Børn må føle sig ønskede og elskede

„GIV et barn lidt kærlighed, og du vil få meget til gengæld.“ Sådan skrev den britiske forfatter og kritiker John Ruskin, der levede i det 19. århundrede. De fleste forældre er sikkert enige i at det lønner sig at elske sine børn, ikke blot på grund af den kærlighed man får til gengæld, men også, og endnu vigtigere, på grund af den positive virkning en sådan kærlighed kan have på børnene.

Bogen Love and Its Place in Nature skriver for eksempel at „børn kan dø af mangel på kærlighed“. Den kendte britiske antropolog Ashley Montagu gik så vidt som til at sige: „Det barn der ikke er blevet elsket, er biokemisk, fysiologisk og psykisk meget forskelligt fra det barn der har modtaget kærlighed. Førstnævnte barn vokser endog anderledes end det sidstnævnte.“

I avisen The Toronto Star citerede man en undersøgelse hvori man kom til en lignende konklusion. Den siger: „Børn der under opvæksten har savnet regelmæssige knus og kærtegn, . . . har abnorme mængder stresshormoner.“ Hvis spædbarnets behov for berøring og kærtegn ikke bliver dækket, kan det „påvirke indlæringsevnen og hukommelsen særdeles negativt“.

Dette understreger børns behov for at være sammen med deres forældre. Hvordan skulle forældre og børn ellers kunne få et nært forhold til hinanden? Men desværre er det blevet mere og mere almindeligt, også i velstående lande, at man forsøger at få børnenes behov dækket uden for familien. Børnene bliver sendt i skole, sendt i sommerlejr, på fritidshjem og får penge til biografture og andre fornøjelser. Millioner af børn bliver nærmest puffet ud af familien og lever stort set deres eget liv. Bevidst eller ubevidst kommer de let til at føle sig tilsidesat og uønskede, omgivet af en fjendtlig verden af voksne. Sådanne følelser blandt børn og unge er måske en af årsagerne til at der er skønsvis 3000 gadebørn i Berlin. Et typisk eksempel er Micha, som siger: „Ingen ville have mig mere.“ En ni-årig tysk dreng siger ligeledes: „Jeg ville hellere være vores hund.“

Børnemishandling antager mange former

At forældre forsømmer deres børn, vidner om mangel på det Bibelen kalder „naturlig hengivenhed“. (Romerne 1:31; 2 Timoteus 3:3) Det kan føre til værre former for mishandling. Siden børneåret i 1979 har man rettet større opmærksomhed mod fysisk mishandling og seksuelt misbrug af børn. Det er vanskeligt at indsamle de nøjagtige tal, og de varierer fra sted til sted, men der er ingen tvivl om at det er svært at fjerne de følelsesmæssige ar som seksuelt misbrugte børn stadig har som voksne.

Uanset hvilken form for mishandling der er tale om, får den barnet til at føle at det hverken er ønsket eller elsket. Og det ser ud til at være et voksende problem. Den tyske avis Die Welt skriver at „flere og flere børn vokser op og bliver sociale krøblinger“. Avisen tilføjer: „Børn mangler varmen fra ’reden’. Ifølge [Gerd Romeike, lederen af et børnerådgivningscenter i Hamburg], er der sket en svækkelse af den følelsesmæssige binding mellem børn og forældre; i nogle tilfælde bliver den aldrig etableret. Sådanne børn føler sig tilsidesat, og deres behov for tryghed bliver ikke dækket.“

Børn der berøves retten til at blive elsket, bliver bitre og lader deres frustrationer gå ud  over dem som har forsømt dem, eller over samfundet i almindelighed. For næsten ti år siden udgav en canadisk ekspertgruppe en rapport der understregede behovet for en øjeblikkelig indsats for ikke at miste en hel generation „som tror at samfundet er ligeglade med dem“.

