Tulipaner hjalp dem til at overleve
Tulipaner hjalp dem til at overleve
I DE SIDSTE måneder af Anden Verdenskrig gjorde nazisternes blokade det umuligt at transportere mad ad søvejen til de større byer i det vestlige Holland. Dette fik katastrofale følger, hvilket mange der gennemlevede denne tid, kan bevidne.
Normalt har man brug for 1600 til 2800 kalorier om dagen. Men i april 1945 var der nogle af indbyggerne i Amsterdam, Delft, Haag, Leiden, Rotterdam og Utrecht som kun fik en dagsration der indeholdt mellem 500 og 600 kalorier. Man mener at det resulterede i at mindst 10.000 civile døde i sultevinteren 1944-45 på grund af underernæring.
Susan Monkman, som var en af de overlevende, fortæller at hendes familie greb til den sidste udvej og spiste tulipanløg. „Tulipanløgene var frygtelig hårde, og uanset hvor meget man kogte dem, blev de ved med at være hårde. Ikke desto mindre var vi glade for at have noget at putte i munden, og vi tyggede løgene langsomt og omhyggeligt. Men vi havde ondt i halsen flere dage efter.“ Hvis det var muligt at skaffe nogle gulerødder eller sukkerroer, blev de blandet med tulipanløgene for at afhjælpe ubehaget.
En portion tulipanløg på 100 gram indeholder omkring 148 kalorier, 3 gram protein, 0,2 gram fedt og 32 gram kulhydrat. Den ubehagelige kost har uden tvivl reddet mange hollændere fra at sulte.
Der er flere eksempler på menneskenes grusomheder mod hinanden, noget der vækker smertelige minder hos mange resten af deres liv. Det viser hvor desperat vi har brug for opfyldelsen af Bibelens ord: „Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Peter 3:13.
[Kildeangivelse på side 16]
Internationaal Bloembollen Centrum, Holland