Dødens galejer

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FRANKRIG

MAN kan næsten se det for sig. De mange mennesker følger med ufravendte blikke den franske konges nye galej, der netop er blevet taget i brug og stævner ud fra havnen i Marseilles. Det er et af de smukkeste skibe der nogen sinde har sejlet på de store have. Kunstfærdigt træskærerarbejde med en overdådighed af forgyldninger og perlemor pryder skibets stævn. Dækket fremstår i kongelig pragt med de fineste broderede stoffer. Med stolthed tænker nogle af tilskuerne på Ludvig den XIV’s ry som „Solkongen“ mens de ser dette prægtige barokskib funkle i morgensolen.

I det 17. århundrede havde galejer kun begrænset værdi som flådefartøjer. Alligevel besluttede Ludvig XIV at forøge deres antal til 40 — og fik dermed den største galejflåde i Middelhavsområdet. Eksperter vurderer at 20 havde været rigeligt. Hvad var formålet med så stor en flåde?

Kongens rådgiver Jean-Baptiste Colbert sagde: „Der er ikke noget som galejer når en fyrste vil markere sin storhed og vinde berømmelse i udlandet.“ Det var altså mest for prestigens skyld at Ludvig XIV ville have så mange galejer. Men hvilke omkostninger var der forbundet med denne prestige?

Der var først og fremmest de menneskelige lidelser. Fire hundrede og halvtreds roere sad sammenstuvet på et skibsdæk som var knap 45 meter langt og 9 meter bredt. De levede og arbejdede under disse trange kår i flere måneder ad gangen. Deres hud var fyldt med sår på grund af luftens høje saltindhold, og deres kroppe bar mærker efter de mange prygl. Halvdelen af dem ville dø som ofre for denne ’Frankrigs største menneskenedbryder’ — som nogle af landets historikere har udtrykt det.

Det der betød pomp og pragt for nogle få, var ensbetydende med død og elendighed for mange andre, deriblandt de mange tusind roere som kongen skulle bruge til bemanding af sine 40 skibe. Men hvor fik han sine roere fra?

Hvor kom roerne fra?

I middelalderen var galejroerne — eller galeotti’erne, som de blev kaldt — frie borgere, og roning blev betragtet  som et ærefuldt erhverv. Men i det 17. århundrede skete der en ændring, og man begyndte at købe tyrkiske roere af Osmannerriget. De fleste af dem var muslimer, men nogle enkelte tilhørte den græsk-ortodokse kirke. Man var også begyndt at bruge krigsfanger.

„Noget af det mest afskyelige og tåbelige man foretog sig for at ’styrke’ besætningen, var uden tvivl at sende irokesiske krigere til Solkongens galejer,“ beretter franske historikere. Det viste sig at være en stor fejltagelse at have taget indianerne til fange. I 1689 måtte de sendes hjem efter at Irokeserforbundet havde truet de første franske nybyggere.

Ludvigs ambitiøse projekter krævede dog flere roere. Og Colbert fandt en løsning. Han lod øvrighedspersoner vide at kongen ’ønskede så mange forbrydere som muligt dømt, og at selv dødsdommene skulle omstødes og de dømte i stedet sendes til galejerne’. Det var ikke noget nyt at bruge forbrydere til dette formål. Under krigene mod Italien et par hundrede år tidligere havde man brugt straffefanger som galejslaver. Men man havde aldrig sendt så mange til galejerne som i Ludvig XIV’s og hans oldebarn Ludvig XV’s regeringstid. Fra 1680 til 1748 blev 60.000 dømt til galejerne. Hvem var disse galejslaver?

Hvem var galejslaverne?

Op mod halvdelen af dem der blev sendt til galejerne, var regulære forbrydere. Det var alt fra småtyve til mordere. Smuglere fik samme straf, og de udgjorde til tider en stor del af roerne.

Men galejerne blev også bemandet med samfundets pariaer. I 1666 skrev den officer der havde kommandoen over galejerne i Marseilles: „Jeg ville gerne om man besluttede at pågribe lediggængere, pilgrimme, . . . sigøjnere og andre vejfarende og fyldte hele galejer med dem. . . . Det ville rense verden for dens uønskede subjekter.“ Under påskud af at ville opretholde ro og orden rekrutterede man derfor galejroere blandt sigøjnere og fattige. Og i 1660 blev selv polske pilgrimme på vej til en helligdom i Frankrig tvunget til at ro galejerne.

