Deporteret til Botany Bay

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I AUSTRALIEN

„JEG fandt bare bogen på gaden,“ sagde Job til sit forsvar. Han var en fregnet gut på nitten år som var blevet anholdt da han krydsede en af Londons gader, og anklaget for at have stjålet en bog til en værdi af firs cent. Dommeren, der var upåvirket af Jobs forsvarstale, dømte ham til syv år i en straffekoloni.

På den anden side af kloden blev en fornem herre ved navn François-Maurice Lepailleur pågrebet i et område i Canada der nu er kendt under navnet Québec. Han var blevet dømt til døden fordi han havde deltaget i en fejlslagen væbnet opstand mod den britiske regering. Men retten besluttede at give ham en alternativ straf.

De to unge mænd var kommet i konflikt med britisk lov, men de havde mere tilfælles: De skulle begge tiltræde en skibsrejse til et sted ved navn Australien og en ganske ny straffekoloni kaldet Botany Bay.

Hvordan var det at være straffefange i Australien? Hvor mange blev sendt dertil? Og hvorfor havnede disse to unge mænd så langt fra deres hjemlande?

Hvorfor Australien?

I 1718 besluttede den engelske regering at tynde ud i landets overfyldte fængsler ved at deportere forbryderne. I 1770 afskibede man omkring 1000 fanger årligt, for det meste til de britiske kolonier Maryland og Virginia. I 1783 var det slut med at sende forbrydere til disse kolonier, for briterne havde mistet dem i den amerikanske uafhængighedskrig. På det tidspunkt havde man dog allerede sendt mere end 50.000 fanger over på den anden side af Atlanten.

Et alternativt endemål for de kriminelle var et regnfattigt land på den anden side af kloden. Tretten år tidligere havde en flådeofficer ved navn James Cook kortlagt landets østkyst og bragt det under britisk herredømme. Joseph Banks, en opdagelsesrejsende der ledsagede Cook på denne rejse, udpegede området som et ideelt bestemmelsessted for det britiske imperiums uønskede statsborgere. Derfor blev den første flåde på 11 småskibe i maj 1787 sendt af sted på den 26.000 kilometer lange sørejse mod Botany Bay. I de næste 80 år, indtil 1868, blev 158.829 straffefanger sendt til Australien.

En langvarig sørejse

I 1833 nåede Job og hans 300 medpassagerer til Sydney Cove i Port Jackson. Kolonien fik navnet Botany Bay, selv om bebyggelsen i sidste  ende blev oprettet nogle få kilometer nord for landemærket af samme navn.

For nogle var rejsen i sig selv en hård straf. Uddrag af François Lepailleurs dagbogsoptegnelser giver et glimt af livet om bord: „I 1840 rundede vi Kap det Gode Håb [Sydafrika] i lastrummet på skibet Buffalo. Det var det værste, for der var altid mørkt og varmt, der var strenge regler som skulle overholdes, samt skadedyr der hele tiden hjemsøgte os, og — som om det ikke var nok — den evige sult.“

Ironisk nok lå sikkerheden og helbredstilstanden på disse skibe på et højt niveau sammenlignet med forholdene på datidens skibe generelt. Den britiske regering betalte skibsrederne på grundlag af antallet af fanger der nåede endemålet med livet i behold. Derfor lå dødeligheden i tidsrummet mellem 1788 og 1868 i gennemsnit under 1,8 procent. I modsætning hertil omkom der fra 1712 til 1777 mellem 3 og 36 procent af slaveskibenes ulykkelige passagerer under rejsen. Ja, selv passagerskibe med folk der emigrerede fra Europa til Amerika, havde en højere dødelighed end deportationsskibene.

En blandet landhandel

En af forklaringerne på den høje overlevelsesrate er at passagererne havde så lav en gennemsnitsalder. François var midt i trediverne, altså forholdsvis gammel for en fange. Flertallet var mellem 16 og 25 år, og nogle ikke mere end 11. Der var seks gange så mange mænd som kvinder.

Flertallet af de deporterede kom fra Storbritannien. Heraf var over halvdelen englændere, en tredjedel var fra Irland, og Skotland leverede nogle få tusind. Andre, som for eksempel François, kom fra det britiske imperiums fjerne egne, fra de steder der i dag er kendt under navnene Canada, Indien, Malaysia og Sri Lanka, ja endda fra den lille ø Malta.

