Yellowstone — dannet af vand, klipper og ild

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I USA

Verdens første og måske også bedst kendte nationalpark ligger i USA. Her kan man se de højestspringende gejsere i verden og Nordamerikas største bjergsø. Det er nationalparken Yellowstone vi taler om.

HELT ustyrlige af nysgerrighed kørte min kone og jeg til nationalparken Yellowstone i Wyoming, USA, mod den nordlige indgang. Siden vi var børn, har navnet Old Faithful og udtryk som „gejsere“ og „varme kilder“ virket dragende på os. Ville virkeligheden mon svare til forventningerne?

Ved parkens hovedindgang var der en massiv bue af sten hvorpå der stod: „Til gavn og glæde for folket.“ Yellowstone blev oprettet i 1872 og var verdens første nationalpark.

Vi indledte besøget ved Mammoth Hot Springs. Her var der tydelige vidnesbyrd om vulkansk aktivitet. Det sydede og boblede i vandhullerne, og søjler af damp stod op fra revner og spalter. Terrasserne af lyserødt kildekalk lignede dryppende stearinlys.

Hvad foregår der i Yellowstones undergrund?

Der er hele 10.000 geotermiske fænomener i denne nationalpark. Vandskellet Continental Divide * løber langs det høje bjergplateau. Vandet løber både mod vest og øst, men noget trænger også ned i jorden. Vi fandt ud af at det er det vand der trænger ned i undergrunden, som skaber de spændende fænomener i Yellowstone. Voldsomme vulkanudbrud har engang delt plateauet, og for tusinder af år siden skabtes en såkaldt caldera (et krater) som måler 75 gange 45 kilometer. Magmaen, de smeltede stenmasser som befinder sig lige under jordoverfladen, gør undergrunden i Yellowstone kogende.

Plancher i parken beskriver hvordan overfladevand trænger ned gennem de porøse klipper indtil det når et ekstremt varmt stenlag lige over magmaen. Varmen presser vandet op igen. Det finder en åbning, og der opstår en varm kilde. Hvis noget i klippen gør at det varme vand ikke så let presses op, skabes der et tryk, og der dannes en gejser. Andre steder trænger fugtigheden ud som damp. Disse huller kaldes fumaroler. Man kan også se kogende mudderpøle hvor syreholdige luftarter og vand har omdannet jord og ler til mudder — et mærkværdigt syn.

Old Faithful

Vi havde set alle de geotermiske fænomener omkring Mammoth Hot Springs og formodede at vi befandt os i nærheden af den kendte gejser Old Faithful. Først da vi rådførte os med kortet, blev vi klar over at Old Faithful lå 80 kilometer mod syd. Yellowstone er meget større end vi havde regnet med; det dækker 900.000 hektarer land.

For at komme til Old Faithful tog vi ringvejen som fører ned til den vestlige del af parken. Den leder turister forbi fem gejsere. Vi vænnede os hurtigt til lugten af svovl og synet af damp der steg op.

Da vi ankom til Old Faithful, var vi nysgerrige efter at få at vide hvornår den ville komme i udbrud — som millioner af andre besøgende før os. Vi havde altid troet at den kom i udbrud med præcise mellemrum — faktisk hvert 57. minut. Da vi så os omkring, opdagede vi et skilt hvorpå der stod at gejseren formodentlig ville springe klokken 12.47 næste gang. Det var først om en time, og tidspunktet byggede kun på en formodning. Vi talte med Rick, en parkopsynsmand, om det.

