Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvem er det der taler?

Hvem er det der taler?

Hvem er det der taler?

TÆPPET går op for entertaineren og hans dukke. Mens de står og udveksler vittigheder, virker dukken levende — som om den har sin egen stemme og personlighed. Det er selvfølgelig entertaineren, nemlig bugtaleren, der frembringer dukkens „stemme“, idet han hele tiden er påpasselig med ikke at bevæge sine læber.

Kunne du tænke dig at vide mere om denne specielle kunstart? Vågn op! har interviewet Nacho Estrada, der har været professionel bugtaler i omkring 18 år.

Hvilke former for bugtaleri findes der?

Når bugtalerens stemme skal give indtryk af at komme fra et sted tæt på, for eksempel fra dukken på hans knæ, bruger han det man kalder nærstemmen. Vil bugtaleren derimod give indtryk af at stemmen kommer længere væk fra, bruger han det der hedder distancestemmen. Han kan også dæmpe sin stemme og få den til at virke som om den kommer fra et lukket rum — eventuelt inde fra en kasse med låg på. Nogle bugtalere kan efterligne lyde, eksempelvis dyrelyde eller barnegråd. Og mens de optræder, er deres læber ubevægelige.

En god bugtaler er meget overbevisende. Engang var der efter sigende en som udstødte et halvkvalt skrig om hjælp samtidig med at en vogn med hø kørte forbi. Folk standsede faktisk vognen og læssede høet af for at finde den stakkel der lå under læsset. De fandt selvfølgelig ikke nogen.

Hvordan har bugtalerkunsten udviklet sig i årenes løb?

Man mener at bugtaleri for mange år siden blev brugt til at narre overtroiske mennesker til at tro at de talte med de døde. Med tiden blev det afsløret at bugtaleri blot var en færdighed man kan tilegne sig. Derefter blev denne teknik en anset kunstart inden for underholdningsbranchen, og i dag bruger man den undertiden også i pædagogisk øjemed.

Igennem århundrederne har bugtalerne vist deres usædvanlige evner og underholdt publikum med mange forskellige rekvisitter. I 1900-tallet blev det almindeligt at bugtalerne optrådte med en trædukke som ’samtalepartner’.

Hvad vakte din interesse for bugtalerkunsten?

Jeg følte mig draget af denne kunst fordi et bugtalernummer vækker jubel og får folk til at le. Da jeg var lille, vakte en sælger i byen min interesse for denne kunstart ved at fortælle mig om oprindelsen til ordet „bugtaler“, nemlig at man i gamle dage troede at bugtalere brugte maven på en særlig måde når de talte. Han viste mig også nogle grundlæggende teknikker.

Den næste dag prøvede jeg det i skolen. Ved at bruge teknikken med distancestemmen fik jeg det til at lyde som om stemmen kom ud af højttaleranlægget, og beordrede mig selv ud af klassen. Det virkede! Senere lærte jeg gennem et brevkursus mere om bugtaleri og gjorde det til mit levebrød.

Hvad indebærer dit arbejde som bugtaler?

Jeg har af og til optrådt ved festmiddage, ved bugtalerkongresser og enkelte gange i fjernsynet, men for det meste bruger jeg bugtaleriet i undervisningsøjemed på skoler. Humor spiller en stor rolle i forestillingen. Under et nummer der handler om personlig hygiejne, gør jeg for eksempel min trædukke Maclovio opmærksom på at jeg kan se at han har fået æg til morgenmad fordi han ikke har børstet tænder. Så svarer Maclovio: „Niks — det var i går!“

Hvordan foregår bugtaleri?

Man hører ofte om bugtalere at de „kaster stemmen“, men det er kun en illusion. Det vi gør, er at bruge en teknik hvor man trækker vejret helt ned i mellemgulvet for at folk skal tro at stemmen kommer langt væk fra, samt laver erstatningslyde for de bogstaver der kræver at man bevæger læberne.

Bugtalertricket virker fordi de færreste har trænet deres ører til at bestemme hvor lyden kommer fra. De må støtte sig til deres øjne. Man kan illustrere det med sirenehylet: ens ører siger én at et udrykningskøretøj nærmer sig, og at det kommer langvejsfra. Men hvor langt er det væk? Og fra hvilken retning nærmer det sig? For at få svar på disse spørgsmål vil man sandsynligvis være nødt til at se efter blinklysene.

En bugtaler benytter sig af denne omstændighed ved at frembringe en lyd der har den passende styrke, og ved at lede tilskuernes opmærksomhed hen på det sted de skal tro lyden kommer fra.

Hvilke råd ville du give en der er interesseret i at lære bugtaleri?

For det første må man gøre sig klart hvad man vil bruge det til, og undgå alt det der ikke tjener dette formål. Jeg nævner dette fordi bugtaleri, som mange andre former for underholdning, somme tider bliver misbrugt. Personligt føler jeg mig draget af bugtalerkunsten fordi den giver mulighed for at sprede glæde og fremme kærligheden. Jeg arbejder kun med replikker der fremmer denne hensigt, og ved lejligheder hvor dette er muligt.

For at blive en dygtig bugtaler har man brug for tre ting: teknik, fantasi og øvelse. Teknikken kan man lære ud fra en gør-det-selv-bog eller -videofilm. Derefter må man bruge sin fantasi for at udvikle en troværdig personlighed til sin dukke og lære hvordan man får den til at virke levende. Endelig er der øvelse. Jo mere man øver sig, jo dygtigere bliver man.