Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Det vigtigste for mig er at forblive loyal

Det vigtigste for mig er at forblive loyal

Det vigtigste for mig er at forblive loyal

FORTALT AF ALEXEJ DAVIDJUK

Året var 1947. Vi boede i landsbyen Laskiv i Ukraine, nogle få kilometer fra den polske grænse. Min ældre ven Stepan fungerede som kurér og smuglede bibelske publikationer fra Polen ind i Ukraine. En nat blev han opdaget af en grænsevagt der satte efter ham og skød ham. Tolv år efter kom Stepans død til at påvirke mit liv markant, hvilket jeg vil forklare senere.

DA JEG blev født i Laskiv i 1932, var ti familier i vores landsby bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Blandt dem var mine forældre, der satte et godt eksempel i loyalitet mod Jehova indtil deres død midt i 1970’erne. Det at være loyal mod Gud har også for mig været det vigtigste i livet. — Salme 18:25.

Da den anden verdenskrig begyndte i 1939, blev det område i det østlige Polen hvor vi boede, en del af Sovjetunionen. Vi var under sovjetisk styre indtil juni 1941, hvor tyskerne invaderede og besatte vores område.

Under den anden verdenskrig oplevede jeg en hård tid i skolen. Børnene lærte at synge nationalistiske sange og måtte tage del i militærøvelser. Som en del af undervisningen skulle vi endda lære at smide granater. Men jeg nægtede både at synge patriotiske sange og at tage del i den militære træning. Det at jeg i en tidlig alder lærte at stå op for min bibelske overbevisning, hjalp mig til at forblive loyal mod Gud i årene der fulgte.

Der var så mange i vores menigheds distrikt som var interesserede i sandheden fra Bibelen, at to pionerer, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes, blev sendt til vores område for at hjælpe med at undervise dem. En af pionererne, Ilja Fedorovitj, læste også Bibelen med mig og oplærte mig i forkyndelsen. Under den tyske besættelse blev Ilja deporteret og sendt til en af nazisternes koncentrationslejre, hvor han senere døde.

Fars kamp for at forblive loyal

I 1941 forsøgte de russiske myndigheder at få far til at underskrive et dokument om at støtte krigen materielt. Han erklærede at han ikke kunne støtte nogen af fronterne, og at han som en tjener for den sande Gud, ville forblive neutral. Far blev stemplet som fjende og idømt fire års fængsel. Han kom dog kun til at sidde i fire dage, for søndagen efter hans fængsling besatte den tyske hær vores område.

Da fængselsvagterne hørte at tyskerne nærmede sig, åbnede de fængselsdørene og flygtede. Udenfor blev de fleste af de indsatte skudt af russiske soldater. Far tog ikke af sted med det samme, men flygtede senere til nogle venners hjem. Derfra sendte han en besked til min mor om at få sine dokumenter, som beviste at han havde været fængslet fordi han nægtede at støtte russerne i krigen. Da far viste papirerne til de tyske myndigheder, skånede de hans liv.

Tyskerne ønskede at få fat i navnene på alle der havde samarbejdet med russerne. De pressede far til at angive disse personer, men han nægtede. Han forklarede at han var neutral. Hvis han havde opgivet navnet på nogen, ville han eller hun være blevet skudt. Fars neutralitet reddede altså også andre menneskers liv, og de var ham meget taknemmelige.

Arbejde under jorden

Russerne vendte tilbage til Ukraine i august 1944, og i maj 1945 sluttede den anden verdenskrig i Europa. Derefter blev vi der befandt os i Sovjetunionen, afskåret fra resten af verden af det såkaldte jerntæppe. Det blev endda vanskeligt at opretholde kontakten med Jehovas Vidner på den anden side af den polske grænse. Det lykkedes modige forkyndere at slippe over grænsen og vende tilbage med nogle få værdifulde eksemplarer af Vagttårnet. Eftersom grænsen blot var nogle få kilometer fra vores hjem i Laskiv, hørte jeg om de farer kurererne udsatte sig for.

For eksempel var der en broder ved navn Silvester som to gange kom over grænsen og hver gang vendte tilbage uden problemer. Men på den tredje tur blev han opdaget af grænsevagterne og deres hunde. Soldaterne råbte efter ham at han skulle standse, men Silvester løb for livet. Hans eneste chance for at slippe væk fra hundene var at vade ud i en nærliggende sø. Han gemte sig i de høje siv og tilbragte hele natten i vand til halsen. Da patruljen til sidst opgav eftersøgningen, vaklede Silvester fuldstændig udmattet hjem.

