det de fleste Jehovas Vidner i vores område gjorde. Jeg er også glad for at kunne sige at mange af dem der forlod organisationen, erkendte deres fejl og senere vendte tilbage for at tjene Jehova sammen med os.

Selv i den vanskelige tid med isolation var vi travlt optaget i forkyndelsen og blev rigt velsignet for det. Den belønning vi har fået for det, er ubeskrivelig. Hver gang jeg nu overværer menighedens bogstudium, bliver jeg mindet om Jehovas velsignelser. Hver eneste af de cirka 20 personer i vores bogstudiegruppe har lært sandheden at kende gennem nogen i min familie.

Både mine forældre og min søster Anna er nu døde, men de forblev trofaste mod Jehova. Fenia og jeg tjener stadig Jehova så godt vi formår. Tiden er fløjet af sted. I de seneste 30 år har Jehovas Vidner i Ukraine oplevet spændende begivenheder som det er umuligt at komme ind på i denne korte fortælling. Men det er med tilfredshed at jeg kan se tilbage på mine mange års tjeneste for Jehova i tillid til at han vil forblive min faste støtte, for han siger om sig selv: „Jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig.“ — Malakias 3:6.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 21]

De ville vide hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og, ikke mindst, hvor jeg havde fået bøgerne fra. Men det ville jeg ikke fortælle dem

[Tekstcitat på side 22]

Ensomhedsfølelsen var overvældende. Jeg udøste mit hjerte for Jehova, der styrkede mig

[Illustration på side 20]

Fenia og mig i 1952

[Illustration på side 23]

Fenia og mig i dag