En stadig søgen efter løsninger

DE FORENEDE Nationer har lige fra første færd interesseret sig for børn og deres problemer. I slutningen af 1946 blev United Nations International Children’s Emergency Fund (FN’s Børnenødhjælpsfond, UNICEF) oprettet som en midlertidig ordning til at tage sig af børn i krigsramte områder.

I 1953 blev denne nødhjælpsfond en permanent organisation. Selv om den i dag officielt er kendt som United Nations Children’s Fund (FN’s Børnefond), har den bevaret det oprindelige akronym, UNICEF. I over halvtreds år har UNICEF sørget for mad, tøj og lægebehandling til børn i hele verden og forsøgt at tage sig af deres generelle behov.

I 1959 blev børnenes behov bragt mere i forgrunden da FN vedtog Erklæringen om Barnets Rettigheder. (Se rammen på side 5.) Man håbede at dette dokument ville skabe interesse for de problemer børn har, og bidrage til at løse dem ved at fremme offentlighedens støtte, økonomisk og på anden vis.

Men „tyve år senere var der stadig mange af verdens 1,5 milliarder børn der ikke havde opnået disse ’rettigheder’, især dem der vedrører ernæring, sundhed og materiel velfærd,“ siger Colliers 1980 Year Book. I erkendelse af det vedvarende behov for at løse børns problemer, og i overensstemmelse med organisationens erklærede mål, erklærede FN året 1979 for Internationalt Børneår. Myndighedsinstanser, borgergrupper, velgørenhedsforeninger og forskellige trossamfund i hele verden var hurtige til at give deres bud på hvordan børns problemer kan løses.

Var det hele kun „en grusom spøg“?

Ifølge en rapport fra UNICEF klarede børnene i udviklingslandene sig desværre ikke særlig godt under det Internationale  Børneår. Ved årets slutning var cirka 200 millioner børn stadig underernærede, og for halvdelen af de 15 millioner børn under fem år der døde, var årsagen underernæring. Af de 100 børn der hvert minut blev født i disse lande i 1979, døde 15 inden deres første leveår. Mindre end 40 procent fuldførte deres skolegang. En leder i avisen Indian Express sagde i en kommentar til UNICEFS rapport at børneåret havde vist sig at være „en grusom spøg“.

Nogle havde forudset at det ville gå sådan. I begyndelsen af året skrev Fabrizio Dentice i bladet L’Espresso: „Der skal mere til end et børneår for at udbedre denne situation.“ Videre hed det i bladet: „Det er livsstilen i vor tid der gør os til det vi er, og det er her der er brug for en ændring.“

I den stadige søgen efter løsninger på børns problemer blev der i september 1990 holdt en verdenskonference i FN’s hovedkvarter. Det var en af historiens største konferencer hvad deltagelse af verdensledere angår. Over 70 statsoverhoveder var til stede. Topmødet var en opfølgning af Konventionen om Barnets Rettigheder, der blev vedtaget den 20. november 1989 og trådte i kraft den 2. september 1990. Ved slutningen af samme måned var konventionen allerede blevet ratificeret af 39 lande.

„Konventionen er hurtigt blevet den mest anerkendte menneskerettighedstraktat nogen sinde og har betydet store fremskridt for verdens børn,“ har UNICEF for nylig meddelt. I november 1999 var konventionen blevet ratificeret af 191 lande. UNICEF sagde med stolthed: „Når det gælder bestræbelserne for at realisere og beskytte børns rettigheder, er der sket større fremskridt i årtiet efter vedtagelsen af Konventionen om Barnets Rettigheder end i noget andet årti i historien.“

Trods disse fremskridt følte den tyske forbundspræsident, Johannes Rau, sig tilskyndet til at sige: „Det er sørgeligt at vi i vor tid stadig har brug for at blive mindet om at børn har rettigheder,“ og, kunne vi tilføje, at blive mindet om at børn stadig har alvorlige problemer  at slås med. I november 1999 erkendte UNICEF at „der stadig er meget at gøre“, og sagde videre: „Det anslås at der i hele verden årligt dør 12 millioner børn under 5 år, hovedsagelig af årsager der let kunne forhindres. Cirka 130 millioner børn i udviklingslandene får ingen grundlæggende skoleuddannelse . . . Hen ved 160 millioner børn er underernærede i større eller mindre grad. . . . Mange uønskede børn vantrives på børnehjem eller andre institutioner uden adgang til undervisning og tilstrækkelig sundhedspleje og bliver ofte fysisk mishandlet. Det skønnes at 250 millioner børn bliver brugt som arbejdskraft.“ Det blev også nævnt at 600 millioner børn lever i dyb fattigdom, og at 13 millioner børn inden udgangen af år 2000 ville miste i hvert fald den ene af deres forældre på grund af aids.

Det lader ikke til at politiske ledere kan finde en tilfredsstillende løsning på disse problemer. Men det er ikke kun i udviklingslandene at børn har problemer. Mange børn i de vestlige lande lider en anden form for afsavn.

[Tekstcitat på side 4]

„Det er sørgeligt at vi i vor tid stadig har brug for at blive mindet om at børn har rettigheder“

[Ramme/illustration på side 5]

FN’s Erklæring om Barnets Rettigheder:

● Retten til navn og nationalitet.

● Retten til hengivenhed, kærlighed, forståelse og materiel tryghed.

● Retten til tilstrækkelig ernæring, bolig og lægehjælp.

● Retten til særlig behandling hvis barnet er fysisk, psykisk eller socialt hæmmet .

● Retten til under alle omstændigheder at være blandt de første der modtager beskyttelse og hjælp.

● Retten til at blive beskyttet mod alle former for vanrøgt, grusomhed og udnyttelse.

● Retten til fuld adgang til leg og adspredelse, samt ret til gratis og obligatorisk undervisning som — på grundlag af lige muligheder for alle — sætter barnet i stand til at udvikle sine evner og blive et nyttigt medlem af samfundet.

● Retten til at udvikle sig på sund og normal måde og under frie og værdige forhold.

● Retten til at blive opdraget i en ånd af forståelse, tolerance, venskab mellem nationerne, fred og internationalt broderskab.

● Retten til at nyde disse rettigheder uanset race, hudfarve, køn, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

[Kildeangivelse]

Sammendrag baseret på Everyman’s United Nations

[Kildeangivelser på side 3]

UN PHOTO 148038/Jean Pierre Laffont

UN photo

[Kildeangivelse på side 4]

Fotos på side 4 og 5 Giacomo Pirozzi/Panos Pictures