Som tidligere omtalt blev Silvesters nevø Stepan dræbt da han forsøgte at krydse grænsen. Men det var vigtigt at vi fortsat opretholdt kontakten med Jehovas folk. Takket være modige kurerers indsats lykkedes det os at modtage åndelig føde og nyttig vejledning.

Det følgende år, i 1948, blev jeg døbt i en lille sø i nærheden af vores hjem. Alle dåbskandidaterne mødtes i vores hus, men jeg vidste ikke hvem de var, for det var mørkt, og alting foregik i hemmelighed. Vi talte ikke med hinanden. Jeg ved ikke hvem der holdt dåbsforedraget, hvem der stillede mig dåbsspørgsmålene da vi stod nede ved søen, eller hvem der døbte mig. Da jeg flere år senere sad og udvekslede erfaringer med en god ven, gik det op for os at vi begge havde været blandt dem der blev døbt den nat!

I 1949 tilskyndede brødrene i Brooklyn Jehovas Vidner i Ukraine til at ansøge myndighederne i Moskva om at legalisere forkyndelsesarbejdet i Sovjetunionen. Man fulgte opfordringen og sendte en ansøgning gennem indenrigsministeriet til Den Øverste Sovjets Præsidium i USSR. Senere blev Mykola Pyatokha og Ilja Babijtjuk bedt om at rejse til Moskva og modtage regeringens svar på vores ansøgning. De sagde ja til opgaven og rejste til Moskva den sommer.

Embedsmanden der modtog delegationen, lyttede mens de gjorde rede for den bibelske baggrund for vort arbejde. De forklarede at vi udførte vort arbejde som en opfyldelse af Jesu profeti om at „denne gode nyhed om riget [ville] blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Mattæus 24:14) Men embedsmanden slog fast at staten aldrig ville legalisere Jehovas Vidners arbejde.

Vidnerne vendte hjem og tog til den ukrainske hovedstad, Kijev, for at opnå juridisk anerkendelse af vort arbejde her i Ukraine. Også her blev vores anmodning afvist af myndighederne. De sagde at Jehovas Vidner kun ville blive ladt i fred hvis de støttede staten, og at de skulle tjene i de væbnede styrker og deltage i valg. Endnu en gang forklarede de vort neutrale standpunkt og sagde at vi som efterlignere af vor Herre, Jesus Kristus, ikke kan være en del af verden. — Johannes 17:14-16.

Kort tid efter dette blev brødrene Pyatokha og Babijtjuk arresteret, sigtet og idømt 25 års fængsel. Omkring det tidspunkt, i 1950, deporterede myndighederne mange Jehovas Vidner, deriblandt min far. Han blev idømt 25 års fængsel og sendt til Khabarovsk i den østligste afkrog af Sovjetunionen, næsten 7000 kilometer væk.

Deporteret til Sibirien

I april 1951 organiserede den sovjetiske stat så et angreb mod Jehovas Vidner i de vestlige republikker der nu er kendt som Estland, Letland, Litauen, Moldova, Hviderusland og Ukraine. I løbet af den måned blev 7000, deriblandt min mor og jeg, deporteret til Sibirien. Soldater opsøgte os i vores hjem midt om natten og tog os med til jernbanestationen. Dér blev vi låst inde i kreaturvogne — cirka 50 personer i hver vogn — og over to uger senere blev vi sat af på et sted der hed Salari, i nærheden af Bajkalsøen i Irkutskområdet.

Da vi stod der i sneen i isnende blæst og var omgivet af bevæbnede soldater, spekulerede jeg på hvad der mon ventede os. Hvordan ville jeg kunne forblive loyal mod Jehova her? Vi begyndte at synge Rigets sange for at aflede tankerne fra kulden. Bestyrerne for de lokale statsejede virksomheder ankom. Nogle havde brug for mænd til at udføre hårdt fysisk arbejde, mens andre gerne ville have kvinder til forskellige opgaver, som for eksempel at passe dyr. Mor og jeg blev taget med til en byggeplads hvor Tagninskajas hydroelektriske kraftstation var ved at blive bygget.

