Flere træer til Amazonas’ regnskov

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I BRASILIEN

I 1990’erne blev der årlig ryddet millioner af hektarer naturligt forekommende skove, melder FN’s Organisation for Ernæring og Landbrug. Alene i Brasiliens Amazonområde har larmende kædesave og knitrende bål allerede forvandlet et regnskovsområde der er større end Tyskland, til græsgange. Det ubrudte panorama af trætoppe er blevet afløst af et løvtag gennemskåret af strækninger med revnet lerjord, sparsomt dækket med ukrudt og træstubbe og udsat for den bagende sol.

Det er foruroligende at skoven ødelægges, men det lader til at der er håb forude. En lovende strategi har allerede givet resultater. Den kaldes „skovlandbrug“ og beskrives et sted som ’en metode hvor man har en kombination af træer og markafgrøder eller græsgange som dyrkes på en økologisk forsvarlig måde’. Hvordan fungerer skovlandbrug? Hvad har man opnået? Hvilke muligheder kan det åbne for fremtiden? For at få dette besvaret har Vågn op! besøgt Brasiliens Nationale Forskningsinstitut for Amazonas (INPA) i Manaus, der er hovedstaden i den brasilianske stat Amazonas.

En skuffende løsning

Johannes van Leeuwen, en hollandsk agronom i INPA’s afdeling for agronomi, har samarbejdet med Amazonområdets landmænd i de sidste 11 år. Men hvorfor tog så mange landmænd helt til Amazonas? I det centrale og sydlige Brasilien begyndte mekaniseret landbrug i stor målestok på et tidspunkt at berøve de små landmænd deres land og levebrød og fik dem til at flytte. Andre landmænd, der dyrkede jute  til fremstilling af lærredssække, mistede deres indtægter da sække blev erstattet af plasticposer. Atter andre, der levede i tørkeramte områder, var tvunget til at flytte for at finde mere frugtbar jord. Men hvad skulle de gøre? Da de hørte at det var muligt at få land, boliger og frugtbar jord i Amazonas, slog de ind på en ny vej, der førte dem til regnskoven.

Men bønderne fandt hurtigt ud af at de havde slået sig ned i et område med stærk nedbør, høj luftfugtighed, et varmt klima og dårlig jord. Efter to til fire år var jorden fuldstændig udpint, og landmændene stod i samme situation som før. De desperate bønder tacklede problemet ved at rydde endnu flere skovområder for at få mere landbrugsjord.

Det er dog ikke først og fremmest småbøndernes skyld at Amazonskoven ødelægges. Store kvægfarme, storstilet industriel landbrugsproduktion, mine- og skovningsindustrier samt vandkraftsdæmninger har gjort større skade. Men tilstrømningen af småbønder der anvender svedjebrug, har også bidraget til skovens ødelæggelse.

Man spørger „levende biblioteker“ til råds

„Uanset hvor stor en andel disse fattige bønder har i ødelæggelsen af skoven, er de her nu  engang og har ikke noget andet sted at tage hen,“ siger Van Leeuwen. „Hvis vi altså vil nedbringe skovrydningen, må vi hjælpe dem til at klare sig med det areal de har.“ Og det er her strategien med skovlandbrug kommer ind i billedet, for den lærer landmændene en dyrkningsmetode der bekæmper udvaskning af jorden og gør det muligt for dem at bruge den samme ryddede jordlod i mange år. Hvordan er forskerne nået frem til detaljerne i denne strategi?

Årelange undersøgelser, rundspørger og indsamlinger af jord- og planteprøver er gået forud for INPA’s lancering af skovlandbruget. Man har især fået værdifulde oplysninger ved at interviewe de „levende biblioteker“ — indianere og caboclos. Caboclos er folk af blandet oprindelse — hvide, sorte og indianere — hvis forfædre slog sig ned i Amazonområdet.

Disse lokale beboere sidder inde med en guldgrube af viden. De er godt kendt med områdets klima og jordbundstyper — sort jord, rødt dybhavsler, kaolin (hvidt ler), rød jord og en blanding af sand og ler — samt med en lang række frugter, krydderier og lægeurter der er naturligt hjemmehørende i skoven. Agronomer og landmænd har draget nytte af denne viden og samarbejdet om forskningen, hvilket har gavnet projektets kvalitet.

Det er en skov, ikke en mine

Projektet „skovlandbrug“ er blevet gennemført etapevis. Det første skridt var at få bønderne til at betragte skoven som en vedvarende ressource og ikke som en mine — noget man udnytter og så forlader. Derefter rådede man landmændene til foruden hurtigtvoksende afgrøder som kassava, bananer, majs, ris og bønner også at plante træer. De havde svært ved at forstå hvorfor.

Landmændene kommer ofte fra områder hvor træer ikke spiller nogen rolle i landbruget, og de er ikke fortrolige med Amazonflodens træsorter. Derfor har forskerne måttet give en udførlig redegørelse for fordelene ved at plante træer. De har forklaret at skovjorden ikke kan holde på de næringsstoffer som de afgrøder der bruges til føde, har brug for; afgrøder som for eksempel majs kan ikke nå at optage næringssaltene før de bliver vasket bort af regnen. Derimod formår træerne at optage og opbygge et forråd af næringsstoffer og bevarer således jordens frugtbarhed. Desuden giver træerne foder og skygge til dyr. Bønderne kan også bruge træerne som levende hegnspæle, og hvis de dyrker frugttræer, kan de tjene penge på både frugterne og træet.