Disse ufrivillige emigranter havde med sig en lang række evner og færdigheder. Der var for eksempel hattemagere, kedelsmede, kokke, messingstøbere, skræddere, slagtere, tømrere og vævere. I officielle optegnelser kan man finde tusind særskilte erhverv, som viser et tværsnit af den britiske arbejdsstyrke.

Straffefangerne var tilsyneladende bedre uddannet end den arbejderklasse der var blevet tilbage i hjemlandet. Tre fjerdedele af dem der ankom til New South Wales, kunne læse og skrive. Til sammenligning var det blot lidt over halvdelen af den øvrige britiske befolkning som for eksempel kunne underskrive deres vielsespapirer.

Bortførelse, mord og tilskyndelse til oprør kunne være ensbetydende med en enkeltbillet til Botany Bay — men meget mindre kunne også gøre det. Hvis man holdt et forlystelsessted åbent en søndag, stjal et lommetørklæde eller debatterede Bibelen uden at være anset for kompetent til det, kunne det ligeledes resultere i en rejse til den sydlige halvkugle.

Tilværelsen i det nye land

Vilde slagsmål, vedvarende grusomheder og en umenneskelig tilværelse hører til det som folk typisk forestiller sig om de første straffefangers liv i Australien. Og sådan var virkeligheden også for nogle, men mange endte med at være langt bedre stillet her end i deres hjemland.

Der blev lavet en ordning så straffefangerne kunne sættes til at arbejde for nybyggere og embedsmænd, eller endda for sig selv. I stedet for at bygge veje i sammenlænkede arbejdssjak indtil straffen var udstået, kunne de arbejde med deres eget fag eller lære et nyt. Job fik for eksempel tildelt arbejde hos en velhavende, men venlig godsejer, og han blev oplært som kvægopdrætter på en af godsejerens ejendomme i udkanten af Sydney.

Straffefangerne skulle arbejde fem og en halv dag, eller 56 timer, om ugen. Bemærkelsesværdigt nok var denne arbejdsuge kortere end den som datidens typiske fabriksarbejdere måtte udholde i Storbritannien, hvor de sled i det fra tidlig morgen til sen aften. Straffefangerne kunne tage betaling for det arbejde de udførte ud over de obligatoriske timer, og de drev ofte små forretninger uden for arbejdstiden. De solgte for eksempel græs de havde mejet, som dyrefoder.

Selv om pisken blev brugt flittigt, viser en undersøgelse at 66 procent af fangerne i New South Wales under hele afsoningen af deres dom højst blev slået én gang. Det betød at de ikke blev slået  tiere end de der tjente i den britiske hær eller marine.

Dette, kombineret med udsigten til at straffefangerne kunne få deres egen jord når dommen var afsonet, gjorde deportation attraktiv for nogle. W. Cope, der var inspektør i det berygtede Newgate Prison i London, skrev i 1835 følgende om fanger som man havde truet med deportation: „Nitten ud af tyve er glade for at skulle rejse.“ Og en forstander i et andet fængsel sagde om sine indsatte: „Nioghalvfems ud af hundrede er meget ivrige efter at komme af sted.“

Skyggesiden

For dem der blev ved med at overtræde loven, kunne livet blive meget usselt. Det forlyder i en rapport: „Deportation er ikke en enkeltstraf, men snarere en række straffe der omfatter enhver grad af menneskelig lidelse.“ Trædemøllen var en sådan straf. François beskrev den således: „Det er en mølle til maling af korn som drives af straffefangerne. Atten mænd går hele tiden i et hjul, og med deres vægt holdes hjulet, og dermed møllen, i bevægelse. Ofte bærer disse mænd kun ét par lænker om fødderne, men ikke sjældent har de tre-fire par lænker om fødderne og er tvunget til at gøre arbejdet ligesom de andre. Hvis ikke, pisker man dem uden skånsel.“

Kvindelige straffefanger der ikke adlød, skulle gå med en jernkrave om halsen med to fremspring på mindst 30 centimeter, der gik ud fra kraven til hver side. Man anså disse tunge monstrummer for at være det eneste der kunne få kvinderne til at holde trit og retning.