 „Det er en myte at Old Faithful er så præcis,“ sagde han. „Den tid der går mellem udbruddene, har altid varieret, og i årenes løb er intervallet også blevet længere, både på grund af jordskælv og fordi nogle smider ting ned i krateret. I dag går der i gennemsnit 80 minutter mellem udbruddene. Vi kan kun forudsige tidspunktet for ét udbrud ad gangen.“

Klokken var nu 12.30. Vi gik op mod Old Faithful for at se det næste udbrud. Der var i hundredvis af mennesker som sad på tilskuerområdet eller var på vej dertil. Old Faithful lod os vente i ti minutter. Men da den gik i udbrud, var synet så flot at intet fotografi formår at gengive det. Efter at have renset „svælget“ med nogle få mindre udbrud forøgede den styrken. Alle klappede. Udbruddet varede cirka tre minutter, og til vores store fryd var det usædvanlig højt. Vandet og skumsprøjtet steg og faldt i stadig stigende mængder til en højde af mellem 40 og 50 meter. Solens stråler ramte skumsprøjtet, som drev væk i skiftende mønstre.

Da det var forbi, gik vi tilbage til det nærliggende hotels vestibule. Old Faithful fortsatte imidlertid sin gæsteoptræden resten af dagen. Når det formodede tidspunkt for et udbrud nærmede sig, stoppede alle gæsterne deres forehavender og gik ud for at se på. Det gav os mulighed for at nyde flere udbrud af usædvanlig længde, højde og skønhed, især ét hvor det dansende vand stod som silhuet mod den nedgående sol. Vi måtte konstatere at den gamle gejser levede op til sit navn, der på dansk betyder Den Gamle Trofaste.

„Af de færre end 500 gejsere på jorden findes de 300 i Yellowstone. Af disse er der 160 alene i denne lille dal, Upper Geyser Basin, som kun er to kilometer lang,“ fortalte parkopsynsmanden Rick. „Andre gejsere kommer og går. Nogle er aktive, og nogle slumrer — men der er stadig gang i Old Faithful.“ Grand, som er nabo til Old Faithful, sender dog stråler op i en højde af 60 meter. Og Steamboat kan slynge vand 120 meter op, tre gange højere end Old Faithful. Til gengæld kan den slumre i flere år. Ved Norris overøser  en gejser ved navn Echinus nu og da sine beundrende tilskuere med varmt vand.

Hurtige bisonokser

Næste morgen lagde vi mærke til at der i en turistbrochure stod: „Der kan forekomme skoldhedt vand lige under en tynd, skrøbelig jordskorpe. Vandhullerne er omkring kogepunktet. Hvert år sker der uheld som medfører at besøgende bliver alvorligt forbrændt fordi de har forladt de afmærkede stier i de termiske områder, og nogle er døde i det skoldhede vand.“ Et andet sted stod der: „Advarsel: Mange besøgende er blevet stanget af bisonokser. Bisoner kan veje 900 kilo, og de kan løbe 50 kilometer i timen, tre gange hurtigere end et menneske.“ Vi håbede ikke at det nogen sinde blev nødvendigt for os at løbe fra en bison.

I Yellowstone må menneskene vige for dyrene. Kommer et dyr til syne, standser bilerne, og der opstår trafikpropper de mest uventede steder. En sådan var lige blevet opløst da vi kom, og turister var i færd med at stige ind i deres biler. Da vi spurgte en kvinde hvad der havde optaget dem, svarede hun: „En stor elgtyr, men nu er den væk.“

Efter dette så vi nogle wapitihjorte der prøvede at lokke deres to uger gamle kalve over et vandløb. Wapitierne var ved at forlade bjergene, hvor de havde tilbragt vinteren, for at begive sig længere ned i parken. Kalvene ville ikke flytte sig — de var ikke klar til at krydse vandet. Mødrene blev dog ved med at kalde på dem, og til sidst fulgte de efter.

„Følelsen af lidenhed og hjælpeløshed“

Herefter tog vi til Yellowstones Grand Canyon. Vi steg ud af bilen ved forskellige udsigtspunkter langs den 360 meter høje kant og kiggede ned — om end lidt tilbageholdende. Da Nathaniel Langford i 1870 befandt sig her ved den 32 kilometer lange kløft, skrev han i sine ekspeditionsnotater om „følelsen af lidenhed og hjælpeløshed“. Vi følte os lige så små og hjælpeløse som han da vi befandt os her ved denne kløft med stærkt okkerfarvede klipper — der har givet navn til Yellowstonefloden — og to imponerende vandfald.