Nogle forsømte og uønskede børn løber hjemmefra for at flygte fra deres problemer, men bliver ofte ført ud i større problemer i en storby fyldt med kriminalitet, stofmisbrug og umoralitet. For over 20 år siden anslog politiet at der alene i et amerikansk hovedstadsområde var 20.000 bortløbne børn under 16 år. De blev beskrevet som „resultatet af opløste hjem og brutale overgreb, der ofte er forvoldt af forældre som er alkoholikere eller på stoffer. Børnene begynder at leve på gaden og lader sig udnytte seksuelt for at overleve. Berøvet al selvrespekt og mishandlet af alfonser lever de i evig frygt for repressalier hvis de skulle forsøge at flygte fra den kriminelle verden.“ Trods velmente forsøg på at ændre denne beklagelige situation eksisterer den desværre stadig.

Børn der vokser op under sådanne forhold, bliver uligevægtige som voksne og er ofte ikke i stand til at give deres egne børn en god opdragelse. De er tilbøjelige til at behandle deres egne børn på samme måde som de selv er blevet behandlet, og fortsætter dermed den onde cirkel. En tysk politiker har udtrykt det på denne måde: „Børn der ikke elskes, bliver voksne fyldt med had.“

Millioner af forældre gør selvfølgelig alt hvad de kan, for at sikre sig at deres børn véd at de elsker dem. Det gør de ikke kun ved at fortælle dem det, men også ved at give dem den kærlige omsorg og personlige opmærksomhed som alle børn har krav på. Ikke desto mindre er der stadig problemer som forældre ikke evner at løse. For eksempel er mangelfulde økonomiske og politiske systemer i visse dele af verden ikke i stand til at give børnene tilstrækkelig sundhedspleje, undervisning og føde. De kan heller ikke beskytte dem mod børnearbejde eller befri dem for elendige levevilkår. Og alt for ofte forværres situationen af begærlige, korrupte, selviske og ubetænksomme voksne.

FN’s generalsekretær, Kofi Annan, nævnte nogle af de store problemer som nutidens børn kæmper med, da han skrev: „Millioner af børn må fortsat udholde den frygtelige nedværdigelse der er forbundet med fattigdom. Hundredtusinder lider under stridigheder og økonomisk kaos. Titusinder mister deres førlighed på grund af krig, og mange andre bliver forældreløse eller mister livet som følge af hiv/aids.“

Der findes dog også gode nyheder. FN-organer, som for eksempel FN’s Børnefond (UNICEF) og Verdenssundhedsorganisationen,  har gjort meget for at forbedre børns vilkår. Kofi Annan skrev: „Stadig flere børn fødes sunde og raske, og flere bliver vaccineret; flere kan læse og skrive; flere har frihed til at lære, lege og leve som børn end man kunne have forestillet sig for blot nogle få år siden.“ Alligevel sagde han advarende: „Men vi må ikke stille os tilfreds med det der er blevet udrettet.“

Børn der fortjener særlig opmærksomhed

Der er nogle børn som fortjener særlig opmærksomhed. I begyndelsen af 1960’erne blev verden chokeret over at høre rapporter fra en halv snes lande om tusinder af såkaldte talidomidbørn. Når gravide kvinder tog sovemidlet talidomid, havde det den uventede bivirkning at de fødte fysisk handicappede børn. Børnene blev ofte født uden arme eller ben, eller lemmerne var stærkt misdannede.

I dag, fyrre år senere, er det nok landminer der udgør den største fare for at børn bliver handicappede. * Nogle anslår at der ligger mellem 60 og 110 millioner aktive landminer spredt rundt om på jorden. Hvert år dræber eller lemlæster landminer hen ved 26.000 mennesker, deriblandt mange børn. Siden 1997 da Jody Williams fik Nobels fredspris for sin indsats for at få landminer forbudt, har man fokuseret meget på dette problem. Men minefelterne findes stadig. En tysk politiker sagde angående bestræbelserne for at befri verden for landminer: „Det er som at forsøge at tømme et badekar med en teske samtidig med at der er åbnet for hanen.“

En anden gruppe børn der har brug for særlig opmærksomhed, er dem der har mistet deres forældre. Dét menneskets Skaber, Jehova Gud, havde til hensigt, var at børn under deres opvækst skulle være genstand for både en fars og en mors kærlige omsorg. Et barn har brug for og fortjener en sådan afbalanceret opdragelse.

