Omsider den ideelle løsning
Omsider den ideelle løsning
FORESTIL dig en verden hvor alle børn føler sig ønskede og elskede og har omsorgsfulde, kærlige forældre som gerne vil give dem den bedst mulige vejledning og ledelse. Forestil dig en verden hvor alle børn er både fysisk og psykisk sunde, hvor der ingen gadebørn er, og hvor der ikke længere findes børn som bliver snydt for en barndom fordi de må arbejde for at bidrage til familiens økonomi.
Sådanne forhold er naturligvis ønskelige, men kan de blive til virkelighed? Det mener Jehovas Vidner, og det gør de af to grunde.
Forældre kan bidrage til løsningen
Du er sikkert enig med os i at voksne, hvis de selv vil, kan hjælpe børn med at løse eller undgå visse problemer. Ja, forældrene kan selv gøre meget for at hjælpe deres børn.
I familier hvor forældrene er i stand til at følge Bibelens vejledning om at „en hustru ikke må skille sig fra sin mand“, og at „en mand [ikke må] forlade sin hustru“, er børnene fri for at skulle leve i et opløst hjem på grund af en separation eller skilsmisse. —I familier hvor forældrene er villige til at følge Bibelens vejledning om at „vandre anstændigt . . . ikke med sviregilder og drikketure“, oplever børnene ikke de problemer der er forbundet med at have forældre der er alkoholikere eller stofmisbrugere. — Romerne 13:13; Efeserne 5:18.
Voksne som er villige til at følge Bibelens vejledning om at ’afholde sig fra utugt’, mindsker risikoen for at deres børn føler sig uønskede og måske kommer til at vokse op i en eneforsørgerfamilie. — 1 Thessaloniker 4:3; Mattæus 19:9.
I familier hvor forældrene er villige til at følge Bibelens vejledning om ikke at „opirre [deres] børn, for at de ikke skal blive mismodige“, og som „elsker deres børn“, vil børnene være forskånede for enhver form for misbrug som kunne påføre dem fysisk eller følelsesmæssig skade. — Kolossenserne 3:21; Titus 2:4.
Ja, som opsummering kan man sige at hvis alle voksne var villige til at følge Jesu befaling: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem,“ ville der ikke være millioner af børn der følte sig uønskede. — Mattæus 7:12.
Heldigvis er mange voksne villige til at gøre alt det der er blevet nævnt ovenfor, men det gælder desværre ikke alle, og det er dér problemet ligger. Selv de der ønsker at hjælpe børnene, oplever ofte at deres bestræbelser bliver forpurret på grund af menneskelig ufuldkommenhed og omstændigheder de ikke selv har kontrol over. Mennesker kan bidrage til at løse børns problemer, men det er umuligt for dem at gennemføre en fuldstændig løsning.
Guds regering har løsningen
Forfatteren John Ruskin, der blev nævnt i den foregående artikel, var overbevist om at „en stats vigtigste pligt er at sørge for at hvert eneste barn der fødes i landet, har et ordentligt sted at bo, at det har tøj på kroppen, mad at spise og får en uddannelse indtil det kan klare sig selv“. Ruskin indrømmede dog: „Men at gennemføre dette forudsætter at regeringen sidder inde med en myndighed som vi i dag kun kan drømme om.“
Kun en regering som Gud står bag, har den velvillige form for myndighed som Ruskin talte om. Og det er netop en sådan regering der er blevet lovet menneskene, og som Jesus omtalte i Mattæus 6:9, 10. Når Guds regering har overtaget det fulde styre over jordens anliggender, vil den udøve myndighed over alle mennesker og sørge for at alle dens undersåtter, også børn, får tøj, mad, oplæring og et sted at bo. (Esajas 65:17-25) Men denne fuldkomne regering vil gøre mere end det.
Guds rige vil føre menneskene tilbage til et fuldkomment stade der sætter dem i stand til at opfostre børn til et liv i fuldkommen balance. (Job 33:24-26) Børnene vil blive opdraget i den ånd af fred og internationalt broderskab som fremsættes i FN’s Erklæring om Barnets Rettigheder. (Salme 46:8, 9) Menneskene vil aldrig mere have behov for et internationalt børneår eller en erklæring om barnets rettigheder.
Det vil være en let sag for Jesus Kristus, kongen i denne himmelske regering, at give forældre og handicappede børn et fuldkomment helbred. De mirakuløse helbredelser han udførte da han var på jorden, er en garanti for at det vil ske. (Lukas 6:17-19; Johannes 5:3-9; 9:1-7) Jesus har endog magt til at oprejse børn og forældre som er døde. — Mattæus 9:18-25.
Er det ikke dejligt at vide at tiden er nær da Gud vil komme verdens børn til hjælp?
[Ramme/illustrationer]
Hjælp til børn og unge
Det ligger Jehovas Vidner stærkt på sinde at hjælpe unge til at undgå problemer og at vise dem hvordan de bedst kan klare de problemer som ikke kan undgås. Gennem årene har de derfor udgivet en række hjælpemidler der er specielt stilet til børn og unge. Det drejer sig om Min bibelhistoriebog og bogen Unge spørger — Svar der duer samt en videofilm med titlen Young People Ask — How Can I Make Real Friends? (Unge spørger: Hvordan får jeg virkelige venner?) Du kan få disse hjælpemidler hos de lokale Jehovas Vidner eller ved at skrive til udgiverne af dette blad.
Jehovas Vidner lader deres børn mærke at de elsker dem. Det viser de ved jævnlig at tale med dem om deres problemer, og ofte bruger de stoffet i det førnævnte materiale til regelmæssigt at undervise børnene. Måske har du lyst til at gøre noget lignende med dine børn?