Da vi ankom, så vi rækker af træbarakker hvor de deporterede var anbragt. Jeg blev tildelt arbejde som traktorfører og elektriker, og mor blev sat til at arbejde på en gård. Officielt blev vi betragtet som deporterede og ikke som fanger. Vi kunne derfor frit bevæge os inden for en kort radius fra kraftstationen, men det var forbudt os at besøge den næste koloni, der lå omkring 50 kilometer derfra. Myndighederne prøvede at presse os til at skrive under på en erklæring om at vi ville blive der altid. Det lød som forfærdelig lang tid for mig, som kun var 19 år gammel, så jeg nægtede at skrive under. Men vi blev dog i området i 15 år.

Dér i Sibirien var den polske grænse nu ikke blot 8 kilometer, men 6000 kilometer væk! Vi Jehovas Vidner gjorde alt hvad vi kunne, for igen at organisere os i menigheder og udpegede mænd til at føre an. Til at begynde med havde vi kun nogle få bibelske publikationer som det var lykkedes nogle at tage med sig fra Ukraine. Disse afskrev vi i hånden og lod dem gå på omgang til hinanden.

Vi begyndte snart at holde møder. Mange af os boede i barakkerne og kunne derfor mødes de fleste aftener. Vores menighed bestod af omkring 50 personer, og jeg fik til opgave at lede Den Teokratiske Skole. Der var ikke ret mange mænd i vores menighed, så kvinderne fik også tildelt elevopgaver. Denne ordning blev indført i Jehovas Vidners menigheder andre steder i 1958. Alle tog deres opgaver meget seriøst og betragtede skolen som en måde at prise Jehova på og opmuntre andre i menigheden.

Velsignelser i tjenesten

I barakkerne boede vi sammen med nogle der ikke var Jehovas Vidner, så der gik næppe en dag hvor vi ikke talte med andre om vores tro, selv om dette var strengt forbudt. Efter den sovjetiske ministerpræsident Josef Stalins død i 1953 forbedredes forholdene. Vi kunne nu tale mere åbent om vores tro på Bibelen. Gennem brevveksling med venner i Ukraine fandt vi ud af hvor der befandt sig andre Jehovas Vidner i vores område, og dem kom vi i kontakt med. Det gjorde det muligt for os at organisere vore menigheder i kredse.

I 1954 giftede jeg mig med Olga, som også var blevet deporteret fra Ukraine. I alle disse år var hun en stor støtte for mig i min tjeneste for Jehova. Det var Olgas bror, Stepan, der blev dræbt ved grænsen mellem Ukraine og Polen i 1947. Senere blev vores datter, Valentina, født.

Olga og jeg fik mange velsignelser i vor kristne tjeneste i Sibirien. For eksempel mødte vi George, som var leder af en baptistgruppe. Vi besøgte ham regelmæssigt og gennemgik i fællesskab de numre af Vagttårnet vi kunne få fat på. George forstod snart at det Jehovas tjenere forkyndte ud fra Bibelen, var sandheden. Vi begyndte også at studere med adskillige af hans baptistvenner. Det var en stor glæde for os da George og en del af hans venner lod sig døbe og blev vore åndelige brødre.

I 1956 blev jeg udnævnt til at tjene som rejsende tilsynsmand, hvilket indebar at jeg besøgte en menighed i vores område hver uge. Jeg arbejdede hele dagen, og om aftenen kørte jeg så af sted på min motorcykel for at mødes med menigheden. Tidligt den næste morgen kørte jeg tilbage så jeg kunne nå på arbejde. Mykhailo Serdinskij, der var udpeget til at assistere mig i arbejdet som rejsende tilsynsmand, blev dræbt i et færdselsuheld i 1958. Han døde en onsdag, men vi udsatte hans begravelse til søndag for at give så mange forkyndere som muligt lejlighed til at overvære den.

Da vi i en stor flok begyndte at gå hen til kirkegården, fulgte nogle fra sikkerhedspolitiet efter os. At holde et foredrag om vores bibelske håb om en opstandelse ville indebære en stor risiko for at vi kunne blive arresteret. Alligevel blev jeg tilskyndet til at tale om Mykhailo og de vidunderlige fremtidsudsigter han havde. Selv om jeg brugte Bibelen, arresterede sikkerhedspolitiet mig ikke. De følte åbenbart ikke at der ville være noget vundet ved det, og under alle omstændigheder var jeg velkendt af dem, for som en tilbagevendende „gæst“ på deres hovedkvarter var jeg ofte blevet forhørt.