Børnehjem og adoptionsinstanser forsøger at tage sig af de forældreløse. Men sørgeligt nok er det ofte de børn som har mest brug for at blive adopteret, der bliver tilsidesat, nemlig de som er syge, har indlæringsvanskeligheder, er fysisk handicappede eller er af fremmed herkomst.

Der er blevet oprettet organisationer som tilskynder folk til at give regelmæssige pengebidrag og på den måde „adoptere“ et barn der bor i et fattigt land. Disse bidrag bruges til undervisning af barnet eller til at dække dets fornødenheder. Hvis man ønsker det, kan man sende billeder og breve til hinanden for at styrke forholdet. Det er en nyttig ordning, men selvfølgelig langtfra den ideelle løsning.

Endnu et interessant eksempel på hvad der er blevet gjort for at hjælpe børn uden forældre,  har vi i en bevægelse som i 1999 fejrede 50-års jubilæum.

SOS-Børnebyerne

I 1949 oprettede Hermann Gmeiner det han kaldte SOS-Børnebyerne i Imst, Østrig. Fra denne lille begyndelse er hans organisation vokset så den i dag omfatter næsten 1500 børnebyer og tilhørende institutioner i 131 afrikanske, amerikanske, asiatiske og europæiske lande.

Gmeiner arbejdede ud fra fire grundprincipper: moderen, søskende, huset og børnebyen. En SOS-mor danner grundlag for en „familie“ på mindst fem børn. Hun bor sammen med børnene og prøver at vise dem den kærlighed og omsorg der forventes af en rigtig mor. Børnene bliver i den samme „familie“ og med den samme SOS-mor indtil de flytter hjemmefra. „Familiens“ børn er i forskellige aldre. Det gør at der er ældre og yngre „brødre“ og „søstre“ som lærer at tage sig af hinanden, og det hjælper dem til ikke at blive egoistiske. Man tilstræber at integrere børnene i en „familie“ i så tidlig en alder som muligt. Kødelige brødre og søstre anbringes altid i den samme „familie“.

Børnebyerne består af cirka 15 „familier“ som hver har deres eget hus. Alle børnene oplæres til at hjælpe deres „mor“ med de huslige gøremål. Da der ikke altid er en far i „familien“, sørger man for at der er en mandsperson der kan give børnene faderlige råd og den nødvendige opdragelse. Børnene går på de lokale skoler. Hver „familie“ får en månedlig godtgørelse til dækning af udgifter, og mad og tøj købes ind lokalt. Målet er at lære børnene hvordan livet former sig i en almindelig familie med alle dets problemer og glæder, samt at hjælpe dem til at føre en så normal tilværelse som muligt. Det forbereder dem til at stifte deres egen familie når de engang bliver voksne.

Menneskets stadige søgen efter den ideelle løsning

Adoptionsinstanser, børnehjem, SOS-Børnebyer, UNICEF og lignende organisationer og grupper som prøver at hjælpe nødstedte børn, udfører et rosværdigt arbejde. Men ingen af dem kan ændre ved den kendsgerning at nogle mennesker er underprivilegerede. Hvor gerne de end vil, kan de ikke give et handicappet barn sunde lemmer, aktivere hjernen hos et mentalt handicappet barn, genforene et barn med dets separerede eller skilte forældre eller lægge det tilbage i favnen på en far eller mor som er død.

Selv om menneskene gør alt hvad de kan, har de ikke den helt ideelle løsning på børns problemer. Men problemerne vil blive løst — måske endda hurtigere end man skulle tro. Spørgsmålet er: Hvordan?

[Fodnote]

[Illustrationer på side 8, 9]

Et barn har brug for, og fortjener, begge forældres kærlighed