Næste dag tog vi østpå. Igen ændrede landskabet i parken karakter. Her befandt vi os i høje skove, og to gange krydsede vejen Continental Divide. Vi så stadig store dyr, deriblandt bisonokser der aftegnede sig i deres klassiske profil. Beklageligvis så vi ingen bjørne, der ellers også hører til Yellowstones store turistattraktioner. Hvad er der sket med dem?

 I årenes løb har den nære kontakt mellem mennesker og bjørne ført til at turister er kommet til skade eller endog er blevet dræbt. Denne situation var heller ikke særlig god for bjørnene. Så i begyndelsen af 1970’erne blev affaldsstederne lukket — for derved at vænne bjørnene af med at leve af affald. Det medførte at bjørnene trak sig tilbage til den vilde natur. Projektet viste sig altså at være en succes. Bjørnene lever nu af den føde der findes i naturen, og er blevet sundere. Turisterne ser dog stadig bjørne visse steder, som ved Fishing Bridge, hvor både bjørne og mennesker tager hen for at spise, sove og fiske.

Vores sidste bestemmelsessted var Fishing Bridge. Og her fik vi vores sidste store overraskelse. Mens vi betragtede Yellowstonesøen — den største bjergsø i Nordamerika — og kunne se Tetons snedækkede tinder i baggrunden, troede vi et øjeblik at vi befandt os i Norditalien; søen og omgivelserne havde det samme storladne over sig som Alperne. Men stadig ingen bjørne.

Nu var tiden kommet hvor vi måtte forlade Yellowstone. Øje og sind var mættet med et væld af indtryk. Virkeligheden havde overgået vore forventninger.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 17]

Brandene i 1988

I juli og august 1988 udviklede nogle mindre brande i Yellowstone sig lynhurtigt til otte katastrofale brande som ikke kunne kontrolleres. Årsagen var blandt andet tørke. Sommeren 1988 var ifølge optegnelserne den tørreste i Yellowstones historie, og desuden blæste det kraftigt med vindstød på op til 80 kilometer i timen, hvorved ilden bredte sig 20 kilometer på en dag. Vinden bar gløderne længere væk end brandfolkene nogen sinde tidligere havde oplevet; og disse gløder forårsagede nye brande.

Da indsatsen for at slukke brandene var på sit højeste, var næsten 10.000 civile og militære brandfolk og mere end 100 brandbiler involveret, og omkostningerne beløb sig til 120 millioner dollars (cirka 980 millioner kroner). Helikoptere og tankfly nedkastede omkring 5.000.000 liter brandhæmmende kemikalier og 40.000.000 liter vand. Men ilden buldrede videre gennem parken, og det var kun med nød og næppe at nogle boligkvarterer gik fri. Dag efter dag hang der et tykt tæppe af røg i luften. Sidst på sommeren lignede parken en krigszone. Først i midten af september da et område på 600.000 hektarer var blevet flammernes bytte, slukkede kølig luft, uvejr og let sne brandene helt.

Dyrebestanden led næsten ingen skade af brandene, og turismen er steget støt og roligt siden. Da røgen var væk, var nye panoramaer med udsigt til løvets strålende efterårsfarver blevet synlige, og om foråret skød et væld af blomster op på steder hvor man aldrig før havde set dem. Nu er de tidligere nedbrændte områder igen dækket af træer.

[Illustrationer på side 15]

Old Faithful

Lower Falls

[Kildeangivelse]

Foto: NPS

[Illustration på side 16, 17]

Firehole River

[Illustration på side 17]

Morning Glory Pool

[Kildeangivelse]

Foto: NPS