Endnu en arbejdskraft var desertører som efter at være blevet pågrebet blev dømt til galejerne på livstid. Fanger der havde prøvet på at undslippe, fik næse og ører skåret af, brændemærket på kinden med den franske lilje og hovedet raget skaldet. Under Ludvig XIV’s talrige krige fra 1685 til 1715 blev cirka 17.000 desertører sendt til galejerne. Hvad ventede der disse mænd?

Deres pinsler

Galejroernes kvaler begyndte allerede inden de kom til søs. Til at begynde med blev de indsat i midlertidige fængsler i op til 6 måneder. Derefter blev de lænket sammen med hundreder af andre og slæbt til Marseilles. For nogle, eksempelvis dem der kom fra Bretagne eller Paris, var denne tvungne vandring på 800 kilometer et månedlangt mareridt. En der levede på den tid, har betegnet det som „den værste straf man kunne give en fange“. Mange døde undervejs.

Men det var ikke kun den lange rejse eller de magre rationer der tog livet af dem. Fangerne blev mishandlet på det groveste af fangevogterne, og mange døde fordi vogterne slog dem, undlod at give dem mad og hindrede dem i at sove. Dertil kom at fangerne kun mødte ringe medfølelse fra dem de passerede på rejsen, for folk var så vant til synet af disse mænd der drog gennem landet. Da en fange engang bønfaldt nogle kvinder om vand, skal  de efter sigende have svaret: „Gå du bare videre. Dér hvor du kommer hen, vil du få masser af vand!“

Halvdelen omkom

Mange af fangerne havde aldrig før set havet, og da slet ikke en galej. Ved ankomsten til havnen i Marseilles ventede der dem derfor et chok. Fangerne blev gennet over på galejen og, ifølge en af galejslavernes notater, undersøgt „som en flok slagtekvæg“. Man førte optegnelser over hver enkelt og erstattede deres navne med numre. „At blive indført i galejslavernes rækker har uden tvivl gjort dem yderst rådvilde og givet dem et kæmpechok både psykisk og fysisk,“ skriver en historiker. Men forude ventede der dem en endnu dårligere behandling.

På et areal på mindre end tre kvadratmeter måtte fem mænd leve lænket til deres bænke og ro i flere måneder ad gangen. Hver roer havde kun 45 centimeter at sidde på. Der var så trangt at mændene ikke engang kunne bøje deres arme når de trak i årerne, som var 12 meter lange og vejede 130 kilo. At ro i flere timer ad gangen var et udmarvende slid der sønderrev galejslavernes muskler og tærede på deres kræfter. Det kunne „sammenlignes med at udføre særdeles krævende opgaver i tropisk klima,“ siger en historiker.

Galejerne lå lavt i vandet, og roerne sad kun en meter over vandlinjen. Derfor var de hele tiden drivvåde, roede ofte med fødderne i vand og fik deres hud tæret bort af luftens høje saltindhold. Madrationerne var yderst sparsomme. „Straffefangerne gjorde hvad som helst for at overleve,“ skriver en historiker. Men det var næsten umuligt at flygte. Den dusør der var sat på undvegne galejslavers hoved, tilskyndede lokale bønder til at deltage i jagten på enhver der gjorde et flugtforsøg. Flugten lykkedes kun for én ud af hundrede.

Det var sjældent at roerne blev løsladt når de havde afsonet deres straf. Det skete at en der var blevet idømt nogle få år på galejerne, efter 25 år stadig sled ved åren. Omkring hver tredje døde inden for de første tre år. Alt i alt døde halvdelen af roerne. Hvad enten galejslaverne var blevet sat fri eller stadig sad ved åren, var dødeligheden blandt dem lige høj. Mellem 1709 og 1710 kostede den hårde vinter og hungersnøden en tredjedel af dem livet. Sørgeligt nok var mange blevet sendt til galejerne på grund af deres religion.

