Fra en langsom død til et lykkeligt liv

FORTALT AF DIAMÁNTI DATSERIS

’Jeg lever et liv med udløbsdato.’ Den tanke blev ved med at fare gennem mit hoved mens jeg lå i hospitalssengen og flere portioner blod langsomt sivede ind i mine vener. I mere end 20 år havde jeg fået at vide at jeg kun på denne måde kunne fortsætte med at leve — hvis det da kunne kaldes at leve.

KORT efter min fødsel i 1969 i Ierapetra på øen Kreta modtog mine forældre en skæbnesvanger meddelelse. Lægerne fortalte dem at deres nyfødte datter led af beta-thalassæmi, eller Cooleys anæmi. Beta-thalassaemia major er en alvorlig nedarvet blodsygdom, som især optræder blandt folk af græsk, italiensk, mellemøstlig, sydasiatisk eller afrikansk afstamning.

Ved denne sygdom producerer kroppen ikke nok hæmoglobin, det protein der transporterer ilt til cellerne. Mine celler får derfor ikke tilstrækkeligt med ilt. De røde blodlegemer bliver kun i mit blod i ganske kort tid, for min lever og milt ødelægger og fjerner dem. Leverens og miltens funktion er at nedbryde abnorme eller udtjente røde blodlegemer.

Mine forældre fik at vide at den eneste kendte behandling af thalassæmi var regelmæssige blodtransfusioner og fjernelse af det ophobede jern. Men, som lægerne forklarede, ville transfusionsbehandlingen føre til en vedvarende jernophobning der gav organskader på hjerte og lever, hvilket kunne være dødbringende. Transfusion kan hindre at patienterne dør i løbet af de første ti leveår, men er normalt hovedårsagen til den jernophobning som senere fører til døden. Patienter der hele tiden får transfusioner, ligesom jeg fik, dør almindeligvis af hjerteproblemer inden de bliver 30.

Et liv med „udløbsdato“

Fra min tidligste barndom har døden hængt over mig som en trussel. Det er umuligt at beskrive hvor svært det er at leve med så dystre udsigter. Jeg havde ingen fremtidsplaner eller drømme om at få et normalt liv som voksen. Min thalassæmi var som en tidsindstillet bombe der kunne springe når som helst.

Mine forældres bekymring for mit helbred gjorde dem meget forsigtige. Min opvækst var præget af en uendelig række begrænsninger og formaninger: „Du må ikke løbe!“ „Hids dig nu ikke op!“ „Vær forsigtig!“

Min tilstand førte til at min græsk-ortodokse mor blev ekstremt religiøs. I al oprigtighed søgte hun hjælp gennem religiøse ikoner. I håb om at det ville gavne mig, tog hun mig med til afsidesliggende klostre der havde ry for at udføre troshelbredelse, og hun udstyrede mig med forskellige talismaner og amuletter. Vi brugte mange penge på sådan noget, men til ingen nytte.

Jeg troede på Gud og elskede ham, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tilbede ham. Når jeg var fortvivlet, bad jeg grædende: „Gud, hvis du virkelig findes og du elsker mig, så hjælp mig.“

 En desperat søgen efter hjælp

I takt med at jeg voksede op, blev min helbredstilstand hastigt forværret, hovedsagelig på grund af den store mængde jern i mit blod. Som en del af min behandling brugte jeg en anordning der nedsætter jernindholdet i blodet. Hver aften måtte jeg stikke en nål ind under huden i underlivet og lade et kelatbindende stof sive ind i min krop i løbet af natten. Jeg måtte udholde det samme smertefulde ritual nat efter nat. I disse søvnløse nætter ønskede jeg ofte at dø. Jeg følte at Gud havde ignoreret mine bønner om hjælp.

Da jeg var 16, begyndte jeg at komme sammen med en gruppe unge som brugte meget af deres tid på at lytte til heavy metal-musik. I min desperate søgen efter hjælp følte jeg at musik der forherligede brutalitet, meningsløs vold og satanisme, til en vis grad hjalp mig til at flygte fra virkeligheden. Ud fra al den ondskab der omgav mig, konkluderede jeg at der måtte være en ond højere magt som styrede universet. Men snart stod konsekvenserne af stofmisbrug og satanisme klart for mig, og mine venner var altid på flugt fra politiet.

Den endeløse række blodtransfusioner havde sat deres spor på min krop. Et for højt indhold af jern i blodet gav mig sorte rande under øjnene og gjorde min hud gul. Mit udseende blev heller ikke bedre af min påklædning — sort tøj og læderjakke med nitter og dødningehoveder, hvilket kendetegnede dem jeg kom sammen med. Lykkeligvis tog jeg aldrig selv stoffer.

Jeg fortsatte med at lytte til heavy metal-musik der handlede om død, stoffer, dæmonisme, spiritisme og blod, og efterhånden var det som om jeg sad fast i Satans greb. Om natten følte jeg mig deprimeret og græd ofte. Det var i denne triste periode at jeg begyndte at skimte et glimt af håb.