Forrådt af en stikker

I 1959 arresterede sikkerhedspolitiet 12 Jehovas Vidner som havde ført an i forkyndelsesarbejdet. Adskillige andre, deriblandt jeg selv, blev indkaldt til forhør. Da min tur kom til at blive afhørt, blev jeg forfærdet over at høre embedsmændene nævne fortrolige detaljer om vores arbejde. Hvordan kunne de vide disse ting? Det var tydeligt at der var en stikker iblandt os, en som vidste en masse om os, og som i et stykke tid havde arbejdet for staten.

De 12 som var blevet arresteret, blev indsat i celler der stødte op mod hinanden, og de blev enige om ikke at sige ét ord mere til myndighederne. På den måde ville stikkeren blive nødt til selv at dukke op i retten for at vidne mod dem. Selv om der ikke var rettet tiltale mod mig, mødte jeg op i retten for at se hvad der ville ske. Dommeren stillede spørgsmål, og ingen af de 12 svarede. Så stod et Jehovas Vidne ved navn Konstantyn Polishtjuk, som jeg havde kendt i en årrække, frem og vidnede mod de tolv. Retssagen endte med fængselsdomme til nogle af brødrene. På gaden uden for retsbygningen rendte jeg ind i Polishtjuk.

„Hvorfor forråder du os?“ spurgte jeg.

„Fordi jeg ikke længere tror,“ svarede han.

„Hvad er det du ikke længere tror?“ spurgte jeg.

„Jeg kan bare ikke tro på Bibelen længere,“ svarede han.

Polishtjuk kunne også have forrådt mig, men han havde undgået at nævne mit navn i sit vidneudsagn. Jeg spurgte ham hvorfor.

„Jeg ønsker ikke at du skal i fængsel,“ forklarede han. „Jeg lider stadig af skyldfølelse over din kones bror, Stepan. Det var mig der var ansvarlig for at han blev sendt over grænsen den nat hvor han blev dræbt. Det er jeg oprigtigt ked af.“

Hans ord forvirrede mig. Hvordan var hans samvittighed blevet så forkvaklet? Han følte samvittighedsnag over Stepans død, men alligevel forrådte han nu andre af Jehovas tjenere. Jeg så aldrig Polishtjuk igen. Han døde nogle måneder senere. Hos mig efterlod det dybe følelsesmæssige ar at se en som jeg i årevis havde stolet på, forråde brødrene. Men episoden lærte mig en værdifuld lektie: Polishtjuk blev illoyal fordi han holdt op med at læse i og tro på Bibelen.

Det er vigtigt at vi holder os denne lektie for øje: Hvis vi skal forblive loyale mod Jehova, må vi være optaget af regelmæssigt at læse i Bibelen. Den siger: „Vogt dit hjerte . . . for derfra udspringer livet.“ Paulus formanede også de kristne til at være på vagt. Over for hvad? For ’at der aldrig i nogen af os udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud’. — Ordsprogene 4:23; Hebræerne 3:12.

Tilbage til Ukraine

Da vort eksil i Sibirien ophørte i 1966, flyttede Olga og jeg tilbage til Ukraine, til en by ved navn Sokal, omkring 80 kilometer fra Lvov. Vi havde meget at gøre, for der var kun 34 Jehovas Vidner i Sokal og i de nærliggende byer Tjervonohrad og Sosnivka. I dag er der 11 menigheder i dette område.

Olga døde trofast i 1993. Tre år senere giftede jeg mig med Lidija, og siden da har hun været en kilde til stor styrke for mig. Min datter, Valentina, og hendes familie som er nidkære tjenere for Jehova, har også været til stor opmuntring. Det der fortsat bringer mig den største glæde, er dog bevidstheden om at jeg er forblevet loyal mod Jehova, en Gud der handler loyalt. — 2 Samuel 22:26.

Alexej Davidjuk, der forblev loyal mod Jehova, døde den 18. februar 2000 mens denne artikel var under udarbejdelse.

[Illustration på side 20]

Vores menighed som i 1952 mødtes i barakkerne i den østlige del af Sibirien

[Illustration på side 23]

Vores Teokratiske Skole i 1953

[Illustration på side 23]

Begravelsesoptog for Mykhailo Serdinskij i 1958

[Illustration på side 24]

Min kone Lidija og mig