Oceanernes underværker og mysterier

OMSLUTTET af deres lille mini-ubåd Alvin dykkede to forskere og deres styrmand ned i Stillehavet ud for Ecuadors kyst. Deres bestemmelsessted? En undersøisk sprækkedal kaldet Galápagos Rift. Forsynet med projektører, kameraer og en masse videnskabeligt udstyr banede Alvin sig vej ned gennem 2800 meter vand, til en verden hvor det altid er nat, en verden som intet menneske før havde set.

Har du nogen sinde spekuleret på hvad der gemmer sig i de undersøiske bjerge, kløfter og dale som findes i verdenshavenes mørke dyb? I så fald vil du nok glæde dig over at læse om de fund man begyndte at gøre under Alvins banebrydende neddykning, som er omtalt ovenfor. Det besætningen fik at se, vil muligvis overraske dig; selv for højtuddannede forskere var det som at opdage liv på en anden planet.

Formålet med Alvins rejse var at finde hydrotermiske væld — undersøiske gejsere der udspyr varmt vand i havet. Galápagos Rift er en del af en verdensomspændende, vulkansk aktiv, undersøisk sprækkedal der er afgrænset af et komplekst system af bjergkæder kaldet midtoceaniske rygge, og var derfor et velegnet udgangspunkt. Det kolossale, globale bjergkædesystem, der er mere end 65.000 kilometer langt, bugter sig rundt om planeten som sammenføjningen på en tennisbold. Hvis vandet i oceanerne ikke dækkede det, ville dette system være „den mest dominerende struktur på planetens overflade med et areal der er større end det område alle Jordens større bjergkæder dækker tilsammen“. Sådan skriver Jon Erickson i sin bog Marine Geology.

Noget særlig bemærkelsesværdigt ved disse midtoceaniske rygge er at der i alt væsentligt er tale om et „tvillingesystem“ bestående af to bjergkæder som løber parallelt med hinanden og hver især hæver sig 3000 meter over havbunden. Mellem bjergkæderne ligger de største kløfter på hele Jorden — canyoner der er 20 kilometer brede og 6 kilometer dybe — fire gange så dybe som Nordamerikas Grand Canyon. Nederst i disse kløfter er der vulkansk aktive sprækkezoner. Erickson fortæller at da forskerne første gang undersøgte den del af dette bjergkædesystem der kaldes den Midtatlantiske Ryg, viste deres måleinstrumenter en så voldsom vulkansk aktivitet „at det virkede som om Jordens indre ville blive spyet ud“.

 Efter en neddykning der tog 90 minutter, ændrede Alvin lige over havbunden kurs fra lodret til vandret, og besætningen tændte Alvins projektører. Det er fuldt forståeligt at forskerne fik en fornemmelse af at være kommet til en fremmed planet. Projektørerne afslørede nogle flimrende, varme væld på havbunden, hvor vandets temperatur normalt er nær frysepunktet. Tæt ved disse sprækker kunne man se noget der var endnu mere mærkværdigt — hele samfund af hidtil ukendte levende „væsener“. To år senere opdagede forskere om bord på Alvin overophedede væld, kaldet rygere, på den Østpacifiske Længderyg ud for Mexicos kyst. En del af disse åbninger dannede spøgelsesagtige skorstenslignende strukturer, hvoraf nogle var op til 9 meter høje. Mange af de dyr man havde fundet ved Galápagos Rift, fandt man også her. I den følgende artikel vil vi se nærmere på disse forbløffende livsformer og på den ufatteligt ekstreme verden de lever i.

[Kildeangivelse på side 3]

FORSIDEN og side 3: OAR/National Undersea Research Program