Kulilte — den stille dræber
Kulilte — den stille dræber
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ENGLAND
HVERT år dør cirka 50 mennesker i England af kulilteforgiftning forårsaget af defekte opvarmningsapparater. „Næst efter asbest er kulilte den mest almindelige enkeltårsag til forgiftning på arbejdspladsen og i hjemmet,“ rapporterer London Hazards Centre Trust. Men hvad er kulilte?
Kulilte er en luftart der dannes ved ufuldstændig forbrænding, hvad enten det drejer sig om bilmotorer eller opvarmningsapparater der bruger kul eller andre fossile brændstoffer, især gas. Kulilte er en farveløs luftart uden lugt og smag. På hvilken måde er den en dræber?
De røde blodlegemer sørger for at transportere den livsvigtige ilt til kroppens væv. Det der gør kulilte giftig, er den omstændighed at kulilte bindes stærkere til hæmoglobinet i de røde blodlegemer end ilt. Tegn på kulilteforgiftning viser sig når kroppen begynder at mangle ilt. Udsættes man gennem en periode for et mindre udslip af kulilte, kan det resultere i varige hjerneskader. Symptomerne på forgiftning er hovedpine, døsighed, træthed, svimmelhed, kvalme og besvimelse. I alvorlige tilfælde medfører den svag puls, dyb bevidstløshed og ophør af vejrtrækningen. Hvis nogen pludselig rammes af kulilteforgiftning, må patienten straks have ilt og hjælpes til at trække vejret. Manglende ilttilførsel til blodet betyder manglende ilttilførsel til hjernen — og medfører døden.
Hvad kan man gøre for at undgå de risici der er forbundet med kulilte? Sørg for at få alle apparater installeret og regelmæssigt kontrolleret af en fagmand. Hvis en gasflamme brænder med et gult lys i stedet for et blåt, er det en advarsel om ufuldstændig forbrænding, og der afgives muligvis kulilte. Der findes forskellige kuliltealarmer i handelen til brug i hjemmet. * Man må aldrig være skødesløs når man bruger apparater der kan afgive kulilte.
[Fodnote]
^ par. 6 Danmarks Gasmateriel Prøvning har dog konstateret at de typer der for øjeblikket findes på markedet, ikke er tilstrækkelig pålidelige, idet deres aktivering er for ustabil.
[Illustration på side 31]
Uregelmæssig flamme
[Illustration på side 31]
Normal flamme
[Illustration på side 31]
Der findes forskellige kuliltealarmer i handelen til brug i hjemmet