Dømt for deres tro

I 1685 tilbagekaldte Ludvig XIV Nantesediktet, og protestantismen blev forbudt i Frankrig. * Cirka 1500 protestanter blev dømt til galejerne fordi de nægtede at konvertere til katolicismen eller prøvede at flygte ud af landet. Denne måde at straffe ’kættere’ på var ikke ny. Den var allerede blevet afprøvet i 1545 da Kong Frans I på én uge lod 600 valdensere * sende til galejerne. Under Ludvig XIV, der blev betegnet som en ’meget kristen’ konge, antog forfølgelsen helt nye dimensioner.

Hvorfor blev protestanterne sendt til galejerne? En af kongens embedsmænd anførte grunden: „Disse kættere kan kun bringes tilbage [til katolicismen] med magt.“ En historiker tilføjer: „Det var kongens håb at ’galejluften’ ville få de fleste dømte protestanter til at opgive den tro de havde ofret så meget for.“ Men flertallet af dem nægtede at afsværge deres tro for at blive løsladt. Som følge heraf blev de på opfordring af de katolske skibspræster ofte grusomt pryglet for alles øjne. Nogle døde; andre var mærket for livet.

 Trods denne grufulde behandling fortalte protestanterne ivrigt andre om deres tro. Og sådan gik det til at nogle, deriblandt mindst én katolsk skibspræst, blev omvendt til protestantismen. De veluddannede protestanter, der blev betragtet som de farligste, blev fjernet fra skibene og kastet i fangehuller for at dø. Det afholdt dog ikke de protestantiske galejslaver fra at hjælpe hinanden; de tilrettelagde ligefrem læseklasser for trosfæller.

De dømte glemte aldrig hvorfor de blev forfulgt. Protestanten Pierre Serres skrev: „Jo mere jeg lider, jo mere elsker jeg den sandhed der er årsag til mine lidelser.“ I mange lande var man forfærdet over at høre om den religiøse forfølgelse i Frankrig. I 1713 lykkedes det dronning Anne af England at presse Frankrig til at løslade en del af de dømte. Nu blev de protestanter man før havde forbudt at forlade landet, ligefrem fordrevet.

Galejernes endeligt

Med tiden gled galejerne ud i glemselen, dels på grund af krigsskibenes udvikling, og dels på grund af pengemangel. Ludvig XIV’s økonomiske problemer medførte nedskæringer. I 1720 var der blot 15 galejer tilbage, og man brugte dem kun sjældent. Galejslaverne opholdt sig meget af tiden i Marseilles, hvor de deltog i næringslivet ved at arbejde på nærliggende sæbefabrikker eller ved at sælge hjemmestrikket tøj. I 1748 vedtog man en lov der betød galejernes endeligt.

Galejerne har efterladt sig dybe spor i franskmændenes bevidsthed. Når en franskmand kommer ud for vanskeligheder, udbryder han ofte: „Quelle galère!“, som direkte oversat betyder: „Sikken galej!“ En stor del af vores viden om livet på galejerne bygger på protestantiske roeres personlige beretninger. Trods grov religiøs diskrimination hjalp og støttede de hinanden. Det var deres håb og deres udholdenhed der hjalp dem til at overleve; at gå på kompromis var for dem helt udelukket.

Selv om historikerne tager datidens religiøse intolerance i betragtning, har de udtrykt deres undren over at dommere ’uden at blinke var villige til at håndhæve love der ligestillede hæderlige og trofaste borgere med de værste forbrydere’.

Galejslavernes historie er og bliver en stærk påmindelse om de store uretfærdigheder nogle har påført deres medmennesker. Ja, „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“. (Prædikeren 8:9) Heldigvis vil Guds udnævnte Hersker, Jesus Kristus, snart „udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har“. — Salme 72:12-14.

[Fodnoter]

[Illustration på side 13]

De roede under kummerlige forhold

[Kildeangivelse]

© Musée de la Marine, Paris

[Illustration på side 15]

Den franske billedtekst lyder: „Sikre og hæderlige metoder til at bringe kættere tilbage til den katolske tro.“ Billedet er dateret til 1686

[Kildeangivelse på side 12]

Side 2, 12, og 15: © Cliché Bibliothèque nationale de France, Paris