Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Guldet som flyttede bjerge

Guldet som flyttede bjerge

Guldet som flyttede bjerge

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SPANIEN

„En katedral af ler med mange tinder står udhugget i bjerget. Guldgravere og det romerske imperium bærer ansvaret. Tiden og skønheden har tilgivet dem.— Pedro García Trapiello.

I DET nordvestlige Spanien findes en særpræget udhulet klippeformation som består af gylden sandsten. Et tæppe af grønne, ægte kastanjetræer får det til at se ud som om det er naturens egne kræfter der har udhugget de forrevne klipper og de høje tårne. Kun de spredte huller som fører ind til en tunnel, giver én et fingerpeg om at det drejer sig om et levn fra oldtidens minedrift. Engang lå det romerske imperiums største guldmine på dette sted, der i dag kaldes Las Médulas.

Guld har altid virket dragende på folk, som er blevet lokket til at gøre sig de største anstrengelser for at få fat i det. Jobs Bog i Bibelen beskriver hvordan folk for tusinder af år siden ’brød skakter, huggede løs af bjergene fra grunden, huggede gange i klipperne’, i deres søgen efter guld, sølv og ædelsten. — Job 28:1-10, den danske autoriserede oversættelse.

Mange hundrede år senere da Romerriget sad inde med verdensmagten, var guld stadig i høj kurs. Kejser Augustus ønskede en stabil økonomi, og sølvdenaren og guldmønten aureus var de troværdige gangbare mønter han behøvede for at holde hjulene i gang i det romerske imperiums handelsliv. For at kunne fremstille tilstrækkelig mange mønter skulle han bruge guld og sølv. Af den grund fulgte guldgraverne lige i hælene på Roms sejrrige hære.

Da de romerske legioner til sidst, umiddelbart efter vor tidsregnings begyndelse, fik undertvunget den nordvestlige del af Spanien, gjorde man nye guldfund. Desværre fandtes det kostbare metal i et bjergområde i aflejringer opskyllet af vand. Af den grund var det ikke så nemt at få fat i. Det ville tage to og et halvt århundrede med slid og slæb at få den skjulte skat gravet op.

Men romerne tabte ikke modet af den grund. Arbejdskraften var billig, og den daværende fremgangsmåde ved minedrift gjorde projektet muligt selv om det ville blive besværligt. Det var deres plan at udskille guldet ved lidt efter lidt at „skylle“ bjerget væk med vand. Man byggede adskillige bassiner højt oppe i bjergene, anlagde mere end 50 kanaler og udgravede tunneler med en samlet længde på flere hundrede kilometer for at gennemføre dette projekt.

Så snart man havde udgravet et netværk af tunneler i en del af bjerget, fyldte ingeniørerne dem med vand som blev sat under tryk. Det brusende vand fjernede kolossale mængder af bjergmateriale. Sand og klippestykker der indeholdt guld, blev skyllet ned ad bjerget, hvor guldet kunne adskilles fra gruset ved hjælp af udvaskning og sigtning. Derefter gentog man hele processen ved at udgrave et nyt netværk af tunneler.

Var det anstrengelserne værd? Romerne udgravede tålmodigt omkring 800 tons guld fra Las Médulas. For at udvinde alt dette guld flyttede tusindvis af arbejdere i bogstaveligste forstand bjerge — omkring 240 millioner kubikmeter. Hver gang de fjernede ti tons jord, udvandt de 30 gram guld.

I dag er der ikke meget andet tilbage end tunnelerne og bjergets forrevne klippefremspring, som er blevet afglattet af erosionen og dækket af kastanjetræer. Ironisk nok har disse kastanjer, som romerne bragte med sig til Spanien, vist sig at være langt mere „holdbare“ end guldet.

[Illustration på side 22]

Guldmønt (aureus) med billede af kejser Augustus

[Illustration på side 23]

Las Médulas, stedet hvor det romerske imperiums største guldmine lå

[Illustration på side 23]

En del af tunnelsystemet fra oldtiden

[Kildeangivelse på side 23]

Alle mønter: Musée de Normandie, Caen, Frankrig