Agronomerne rådede landmændene til at plante mange forskellige træsorter for at de kan høste forskellige frugter og få mange slags træ. På den måde undgår de at sidde inde med en stor høst af blot en eller to slags frugt, som de må sælge til en lav pris fordi alle andre sælger det samme produkt på samme tid.

Projektet giver hurtigt resultat

Hvilke træer planter man? Agronomen Van Leeuwen viser en liste med over 65 træer med eksotiske navne og siger: „For tiden dyrker vi mellem 30 og 40 af disse frugttræer.“ Van Leeuwen viser adskillige fotografier frem af det samme stykke ryddede regnskovsjord taget på forskellige tidspunkter for at markere at programmet giver resultater. — Se rammen „Hvordan regnskoven kan gendannes“.

Når man besøger Manaus’ grønttorve, er det tydeligt at projektet „skovlandbrug“ hurtigt har givet resultater. Her sælger man allerede 60 forskellige frugtsorter der er avlet lokalt. Med henblik på fremtiden håber agronomer at skovrydningen vil aftage efterhånden som skovlandbruget bliver ført ud i livet. Når en landmand har lært hvordan man genopdyrker et gammelt landbrug, vil han sikkert bruge det han har lært, i stedet for at fælde mere skov.

De prisværdige bestræbelser vil sandsynligvis ikke fjerne den globale trussel mod Jordens økologi. Men de viser hvad man kan opnå når man behandler vore kostbare ressourcer med respekt.

[Ramme/illustrationer på side 24]

Appelsinen og barbadoskirsebærret må vige pladsen

Appelsinen, der har været kendt for sit høje indhold af C-vitamin, blegner i sammenligning med en frugt der er blevet kåret som „C-vitaminets nye dronning“. Selv barbadoskirsebærret, der hidtil har været den suveræne fører med hensyn til indholdet af C-vitamin, må vige pladsen. Hvem har indtaget førerstillingen? Det har en lille, blåligrød frugt på størrelse med en vindrue. Den gror vildt på Amazonas’ flodslette. Den hedder camu-camu. Et brasiliansk tidsskrift skriver at 100 gram appelsin indeholder 41 milligram C-vitamin, mens 100 gram barbadoskirsebær indeholder 1790 milligram C-vitamin. Men den samme mængde camu-camu (Myrciaria dubia) indeholder hele 2880 milligram af dette vitamin — 70 gange så meget som appelsinen.

[Kildeangivelse]

Barbadoskirsebær og camu-camu (Myrciaria dubia): Silvestre Silva/Reflexo

[Ramme/illustrationer på side 25]

Kunsten at plante træer i lag

Nu hvor bønderne har indvilliget i at forsøge sig med skovlandbrug, kan agronomen Johannes van Leeuwen fremlægge et mere detaljeret forslag, nemlig en skitse af deres fremtidige skovlandbrug. I stedet for at landmændene træffer tilfældige valg og kombinerer træer på må og få, skal computersimuleringer af landbrugets økosystem hjælpe dem med henblik på valget af sorter og deres placering. Lagdelingen, eller grupperingen, af små, mellemstore og store træer, er en kunst.

Eksempelvis plantes den første gruppe tæt og består af guava, guaraná og Theobroma grandiflorum. Disse træer forbliver små og bærer hurtigt frugt. Den anden gruppe, med mellemstore træer som Rollinia mucosa, avocado og Astrocaryum vulgare, behøver mere plads. Denne kategori bærer som regel ikke frugt så hurtigt som den første. Den tredje gruppe, med høje træer som paranød, Caryocar villosum og mahogni, har brug for endnu mere plads. Nogle af træerne i denne kategori giver frugt, andre værdifuldt tømmer, og andre igen begge dele. Når de tre grupper vokser side om side, ligner skovlandbruget en ægte skov.

[Illustrationer]

Johannes van Leeuwen (til højre)

En bod i Manaus med frugter fra området

[Kildeangivelse]

J. van Leeuwen, INPA, Manaus, Brasilien

 [Ramme/illustrationer på side 26]

Hvordan regnskoven kan gendannes

1. Februar 1993 — Dette stykke skovjord i det centrale Amazonas blev ryddet og afbrændt i september 1992. I januar 1993 blev der plantet ananas, og en måned senere blev der plantet frugttræer.

2. Marts 1994 — Ananasplanterne er vokset, og frugttræerne fylder mere i landskabet. Små pinde med farvede plasticstrimler står ved træerne og oplyser at det drejer sig om Pouteria caimito, paranød og Bactris gasipaes, for at nævne nogle af dem. Træerne har også nydt godt af at landmændene har luget omkring afgrøderne. Som for at gøre gengæld er de begyndt at give jordbunden dens frugtbarhed tilbage.

3. April 1995 — De hurtigtvoksende afgrøder er blevet høstet, spist eller solgt, men de forskellige frugttræer får lov at gro videre.

[Kildeangivelse]

Billederne 1-3: J. van Leeuwen, INPA-CPCA, Manaus, Brasilien