Et vendepunkt i mit liv

Da jeg var 20, gav en ven mig en bog som hun havde fået af Jehovas Vidner. Den hed Bibelen — Guds ord eller menneskers? * Hun var ikke særlig interesseret i bogen, men på mig gjorde det indtryk at blade den igennem. Den viste tydeligt at Bibelens principper kan forbedre et menneskes liv. Det gjorde også indtryk på mig at læse om forfølgelsen af de første kristne og om deres villighed til at ofre livet for deres tro. Da jeg havde læst bogen, ville jeg gerne snakke med andre om den. Det var på det tidspunkt jeg traf Manolis, en mand som kendte noget til Jehova og Bibelens budskab fordi nogle i hans familie var Jehovas Vidner. Han tog mig med til møde hos Jehovas Vidner, og i løbet af sommeren 1990 begyndte jeg at studere Bibelen med dem.

Gennem mit bibelstudium lærte jeg at Skaberen har omsorg for os, og at han ikke er ansvarlig for den sygdom og lidelse der rammer mange af os. (1 Peter 5:7) Jeg lærte at det er Satan der er årsag til at synden og døden kom ind i verden, og at Jehova snart vil fjerne virkningen af Satans handlinger ved at udslette dette gamle system og erstatte det med en fuldkommen, ny verden. (Hebræerne 2:14) Under paradisiske forhold vil gudfrygtige mennesker blive ført tilbage til fuldkommenhed. Til den tid vil ingen sige: „Jeg er syg.“ — Esajas 33:24.

Samtidig lærte jeg at Bibelen påbyder os at ’afholde os fra blod’. (Apostelgerninger 15:20, 29; 1 Mosebog 9:4) Efterhånden som min samvittighed begyndte at blive formet og  opøvet af Bibelens høje normer og principper, følte jeg mig motiveret til at tage et personligt standpunkt vedrørende blodtransfusion. Jeg besluttede mig for at jeg ikke længere ville have blod.

I over 20 år havde jeg fået at vide at den eneste måde jeg kunne holdes i live på, var ved at modtage regelmæssige blodtransfusioner. Ville jeg nu ved at adlyde Bibelens påbud underskrive min egen dødsdom? Hvordan ville mine forældre reagere på at jeg nægtede at få blod? Ville lægerne og resten af hospitalspersonalet prøve at lægge pres på mig?

Jeg tager nogle afgørende beslutninger

Jeg bad inderligt og kastede alle mine bekymringer på Jehova. (Salme 55:22) Jeg besluttede mig også for at prøve andre lægebehandlinger. Efter at have læst meget om emnet fandt jeg ud af at jeg muligvis kunne erstatte blodtransfusionerne med en omhyggeligt udvalgt kostplan der var rig på jern og vitaminer. Frem for alt var jeg besluttet på at rette mig efter Guds lov som den er udtrykt i Bibelen.

Forståeligt nok blev mine forældre meget oprevne. Siden min fødsel havde de gjort deres bedste for at holde mig i live, og nu sagde jeg nej til blodtransfusion! Efter nogen tid gik de dog ind på at respektere min personlige beslutning i sagen.

Jeg forklarede så mit religiøse standpunkt over for hospitalspersonalet og oplyste dem også om at jeg meget gerne ville behandles med lægevidenskabelige alternativer til blod. Lægerne gik modstræbende med til at rette sig efter mine ønsker.

Da jeg før i tiden modtog blodtransfusioner, var jeg blevet venner med andre unge med thalassæmi. Nu var de forvirrede over min holdning til blod. En af dem sagde sarkastisk til mig at jeg snart ville „blive båret af fire“ — en græsk talemåde som betyder at jeg ville dø. Sørgeligt nok var hun senere blandt fem patienter der døde som en følge af transfusion med inficeret blod.

Siden august 1991 har jeg ikke fået nogen blodtransfusioner. Stik imod alle forudsigelser er jeg stadig i live og har det forholdsvis godt. Ved at følge en kostplan der er rig på vitaminer og jern, har jeg kunnet opretholde et rimeligt helbred, på trods af lejlighedsvise komplikationer og permanente begrænsninger forårsaget af min thalassæmi.

Det bedste af det hele er dog at mit liv har fået en mening, og det er blevet et rigt liv på grund af det nære forhold jeg har fået til Skaberen, Jehova Gud. I juli 1992 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. Min kære ven, Manolis, som havde sat mig i forbindelse med Jehovas Vidners kristne menighed, blev døbt den samme dag. Cirka halvandet år senere blev vi gift. Senere havde jeg den glæde at se min mor og min søster blive døbte Vidner for Jehova. Min fars holdning til Jehovas Vidner har ændret sig, og indimellem overværer han menighedens møder.

Jeg har lært at selv om døden er en fjende, er det ikke en fjende man skal frygte. (Salme 23:4) Uanset om vi lever eller dør, er det for Jehova. Vort liv er i hans hænder. (Romerne 14:8) Jeg vil altid være ham taknemmelig for at jeg nu ikke kun har en langsom død at se frem til, men håbet om et evigt liv! — Åbenbaringen 21:1-4.

[Fodnote]

[Illustration på side 21]

Jeg søgte desperat efter hjælp

[Illustration på side 22]

Med min mand, Manolis