Fængsler som Port Arthur, der ligger øst for Hobart i Tasmanien, var et særdeles strengt tugthus beregnet til forbrydere der var dømt for anden gang. Hvor barske disse steder var, kan man slutte ud fra en officiel rapport hvori det forlød: „Nogle straffefanger . . . foretrak døden frem for langvarigt fangenskab og begik forbrydelser for at blive henrettet.“

For nogle af de landsforviste indsatte var adskillelsen fra familien dog det værste. François skrev: „Min kære familie, som jeg elsker af hele mit hjerte! Skal min udlændighed holde mig adskilt fra jer, fra alt det jeg elsker, længe endnu? Åh, adskillelsen er vemodig og kvalfuld! At skilles fra en kærlig hustru og små børn der ikke har erfaret ømhed fra en far der elsker dem! Kære familie, af alle mine kræfter bønfalder jeg Gud om at bryde de lænker der holder mig på dette sted, og at gøre ende på min udlændighed så jeg kan vende tilbage til min kære familie, til alt hvad mit hjerte længes efter.“

Straffefangernes bidrag

I 1837 sagde guvernøren Richard Bourke: „I løbet af halvtreds år har flittige og dygtige nybyggere i New South Wales ved hjælp af straffefangernes arbejde forvandlet vildnisset til en fortrinlig og fremgangsrig koloni.“ På det tidspunkt bestod over to tredjedele af arbejdsstyrken af straffefanger eller tidligere straffefanger, der hjalp den øvrige befolkning af frie indvandrere med at gennemføre denne ekstraordinære opgave. Som følge af omstændighederne eller fordi de selv ønskede det, gjorde over 90 procent af straffefangerne Australien til deres nye hjem.

Job blev en af disse faste beboere, for da han genvandt sin frihed, giftede han sig, slog sig ned og blev med tiden forfader til hundreder af indbyggere i Australien og New Zealand. François, derimod, var en af de få som efter løsladelsen vendte tilbage til hjemlandet og sin elskede familie.

Efter denne første tid forandrede tingene sig med stadig større hastighed, og inden for blot tre generationers levetid voksede den „fortrinlige og fremgangsrige koloni“ til en multikulturel nation. I dag kommer der hvert år på eget initiativ mange tusind besøgende fra Asien, Canada og Europa — blandt andet fra Storbritannien — til Australien for at se landet eller søge om opholdstilladelse. Det første de får øje på ved deres ankomst, er de tårnhøje betonbygninger på det terræn som straffefangerne i sin tid ryddede; og de veje som straffefangerne huggede gennem sandstensbjergene, er blevet afløst af brede asfalterede landeveje. Men selv i det moderne Australiens travle gader står gamle stenbygninger stadig som monumenter over det slid der blev udført af disse ufrivillige nybyggere som blev deporteret til Botany Bay.

[Kort/illustrationer på side 20]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BOTANY BAY

[Illustrationer]

James Cook

Joseph Banks

[Kildeangivelser]

Cook: Maleri af John Weber/Dictionary of American Portraits/Dover; Banks: Dickinson, W. Portræt af Sir Joseph Banks inden han blev adelig. Rex Nan Kivell Collection; NK10667. Med tilladelse af National Library of Australia; bugten: James Fittler. Sydney, New South Wales, med indsejling til Port Jackson. Med tilladelse af National Library of Australia

 [Illustration på side 23]

(Øverst) Forretningskvarteret i Sydneys centrum er opstået på det sted hvor straffekolonien Botany Bay engang lå

[Illustration på side 23]

Old Sydney Hospital, der nu huser Australiens Møntmuseum, blev bygget af straffefanger

[Kildeangivelse]

Image Library, State Library of New South Wales

[Illustration på side 23]

Hyde Park Barracks, et fængsel der blev tegnet og bygget af straffefanger

[Kildeangivelse]

Hyde Park Barracks Museum (1817). Historic Houses Trust of New South Wales, Sydney, Australia

[Illustration på side 23]

The Great North Road — Ved håndkraft huggede straffefanger den 264 kilometer lange vej gennem sandstensbjergene. Den forbandt Sydney og Hunter Valley ved Newcastle og var en af koloniens største ingeniørbedrifter

[Kildeangivelse]

Beskyttet af National Parks and Wildlife Service, N.S.W.